Under arbejdet med sin ph.d.-afhandling har Omar Dhahir iagttaget en ret udbredt opfattelse hos en del arabiske klienter, der går ud på, at man skal være grov og truende over for socialrådgivere for at opnå det, man vil. Ved at tilsvine og overfalde rådgiverne, smadre deres computere samt at spille psykisk syge eller traumatiserede, får klienterne i nogle tilfælde deres vilje. Der er tre distinkte grupper blandt arabiske flygtninge: de ressourcestærke, de ressourcefattige samt dem, hvis kompetencer ikke umiddelbart kan bruges i Danmark. Det er i den sidste gruppe, disse holdninger er ret udbredt. I dansk forskning er der en nærmest overdreven interesse for at undersøge og analysere danskernes holdninger til indvandrere og flygtninge. Undersøgelserne bliver ajourført fortløbende, og man har de sidste par år kunnet læse et par rapporter om året omhandlende danskernes holdninger. Desuden er der nærmest gået sport i at undersøge og afdække 'danskernes racisme' og 'fremmedfrygt'. Den ene forsker efter den anden udvikler bredere definitioner af racisme samt mere spidsfindige metoder for at afdække og afsløre danskernes diverse former for racisme, og der er efterhånden blevet udviklet et omfattende vokabular: 'subtil', 'indirekte', 'implicit', 'strukturel', 'kulturel' og 'økonomisk' racisme. Imidlertid ved vi meget lidt om indvandrere og flygtninges holdninger til danskere og til det danske samfund. Der er desværre ikke mange forskere, der har interesseret sig for, hvilke forestillinger og fordomme, de etniske minoriteter har om danskere og det danske samfund. Derfor dækker Omar Dhahirs afhandling, som indeholder mange eksempler på, hvor galt det nogle gange går i kontakten mellem arabiske klienter og det danske socialsystem, et vigtigt behov. Vi kan blive ved med at give flere nedslående beskrivelser af mødet mellem de arabiske klienter og det sociale system. Men det vigtigste er at kunne besvare spørgsmålet: Hvorfor opfører nogle af de arabiske klienter sig på den måde? Man vil normalt forvente, at folk, der flygter fra krig, undertrykkelse og elendighed, ville være taknemmelige over for et samfund, som giver dem ly, beskyttelse, et sted at bo, retten til familiesammenføring, statsborgerskab efter syv år og diverse former for overførselsindkomster. Men det er de åbenbart ikke, og der må være en forklaring, som både tilfredsstiller den videnskabelige nysgerrighed og som kan bidrage til, at man i Danmark forbedrer integrationspolitikken. Vi kan i flæng nævne begreber som magtesløshed, forvirring, krænkethed, fornærmethed og så videre, som ikke i sig selv forklarer, hvorfor klienterne tyer til vold og intimiderende opførsel. De pågældende flygtninges voldelige opførsel over for socialrådgivere kan ikke skyldes deres kulturelle baggrund, da man i Irak og andre arabiske lande ikke ville turde opføre sig aggressivt, uhøfligt eller truende over for myndighedspersoner. Tværtimod ville man ofte opføre sig underdanigt. Desuden ville man normalt heller ikke angribe og overfalde kvinder, og sådan en opførsel ville desuden bringe skam over en mand. Man kan overveje, om der er et kønsaspekt, da klienten normalt er en mand og rådgiveren en kvinde, der går ud på, at arabiske mænd ikke vil tage ordrer eller direktiver fra kvinder og ikke vil føle sig underlegne i forhold til dem. Der må enten være tale om en dybtfølt krænkethed og fornærmethed eller en total normløshed og anomali eller måske en blanding af begge dele. Normløsheden kan skyldes, at flygtningene i Danmark møder en bestemt opfattelse af staten, som de ikke kender fra deres oprindelige lande. I de arabiske lande betragtes staten traditionelt enten som fjende/despot eller mæcen/veldæder. Men den danske stat opfører sig ikke som fjende/despot, da den hverken