Immanuel Kants filosofi kan betragtes som »sidste kapitel i den moderne filosofis opgør med den middelalderlige metafysik og som første kapitel i vor nutidige filosofi«, skriver Claus Bratt Østergaard med henvisning til 'Kritik af den rene fornuft'. I dag udkommer kronikørens nyoversættelse. Elias Canetti beskrev engang Kant som »et hoved uden verden«. Kant lever tilsyneladende også op til alle forventninger om, at en filosof spekulerer over verden, men ikke selv tager del i den. Han blev født i Königsberg i 1724, her arbejdede han, og her døde han i 1804. Første del af sit liv tilegnede han sig lærdom, siden brugte han tiden på at undervise andre og erhverve sig endnu mere lærdom. Han rejste aldrig, men skrev om kosmos og om fremmede folkeslag. Han giftede sig aldrig, men skrev om parringsakten og kærlighedslivet. Hver dag spadserede han en tur i sin hjemby, og når borgerne så ham dreje om hjørnet, stillede de stueuret efter ham. Kant residerede en tid lang hos sin forlægger, men flyttede, fordi hanen galede på marken uden for hans vindue. Han var tilsyneladende den evigt verdensfjerne tænker, hvis bevidsthed, liv og virke aftegnedes i et rum uden genstande - mellem stjernehimlen over hans hoved og moralloven i hans indre. Således fulgte han anekdotisk i Thales' fodspor: Ifølge Platon faldt denne grundlægger af den vestlige filosofi 2.300 år før Kant i en brønd og måtte indkassere rapkæftede bemærkninger fra en smuk thrakisk tjenestepige, fordi han havde blikket rettet mod fjerne stjerner og derfor ikke så, hvor han satte sin fod. Det er et spørgsmål af rent teoretisk interesse, siger vi - og mener dermed, at det ikke har noget med noget at gøre. Det, der ikke har noget med noget at gøre, er et anliggende for filosoffer. Som forfatteren Canetti betragter vi filosoffen som et menneske begravet i sit eget hoved, mens vi selv går praktisk til værks, som en tjenestepige. Men at verden spalter sig i en uhåndgribelig teoretisk del over for en livsnær praktisk del er en filosofisk antagelse, hvor uigennemtænkt den end er. Hvorfor nu det? Som bekendt taler vi uafladeligt om det, der beskæftiger os. Dels ledsages vore almindeligste gøremål af alle slags meddelelser til andre, dels overvejer vi hele tiden selv, hvad det er, vi foretager os. Denne snusfornuftige brug af sproget - eller af tanken, der blot er tavst sprog - foregår automatisk, ja, vi kan slet ikke lade være. Vi er storforbrugere af synspunkter og fabrikerer opfattelser på samlebånd. Alle har en mening, men kun få tænker sig om, sagde biskop Berkeley. Og dog rummer enhver opfattelse en tanke, hvor uudfoldet den end er. Sandt nok tænker vi ofte hverken grundigt eller fordomsfrit, men tænker, det gør vi. Filosofi er et vilkår for at være i verden, ikke en verdensfjern aktivitet, der distancerer os fra tingene. Men hvorfor har filosofi, eller metafysik, fået ry for det modsatte? Ifølge Kant er filosofferne selv skyld i det. Som alle andre har de hovedet fuldt af forudfattede meninger og er ude af stand til at skelne deres eget syn på sagen fra de betingelser for at erkende verden, som alle er underlagt. Hvad skal der gøres? Der skal øves kritik og selvkritik, siger Kant. Hans 'Kritik af den rene fornuft' (1781) kan betragtes som sidste kapitel i den moderne filosofis opgør med den middelalderlige metafysik og som første kapitel i vor nutidige filosofi. Men hvad er moderne filosofi? For at forstå det må vi besvare endnu et spørgsmål, nemlig: Hvad er metafysik? Da den klassiske verden gik under, transporteredes arven fra grækerne ad krogede stier over i den triumferende kristne kirke, og i højmiddelalderen genopstod Platons og Aristoteles' tænkning i form af en universel skolastisk kundskabskultur. De gamles spekulationer blev tillempet kirkens interesser, naturligvis, og de måtte se sig omdefineret til teologi. Samtidig gjorde middelalderskolerne imidlertid