Det er småt med helte i det nyere Tysklands historie.

Heltedyrkelse har ellers været i høj kurs i tysk kultur og politik, men ser vi på den tyske historie, dominerer skurkene. Og hvilke skurke! Hvis ikke militære menneskemaskiner, der med blankpolerede skaftstøvler tramper lov og ret under fode, er de køligt smilende skrivebordsmordere, sadistiske kz-kommandanter eller galninge med djævelske træk. Og skurken over dem alle, Hitler: om han skildres som den onde selv eller – som i filmen ’Undergangen’ – ’bare’ som et menneske, bindegal var han. En tysk helt er imidlertid Claus von Stauffenberg, en ægte en af slagsen. Han organiserede attentatet på Hitler 20. juli 1944, som diktatoren imidlertid overlevede. Han bragte sprængstoffet frem og satte selv bomben til at detonere, havde også allerede flere gange før forsøgt at komme ’på skudhold’ af den nazistiske ’fører’. Forud havde han energisk medvirket til at samle en broget kreds af civile og militære konspiratorer og udforme kupplanen (kodenavn Walküre), som efter tyrandrabet skulle have placeret magten i deres hænder og sat de mest fanatiske nazister ud af spillet. Slog kuppet fejl, ville det koste ham og hans medsammensvorne livet, med stor sandsynlighed også hans familie – gravid kone og fire børn havde den 37-årige katolik. Stauffenberg var fuldt på det rene med, at indsatsen var høj. Han kunne ellers bare have fortsat sin karriere som anerkendt generalstabsofficer i adelsfamiliens højtdekorerede officerers fodspor, have levet et sorgløst liv på sydtyske slotte og i Berlins elitecirkler. Men han valgte at sætte det hele på spil og betalte med livet, henrettet for lands- og højforræderi efter en lynproces samme aften, som kuppet blev iværksat og knust. En helt af format var Stauffenberg, der nu portrætteres i den amerikanske film ’Valkyrie’. Filmen har været omstridt i Tyskland, fordi Tom Cruise, der spiller Stauffenbergs rolle, er med i den kristne Scientology-sekt, som politikere i Forbundsrepublikken ønsker at forbyde på grund af dens totalitære, antidemokratiske målsætninger. Det er ingen ny endsige glemt historie, filmen ruller op, og det er egentlig ikke, fordi verden har stået og skreget på oplysning om 20. juli-sammensværgelsen eller Stauffenbergs person. Meget er allerede kendt fra et antal spillefilm (den første fra 1955), dokumentarfilm, tv-serier og bestsellerbøger. Der findes næppe det oversigtsværk eller den skolebog om nazismen og Anden Verdenskrig, som ikke indeholder et fyldigt afsnit om 20. juli-attentatet. Det hører til ’kanon’ i alle tyske skoler, og Bundeswehr fremholder Stauffenberg som forbillede for rekrutterne: Hvis uretten overtager herredømmet over staten, er det både ret og pligt at gøre modstand. Man kan spekulere over, hvorfor en ny film om 20. juli-komplottet er nødvendig, og hvad den vil gøre for billedet af Stauffenberg, nazismen og Tyskland ude i verden. Er den propaganda for et særligt stålsat og disciplineret mandeideal, som passer med Cruises kristne fundamentalisme – eller for, at krig er et acceptabelt politisk middel, bare den føres med den rigtige målsætning? Skal den stive ’den amerikanske mand’ af, efter at Georg W. Bush med Danmark og andre nyttige idioter på slæbetov har ført USA ud i endnu en udsigtsløs krig i Irak, og starter filmen måske netop derfor med, at Stauffenberg såres under ørkenkrigen i et arabisk land? Det er interessant, at Nazityskland kan bruges som bagtæppe for geniscenesættelsen af ’den amerikanske helt’, og at denne i Stauffenberg/Cruises skikkelse eksporteres til biografer over hele verden. Men nu filmen er der, er der god grund til at se