forlanger, at man skal arbejde for de penge, man modtager, eller undertrykker og torturerer sine modstandere. Danske myndighedspersoner - for eksempel politibetjentene - opfører sig normalt meget mere høfligt end deres irakiske, libanesiske eller syriske kollegaer. Ved første øjekast kan den danske stats opførsel ligne en mæcen/veldæders, men det ville være en forhastet konklusion. En klassisk veldæder, uanset om han/hun befinder sig i Mellemøsten eller andre steder, ville ikke bare yde 'hjælp' uden at forlange noget til gengæld i form af for eksempel politisk støtte til et bestemt parti eller loyalitet og støtte i tilfælde af et fjendtligt angreb på veldæderen. Men i Danmark møder de arabiske flygtninge en stat, som giver uden at forlange noget igen. Her skal man tilføje 'noget konkret', da staten eksempelvis forlanger, at flygtningen skal deltage i sprog- og aktiveringskurser, som staten dog selv betaler for. Vi har under vores samtaler med klienter eller rådgivere set flere eksempler på, hvordan en del flygtninge ligefrem lyver sig selv eller deres koner syge for at undgå at deltage i sprogkurser. Den franske antropolog Marcel Mauss (1872-1950) udgav i 1925 en mindre bog med titlen 'Gaven - Gaveudvekslingens form og logik i arkaiske samfund', som er gået hen og blevet en klassiker. Mauss' vigtigste bidrag til forståelsen af mellemmenneskelige relationer i bogen er, at der er tre tværkulturelle og tværhistoriske regler for gavegivning: Man skal give gaver, man skal modtage en gave, og at man er forpligtet til at gøre gengæld. Gaveudveksling foregår i alle samfund og i alle samfundslag og er med til at forstærke de sociale bånd. Efter en eksotisk verdensrejse, hvor vi møder indianere i Nordvestamerika, stammer i Sibirien, germanere, muslimer, hinduer, kristne og jøder, og efter vi har gennemgået diverse suraer i Koranen, en række vers i Bibelen og henvisninger til hinduistiske tekster, kommer Mauss til sit egentlig ærinde. Mauss drager en række paralleller mellem gaveudveksling i det han kalder »arkaiske« samfund og det moderne Europa. Han diskuterer de sociale hjælpeordninger i de europæiske lande som en form for gaveudveksling mellem den enkelte borger og staten. Han går ind for, at den sociale stat må vise større omsorg for individet, for hans liv, helbred, uddannelse og familie. Det vigtigste af Mauss' principper vedrørende gaveudveksling i vores sammenhæng, er det tredje princip, som påbyder gavemodtageren at gøre gengæld. Det er nemlig i forhold til dette princip, at det går helt galt med hensyn til forholdet mellem arabisktalende klienter og den danske socialstat. Den danske socialstat yder klienterne diverse former for overførselsindkomst og service ('du skal give gaver'), de arabisktalende klienter modtager ydelserne og service ('du skal modtage gaven'), men gør ikke noget til gengæld, det vil sige arbejder ikke og betaler ikke skat ('du skal gøre gengæld'). Marcel Mauss og andre, der har teoretiseret over gaveudveksling, har påpeget, at manglende evne eller vilje til at gøre gengæld kan skabe en række problemer omkring selvrespekt og integritet hos gavemodtageren. Dette gælder både for - hvis man bruger hans terminologi - 'arkaiske' og moderne samfund. Som et eksempel på det første beskriver Mauss reglerne omkring gaveudveksling blandt indianske stammer i Nordvestamerika. I disse stammesamfund ved man godt, at man ved at tage imod en gave forpligter sig til at gøre gengæld på en eller anden måde. Gaven kommer med en række 'attachments'. Man kan ikke bare nøjes med at nyde godt af en ting eller en fest, da man også har taget imod en udfordring. Man har kunnet tage imod den, fordi man er sikker på at gengælde, på at bevise, at man er jævnbyrdig. I disse indianske stammers univers er forpligtelsen