teologien filosofisk, og resultatet blev en praksis, der på en gang var nysgerrig og doktrinær, eksklusiv og altfortærende. Hvad ved vi: Om Gud og hans almagt? Om mennesket og dets frihed? Om sjælen og dens frelse? En katedral af dogmer hvælvede sig over et arsenal af argumenter. De metafysiske doktriner reguleredes af den ræsonnerende fornuft, naturligvis. Men fornuften residerede på sin side i systemet af paradokser, referencer, allegorier, tekstudlægninger, slutningsregler og retoriske finter - og henviste i sidste instans til sig selv. Eller til Gud. Men hvad var forskellen? Som bekendt mistede beretningen om den ubesmittede undfangelse en skønne dag sin magi, og verden delte sig mellem viden og tro. Historisk udviklede den moderne filosofi sig i en nøje afstemt parallel til naturvidenskaben fra Galilei, Newton og fremefter. Galileis faldlov var eksempelvis ikke et begreb, der blev formet i et argument, men en matematisk formel for et eksperiment, der kunne afprøves i den virkelige verden. Det var ikke længere nok at ræsonnere sig til tingene, man måtte måle dem og veje dem og anstille forsøg. Dermed gjaldt henvisningen til Aristoteles ikke som førhen. Viden, viste det sig, kunne forældes, og ny viden kunne træde i stedet - også selv om ingen havde bedt om det. I den ny videnskab blev tingene omskrevet i matematikkens vægtløse sprog, og i oplyste kredse begyndte man at betragte dialektikken som hokuspokus og verbale spidsfindigheder. De moderne indså, at den eksperimentelle metode hastigt var ved at udvikle et empirisk monopol på viden, der overflødiggjorde alle overvejelser over nadverens paradoks. Og hvor de moderne fik fat, gik skolastikken uden nåde eller barmhjertighed til grunde. Man måtte følge med tidens strøm eller gå til bunds, som alle andre. Over en 200-årig periode, fra Francis Bacon til Kant, leverede de moderne et filosofisk muldvarpearbejde med den uundgåelige konsekvens, at skolernes territorium skrumpede ind, og deres lærdom bukkede under, sætning for sætning. Med voldsom kraft brød et kontinent af potentiel og reel kundskab om tingene og deres matematik igennem begrebernes evige kredsløbsbevægelse og satte skel mellem renæssance og middelalder. Samtidig blev store lunser af den gamle dialektik fragtet med over i den ny filosofi, og det var først efter længere tids tankearbejde (med Kant), at metafysikken (det vil sige filosofien) kunne udskilles fra videnskaben om naturen, der hurtigt var ved at udvikle sig til en ny guddom. Leibniz udarbejdede eksempelvis en skitse til et rent algebraisk sprog, men fastholdt samtidig, at det talte utvetydigt sandt om verden. Descartes opretholdt på sin side den aristoteliske forestilling om substans, men anfægtede samtidig substansens måde at tænke på og indførte tvivlen som metode. Og fra tvivlen var der ingen vej tilbage. Den moderne filosofi er også den umiddelbare forhistorie til Kants kritik, der på sin egen måde var en del af den. Men filosofi var for Kant noget andet end naturvidenskab og matematik - videnskaber, som bl.a. leibnizianeren Christian Wolff havde foreslået tilhørte samme homogene og rationelle orden som filosofien. Filosofien lader sig inspirere af den nye viden, men imiterer den ikke, mente Kant. For filosofien er bundet til begrebernes verden, og matematikkens formler er ikke begreber. Men kunne begreber stille noget op over for verden? Nej, mente David Hume skeptisk. For begreber er påstande, og viden er blot en vane: Når en kugle skubber til en anden kugle på et billardbord, er det ikke en virkning, vi kan slutte os til ud fra en årsag, men blot noget, vi erfarer. Ikke desto mindre kan vi faktisk vide noget om årsag og virkning, replicerede Kant. Kunne vi ikke det, ville der ikke være nogen fornuft, verden ville være reduceret til en hoben kendsgerninger uden sammenhæng, og erfaringer ville selv være påstande. Men hvordan ved vi, hvad vi ved? Skal vi besvare det spørgsmål, må vi begynde forfra. 