nærmere på, hvad Stauffenberg og de andre officerer fra den militære modstand mod Hitler egentlig stod for. Fortjener han, fortjener 20. juli-folkene historisk set den forbilledfunktion, de har fået? Claus Schenk Graf von Stauffenberg, som hans fulde navn lyder, var nærmest forudbestemt til en officerskarriere. Faderen havde været hofmarskal for den sidste konge af Württemberg, moderen – af preussisk officersslægt – var dronningens hofdame. Men egentlig gik Claus’ interesser i retning af humanistisk dannelse, litteratur og arkitektur. Som helt ung kom han ind i kredsen omkring digteren Stefan George, som hans to ældre brødre stod meget nær. I sine bøger – bl.a. ’Det nye rige’ fra 1928 – udkastede George planen for en ny type samfund, der skulle styres af et åndeligt aristokrati i en hierarkisk orden. Handlekraftige, smukke unge mænd, ledet af en vis og karismatisk fører, skulle styre samfundet. For den demokratiske Weimarrepublik havde George-kredsen – som de fleste, der tilhørte eliten inden for tysk militær, kultur og erhvervsliv – kun hån tilovers. Dens medlemmer ønskede brændende at vriste Tyskland løs af Versailles-traktatens snærende restriktioner og sætte stop for krigsskadeerstatningerne. De benægtede Tysklands skyld i Første Verdenskrigs udbrud og fantaserede om at genrejse nationen til ny ære og storhed. Man kan sammenligne Claus von Stauffenberg med Ole Wivel. Begge sværmede som unge skønånder for autoritære visioner om hemmelige forbund af edsvorne unge mænd, en stærk leder og ’arisk’ raceoverlegenhed, havde også den heroiske selvstilisering til fælles. ’Ringen’, som Wivel tilhørte, fylkedes om George-epigonen Fritz Waschnitzius, og de modigste – men ikke den senere Gyldendal-direktør – tog skridtet og meldte sig til kamp for ’det nye rige’ som frivillige i det tyske SS. Stauffenberg valgte det egentlige militær og startede, som slægtstraditionen påbød, i det berømte Rytteri- og Kavalleriregiment 17 i Bamberg, kom på krigsakademiet i Berlin og tjenstgjorde som sekondløjtnant under general Erich Hoepner. Denne indgik i en gruppe værnemagtsofficerer, som i 1938 planlagde et kup imod Hitler for at forhindre den truende krig. Det blev dog afblæst, da Vestmagterne ved München-aftalen bøjede sig for Hitler og tillod Tyskland at annektere Sudeterlandet. Stauffenberg var med til indmarchen og deltog efterfølgende i Tysklands angrebskrige imod Polen 1939, Frankrig 1940 og Sovjetunionen 1941. I 1943, mens han var hos feltmarskal Rommel i Nordafrika, blev han hårdt såret under rekognoscering og mistede venstre øje, to fingre på venstre hånd og hele den højre. Stauffenberg blev ikke nazist, selv om han med begejstring havde trænet gadekampe i SA. Han var alligevel for meget katolik, konservativ og aristokrat – selv om mange adelige, fyrstelige og kongelige skam flokkedes i Hitlers plebejiske parti. Han gik dog fuldt ind for Hitlers magtpolitik over for de omkringliggende lande og ydede sit bedste for, at Nazitysklands folkeretsstridige angrebskrige kunne føres så effektivt som muligt, dekoreredes også flere gange og avancerede til oberstrang. Særligt ekspansionspolitikken i Østeuropa, som han sidestillede med de tyske ordensridderes koloniserings- og korstog i middelalderen, begejstrede ham. Den polske og jødiske befolkning havde han kun foragt tilovers for, da han med sin enhed rykkede ind i Polen i september 1939: »Befolkningen er en utrolig pøbel, rigtigt mange jøder og rigtigt mange folk af blandet race. Et folk, som kun føler sig veltilpas under knutten«, skrev han i et brev fra fronten til hustruen Nina og frydede sig over, at de tusindvis af