I takt med at man kommer nærmere og nærmere afgørelsen på Danmarks Radios ’X Factor’-konkurrence, stiger bekymringen også: Hvad skal man nu finde på som den centrale fredagsunderholdning i den bedste sendetid. ’X Factor’ er nemlig et dejligt, livsbekræftende program. Som publikum præsenteres man for en række håbefulde amatører, der leverer en stribe mere eller mindre kendte klassikere. Alle har således rig lejlighed til at opleve genkendelsens glæde, og har man lyst, kan man også nynne med derhjemme i stuerne. At man så samtidig også bliver mindet om, hvor gode originaludgaverne egentlig var, er bare en sidegevinst. Endnu bedre er selve spændingen, der er indbygget i udsendelsen. Der er nemlig nogen, der skal sendes hjem! Og her kan vi som seere selv have en lille hånd med i spillet, når man skal finde ud af, hvem der skal sendes hjem. Det kræver blot en mobiltelefon. Man er aktiv, samtidig med at man passivt ser fjernsyn. Undervejs er der nogen, der skal kritiseres. Det er den basale forudsætning for at fremhæve andre som stjerner. Hvilket også er en central del af ’X Factor’-showet. At finde dem, der skal fremhæves på bekostning af andre. Dem, der skal lære at tro på, at de er noget særligt. Uanset hvor elendige de er. De bliver nemlig målt i forhold til nogen, der er endnu værre. Danskere i rigt mål elsker tilsyneladende, at der overalt gøres forskel på folk. Det er blevet en vigtig del af den offentlige danske mentalitet og praksis, at vi skal bringe os i situationer og positioner, hvor vi kan lære at tro på, at vi er noget særligt. I modsætning til andre, der ikke helt slår til. Det er også blevet en del af mentaliteten, at vi skal etablere systemer og institutioner, der kan sikre, at nogen fremhæves som noget særligt. Samtidig med at man sikrer publikumsrammer, der gør det muligt for de fremhævede at tro på, at vi alle sammen holder utrolig meget af dem. ’X Factor’ er ikke den eneste fjernsynsudsendelse, der dyrker udskilningsløbet og den positive fremhævelse af de udvalgte. Hver eneste tv-kanal med respekt for sig selv har mindst ét show eller en udsendelsesrække, hvor nogen bliver fremhævet på bekostning af andre. Hvor nogen får at vide, at de er noget særligt, at de ved noget særligt, at de er rigtig gode, at vi andre rigtig godt kan lide dem, og at vi drømmer om at høre endnu mere om dem. Desværre er det snart ved at være slut for DR’s aktuelle succes, ’X Factor’. Der skal findes nye muligheder for at dyrke konceptet. Og mit råd til programcheferne er at tage udgangspunkt i virkeligheden. Her kan man finde det ene fantastiske udskilningsløb efter det andet. Man kunne eksempelvis starte med en stribe udsendelser direkte fra de danske folkeskoler. I første omgang kan man følge, hvordan den ene klasse efter den anden bliver sendt hjem med meldingen om, at de er meget mere elendige til at læse og regne end andre klasser. Her bliver det rigtig sjovt og underholdende at se, hvor ens egen skole eller skolen i nabolaget havner. Udgangspunktet kan være de eksisterende testformler, som selvfølgelig skal videreudvikles, så de kan bruges til direkte sammenligning. I denne landsdækkende konkurrence hører det i hvert fald ingen steder hjemme, at man tænker på at lave test, der tager udgangspunkt i skolens eller klassens egne aktiviteter. Det skal jo kunne sammenlignes, hvis det skal have den fornødne effekt, nemlig at danne grundlaget for, at nogen kan fremhæves for noget særligt, som vi andre ikke kan få nok af. Dernæst vil det være logisk at gå direkte ind i klassen og se på, hvordan de enkelte elever klarer sig. Også her kan man etablere stribevis af spændende udskilningsløb, hvor det så kan være op til publikum at sms’e ind og fortælle, hvem man synes er de mest fede af dem alle. Og herefter er det så op til klasselæreren at udpege dem, de selv synes er de dårligste, så vi kan komme videre. I forlængelse heraf bliver det rigtig spændende at se, hvordan taberne vil føle sig både svigtet og udsat. Hvordan de vil tude. Hvordan de vil skabe sig, blive vrede og kede af det. Her venter rigtig mange gode billeder til pædagogisk opbygning i et samfund, hvor man kollektivt har besluttet, at vi alle skal tro på, at vi er gode og fede, uanset hvad vi kan. Det er selve troen, det drejer sig om at opbygge og stimulere. Det er den basale samfundsmentalitet lige nu. Og derfor er det ekstra fedt, hvis man starter med folkeskolen. Det er jo et af de helt centrale fundamenter for det samfundsmæssige fællesskab. Næste trin kunne så passende være de videregående uddannelser på universiteterne. Her har man eksempelvis denne gang fået indarbejdet i de ansattes overenskomst, at der skal udpeges et antal lektorer »med særlige kvalifikationer«. Det er en af de måder, hvorpå man får omsat overenskomstens lønmæssige fremgang til praktiske tillæg. Der er tale om et gyldent tillæg på godt 28.000 kroner årlig og titel af ’lektor med særlige kvalifikationer’. Hvilket