Min gamle veninde Alice Texel (født 1921) havde tilbragt de sidste cirka to et halvt år af krigen i Schlesien (nu Polen) på en kavaleriskole nær Breslau, hvor hun red heste til for det tyske militær. I begyndelsen af januar 1945 stod Den Røde Hær cirka 25 km fra skolen, men først den 20. blev tilladelsen til flugt givet. Det var streng frost og sne, da de om eftermiddagen drog ud på landevejen med 600 heste og cirka 100 ansatte og deres familier. På et tidspunkt kort efter Alice Texels død juleaftensdag 1995 blev jeg opfordret til at skrive om hendes liv, og den opgave sendte mig på research til Tyskland, Polen, Rigsarkivet, Frihedsmuseet og så videre. Når jeg nu alligevel sad på Rigsarkivet, kunne jeg jo lige så godt undersøge, hvad de måtte ligge inde med om min far, som jeg aldrig har kendt, da han blev taget af tyskerne, før jeg blev født, og døde, da jeg var et halvt år gammel. Han var helten i mit liv, der var ingen over eller bare ved siden af. Ubevidst har jeg nok været bange for, at billedet skulle krakelere, hvis jeg pillede for meget ved det, men på det bevidste plan har jeg aldrig spekuleret på, om billedrammen var ved at blive for snærende eller snoren for stram. Jeg fik mig nogle overraskelser, da jeg gav mig i kast med opgaven. For det første stødte jeg på mange lukkede døre. For eksempel har Rigsarkivet så afgjort været mere mod- end medspiller. To gange har jeg måttet have Ombudsmanden ind over for i det hele taget at få dem til at svare på mine forespørgsler. Noget af Rigsarkivets materiale om min far er endda tilsyneladende forsvundet. Hvad der dog hverken forstyrrede freden eller støvet på Rigsarkivet. Vi talte ikke meget om, hvad min far havde beskæftiget sig med under besættelsen. I virkeligheden tror jeg ikke, at min mor rigtig vidste det. Hvis min far havde besøg, blev min mor sendt på en god lang spadseretur i Charlottenlund Skov imens. Min far forsvandt i en massegrav i Neuengamme, og i Mindelunden i Ryvangen er der derfor kun en plade på mindemuren. Det har altid undret mig, at der stod »tilknyttet engelsk efterretningstjeneste« på den og ikke, hvilken gruppe han var tilknyttet, og det har taget lang tid at finde ud af, hvad det dækkede over. Han var med i Dansk Borgerværn, som man i første omgang hævdede ikke at kende noget til på Frihedsmuseet, selv om man udstiller genstande, der har tilhørt medlemmer af gruppen, og fotos af medlemmer. Tilfældet spillede mig bogen 'Tand for tunge' i hænde, og i den står der, at min far var en del af Aage Andreasens efterretningsvirksomhed. Han blev tidligt tilknyttet engelsk efterretningstjeneste, hvad der på det tidspunkt ville sige SIS (MI6). Senere i krigen tog Frihedsrådet og SOE jo nærmest patent på modstandskampen, og stort set alt udenfor blev affærdiget. De indbyrdes stridigheder mellem SIS og SOE gjorde det ikke lettere for modstandsfolkene i Danmark, ligesom intriger og modarbejdelse var del af dagsordenen. Samarbejdspolitik, det var noget, regeringen havde sammen med tyskerne. Var der nogen, der sagde frænde er frænde værst? Det har været tankevækkende, at det har været væsentlig lettere at finde oplysninger om Alice Texel, der mere end samarbejdede med tyskerne, end det har været at få oplysninger om min far, der gav sit liv i kampen for at gøre Danmark frit. Man forstår efterhånden, hvorfor nogle modstandsfolk blev bitre og indelukkede, og hvorfor de følte sig snydt og svigtet. Først og fremmest blev freden ikke, hvad de havde drømt om og var blevet stillet i udsigt, og de måtte se på, at det var de gamle, til dels forhadte politikere, samarbejdsfolkene, de udhvilede, der tog magten, de gode stillinger og så videre, medens de aktive for en stor del blev holdt væk fra indflydelse. De, der var syge og nedbrudte af krigen, fik en ussel tilværelse. Nogle havde mareridt om tortur, sult, forfølgelse hver nat. Det kunne de så forsøge at dæmpe med f.eks. alkohol, hvad der ikke gjorde tilværelsen bedre. Andre sled så hårdt på familien, at den gik i