»Når jeg tænker på sex med et barn, føler jeg mig varm, lykkelig, tryg og værdifuld«, sagde Ole til sin terapeut. Han fortalte derpå om nedturene efter de børnepornografiske ekskursioner på nettet, ensomheden, mindreværdsfølelserne, fornemmelsen af at være et udskud, angsten for at blive opdaget og mistanken om, at seksuelle handlinger alligevel kunne skade barnet. Ole var 22 år. Han var vokset op i et almindeligt borgerligt hjem. Begge forældre havde fuldtidsjob, så der var aldrig nogen hjemme, når han kom fra skole. Så legede han nede på gaden, for sig selv eller sammen med sin to år yngre broder. Han husker, at han altid følte sig ensom. Materielt var forholdene i hjemmet i orden, der var altid mad på bordet, og børnene blev aldrig slået, men forældrene talte ikke meget med dem. I skolen blev han indimellem mobbet, blandt andet på grund af en lettere grad af 'flyveører', men han fortalte det aldrig til forældrene. I teenageårene interesserede piger ham ikke rigtig. Han var nu i gang med en læreruddannelse, men overvejede at holde op, fordi det var umuligt for ham at koncentrere sig om læsningen. Alle hans tanker kredsede om små drenge, nogle drenge han tilfældigt havde set i nabolaget, muligheden for at komme i kontakt, hvis han gik en tur og så videre ... Denne fiktive historie er et eksempel på den situation, som en ung pædofil mand kan være i. Lad os nu forestille os, hvad der videre skete. Ole vidste, han havde et problem. Det var derfor, han havde opsøgt terapeuten. Han havde et stærkt ønske om at realisere sine seksuelle fantasier om børn og havde også flere gange været tæt på. På den anden side ville han gerne være fri for trangen, fordi han kunne se, den satte ham i en meget vanskelig livssituation. I en af samtalerne med terapeuten havde Ole, tilskyndet af terapeuten, forsøgt at leve sig ind i den mulighed at afstå fra pædofile handlinger og neddæmpe de seksuelle fantasier til fordel for andre interesser. Næste gang havde Ole det elendigt. Lige siden sidste samtale havde han følt sig deprimeret, forvirret og angst og var begyndt at overveje selvmord. Nu havde også terapeuten et problem. Han følte sig afmægtig og indså, at allerede tanken om at undvære pædofil tilfredsstillelse var truende for Ole, og at terapien ville kræve både tid og en høj grad af professionalisme, hvis den ikke skulle blive livsfarlig for klienten. Desuden havde terapeuten et etisk dilemma hængende over hovedet: Hvis min klient en dag beretter, at han nu har haft sex med et konkret barn, er jeg nødt til at anmelde ham til politiet. Og hvis jeg ikke gør det, men fortsætter terapien, er jeg medskyldig. Efter nogen tid droppede Ole af forskellige grunde ud af terapien. Hvordan gik det ham derefter? Måske blev han en stilfærdig pædofil, som man ikke lagde meget mærke til på arbejdspladsen, og som lejlighedsvis fandt seksuel tilfredsstillelse ved kontakter med smådrenge her eller på rejser til Marokko, Berlin eller Østen. Måske stod politiet der pludselig og satte ham bag tremmer, med eller uden tilbud om behandling. Eller måske sidder han i dag fængslet, med forvaringsdom (tidsubestemt straf) og udsigt til behandling med kønsdriftsdæmpende medicin som vilkår for prøveløsladelse. Hvis han da ikke alligevel besluttede sig for at gøre ende på vanskelighederne ved at tage livet af sig selv. Pædofili er en såkaldt seksuel afvigelse, det vil sige, at den pædofile har en seksuel orientering og adfærd, der afviger fra flertallets i befolkningen. Den pædofile retter sin seksualitet mod børn. Ofte foretrækker den pædofile en bestemt aldersgruppe, f.eks. drenge i alderen 5-8 år. Man kan i øvrigt definere pædofili på forskellig måde. Nogle foretrækker en snæver og hermed også præcis definition: Den pædofile er en person, oftest en mand, der udelukkende retter sin seksualitet mod mindreårige børn af det ene eller det andet køn og kun kan opnå seksuel tilfredsstillelse gennem kontakt med eller fantasier om børn. Ifølge nogle teorier om seksualitet starter det hele i det tidlige mor-barn-forhold, hvor barnet gennem moderens håndtering af det lærer at bruge sin krop, tolke sine kropslige fornemmelser og se dem i sammenhæng med følelseslivet og i samspil med omverdenen. Gode, varme kropslige og mentale oplevelser i tidlig alder overføres senere til forholdet mellem individet og aktuelle eller fantaserede seksualpartnere. Når der i de tidlige år har været væsentlige omsorgssvigt, kan seksualiteten så blive den arena, hvor det nu voksne individ igen og igen forsøger at reparere på de gamle traumer - f.eks. ved