’Lad os få gang i væksten’ er ord, som bruges hyppigt. Meningen er selvfølgelig at vende den økonomiske krise og få ledige hænder i arbejde. Set fra den vinkel er det rigtigt, men på langt sigt bør vækst betragtes med kritiske øjne. Ikke al vækst er gavnlig. Nationalproduktet bruges som målestok for den nationale vækst, uanset at begrebet indeholder de økonomiske tal for sygdom og behandling. En stigning i antallet af behandlinger og sengepladser forhøjer derfor nationalproduktet og giver et skævt indtryk af sund vækst. Og kræft er en frygtet sygdom, pludselig kan nogle celler vokse utroligt hurtigt. Den og andre former for uønsket vækst er selvfølgelig ikke ønskelig. Uafbrudt befolkningsvækst er heller ikke af det gode. Der er grænser for, hvad Jorden kan brødføde, grænser for, hvad kloden kan bære af forurening og misbrug, og problemerne har længe været kendt. Når bakterier får gode formeringsmuligheder i en organisme, udvikler de sig ofte, indtil affaldsstofferne kvæler yderligere formering. En tilsvarende skæbne kan komme til at overgå os mennesker. Fortsætter vi vor levevis som i det forgangne århundrede, vil kvælningspunktet nås inden for en overskuelig tid. Det seneste århundrede er mulighederne for at samle og akkumulere viden steget enormt, og de seneste 50 år har computere accelereret udviklingen. Alt sammen har det – sammen med lægelige fremskridt – givet os et længere liv og bevirket en befolkningsmæssig eksplosion. Da jeg blev født i 1921, var der under to milliarder mennesker på Jorden. I dag er der over syv. Mere end en tredobling inden for bare min levetid. En fortsættelse på samme vis vil være katastrofal.
Her må nok indskydes, at da jeg var dreng og ung, var Danmark et andet land. Uden at ville forherlige det daværende, så var meget anderledes. Nutidens børn vil nok have svært ved at forstå, at min start på Holsteinsgades Skole på Østerbro var med en lille sort tavle, en griffel og en ABC-læsebog. Inden 1. klasse var slut, forventede man, at vi elever kunne læse stykkerne i bogen og kunne lægge tal sammen og trække fra. Da skoleåret var forbi, flyttede vores familie til Christian 2.s villaby nær Kastrup på Amager. Skolevejen gik forbi åbne marker, hvor der blev dyrket kål, og ved siden af skolen lå en bondegård. Skoletiden husker jeg som god, men har da oplevet, at en lærer hev mig op i det ene øre, så det revnede. Der har nu nok været en årsag, men sådan var vilkårene, og det indrettede vi os efter. Jeg skulle så skrive ’nød lærer nøgen kvinde at spinde’ eller ’æren er det fagreste træ i skoven’ hundrede gange. Vi lærte også andet end læsning og regning, men ændringerne i forhold til i dag er til at få øje på. Andre eller større ændringer er sket kloden over. De fleste indkøb foregik i en lille brugs på hjørnet af den næste villavej. Købte man sukker eller mel, trak kommisen (ekspedienten) en skuffe ud og fyldte en papirpose med varen, der blev vejet af. Smør blev taget fra en drittel og klasket ned på pergamentpapir. Utallige gange blev jeg sendt efter rugbrød og leverpostej. Et rugbrød kostede 76 øre, og et pænt stykke fransk leverpostej 25 øre. Min far købte et parcelhus nær Kastrupfortet i 1941 for cirka 23.000 kroner. I dag er køb af en tilsvarende bolig hundreddoblet. Som næsten alle husmødre på den tid gik min mor hjemme og passede hus, børn og have, og middagsmaden var klar kl. 18. Storvask foregik én gang om måneden med gruekedel og vaskebræt i udhuset. Min far – og andre mænd – deltog ikke i husligt arbejde, men fik sig et lille hvil på sofaen, når han sent på eftermiddagen nåede hjem fra kontoret i hovedstaden. Udviklingen har selvfølgelig haft store fordele for os, der er opvokset i den vestlige verden. Fysisk arbejde er lettet, og viden er gjort mere almen og tilgængelig. Bagsiden er dog, at udviklingen ender i en ond spiral. Siden Første Verdenskrig er befolkningerne i mange af verdens byer mangedoblet. Det siger sig selv, at det simpelthen ikke kan fortsætte som hidtil. Hvis vi ikke får en anden styringsform inden for relativ kort tid, kan det meget vel være et spørgsmål om vor overlevelse. Derfor er det på tide, at vi ændrer kurs. Jorden kan på en måde betragtes som et stort biologisk væsen, der gennem millioner af år har tilpasset sig omgivelserne og udviklet en balance mellem livsformerne. Den balance er vi mennesker de seneste to-tre århundreder i færd med at ødelægge. Vi må se i øjnene, at vor levevis og forbrug er selvødelæggende. Ønsker vi kontrol over udviklingen, vil det være nødvendigt at ændre grundlaget for menneskeligt samvær. Ligesom pattedyr som os selv har en voksetid, inden vi bliver fuldvoksne, må menneskeheden finde et leje, hvor population, forbrug og forurening stort set holdes på samme stade. Tillad mig at sammenligne med et stort skib, der af vind og strøm føres ind mod en klippekyst. Får det ikke i tide ændret kursen, ender det med at kollidere med klipperne og forlise. Grådighed er den menneskelige egenskab, der bærer et stort ansvar for klodens tilstand. Udledning af giftigt spildevand har ødelagt mange vandløb og søer, ja, selv havområder, og landbrugsproduktion med accelererende brug af sprøjtemidler forgifter jord og grundvand. Mange søer og vandløb er så forurenede, at spisefisk har svært ved at leve i dem, og flere steder er jorden så forurenet eller udpint, at den er uegnet til dyrkning af spiselige afgrøder. De goder, vi har opnået, er da udmærkede ting, der har sikret vort liv, men samtidig forblændet os. Forbrug og forurening har – som bekendt – forhøjet CO2-indholdet i atmosfæren, og der er sket en registreret tilbagegang af is på polerne og gletsjerne. Befolkningstilvæksten gør samtidig en bekæmpelse vanskelig. Og det bliver ikke nogen nem sag at begrænse den voksende population.
