Velfærdskommissionen har bidraget til at identificere udfordringerne i fremtidens Danmark, men den tilsidesætter fuldstændig hensynet til de dynamikker, der skaber folkelig opbakning til velfærdssamfundet i sin anbefaling af flere private forsikringer, øget brugerbetaling og målretningen af offentlige ydelser, så de er møntet på svage grupper. Vi står over for en ny epoke i velfærdssamfundets historie, hvor vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi sikrer velfærdssamfundet i en globaliseret tid, men følger man kommissionens snævre 'noget for noget'-tankegang, glider den brede opbakning til velfærdssamfundet os af hænde. 'Noget for noget' er det politiske motto bag Velfærdskommissionen, og ud fra dette motto skal den granske velfærdssamfundet. Incitamentet for at få flere i arbejde skal i højsædet, fordi Danmark skal øge 'erhvervsfrekvensen'. Velfærdskommissionen ser fire store udfordringer for sig, hvilket fremgår af kommissionens tre hidtidige rapporter: 'Fremtidens velfærd og globaliseringen' (marts 2005), 'Fremtidens velfærd - sådan gør andre lande' (marts 2005) og 'Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv' med fire hovedkonklusioner (maj 2004): Globaliseringen stiller større krav til fleksibilitet og sætter skattesystemet under pres. Befolkningssammensætningen ændrer sig, i og med at der bliver flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder. I fremtiden ønsker vi bedre offentlig service. Øget individualisering kan medføre dalende ansvarlighed over for samfundet, altså dalende solidaritet. Globaliseringen kræver, ifølge Velfærdskommissionen, at vi omlægger ydelser fra tunge indkomstoverførsler til investeringer i uddannelse, forskning og teknologi. Pensionsalderen betragtes som alt for lav, og man bør indføre delvis brugerbetaling på videregående uddannelser, for at omlægningen kan lykkes. Endelig peger kommissionen på, at tendensen i andre lande er, at man lemper skatten på arbejdsindkomst i både top og bund for at holde på den kvalificerede arbejdskraft. For, som kommissionen fastslår, skal det bedre kunne betale sig at arbejde, ellers risikerer vi i Danmark, at den veluddannede del af befolkningen lægger deres skattekroner i udlandet. Dette fremgår af to længe ventede rapporter, der for alvor skulle sætte fokus på globaliseringens udfordringer for velfærdssamfundet. Problemerne har længe været kendt inden for sociologisk og politologisk velfærdsforskning. I 2003 konkluderede forskeren Maurizio Ferrera, at i en global kontekst findes den største mulighed for destabilisering af velfærdssamfund inden for den skandinaviske model. Globaliseringen sætter nye betingelser for velfærdssamfund som det danske, hvilket tydeligst ses i ændringen af grænserne for det sociale rum som følge af europæiseringen. Nu er kommissionen så også nået til en dybere analyse af globaliseringens konsekvenser for det danske velfærdssamfund. Problemet er, at det danske velfærdssamfund er baseret på en social kontrakt, hvor borgerne bliver født, vokser op og ikke mindst arbejder i Danmark hele deres liv. På denne måde skulle sammenhængen mellem dem, der betaler skat, og dem, der nyder sociale rettigheder, være sikret. Men kommissionen mener, at den danske model udfordres af globalisering og stigende vandring over landegrænser. Årligt udvandrer cirka 15.000 danskere, og mange af disse er højtuddannede, men trefjerdedele vender tilbage efter 6 år i udlandet, konkluderer kommissionen. Endvidere peger kommissionen på, at mulighederne for at bruge traditionelle omfordelingsredskaber, som skatter, overførsler og høje mindstelønninger, begrænses af globaliseringen. Konklusionen på alle disse forhold er ifølge kommissionen, at det kræver reformer