'Forfra' betyder: analysere erkendelsens grundbetingelser. Kant viderefører i sin kritiske filosofi den empiriske tradition og understreger erfaringens betydning. Men han er samtidig forpligtet på den skolastiske rationalisme og insisterer på fornuftens rolle. Den vestlige filosofi ser han som historien om en konflikt mellem disse to retninger. Men hvorfor netop erfaringsfilosofi versus rationalisme? Fordi delingen ikke blot forekommer i filosofihistorien, men i hvert enkelt menneske. Spalten er et grundvilkår for erkendelsen. Der findes disse to kilder til al vor viden, ikke andre. Sansning og erfaring forsvares af Locke, Berkeley og Hume, mens fornuften proklameres af Descartes, Leibniz, Wolff og Baumgarten. Begge retninger har tag i noget, der er sandt, blot drager de hver sine forkerte slutninger af den del, de har fat i. Sandt er det således, at man for at vide noget om verden må erfare den. Men lige så sandt er det på den anden side, at erfaringen ikke er tilstrækkelig som forklaring på det, man iagttager. Skal man erfare ting, må de anskues, dvs. de skal iagttages som fænomener i tid og rum. Tid og rum er ikke selv ting - man kan ikke iagttage et rum i rummet eller en tid i tiden - men tingene findes i dem. Tid og rum er i stedet forudsætninger for anskuelsen af ting. Anskuelsen er a priori, dvs. uafhængig af erfaringen og kommer før denne, som dens betingelse. Tingene skal derudover også tænkes, dvs. de skal opfattes ved hjælp af begreber. Vi ser den ene kugle bevæge sig, efter at den anden har ramt den, men vi ser ikke kausalitet som et fænomen, påstod Hume. Og han har ret, sagde Kant. Alligevel kan vi ikke begribe, hvad vi ser, hvis ikke vi forstår det kausalt. Kausalitet (og andre begreber) opererer uafhængigt (a priori) af iagttagelsen, men gør, at det fænomen, der iagttages, kan tænkes. Således er begrebet, ligesom anskuelsen, en forudsætning for, at iagttagelsen omskabes til erfaring (til viden om ting). Ligesom Kant skelner mellem sansning og forstand, deler han også Descartes' og Leibniz' universelle fornuft op i den empirisk orienterede forstand over for den rene tænkning, fornuften. Fornuften har sin egen måde at ræsonnere på og sine egne emner (genstande): Dens område er ikke, som forstandens, forpligtet på den empiriske verden, og den fastlægger selv suverænt sit erkendelsesprogram. Fornuften bevæger sig, hvorhen den vil, og tænker, som det behager den. Ligesom forstanden er den uafhængig af erfaringen (a priori), men i modsætning til forstanden, der graviterer mod tingene og er prisgivet det mekaniske skift mellem årsag og virkning, er fornuften fri og stræber opad: Intet holder den fast. Således befriet er fornuften uden tyngde, og der går inflation i dens erkendelsesprogram. Opblæst af fantasier om egen fuldkommenhed forvilder den sig i grandiose planer, men indser det ikke. Fornuften erkender ikke egne grænser og overskrider dem uden at skænke det en tanke. Eksempelvis begriber den ikke, at den ikke evner at fælde domme om verden. Den tror, den fatter noget, den ikke forstår: Den opfører sig ufornuftigt. Hvorfor ikke blot skrotte den rene fornuft som en vildfarelse? Fordi det er fornuften, der kan forklare, hvorfor sansning og forstand skal kombineres, og hvorfor empirikeren Hume og rationalisten Leibniz hver for sig tager fejl - men hvorfor ingen af dem alligevel kan undværes. Forstanden skaffer os nok viden om de ting, vi sanser, men forsyner os ikke med viden om karakteren af denne viden. Vi kan altså ikke nøjes med at leve et rent tingsorienteret liv blot vejledt af sanser og forstand. Fornuften varetager nemlig de afgørende spørgsmål, der vedrører erkendelsens betingelser, den menneskelige frihed, Guds eksistens og sjælens udødelighed (det gamle skolastiske program, altså). Hvorfor er den rene fornuft