En af disse dage for 50 år siden lettede en af forsvarets DC-3 transportmaskiner fra Værløse flyveplads med kurs mod Pisa i Italien. Om bord sad undertegnede, en 22-årig grønskolling, på vej mod Gaza til FN’s fredstyrke, UNEF. Året før var jeg som journalistspire blevet indkaldt til telegraftropperne i Høvelte nord for København. Som student blev man den gang ’taget’ til sergentuddannelse, hvor tjenestetiden så var to år. I sommeren 59 var jeg blevet sergent med speciale i signalkontortjeneste ved de højere stabe. Blandt andet, husker jeg, blev jeg clearet til at modtage de mest hemmelige Nato-telegrammer. Men udsigten til de næste 15 måneder at skulle fjolle rundt på en kaserne og uddanne rekrutter var ikke lige sagen for en ung mand, der ville ændre verden. Så jeg søgte alle de udstationeringer, som forsvaret kunne tilbyde. Blandt dem én som Assistant Information Officer i Gaza. En skønne morgen i begyndelsen af november fik jeg at vide, at jeg fra 1. december skulle tiltræde i Gaza, og her var et buskort til København og en rekvisition til en hel masse udstyr og uniformer. Så jeg tog en gul bus ind til Lyngbyvejens station, hvor Hærens Munderingsdepot dengang lå. Jeg drog ind som sergent og kom tilbage i ny uniform som midlertidig løjtnant af reserven. Pludselig havde jeg adgang til officersmessen, pludselig blev jeg (delvist) behandlet som et menneske og ikke som et stk. kanonføde. Forunderligt.
Men ingen kunne fortælle mig, hvad jobbet gik ud på. Det ville jeg få at vide, når jeg kom frem, lød meldingen. Da jeg stilfærdigt spurgte, hvordan jeg var fundet egnet til et job, som man ikke vidste, hvad var for noget, så fik jeg fortalt i klar tekst, at jeg bare skulle smække hælene sammen og sige javel. Jeg skulle ikke tage civilt tøj med. Det ville jeg ikke få brug for, lød det. Sludder. Jeg måtte siden bruge måneder på at få sendt mit eget tøj ned og købe lidt ind. Jeg havde en hel sæk med uniformer nok til en mindre vinterkrig, som stod ubrugt i bunden af mit skab i de 20 måneder, jeg var dernede. Da forsvaret 44 år senere sendte soldater af sted til Irak med sneskovle, blev jeg ikke det fjerneste overrasket. Efter at være blevet vaccineret mod alt, hvad den onde Orient truede med, kom så den årle morgen, hvor jeg stod ude på Værløse flyvestation og blev ført op i den gamle DC-3’er sammen med tre-fire andre og en stor bunke fragt og postsække. Maskinens første stop var Frankfurt. Flyet måtte ikke gå over Alperne, så turen gik vestenom i strid modvind, så vi også måtte mellemlande i Nice for at få brændstof på til at nå dagens mål Pisa. Vi få passagerer blev indlogeret på et lille hotel næsten over for det skæve tårn, som man dengang kunne komme op i. Buldrende tømmermænd Næste morgen steg vi med buldrende tømmermænd ( grappa skal omgås med varsomhed) om bord i et canadisk North Star militærfly, der bragte os til Athen. Her havde piloten en kæreste, så den dag kom vi ikke videre. Men så næste morgen lettede vi og fløj ud over Middelhavet. Langsomt dukkede Sinais kystlinje op, og snart lagde vi an til landing i lufthavnen i El Arish. Palmer, uendelige sanddyner, beduintelte, kameler, æsler, hele den mellemøstlige kulisse fra eventyrene hvirvlede lige forbi maskinens lille koøje, da vi satte hjulene i asfalten. Tre dage om en tur, der i dag tager ca. fire timer. Jeg blev modtaget af ham, jeg skulle afløse, Anker Svendsen Tune (senere mangeårig redaktør af Hjemmet), der berettede, at jeg ikke skulle arbejde i den dansk-norske bataljon, DANOR, som jeg havde fået at vide, men i fredstyrkens hovedkvarter inde i Gaza by og være redaktør af styrkens lille engelsksprogede ugeblad The Sand Dune – ud over andet informations- og pressearbejde. Turen fra El Arish op til Gaza førte fra en næsten tom ørken med vajende daddelpalmer ind i en krigszone med smadrede huse, pigtråd, vejspærringer og sandsække, efterladenskaber fra krigen i 1956-57. Og et mylder af mennesker. Fattige mennesker. Og børn. Masser af børn, de fleste barfodede eller i udtrådte sutsko. Nysgerrige, søde, påtrængende. Fattigdommen og stanken var det første indtryk. Denne særlige hørm af lort, brænderøg og krydderier, som man har i næsen resten af livet. Jeg blev indkvarteret i en beskeden lille bungalow sammen med to andre officerer, feltseng, pedallokum og stinkende petroleumsovne og så af sted og møde mine nye kolleger og chef. Han hed Gary Stradling, uddannet tv-journalist, udsendt fra FN’s hovedkvarter i New York. Han tog det helt roligt, da jeg åbent tilstod, at mine engelskkundskaber ikke rigtig var til at være bladredaktør. »Jeg lærer dig engelsk på tre uger«, sagde han. Og det gjorde han. Fra morgen til aften hersede han med mig, alt hvad jeg sagde og skrev blev rettet og rettet. Hvordan så Gaza ud dengang? Der boede omkring 650.000 (i dag tre gange så mange). En bykerne af gamle etageejendomme i Middelhavsstil, larmende markedspladser, folk, der bar alt fra havestole til vanddunke på hovedet. Æsler og vakkelvorne hestevogne, prustende lastbiler af ældre sovjetisk årgang. Over for vores bungalow lå et beduinertelt på en byggegrund, hvor en storfamilie med to bedstemødre, en bedstefar, mor, far, seks børn og en uspecificeret invalid boede. Deres geder og kameler græssede lidt længere væk. Informationschef på 23 Efter knap et halvt år, hvor jeg var kommet på højde med jobbet, blev Stradling pludselig alvorligt syg og indlagt på Tel Hashomer hospitalet i Tel Aviv. Jeg var så pludselig midlertidig informationschef for hele UNEF, en fredsstyrke på 5000 mand placeret langs våbenhvilelinjen mellem Gaza og Israel og langs grænsen ned gennem Sinai-ørkenen mellem Israel og Egypten. Foruden en post ved Sharm el Sheikh og en forsyningsenhed i Port Said. Det var noget af en opgave. Jeg var lige fyldt 23. Men en hel masse rare mennesker gav gode råd og i fællesskab holdt vi skansen. Jeg fik ros for nogle historier og indslag af ingen ringere end Ralph Bunche, FN’s højt respekterede vicegeneralsekretær, der kom på besøg. Intet professionelt har siden overgået det øjeblik.