at fremtidssikre velfærdssamfundet, så offentlige ressourcer i højere grad bruges på opkvalificering end på overførselsindkomster. Ændringerne i befolkningssammensætningen får tillige kommissionen til at konkludere, at vi står over for en række smertefulde valg. Enten skal bundskatten stige med 8,5 procent, eller det offentlige skal spare 3,5 procent af BNP, eller der skal komme yderligere 274.000 i arbejde, hvis velfærdssamfundet skal bevare samme niveau som i dag. Velfærdskommissionens forudsætninger for at fremskrive Danmarks økonomi må i bedste fald siges at være velegnede til at skabe debat. I værste fald er kommissionen ramt af sortsyn, der afsætter sig i alt for pessimistiske forudsætninger om aldersbetingede udgifter og graden af offentligt finansierede pensioner. Som Jesper Jespersen fra Den Alternative Velfærdskommission skrev i Information 11.12.04, valgte kommissionen at forlænge befolkningens levealder i forhold til den nuværende levetid med den konsekvens, at der blev mange flere dyre pensionister. Selv med denne ændring var der stadig et overskud på de offentlige finanser i 2021, problemerne opstår i først i 2041. Sammen med Preben Etwil og Henrik H. Lund uddyber Jesper Jespersen pointen i Social Årsrapport 2004, hvor det fastslås, at kommissionen forventer, at udgifterne til pleje for en 75-årig bliver de samme uanset ændringerne i middellevetiden. Men hvorfor skulle vi ikke føje lige så meget liv til årene som år til livet, hvis middellevealderen stiger fra 79 til 85 år? Forfatterne argumenterer videre, at kommissionen har pessimistiske forventninger til offentlige udgifter til pensioner. Kommissionen forventer, at pensionerne stiger med samme hastighed som lønudviklingen, men indtil nu har der været et efterslæb. Afslutningsvis er det også værd at bemærke, at Danmark er bedre stillet end de lande, vi sammenligner os med, og at velfærden er under mindre økonomisk pres i Danmark. Vi har en af de højeste fertilitetsrater i Europa, en høj dødelighed (desværre) og et velfærdsberedskab til at tage sig af vores ældre familiemedlemmer, hvilket forunderligt nok ikke får kommissionen til at bløde sin konklusion op. Konklusionen bygger på en række tvivlsomme antagelser, og det er helt uklart, hvorfor kommissionen maner en krisestemning frem på baggrund af så usikre beregninger, hvis ikke det var, fordi den skulle skabe debat på foranledning af den borgerlige regering. Stigende individualisering, der også afsætter sig i krav om bedre og billigere offentlig service og ydelser, ser kommissionen som tredje og fjerde udfordring til velfærdssamfundet. Hvis disse krav skal honoreres, kræver det ifølge kommissionen også reformer. Der skulle være en manglende kobling mellem bidrag og ydelser i den danske velfærdsmodel. Modellen forudsætter nemlig, at vi alle bærer et ansvar for at arbejde og betale skat til fælles ydelser. Individualiseringen truer modellens sammenhængskraft, dels fordi vi får for gode muligheder for at trække os tilbage fra arbejdsmarkedet, og dels fordi vi tilskyndes til at sikre os størst mulig personlig adgang til velfærdsrettigheder. Ingen af delene påvirker nemlig vores skattebetaling. Konklusionen er velkendt: Den beskriver nemlig på fornemste vis den klassiske free-rider-problematik inden for økonomisk teoridannelse. Kommissionens model er baseret på, at lønmodtagerne antages at have et suverænt valg mellem arbejde og fritid, og at dette valg er bestemt af forskellen mellem den enkeltes løn efter skat og offentlige indkomstydelser som kontanthjælp og efterløn. Skal beskæftigelsen øges, kan det kun ske ved, at velfærdsydelserne reduceres. Det er lønmodtagernes incitament til at arbejde, der afvejes over for nettolønnen ved at