Nu, hvor det hele er overstået - 7-9-13 - går det op for mig, at det sidste halve år har været en rig og opløftende tid i mit liv. En cancerhistorie er altså ikke nødvendigvis virkeliggørelsen af et mareridt! Det kom bag på mig. Der må jo være mange, der har den samme historie at fortælle som jeg. De historier hører man bare aldrig. Derfor følger her min, til fri afbenyttelse - som en lille modvægt til alle rædselshistorierne og den angst, de afstedkommer. Alle danske kvinders store angst, som Margrethe Vestager sagde for nylig i de radikales valgprogram: brystkræft. Men det er altså et halvt år siden, at jeg stod en morgen og lige havde været i bad og kiggede mig i spejlet - og opdagede noget, der bulnede ud fra mit venstre bryst. Det kunne bare ikke passe. Det var nok en forstørret mælkekirtel. Men det var det ikke. Det var ... ja, hvilket ord skal jeg nu bruge? Lige da havde jeg dog slet ingen ord for det, jeg så. Skyndte mig at tage tøj på, så jeg slap for at se noget. Det var overhovedet ikke inde i ord-sfæren. Ikke endnu. Heller ikke, da sandhedens time kom, havde jeg lyst til at bruge bestemte ord. For en halv snes år siden døde en af mine kæreste veninder af brystkræft. Efter lang tids lidelser - smerter, kemoterapi, tab af hår, tab af det syge bryst, tab af udsigten til at blive rask. Brystkræft - mig? I en kort panik-nat besluttede jeg, at sådan et forløb ville jeg bare ikke være med til. At leve som kvinde med kun ét bryst, skaldet, uden østrogener - og dermed uden min seksualitet? Nej. Nej! Så ville jeg foretrække at dø. Hellere det end et reduceret liv. Jeg nåede at træffe en række foranstaltninger den nat - noget med nogle penge, skrive nogle breve, gå på nettet for at få noget at vide om den schweiziske forening for aktiv dødshjælp. Men meget hurtigt skiftede det hele karakter. Panikken blev afløst af noget andet: uvished. Venten på konsultationer, på undersøgelsesresultater, en uendelighed af enerverende ventetider. Limbo, kaldte jeg det for mig selv. Limbo, gråzonen mellem liv og dødsrige. En tilstand af ikke at vide noget. Ikke at kunne kontrollere noget, ikke at kunne gøre noget som helst. En tilstand af total lammelse. Limbo, limbo. Og så var også limbotilstanden overstået. Det gik op for mig, at der alligevel var ting, jeg kunne gøre. Jeg havde fået en knude i brystet, og at dømme ud fra radiologens lukkede ansigt og henholdende svar var den nok ondartet. Så nu var det bare med at komme i gang så hurtigt som overhovedet muligt. Jeg havde penge i banken, så jeg besluttede omgående at springe ventekøen over og fik en tid til den afgørende undersøgelse dagen efter på et privathospital i Vejle. Passiviteten var afløst af aktivitet, og det bekom mig godt. Der var altså områder, hvor jeg kunne overtage en vis kontrol. Det burde alle mennesker selvfølgelig have en mulighed for, uanset økonomi. Men dette er ikke noget sundhedspolitisk indlæg, det handler hverken om hospitalernes ventetider, forskning, miljø eller lignende. Det er kun en beretning om, hvordan det også kan være at få konstateret en knude i brystet. Der var både objektive og subjektive faktorer, der spillede ind. Først og fremmest var det selvfølgelig nogle helt objektive faktorer, der definerede forløbet. Kræftens gåde er ikke løst, men der sker så store fremskridt inden for lægevidenskabens behandlingsmetoder for hvert år, der går, og de fremskridt kom mig til gode. For 10 år siden ville jeg have mistet mit bryst, for 50 år siden begge mine bryster, bare for en sikkerheds skyld. I Vejle fik jeg at vide, at man få dage efter at have modtaget resultatet af den definitive undersøgelse kunne tilbyde mig en brystbevarende operation. At jeg derefter ikke skulle i kemoterapi, men kun i strålebehandling på Rigshospitalet, som rådede over splinternyt teknisk udstyr. At der i dag findes udmærkede midler til at kompensere for østrogenmangel. Og jeg fandt ud af, at kræft ikke bare er kræft, men tusind ting, og at min kræftform ikke hørte til de mest aggressive - ikke for kvinder i min alder. Jeg var altså utrolig heldig. Men jeg overtog faktisk også en vis kontrol på det indre, subjektive plan. Jeg traf en intuitiv beslutning: Jeg ville gøre alt for at være i fred med min cancer. Kun ved at lukke af for uvedkommende indblanding kunne jeg bevare min integritet - og til gengæld overgive mig til alt det, der var uden for min kontrol. Lægerne. Livet på godt