at identificere sig med barnepartneren og med sin seksualitet forsøge at give barnet - og hermed sig selv - den omsorg og kærlighed, som han ikke selv fik. Den passive, afmægtige rolle, han havde som barn, vendes til en aktiv rolle, måske med underliggende aggressive islæt. Pædofili i denne forstand er kendetegnet ved en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, hvor den tvangsmæssige seksuelle optagethed af børn tjener som forsvar mod dybereliggende følelser af ensomhed, angst, manglende selvværdsfølelse og så videre. Denne gruppe vil jeg kalde de 'ægte pædofile' - og Ole hørte sikkert hjemme her. Andre definerer pædofili bredere og med fokus på adfærden: En pædofil er en person, der forfører børn seksuelt eller på anden måde viser en unaturlig seksuel interesse for børn. Her bliver billedet mere flimrende. For ud over de nævnte 'ægte pædofile' kommer betegnelsen også til at omfatte f.eks. personer, der kun lejlighedsvis har sex med børn og ellers søger voksne partnere, endvidere brugere af børneporno, udviklingshæmmede, der har svært ved at håndtere deres seksualitet på en acceptabel måde, samt incestfædrene. Det har dog en vis berettigelse at bruge denne rummelige definition. Dels tager handlingen sig nogenlunde ens ud i de forskellige grupper, og et incestuøst overgreb kan være mindst lige så katastrofalt for et barn som et overgreb begået af en mere perifer pædofil person. Dels er spektret reelt bredt, fra den 'ægte pædofile', der har en dybtgående, personlighedsmæssigt integreret og oftest urokkelig drejning af den seksuelle orientering, til familiefaderen, der - måske i en længere periode - har misbrugt sin søn eller datter, men i øvrigt er aktivt heteroseksuelt orienteret mod voksne kvinder. Endelig er den juridiske definition både bred og præcis, idet straffeloven her i landet forbyder samleje og 'anden kønslig omgængelse' med personer under 15 år. Her er det entydigt handlingen, der tæller, og man taler i denne forbindelse om den 'seksuelle krænker'. Vi ved ikke, hvor mange pædofile der findes. Nogle kilder nævner 10.000-50.000 her i landet. Men det er ifølge sagens natur et mørketal. De fleste pædofile krænkere er mænd. Kvinder kan også være krænkere, men vi ved meget lidt om dem. Af den meget sparsomme litteratur, der findes om emnet, fremgår bl.a., at kvindelige krænkere ofte udfører overgrebene sammen med en mandlig partner. Når der er pædofili på færde, kommer sindene let i kog. Vi bliver vrede og slår kontant fast, at sex mellem voksne og børn må ikke finde sted. I øvrigt er det også strafbart. En mere nuanceret udveksling om og med de pædofile ender let i en uklar, følelsesladet diskussion - måske fordi sagen er særligt oprivende, når det drejer sig om børn, og fordi temaet seksualitet i det hele taget spiller på dybe strenge i os alle sammen. At overgreb mellem mennesker ikke må finde sted, kan vi alle blive enige om. Men dette kommer de pædofile uden om ved at sige, at deres handlinger ikke er overgreb. De hævder typisk, at seksuelt samvær mellem et barn og en voksen er uskadeligt, at det ikke foregår på barnets bekostning, men kan være til direkte gavn og lyst for barnet. »Han/hun ville jo selv«, »barnet har også en seksualitet«, siger de - »det var en kærlig, omsorgsfuld handling«, »det var frivilligt, jeg bruger aldrig tvang«. Problemet i den pædofiles - efterrationaliserende? - tankegang er, at han ikke skelner mellem den voksnes og barnets seksualitet. Han erkender ikke, at man aldrig kan ligestille de to ting. At barnet er et seksuelt væsen, har de pædofile ret i. Det behøver de ikke at argumentere for, for det har vi vidst i over hundrede år. Men det afgørende her er det kvalitative særpræg ved barnets og den ganske unges seksualitet. De er individer, der er i gang med en udvikling, hvor deres begreber om bl.a. seksualitet langsomt modnes og senere stabiliseres og integreres med resten af personligheden. Den voksne, der involverer sig aktivt seksuelt med et barn, konfronterer barnets seksualitet med sin egen voksne seksualitet. Og da de i seksuel udvikling befinder sig to helt forskellige steder, vil der aldrig blive ligeværdig gensidighed i relationen. De vil altid i en eller anden grad tale forbi hinanden. Også i de tilfælde, hvor barnet er nysgerrigt, og hvor den voksne lægger vægt på ikke at tvinge det, vil der ligge en indirekte tvang i forholdet, fordi barnet alligevel, på trods af al mulig venlighed, vil betragte den voksne som en slags autoritetsperson. Og ikke mindst et følelsesmæssigt forsømt barn vil være et let