arbejde, som er bestemmende for valget mellem beskæftigelse og overførselsindkomster. Derfor er det måske ikke så underligt, at kommissionen til stadighed foreslår strategiske skattelettelser som udvej eller nedskæringer i ydelser, der hæmmer lysten til at arbejde. Navnlig efterlønnen står for skud, idet kommissionen sætter den lig med at nedsætte den generelle pensionsalder, fordi der p.t. ikke er incitament til at fortsætte på arbejdsmarkedet for lavtlønnede. Men kommissionen tager ikke højde for, at der i fremtiden vil være mange veluddannede lønmodtagere, der traditionelt trækker sig tilbage senere. Derudover kræver efterlønsreformen, at man skal betale og være tilmeldt efterlønsordningen i 25 år for at være berettiget til den, hvilket kommissionen heller ikke tillægger stor vægt. Hvad værre er, enhver finanspolitisk sammenhæng mellem beskæftigelse og offentlig efterspørgsel synes at være tilsidesat til fordel for en snæver incitamentstankegang. Kommissionens 'noget for noget'-tankegang, der siger, at det skal kunne betale sig at deltage i velfærdens forsikringsordninger, erstatter fællesskabstankegangen, der havde bevarelsen af opbakningen til den danske velfærdsstat som omdrejningspunkt. Men tilbage står stadig det afgørende økonomiske spørgsmål, nemlig hvorfor skulle den brede middelklasse fortsætte med at støtte op om velfærdssamfundet? De er nemlig for store deles vedkommende nettobidragydere til systemet. Dertil kommer, at den manglende kobling mellem bidrag og ydelser i det danske velfærdssamfund skulle give anledning til free-riding i lyset af stigende individualisering. Velfærdssamfundet producerer dog stadig solidaritet i forhold til velfærdsstaten, hvilket kan aflæses i danske vælgerundersøgelser, som blandt andre Jørgen Goul Andersen gjorde opmærksom på i Weekendavisen 4. marts. Solidariteten er betinget af velfærdsordningernes bredde, der sikrer, at nettobidragyderne også oplever, at deres velfærdsbehov er dækket. Hertil kommer i øvrigt, at opbakningen er betinget af, at velfærdssystemet i øvrigt opleves som retfærdigt og gennemskueligt. Igen bekræfter vælgerundersøgelser, at der modsat kommissionens analyse er opbakning på dette punkt. På den måde bliver det danske velfærdssamfund til et fælles politisk projekt, som vi alle solidariserer os med. På bundlinjen kan vi se, at den rent økonomiske logik bliver erstattet af en social logik, og at middelklassens opbakning til den universelle velfærdsstat ikke baserer sig på krone for krone-beregninger eller snævre incitamentstankegange, som kommissionen lagde op til under sin individualiseringstese. Går vi til vælgerundersøgelser, viser det sig nemlig, at velfærdssamfundet netop ikke forstås i kategorier som free-riding, men nyder bred opbakning, fordi velfærden opleves som retfærdig og gennemskuelig. Dette må kommissionen også konstatere andetsteds i rapporten, men det giver ikke kommissionen anledning til at revidere forudsætningen om, at opbakningen til velfærden baserer sig på 'noget for noget'-beregninger. Derfor er det igen fristende at konkludere, at kommissionen på foranledning af regeringen har sammentømret en ny dagsorden for velfærdssamfundet, der i mindre grad baserer sig på sociale og politiske dynamikker end på kommissionens økonomiske kalkuler. Kommissionens udspil synes snarere at undergrave opbakningen til velfærdssamfundet end »at sikre grundlaget for social tryghed og balance samt et velfungerende velfærdssystem i fremtiden«, som det hedder i målsætningen for kommissionen. Reformer er selvfølgelig et væsentligt element i at fremtidssikre velfærdssamfundet, men det er ikke lige meget, hvordan fremtidssikringen sker, hvis vi også ønsker, at morgendagens velfærdssamfund skal