og ondt ... En strategi tog hurtigt form. Den rummede tre punkter med en vis indre sammenhæng: Ordene. Historierne. De andre.Ordene: Brystkræftramt? Ikke om jeg ville tage det ord i min mund. I samme øjeblik jeg gjorde det, havde jeg gjort mig selv til et offer. Ramt, uskyldigt ramt, hvor uretfærdigt, hvorfor mig? Hvad havde jeg dog gjort, at dette skulle vederfares mig? Sådan tænkte jeg ikke. Jeg tænkte snarere: Hvordan skulle netop jeg dog kunne undgå at få en knude i brystet? Hvordan skulle jeg dog kunne gå igennem livet uden at ramle ind i det, der overgår så utrolig mange kvinder i vores samfund? Hvor naiv kunne man være? Godt nok havde jeg taget østrogen igennem mange år. Og sjovt nok havde jeg nogle måneder forinden snakket med en veninde om de nye undersøgelser om forhøjet risiko for cancer, når man tog østrogen. Vi var blevet enige om, at uanset hvad, så ville ingen af os fortryde, at vi havde taget hormoner i alle de år - så meget godt havde de gjort for os. I dag er jeg lykkelig for, at jeg tog det standpunkt, allerede inden det var aktuelt. Risiko for cancer - ja, jeg insisterede hårdnakket på at bruge ordet cancer. Jeg nægtede at sige kræft. Kræft ... alene ordet! Det lyder af pest, den sorte død, en dødsdom! En kræftsvulst er noget, der æder én op indefra. Et menneske - men også i overført betydning et samfund. Kraftedeme, siger man, gid kræften må æde mig - en besværgelse ved alle mørkets magter. Jeg undgik ordet, skyede det som ... ja, netop som pesten. Historierne: Jeg har jo ligesom alle andre i dette land hørt utallige rædselshistorier om ... kræft. Både de, der endte med døden, og de, der endte godt, men efter ufattelige lidelser. Nogle af dem kender vi alle, fordi de har stået frem i medierne - Jane Aamund, Suzanne Bjerrehuus, Erik Rasmussen. Jeg har stor medfølelse med de menneskers lidelser og fuld respekt for deres overlevelsesvilje. Men lige nu, på dette tidspunkt, holdt jeg mig langt væk fra deres historier. Helt kunne jeg dog ikke slippe. Godt nok var jeg vågnet op af bedøvelsen med begge bryster i behold, men skildvagtoperationen (som det hedder) havde afsløret, at en enkelt lymfeknude også var angrebet. »Åh, det har bredt sig!«, sagde en veninde bekymret. »Nå, kun en enkelt!«, svarede jeg lidt påståeligt. Og så tog jeg til Vejle for tredje gang. Men nu var luften pludselig fuld af trusler om bivirkninger, først efter denne operation nummer to, senere ved strålebehandlingen. Jeg prøvede at lukke ørerne, men det var svært, visse læger svælgede ligefrem i dystre fremtidsperspektiver: lymfødem, hvor armen svulmer op som en ballon, væskende sår, elefanthud, umådelig træthed - og dermed følgende total udelukkelse fra et normalt hverdagsliv - plus diverse hormonale gener. Det havde de da pligt til at fortælle mig; tænk bare på Patientklagenævnet, ingen skulle bagefter komme og hænge dem op på mangelfuld information ... Til gengæld tillod jeg mig at takke nej til bunken af advarende brochurer og også til et tilbud om en video med nogle kvinder, der fortalte om strålebehandling, inklusive billeder af de forbrændinger, den kunne give; den video ventede jeg med at se, til det hele var overstået. Jeg foretrak de nye statistikker, der viser en markant tiltagende procentdel af kvinder, der overlever ti år efter en operation for brystkræft. Det var overlevelsesprocenten, jeg fokuserede på, ikke dødsprocenten. Den lukkede jeg øjne og ører for. Jeg turde ikke. Og jeg nægtede at lade mig trække ind i den negative energi. Jeg samlede på de gode historier. Hende, der daglig tog toget fra Odense til Rigshospitalet for at få sin strålebehandling - samtidig med at hun passede sit job som sygeplejerske. Hende, der havde været igennem det samme forløb som jeg og beroligede mig: »Strålebehandling - det er ikke noget, det skal du i hvert fald ikke være bange for!«. Og sygeplejerskerne (af begge køn), der brugte uventet fredelige ord: »Jo, der kan godt komme noget irritation af huden ...