krigsfanger, som Værnemagten tog, ville komme det tyske landbrug til gode som tvangsarbejdere. »Det er helt afgørende, at vi begynder en systematisk kolonisering af Polen«, docerede han. »Men jeg er heller ikke bange for, at det ikke vil ske«. Det skulle Hitler nok sørge for, og under indtryk af hans udenrigspolitiske og militære succeser sluttede Stauffenberg i lighed med tyskernes store flertal op om den nazistiske fører. Stauffenbergs begejstring svandt dog ind igen. Hitlers negative holdning til den katolske kirke og den brutale, æreløse måde, der – fra december 1941 med Hitler selv som øverstkommanderende – kæmpedes og regeredes på i de besatte østområder samt de militære nederlag fra Stalingrad og frem førte Stauffenberg til den erkendelse, at diktatoren måtte ryddes af vejen, og hæren overtage magten. Forfølgelsen og udryddelsen af jøderne føjede han også til Hitlers synderegister, men til forskel fra visse af den militære modstands mænd var det ikke ’jødepolitikken’, der kaldte modstandsviljen frem i Stauffenberg. At 20. juli-komplottet skulle have haft som hovedmotiv at standse folkedrabet på jøderne, som den sidste af de sammensvorne, Philipp von Boeselager (1917-2008), hævdede i et interview på årsdagen 2007, er en efterrationalisering. Således optog konspiratorerne uden skrupler SS-generalen Arthur Nebe i deres kreds. Nebe var chef for det tyske kriminalpoliti og ledede under Sovjetfelttoget en af de fire Einsatzgrupper, der stod for massakrer i stort tal på jøder og kommunister i de nybesatte områder. Nebe var alene i august, september og oktober 1941 ansvarlig for drab på over 40.000 jøder og eksperimenterede sågar med brug af sprængstof til masseudryddelse af jøder. Hvad det handlede om for ham og hans medsammensvorne, var Tysklands nationale interesser: at redde Riget fra det militære nederlag og tabet af stormagtsstillingen. Forestillingerne om tysk racemæssig overlegenhed og tyskernes deraf følgende ret til at dominere i Europa og samles i en etnisk ren nationalstat vedblev at præge Stauffenberg og genfindes i 20. juli-folkenes krav om, at Tyskland skulle bevares i sin fulde udstrækning inkl. erobringerne af Østrig, Sudeterlandet og det vestlige Polen og endda med tillæg af Sydtyrol. Når først Hitler var ryddet af vejen, forestillede de sig en forhandlingsfred med de vestallierede, og de forlangte frie hænder til at fortsætte krigen imod Sovjet og sikre en fremtidig tysk interessesfære i Østeuropa. Nogen demokratisk samfundsorden stod ikke på 20. juli-folkenes dagsorden. Nok finder man et par gamle socialdemokratiske politikere i modstandsfolkenes yderkreds, men visionen var en autoritær statsorden a la kejserriget under Bismarck. For ’massedemokratiet’ havde denne konservativt-aristokratisk dominerede kreds intet tilovers. I 1944 var deres forestillinger om at kunne redde en væsentlig del af det, Tyskland havde opnået under Hitler, imidlertid aldeles urealistiske. USA, Storbritannien og juniorpartneren Frankrig havde for længst defineret det, verdenskrigen handlede om, som demokratiet imod det nazistiske diktatur; og de stod ved deres alliance med Stalins Sovjetunion, der vitterligt også havde taget det store slæb med at trænge Tyskland i defensiven og haft så langt de største tab. Forud for 20. juli 1944 var en halv snes militære modstandskomplotter allerede løbet ud i sandet, og man kan undre sig over, at de mange veluddannede officerer, der var impliceret, ikke var i stand til at komme ’den lille korporal’, som de i den grad så ned på for hans baggrund og militære amatørisme, til livs. Faktisk blev det eneste virkeligt alvorlige attentatforsøg