bestå. Tanken om at investere i uddannelse, forskning og teknologi er ikke dårlig ud fra et mobilitetsperspektiv, fordi vi er nødt til at kunne tilbyde mobile borgere et effektivt trækplaster i form af et stærkt og velfungerende uddannelsessystem. Det skal sikre, at mobile borgere med høje uddannelser forbliver bosiddende i Danmark, også når der skal betales tilbage til velfærdssystemet. Men det er helt afsporet, når kommissionen samtidig foreslår, at finansieringen af uddannelserne kunne omlægges til delvis brugerbetaling, som det kendes fra andre lande. For så ryger vores relative konkurrencefordel i hvert fald, og børnefamilier har ikke længere samme grund til at vælge det danske uddannelsessystem til deres børn. Tendensen til stigende mobilitet på alle niveauer i samfundet ændrer alle velfærdsstaters geografier. På grund af den stedbundenhed, som det danske velfærdssamfund er baseret på, er vi højst sandsynligt mest udsat for mobilitetens konsekvenser. Men som vi tidligere argumenterede for, er det budgetpres fra overførselsindkomster, som kommissionen anslog, overdrevet i forhold til, at vi lever længere og kræver mere pleje. Individualiseringen synes heller ikke at udgøre et reelt problem for opbakningen til velfærdssamfundet, den bliver nemlig erstattet af solidaritet gennem velfærdsstatens politiske og sociale dynamikker, som det ser ud nu. At folk lever længere, og at der er mere mobilitet, stiller velfærdssamfundet over for økonomiske udfordringer, men reformerne må tage højde for, at middelklassen stadig skal opleve, at den bliver tilgodeset igennem almene velfærdsordninger. Ønsker vi at bevare det solidariske velfærdssamfund, skal vi undgå, at normen bliver indkomstprøvning af børnecheck, folkepensionen og sygesikringen. I en sådan ordning vil middelklassen så betale til velfærdssamfundet uden selv at være en del af det. Det har som konsekvens, at middelklassens solidaritet eroderer, og med i faldet tager den hele velfærdssystemet. De små skridt i retning af private forsikringsydelser og brugerbetaling sætter de sociale og politiske dynamikker, som sikrer opbakningen til velfærdssamfundet, på en prøve. Derfor er det også beskæmmende, at kommissionen er grundlagt for tanken om, at velfærdssystemerne »i højere grad målrettes de grupper, der har mest behov for hjælp«. Løses velfærdsstatens problemer gennem mere målretning af ydelserne, så ydelser som børnecheck, folkepension eller sygesikring beror på en indkomsttest, så spiller man hasard med opbakningen til velfærdssamfundet. Målet om »at sikre grundlaget for social tryghed og balance samt et velfungerende velfærdssystem i fremtiden« kan nemlig hurtigt resultere i, at danskerne ikke længere kan genkende det velfærdssamfund, som de støttede op om. Hvis man ønsker at reformere pensionssystemet »ved at lade pensionsalderen stige i takt med, at levetiden vokser«, så skal pensionen forblive en ydelse for middelklassen. Men det er mærkværdigt, at tempoet i gældsafviklingen aldrig har været tematiseret som en mulig udvej. Er det værd at sætte basale principper, der sikrer opbakningen til velfærdssamfundet, på spil for at nå at gældsafvikle i en tid, hvor Danmark placerer sig på The Economists første plads over lande, der klarer sig bedst socioøkonomisk og er mest attraktive at investere i? Økonomiske reformer, incitamentstankegang og individualisering synes i alt for høj grad at gennemsyre velfærdsdebatten. Dette grundlag tilsidesætter respekten for de sociale og politiske dynamikker, der sikrer fortsat opbakning til velfærdssamfundet. Respekt for sociale og politiske dynamikker er livsvigtigt, hvis ikke konklusionen på velfærdsreformerne skal blive, at operationen lykkedes, men patienten døde.