opløsning. Min farbror var et eksempel på det. Han var egentlig meget udadvendt og udstyret med en humoristisk indstilling til tilværelsen, men ægteskabet klarede ikke freden. Han fandt sig en ny kone, men de kunne ikke dele soveværelse, fordi han hver eneste nat havde grusomme mareridt, der fik ham til at skrige og slå voldsomt om sig. Mareridt, som Alice Texel også havde, og som fik hende til at sidde oppe, indtil hun dejsede om af udmattelse. Frivilligt at overgive sig til søvnen magtede hun ikke. Min far var søspejder sammen med Ebbe Munck i Skovshoved. Om det førte til noget venskab, ved jeg ikke, men Charlie var en af min fars venner, og deres skæbner blev knyttet tæt sammen. De kom i samme modstandsgruppe, fik agentnumre lige efter hinanden, de blev taget, kom i Vestre Fængsel, Frøslev, Neuengamme og Porta Westphalica sammen, med fangenumre lige efter hinanden - men Charlie kom hjem. Ødelagt. Indadvendt. Kunne ikke tåle støj og uro. Han døde, syg, nedbrudt og desillusioneret, i 1958 og efterlod to tvillingedøtre og en kone, der valgte at skippe sin historie og begynde helt forfra. Min mor fortalte, at hun en dag efter krigen blev ringet op af en kvindelig jødisk bekendt, som min far havde hjulpet til Sverige. Hun ville høre, hvordan det gik, og hvordan min far havde det. Da hun fik beretningen, sagde hun: »Nå, ja, men han kunne jo også bare have ladet være«. En helt anden historie var den mand, som inviterede min mor og mig i National Scala. Jeg har vel været en 5-6 år, og jeg har ingen anelse om, hvad godt min far havde gjort ham, men hvad der gjorde kolossalt indtryk på mig var, at han trak mig hen til kiosken på stationen og sagde: »Hvad vil du have? Du må vælge lige, hvad du vil!«. Jeg var helt lammet. Sådan en overflod kendte jeg ikke. Jeg fornemmede, at min mor ikke kunne holde ud at tale om krigen og min far bortset fra nogle få begivenheder, som jeg fik, når jeg spurgte om noget. Det medførte, at jeg holdt op med at spørge. Så blev hun ikke ked af det, og jeg fik ikke den samme historie endnu en gang. Til gengæld overtog jeg med tiden ulysten til at gå dybere ned i fortiden, for gjorde man det, kunne man ikke undgå at blive nedtrykt, græde, blive vred og så videre. Men opgaven med Alice Texels liv og de rædselsberetninger, jeg har læst og hørt i den anledning, fik mig til at indse, at det var noget, jeg skulle gøre, for jeg måtte vide besked. Mine undersøgelser bragte mig til National Archives i London. Til forskel fra Rigsarkivet er man her både hurtig og hjælpsom. Hvor man i København sylter sager i månedsvis og i heldigste fald er en uges tid om at finde akterne, er man i England maksimalt en halv time om at levere varen. Heller ikke i England er alt tilgængeligt, men det, der er, får man med det samme. Alt foregår via nettet, med hjælp og vejledning efter behov. Det er hurtigt, det er venligt, og det er effektivt. Man kunne ønske sig, at de danske arkivtjenester fik et par kurser her. I stedet kan man fra Rigsarkivet risikere at få følgende svar efter cirka 14 dages betænkningstid: »Låner skal uddybe hvilken slags arkivalier det drejer sig om og undersøge disse sager nøjere hos de relevante myndigheder«, når man har anmodet om at se sin fars akter, som de fremgår af værket 'Faldne i Danmarks frihedskamp'. Endelig lykkedes det mig at finde frem til to personer, der var sammen med min far i lejrene. Den ene var Hans Kristian Nielsen: »Vi skulle alle ned igennem et sort hul i muren, som senere skulle være et kældervindue. Alle masede på. Der opstod hurtigt tumult foran hullet. Under den meget råben og skubben på formanden tabte Olstrup sine briller. Han prøvede at samle dem op, men de var for længst knust af trampende fødder. Selvopholdelsesdriften drev ham videre frem, og sammen stod vi på hovedet ned igennem hullet og landede oven på de kammerater, som lå spredte ud over betongulvet. Olstrup sagde til mig: »Jeg mistede mine briller«. »Skidt med det«, sagde jeg, »vi får nok heller ikke nogen aviser«.

