At få at vide, at man er gravid, og at ønskebarnet er på vej, er ubeskriveligt. Jeg ønskede mig brændende to børn, en dreng og en pige, og jeg husker tydeligt min ufødte søns første morsesignal til mig. Det var i sommeren 1959, og jeg sad på min kontorstol i Husmændenes Ulykkes- og Ansvarsforsikring, hvor jeg var ansat, og så op på min chef, som var ved at give mig besked om et eller andet. Pludselig mærkede jeg det! En lille boble piblede nede fra lysken og op til navlen. Næppe mærkbart, men jeg var ikke i tvivl om, at det var mit barn, som for første gang havde rørt på sig. Jeg glemte alt om hr. Eskesen og blev fjern i blikket. Hørte ham ikke, så ham ikke. Mærkede kun boblen. Sad og lyttede indad. 31. december 1959 holdt jeg op med at arbejde, som så mange kvinder gjorde dengang, og ventede derefter i ugevis utålmodigt på, at noget skulle ske. Fødslen var ventet omkring den anden uge i februar, men barnet viste sig først 9. marts. I tiden forinden havde vi glædet os, men jeg var også nervøs. Fødselsoplysning var ikke noget, man gik op i dengang, og da jeg tre uger over tiden endelig fik veer, var jeg temmelig uforberedt på det, der skulle ske, og i de næste mange timer stødte jeg gennem smertehelvedet på nye ord og begreber. For eksempel presseveer. Hvad var det? Ingen havde nævnt det ved de få forebyggende undersøgelser på klinikken, og ordets betydning gik først op for mig, da jordemoderen pludselig højt og utålmodigt råbte: »Så pres dog, menneske!«. Jeg gjorde, som hun sagde, og det føltes, som om alt i mit underliv eksploderede. I sekunder holdt jeg op med at trække vejret og gispede opgivende, indtil jordemoderen slog mig på kinderne og sagde, at jeg skulle tage mig sammen. LÆS OGSÅNej, jeg er ikke tryg ved fødslen af mit barn Der var gået 12 timer, siden jeg ankom til klinikken, og ud på aftenen arriverede min praktiserende læge, dr. Møller, som var elsket af alle sine patienter. Han var et bjerg af ro og bebrejdede mig venligt og spøgefuldt, at jeg havde afbrudt ham midt i et hyggeligt middagsselskab hos en af hans kolleger, men han fik dog alvorsminen på, da han så, at jeg ikke var oplagt til spøgefuldheder. Han tog kyndigt over, og barnet blev født efter nogle hårde veer og klip med broderesaksen. Jeg åndede lettet op og troede, at jeg nu kunne slappe af, men så kom turen til efterbyrden. Det var en skrap omgang at få den ud gennem det ituklippede mellemkød, men også dette blev overstået og afsluttet med et sikkert smukt korsstingsbroderi i mine ædlere dele. Bedøvelsen havde indtil da bestået af en maske lattergas, som ikke gjorde den store forskel. Der var i hvert fald ikke noget at le ad, og jeg grinede da heller ikke. Jeg græd. Måske hylede jeg, for de forbarmede sig endelig i de sidste minutter over mig og gav mig en æterbedøvelse, og da jeg forvirret vågnede op igen, var det med følelsen af at have både bandet og svoret og med en ret flov smag i munden.

Min dreng var en lang kleppert på 56 cm. Han vejede 4.250 gram, og da jeg var kommet mig lidt, fik jeg endelig lov til at se vidunderet, men ikke holde ham. Han blev gjort i stand af professionelle hænder og derefter kørt ind på børnestuen. Fædre var forment adgang til fødestuerne, og først mange timer senere kom den stolte fader på besøg, naturligvis i den strengt afmålte besøgstid. Sådan var reglerne – også for nybagte fædre. Det var jeg forberedt på, men jeg blev næsten knust, da det gik op for mig, at min bedre halvdel havde ligget og sovet på sit grønne øre og først havde ringet til klinikken hen på morgenen for at høre, hvordan det var gået, mens jeg havde kæmpet og skreget mig gennem min første fødsel. Drengen blev født klokken 2 om natten. Jeg var temmelig rystet og sårbar efter chokket over alt det uforberedte, der ikke svarede til min kære doktor Møllers forsikringer undervejs i svangerskabet om, at høje, slanke kvinder næsten altid havde lette fødsler. Hvis denne var let, hvad var så en svær fødsel? En, hvor man kom helt ude på kanten, eller hvad? Angsten dengang, og måske mest af alt forladtheden, var så skræmmende, at den aldrig er blevet glemt. En knusende oplevelse for en førstegangsfødende. Der var ingen trøstende ord. Ingen elsket at holde i hånden. Alene, bortset fra en hvidklædt skikkelse, som af og til stak hovedet ind og hurtigt forsvandt igen. Jeg var skam i gode hænder, men der var hverken tradition for og eller tid til kærtegn. Trods dette grænseoverskridende og skræmmende var resultatet uvurderligt: En blomst i min helt private have havde set dagens lys, og mine kvababbelser over min mands skønhedssøvn fik jeg heldigvis hurtigt smøget af mig. Hvis han havde ringet tidligere på natten og forhørt sig om fødslens forløb, havde han fået et korrekt svar, men ikke indbydelse til at se sin førstefødte. Dette kunne som sagt først ske i den normale besøgstid. Jeg tilbragte otte vidunderlige dage på klinikken, men da jeg var kommet hjem med sønnen og var alene næste morgen, efter at den nybagte far et kvarter over seks havde forladt den hjemlige arena, stod jeg ved vinduet med drengen på armen. En højgravid kvinde gik forbi nede på gaden. Hun lænede sig bagud og vraltede af sted tydeligt tynget af sin fremadskredne graviditet. Jeg fik det dårligt. I bogstaveligste forstand. Ingen havde forberedt mig på, hvor slemt det kunne være. Hvad med hende? Stakkels menneske, som sandsynligvis ikke vidste, hvad der var i vente. Jeg fødte på Astrid á Rogvi’s fødeklinik på Søborg Torv. Da jeg fik min søn, Flemming, lå jeg på en firesengsstue. Toilettet var ude på gangen, og jeg var dybt imponeret over telefonbruseren, som det var en sand lise at benytte sig af i stedet for det hårde 000-toiletpapir, når man var skåret op forneden. De nyfødte små pus tilbragte de fleste timer på børnestuen. Man kunne kigge ind gennem en stor glasrude og beundre sit afkom, hvis man da kunne finde ud af, hvis der var hvis. Når det var fodringstid og i den nøje overvågede besøgstid, blev de små vugger kørt ind ved siden af sengen, hvor man lå og knap turde røre sit eget barn. Det var forbudt at tage børnene op af vuggen eller selv lægge dem tilbage efter amningen, og først dagen inden jeg skulle hjem, fik jeg lov at komme med ind i selve baderummet og se, hvordan mit nyfødte barn blev vasket, puslet og fik ble og tøj på. Naturligvis brugte man stofbleer. Papirbleerne var opfundet, men de var hundedyre.