forøvet af håndværkssvenden Johann Georg Elser, der byggede en bombe ind i en væg i Bürgerbräukeller i München, hvor Hitler 8. november 1939 skulle holde mindetale i anledning af årsdagen for ’ølstuekuppet’ i 1923. Elser arbejdede alene og ud fra en antifascistisk, kommunistisk motivation, og kun i kraft af sit legendariske held slap Hitler uskadt fra anslaget; han havde netop forladt lokalet, da bomben raserede det nazistiske traditionslokale. Militærfolkene havde alskens betænkeligheder at overvinde, før de kunne gå i Elsers fodspor: Var snigmord selv i en god sags tjeneste forsvarligt? Var landsforræderi? Alle tyske soldater svor troskab til føreren personligt, ikke til landet; kunne man med æren i behold bryde eden? Og så var det heller ikke kun ’eden til føreren’, der bandt den militære modstands folk til Hitler. De delte også den vision, nazisterne havde formuleret om et nærmest mytisk ’folkefællesskab’ uden interesse- og klassemodsætninger, hvis sammenhængskraft garanteredes af tysk etnisk homogenitet, og var overbeviste om, at et flertal af tyskerne også gjorde det og ville stille sig afvisende over for et kup. Heri fik de ret: De fleste tyskere reagerede med bestyrtelse og rykkede trods den stadigt mere fortvivlede krigssituation tættere sammen om ’føreren’ – så objektivt set styrkede kupforsøget det nazistiske herredømme og forlængede på den måde krigen. Skønt attentatet altså slog fejl, og det igangsatte militærkup ligeså, er Stauffenberg blevet fejret i efterkrigstidens Tyskland. Han ses som redningsmand for det borgerlige Tysklands ære. Men i betragtning af, hvor sent aktionen mod Hitler endelig kom, og hvor meget knap så ædle motiver om at redde, hvad reddes kan, herunder af egen privilegeret samfundsstilling, efterhånden var kommet til at spille ind hos konspirationens mænd, er det snarere som redningsmand for det borgerlige Tysklands ansigt, man må se ham. Som sådan spillede han og 20. juli-aktionen i det længere historiske perspektiv en vigtig rolle for Tysklands genrejsning som økonomisk og i de senere år også politisk stormagt såvel som for sammes integration i den vestlige verdens værdifællesskab og forsvarssamarbejde: Hvad skulle forhindre, at (vest)tysk militær blev integreret i Nato-samarbejdet, når det havde rummet mænd som Stauffenberg og hans medsammensvorne og ikke kun folkemordere og krigsforbrydere? Det moralsk beundringsværdige ved Stauffenbergs modstandshandling kan der ikke pilles ved. Men man skal nok prise sig lykkelig over, at 20. juli-folkene ikke havde held med deres forehavende; for var det gået, som de forestillede sig, havde man fået en autoritær stat uden demokrati i Europas centrum, en slags fascisme eller nazisme uden Hitler. Der var – det så vestmagterne og Sovjet klart – ingen vej uden om Tysklands totale militære besejring og underkastelse. Først den brød arven fra kejserriget og ældre autoritære traditioner og skaffede omsider plads til udviklingen af et rodfæstet moderne demokrati. 20. juli-folkene – hvis sociale lag demokratiseringen fratog forrangen til samfundets ledende poster – ville have stillet alle hånde betingelser. Men kun betingelsesløs overgivelse var løsningen på nazismens problem og et passende svar på holocaust og de talrige andre forbrydelser mod menneskeheden og folkeretten, den begik. Det er værd at huske, når man går ud af biografen med billedet af Tom Cruises Stauffenberg som blankpoleret helt på nethinden, at denne mands og 20. juli-konspirationens fallit er en af forudsætningerne for, at vi har et civiliseret og rodfæstet demokratisk Tyskland som stabilt centrum i vore dages Europa.