Jeg så ikke noget til Olstrup før juleaften, hvor vi alle var hjemme i lejren. De fleste danske havde fået en pakke hjemme fra Danmark, og det havde Olstrup også. De fleste af os havde sagt farvel til tobakken for at bruge cigaretterne til indkøb af kammeraternes brød. Men denne aften skulle fejres. Med en stor cigar i munden gik Olstrup frem og tilbage og pustede røgskyer ud. Jeg tror hans tanker var hjemme hos hans kære. Han var ellers på dette tidspunkt meget afkræftet og i januar blev han mere og mere syg og lå lang tid på revieret.

Som halvdød blev han 20. januar sendt med en sygetransport til Neuengamme. Han døde 21. januar 1945, og jeg tror han døde under transporten, som foregik på ladet af en tysk militær lastvogn«.

Den anden var biskop emeritus Vincent Lind: »Han var her ved gensynet i Neuengamme tydeligt svækket af tuberkulose og udhungret. Men som dagene gik kunne vi andre danske fanger registrere, hvordan hans nærvær betød voksende respekt og agtelse for os alle fra Danmark.

En uges tid efter meddelte en polsk Pfleger mig, at »der dänische Offizier var fundet død i sin køje nu til morgen!«. - Vi var alle stærkt bevægede derved, og talte derefter atter og atter om hans kombination af stilfærdighed og styrke.Under en grov mishandling, som kapoerne foretog af en fransk medfange i Porta, sagde en af de danske fanger: »Her står vi alle og beder den sidste bøn i Fadervor: »Fri os fra det onde!« - Olstrup og jeg så på hinanden. Jeg sagde: »Led os ikke i fristelse«, betyder: '»Gør os ikke store, for så bliver vi onde. Kun Gud er stor - og god«. Så svarede Olstrup: »Nu véd jeg, at du skal være præst!«.

Det har medført for mig, at jeg har haft ham i tankerne hver eneste dag siden«.

Hvor fører så alt dette hen? For mig at se påvirker det hele ens liv i stort og småt. Da jeg var lille, legede jeg åbenbart en dag med maden, hvorpå min mor råbte til mig: »Din far døde af sult. Her i huset spiser vi op, og vi leger ikke med maden!«. Jeg har det svært i dag, hvis børn giver sig til at kaste med maden eller er kræsne. Da jeg var spæd, kom tyskerne en nat for at hente min far. Jeg ved ikke præcis, hvornår det var, men mor sagde, at det var i den politiløse tid, altså efter 19. september. På det tidspunkt havde min far været i tysk varetægt (Vestre Fængsel, Frøslev og Neuengamme) fra 3. februar. Noget af et flop for den højt priste tyske orden og metode, at man havde så lidt styr på, hvem man havde siddende som fanger rundt omkring. Mor havde problemer med at sove, og jeg har nok heller ikke været ganske stille. Netop den aften havde hun taget et sovemiddel, før hun gik i seng, og hørte derfor ikke, at der blev buldret på døren. Tyskerne fik fat i underboen, der glædestrålende kunne fortælle, at de er deroppe! Så tyskerne gik op igen, smadrede døren, gennemrodede lejligheden og forhørte min mor med projektører rundt om villaen. Jeg havde ofte mareridt som barn og ung. Noget af det mest påfaldende i hele denne proces med at søge klarhed har været den lukkethed, jeg har mødt. Den forståelige lukkethed er kommet fra dem, der har været deltagere, som har grusomme minder at kæmpe med, som ikke har kunnet slippe fortiden og ofte slet ikke kunnet tale om den. Den uforståelige lukkethed kommer dels fra officielt hold, dels fra udenforstående, som ikke kan se nytten i at beskæftige sig med sine forældres fortid. Det officielle hold, embedsmændene, hvis opgave vel må være at servicere borgerne, har været bureaukrater med udpræget sans for papirarbejde og ikke meget tilovers for udefrakommende indtrængen i deres sfærer. Men hvad er det egentlig for stykker, der kan gå af disse embedsmænd ved at være lidt hjælpsomme? Hvad er det, der får folk til at sige: »Lad det ligge og se at komme videre«? Man kommer jo først virkelig videre, når man har fået styr på sin historie. Vi skal lære af historien, siger man, men det kan blive svært, hvis vi formenes adgang til den, hvis vi kun får den i forvansket form, eller hvis man beder os om helt at glemme fortiden og komme videre. Nej, vi skal fordybe os i historien, vi skal finde de mekanismer, der kan få os til at fungere bedre sammen, støtte hinanden, så vi kan løse problemer og bearbejde de grusomme oplevelser, der ligger rundt omkring i underbevidstheden hos mange mennesker, hvad enten de er krigsveteraner, flygtninge - eller deres efterkommere.