til at gengælde på en værdig måde uomgængelig. Hvis man ikke gengælder, taber man ansigt for evigt. Også i moderne samfund kommer man ifølge Mauss i en underlegen position, hvis man ikke er i stand til at gøre gengæld, ikke mindst hvis gaven er modtaget uden lyst til at gengælde. Mauss kommer også med en række overvejelser omkring velgørenhed. Velgøreren mener det selvfølgelig godt og handler eventuelt ud fra altruistiske motiver, men det hjælper alligevel ikke modtageren. Den er stadig sårende for modtageren, da han ved at modtage hjælpen erklærer, at han ikke er i stand til at styre sit eget liv og sin egen økonomi. Hvordan undgår modtageren så den dårlige samvittighed? Mauss' svar kan måske hjælpe os at til at forstå vores 'velgørenhedsmodtageres', det vil sige vores arabiske klienters myter og opførsel: Modtageren anstrenger sig for at komme uden om 'almisseuddelerens' utilsigtede, men alligevel fornærmende patronisering. Tidligere har man i den danske debat påpeget en speciel måde, hvorpå en del flygtninge forsøger at undgå den krænkende situation: Ved at skabe myten om, at de penge, som man får udbetalt af den danske stat kommer fra FN. Der skulle så være en række formodninger om, hvor pengene, som FN uddeler, oprindeligt stammer fra: Diverse arabiske sheiker eller den tidligere shah af Iran, alt efter flygtningens politiske ståsted og etniske herkomst. En del flygtninge er åbenbart gået et skridt videre og har skabt en anden måde at komme uden om den krænkende position: At opføre sig aggressivt og voldeligt. I Mauss' overvejelser er der to ting, som ligner den uholdbare situation ved vores klienter og socialrådgivere: på den ene side 'gratis gaver', det vil sige 'gaver', der udleveres uden at forvente konkret gengældelse, og på den anden side krænkede og sårede klienter. Det er tilsyneladende det 'gratis' aspekt ved de sociale ydelser og service, som af de arabiske klienter opleves som forvirrende, desorienterende, sårende og krænkende. Mange danskere kan synes, at Mauss' overvejelser om velgørenhed er irrelevant i Danmark, fordi man i Danmark ikke har velgørenhed i stort omfang, da vi har en veludviklet velfærdsstat. Velgørenhedsarbejde forbinder man ofte med USA og andre lande, som ikke har veludviklede sociale stater. Med Mauss in mente kan man imidlertid lige så godt opfatte den danske velfærdstatsmodel som en stor, velorganiseret, systematiseret og sidst, men ikke mindst upersonliggjort velgørenhedsorganisation. På det sidste har vi set et par eksempler på forskning, som forsøger at afdække, hvad der i virkeligheden foregår blandt indvandrere og flygtninge og mellem arabiske klienter og danske myndighedspersoner. Disse er ligesom Shahamak Rezais undersøgelser om sort arbejde og socialt bedrageri blandt etniske minoriteter et godt tegn på, at den danske forskning om indvandrere er på vej til at blive normaliseret og professionaliseret. En række emner, som for et par år siden blev betragtet som tabubelagte og urørlige, bliver nu udforsket og undersøgt til bunds. Det siger noget om den politisk korrekte ånd i det danske forskermiljø, at det er forskere med den 'rigtige' etniske baggrund, der tør tage de kontroversielle emner op. Nogle flygtningeklienter i Danmark opfører sig på en uhensigtsmæssig måde over for det sociale system, som forsøger på at hjælpe dem i det nye samfund, de er havnet i. Nogle skaber myter, der går ud på, at den 'løn' de får, stammer fra FN, ikke fra danske skatteydere. Andre får åbenbart deres mentale kort over, hvad der er ret og uret, acceptabelt eller forkasteligt, rimeligt eller uforskammet, forstyrret i en sådan grad, at de tyer til vold og løgn for at opnå flere penge og mere fritid. Er der nogen forskere, som vil undersøge med os, hvad den fritid bruges til?