i den grad ude af trit med egne evner? Grunden er den, at fornuften ikke er eksklusiv kilde til den erkendelse, den råder over. Og da den ikke gennemskuer sit forhold til sansning og forstand, er den heller ikke gennemsigtig for sig selv. Fornuften er blind, derpå bliver den tøjlesløs. Eksempelvis mener den (som Descartes), at den kan bevise Guds eksistens. Eller den tror (som Leibniz), at den kan udtale sig om tingenes logiske struktur (monaderne). Eller den mener (som Locke), at den kan erfare verden i et spejlbillede af tingene. Således mener den, at den kan tale om alt lige fra det mest abstrakte (Gud, frihed, sjæl, viden) til det mest konkrete (genstande) inden for samme ræsonnement. Og således ser fornuften ikke, at sanser, forstand og fornuft er forskellige erkendelsesevner. De bebor samme sind, men opfører sig efter hver sit regelsæt. De er formælede i samme erkendelseskontrakt, men er optaget af at udfolde hver sine eget program uden blik for de andre. Hver for sig mangler de den instans, der kan sammenfatte dem til en helhed. Det er fornuften, der kan klandres for denne efterladenhed, for det er den, der har til hverv at varetage helheden. Det er ydmygende og nedslående, at fornuften i den grad løber om hjørner med sig selv, siger Kant. Ikke desto mindre er der en fortrøstning at finde i den omstændighed, at den faktisk også er i stand til at korrigere sig selv. Hvis kilden til dens selvbedrag skal søges i den selv, er det også her, løsningen på det skal findes. Denne løsning er kritikken (eller den kritiske fornuft). Det er kritikkens opgave at bane vej for en fornuft, der er blevet purificeret for selvbedrag og mangel på mådehold. En tæmmet fornuft, der udviser selvbeherskelse. Men hvorfor bliver ikke også kritikken hæmningsløs? Fordi den, i modsætning til fornuften, er uden interesse i verdens faktiske beskaffenhed. Kritikken påstår ikke noget om tingene og gør ikke krav på at vide noget om dem. Dermed kan den lidenskabsløst forrette sit hverv som tugtemester. Kritikken angiver forskellen mellem erkendelseskilderne og viser, hvordan de, trods deres forskellighed, alligevel samvirker. Kritikken interesserer sig for grænser, for distinktioner og for overgange mellem områder. Den ser til, at den rene fornuft ikke forveksler evner og ønsker. Dens arbejde er negativt, et oprydningsarbejde og et oplysningsarbejde. Kritikken er hovmester i fornuftens hus. Som sådan er den nøgtern grænsende til det beskedne. Og dog er den afgørende for, at erkendelsen ikke forvilder sig i rationalistisk overmod, tørrer ud i empiristisk armod eller synker i knæ i skepticistisk mismod. Hvad er altså kritisk filosofi? Det hænder, at man fra tid til anden hæver blikket over det praktiske livs omstændigheder og udtaler sig principielt om tingene. Eller man gør sig antagelser om, hvorfor noget er på en bestemt måde og ikke på en anden. Ligesom den ene i praktiske spørgsmål mener ét og den anden noget andet, har også principielle overvejelser det imidlertid med at stemme dårligt overens. Når man står over for en fremmed opfattelse, prøver man naturligt nok at vise, at man selv har ret. Når man derpå møder modstand, må man argumentere for sin sag. Undervejs indser man måske, at det synspunkt, man forfægter, hviler på antagelser, man ikke indledningsvis havde gjort sig klart. Man bliver derpå klar over, at ens betragtninger over verden afhænger af andre betragtninger, der har deres upåagtede udgangspunkt i en selv. Men heller ikke disse antagelser er forudsætningsløse. Intet synspunkt er jomfrueligt. Man ser ikke blot, at andre har uret, men indser, at man selv er en anden for de andre. Så lidt som nogen anden ejer man sandheden. Det er skuffende for ens selvfølelse, naturligvis. Men det er også vejen frem. Man bestræber sig derpå fornuftigvis på at skaffe en vis upersonlig orden i sine antagelser. Man er blevet filosof.