offer for manipulation på den måde, at det går med til det seksuelle samvær som erstatning for anden 'omsorg'. At sex mellem børn og voksne har været eller er almindeligt i forskellige andre kulturer, gør det ikke bedre, al den stund barnet lever i en vestlig kultur og har integreret denne kulturs normer i sig. Fra en udviklingspsykologisk synsvinkel vil de handlinger, som barnet inddrages i, være helt forkert 'timet' og kan dermed komme til at fungere som en ydmygelse eller en voldtægt af barnets naturlige, fasespecifikke forsvarsmekanismer. Hvor forkert? - Det opdager barnet måske først senere, når det i voksen alder får problemer med sin seksualitet, og overgrebets traumatiske karakter bliver manifest. Det er sikkert rigtigt, at der i nogle tilfælde ikke sker dybere skader på barnet, når en voksen har sex af en eller anden art med det. Tal herfor kendes ikke, da det hovedsagelig er de andre tilfælde - de tilfælde, hvor skaderne sker - man får kendskab til. Men når det går godt, kan man kun sige, at det er mere held end forstand, en slags russisk roulette med barnets mentale sundhed. Eller et blindspil, hvor den eneste mulige taber er barnet. Og det skulle egentlig være grund nok til at holde sig helt væk fra spillebordet. Efter alt dette står vi stadig med et problem: Hvad gør vi ved 'det pædofile problem'? En vis procentdel af befolkningen er pædofile. De findes i alle sociale lag - fra højtstående dommere til den almindelige lønmodtager og kontanthjælpsmodtageren på forsorgshjemmet. De skal være her ligesom alle andre medborgere, men er i dagens Danmark jaget vildt. Som mindretalsgruppe vil de pædofile gerne sidestille deres situation med de homoseksuelles for årtier siden. Dette vil dog aldrig holde stik, idet pædofile handlinger uomgængeligt har karakter af overgreb og dermed rummer nogle ganske særlige moralske implikationer. To ting vil jeg gerne slå fast. For det første: Det er ikke forbudt at være pædofil. Tanker er stadig toldfrie. Det er først, når seksualiteten leves ud i handling, det er galt - når den pædofile har seksuelt samkvem med mindreårige eller ved forbrug eller distribution støtter børnepornoindustrien. For det andet: Det er svært at være pædofil, fordi den pædofile har en seksualitet, der i realiteten er hjemløs og altid må udfolde sig i det skjulte. Det fører til en dobbelttilværelse - udadtil den mere eller mindre pæne facade og bag den en hemmelig eksistens med forbudte seksuelle aktiviteter og konstant risiko for at blive opdaget. Her i landet har vi inden for de senere år fået en ordning, hvor en del af de seksualkriminelle kan få et tilbud om behandling som alternativ til straf eller under strafafsoning. Dette er en lykkelig, human udvikling i vort samfund, hvor dagens løsen ellers mest handler om at stramme, true og straffe. Endvidere skal foreninger og institutioner for børn og unge tjekke straffeattesten ved ansættelse af personale. Men i begge tilfælde ser vi kun toppen af isbjerget, nemlig dem, der allerede har begået de kriminelle handlinger og er blevet anholdt eller straffet for det. Hvad med alle de andre? Mit forslag er, at der oprettes et tilbud om gratis, eventuelt længerevarende psykoterapi til alle pædofile, der ønsker behandling og selv henvender sig. Behandlingen skulle i givet fald foregå hos terapeuter med særlig erfaring på området, med vanlig tavshedspligt og med - hvilket må være en del af alliancen mellem terapeuten og klienten - vanlig pligt til at anmelde konkrete overgreb på mindreårige. Nogle klienter har brug for bearbejdning af egne traumer, eventuelt overgreb, som har været udløsende for den afvigende seksuelle adfærd. Men selv i tilfælde, hvor den pædofile orientering er dybt integreret med hele personligheden og dermed vanskelig eller umulig at ændre på, kan en psykoterapeutisk behandling være en betydelig støtte til håndtering af seksualiteten og dermed til et bedre - og kriminalitetsfrit - liv. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at et utal af pædofile vil stille op i kø til tilbuddet. Og rigtig mange pædofile vil sikkert være lodret uenige i, at de på nogen måde er lidende. Men jeg tror, man ville få kontakt med en vis gruppe, herunder de mange Oler, der på grund af den pædofile orientering lider under social isolation, ensomhed, depression og så videre, og som udgør en konstant risiko for vore børn. Tilbuddet ville samtidig være et signal om en mere human holdning: Vi ved, I er der, og vi vil gerne gøre noget konstruktivt for jer. Hvad siger politikerne? Og hvad siger de pædofile selv?