«. Og okay, det kom der, og det var ubehageligt nok i nogle uger, men så var det heller ikke værre. Og pludselig væltede det ind med de gode historier - alle kendte nogen, der var kommet heldigt igennem et cancerforløb! De historier hører vi bare sjældent, de er jo ikke så spektakulære som rædselshistorierne, og gru er nu engang guf. Hvilket bevirker, at angsten får lov til at vokse sig så meget større, end den behøvede at være. Og kræft smitter godt nok ikke. Men det gør angst. Det tredje punkt i min strategi var det vigtigste, men samtidig det vanskeligste: De andre, det vil sige andre mennesker. Jeg var på vagt lige fra begyndelsen. Jeg blev selektiv med min fortrolighed, jeg sorterede i min omgangskreds med hård hånd. Jeg undlod simpelthen at fortælle om min cancer undtagen til de allernærmeste, og så til de få, hvor jeg var nødt til det af hensyn til et samarbejde. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at instruere - ja, nærmest dressere dem: »Lad være med at ringe til mig for at høre, hvordan det går!«. »Lad være med at ynke mig!«. Nogle var lettere at holde styr på end andre, de kunne ikke dy sig for alligevel at ringe op: »Vi tænker på dig, og hav det nu så godt, som du kan have det, og hvor er det frygteligt ...«. Man kunne ligefrem høre hovedet medlidende på skrå og begravelsen malet i blikket. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at ryste deres deltagelse af mig, gøre mig uimodtagelig for deres trøst, deres sygdomsangst, deres kræftangst, deres dødsangst. Det føltes som et overgreb, en indtrængen på et intimt område, det truede med at undergrave mit eget indre immunforsvar. Jeg havde brug for at holde fast i min selvprogrammering: Jeg ville ikke identificeres med sygdom. Jeg var jo ikke syg! Jeg havde hverken feber eller smerter, jeg havde bare fået fjernet en knude i brystet! Så jeg gjorde det så kort, jeg kunne: Jo tak, jeg havde det fint, alt var okay. Derfor er der også mange, selv af mine gode venner, som indtil denne dag ikke har anet noget om forløbet. Det lyder muligvis overfladisk og bagatelliserende, måske ligefrem fortrængende. Og andre mennesker i min situation kan have brug for noget helt andet - måske netop deltagende spørgsmål, trøst og beroligelse, måske netop tilladelse til at sørge og føle angst. Det er en af de ting, jeg har lært undervejs: at det er vigtigt at slå ører og øjne og alle antenner ud for at give den støtte, som netop den person har brug for - og ikke bare det, som jeg eventuelt selv kan have brug for at give. Jeg vil jo gerne give al min medfølelse, men nu ved jeg af egen erfaring, at hvis med-følelse forvandles til medlidenhed, kan den komme til at virke mod sin hensigt - som mod-følelse. Så jeg havde det lidt, som Ghita Nørbys hund har det med fyrværkeriet nytårsaften - den har det ikke godt med at blive ynket, som hun fortalte i tv. Det var i hvert fald en god måde for mig at komme igennem det halve år på uden at blive forvandlet til en skæbneramt stakkel, men tværtimod med mit livsmod intakt - ja, nærmest forstærket. Der var jo hele tiden noget, der skulle overvindes. Og mit liv lå i faste rammer i den periode; det var struktureret, så jeg kom ligefrem til at savne de daglige ture til Rigshospitalet, da måneden var gået. Den struktur faldt nemlig helt i tråd med et fjerde punkt i min strategi, som man måske kan kalde beskæftigelsesterapi: Jeg havde brug for at være i gang så meget som muligt, socialt og arbejdsmæssigt, selv med de træthedsdyk, der vitterlig kom. Jeg lavede aftaler, jeg passede mine klienter, jeg skrev dagbog, og faktisk fik jeg også skrevet en bog i den periode; den handlede om dating på nettet og udkom, samtidig med at de sidste gener efter strålebehandlingerne var ved at fortage sig. Så noget kunne jeg trods alt kontrollere - og det var forudsætningen for, at jeg til gengæld kunne overgive mig på de punkter, hvor der ikke var noget at gøre. Og jeg er sikker på, at mine strategier har været medvirkende til, at min cancerhistorie ikke blev en lidelseshistorie. Men ligefrem rig og opløftende? Ja, for det første er det hele jo endt godt - med et fint lille ar på det ene bryst og med canceren ude af systemet - 7-9-13. Men der var også andet. Jeg var omgivet af mennesker, der gav mig det, jeg havde brug for. Omsorg og saglig venlighed fra utrolig mange i sundhedssektoren. Praktisk hjælp fra venner og familie. Og en nøgtern, usentimental solidaritet - en fordybet kontakt med de mennesker, der står mig nær. En menneskelig kontakt, som ikke blev befamlende og patientgørende, men kontakt med mig som den sunde person, jeg var og er. På den måde blev det en seriøs og eksistentiel tid, som jeg ikke ville have undværet. Og min lille magiske besværgelse - det dér 7-9-13? Ja, det slipper jeg nok ikke for resten af livet. Men det var der jo også, inden jeg opdagede den knude.