naturligt nok åbner vejen for en anden titel, nemlig ’lektor uden særlige kvalifikationer’. Da det er den personlige stolthed og brødet på bordet, det drejer sig om, kan det ikke undgås, at dette udskilningsløb vil blive meget dramatisk. Rammerne kunne passende være de studerendes fredagsbar, som på denne måde kunne gives et ekstra pift. De lektorer, der skal bedømmes, kan placeres på et podium, hvorefter en vært vil starte med at læse deres meritter op. Det vil blive suppleret med små film fra lektorernes dagligdag. En afslørende undervisningssekvens, en afslørende forskersekvens osv. Alt sammen optaget med skjult kamera, så man rigtig kan komme under lektorernes overflade. Til dette formål bør man benytte de erfarne fotografer, der bl.a. har filmet løs på plejehjem og andre omsorgsinstitutioner. Man kan eksempelvis indynde sig som kvindelig studerende for at få hul på bylden hos de mandlige lektorer. Og omvendt hos de kvindelige, der også er modtagelige for almindelig ros og smiger. Selvfølgelig skal befolkningen også her have muligheden for at stemme på deres helte og heltinder. Men når så selve grovsorteringen er gennemført, er det op til de studerende at stemme om, hvem der skal sendes hjem med titlen ’lektor uden særlige kvalifikationer’. Da der er tale om den personlige stolthed og det daglige brød, er der garanti for store dramaer. Især hvis man sender en hjem af hvert køn for at fastholde det strategiske ligestillingsprincip, der breder sig mere og mere på universiteterne. Nu vil nogen sikkert indvende, at det er de studerende da ikke i stand til at overskue. Og til det kan man kun sige, at det gør de sådan set allerede. Altså stemmer om, hvem der skal have et personligt tillæg på tusindvis af kroner. Eksempelvis i forbindelse med udpegningen af fænomener som Årets Underviser, ligesom de også har stor erfaring i overfladiske evalueringer af lærernes undervisning. En aktivitet, som minister for videnskab, teknologi og udvikling Helge Sander med jævne mellemrum fremhæver som et af de bedste vurderingsgrundlag på et universitet. Så her er der både erfaring og legitimitet at læne sig op ad. Når man så har fået udpeget tilstrækkelig mange ’lektorer uden særlige kvalifikationer’, må man selvfølgelig forny konceptet. Det er jo trods alt underholdning i den bedste sendetid, der er målet. Og det må under ingen omstændigheder trækkes i langdrag. Her er der stribevis af andre muligheder. Inden længe skal alle offentlige institutioner indgå i sammenlignelige vurderinger, hvor man med gennemsnitsberegninger får udskilt institutionerne fra hinanden og efterfølgende også justerer bevillingerne. Det kan eksempelvis være afdelinger på hospitaler med patienter som de afgørende dommere. Når det er overstået, kan man passende kaste sig over lederne på institutionerne. Der må nemlig være en grund til, at nogle institutioner ligger lavere end andre. Og én af de grunde kan være lederen. Det kan give anledning til udpegning af ledere med særlig gode lederegenskaber og dermed også ledere uden særlige lederegenskaber. Igen er der både stolthed og penge på spil. Herefter kan man gå videre til andre dele af samfundslivet. Sportens verden har i forvejen et benhårdt udskilningsløb, men det kan raffineres endnu mere, så man virkelig får jordet alle taberne. Og måske ender man ved musikken igen, når der er gået lang nok tid. Som det antydes med de ovennævnte eksempler, kan der i dag identificeres en grundlæggende mentalitet, som de fleste danskere i større eller mindre udstrækning orienterer sig efter. Ikke nødvendigvis fordi de har lyst til det, men fordi de er tvunget til det af systemer og politikere, der har gjort denne mentalitet til en central del af den moderne og fremskridtsorienterede danske identitet. Den findes ikke bare i underholdningsprogrammerne fredag aften, men er blevet en integreret del af den danske hverdag. Så meget, at den er helt naturlig. Også selv om der endnu ikke er blevet sat så mange ord på den. Men skulle man sammenfatte tendensen, så kunne man passende gøre det i form af en ’X Factor’-lov, der helt simpelt og præcist angiver det, man som en god dansker bør stræbe efter i dag. Der vil samtidig være tale om en lov, der også angiver, hvordan man bør styre og organisere samfundet og dets institutioner, så loven rigtig kan komme til sin ret. ’X Factor’-loven ser sådan ud: 1) Du skal virkelig tro, du er noget 2) Du skal virkelig tro, du er mere end os 3) Du skal virkelig tro, du er klogere end os 4) Du skal virkelig tro, du er bedre end os 5) Du skal virkelig tro, du ved mega mere end os 6) Du skal virkelig tro, du er mere end os 7) Du skal virkelig tro, du dur til mere end os 8) Du skal hovere over os, når du bliver valgt 9) Du skal tro, at alle er helt pjattede med dig 10) Du skal tro, at du er det naturlige forbillede for alle os – og reserven 11) Du skal tro, at der stadig er noget, vi ikke ved om dig Som det fremgår af ovennævnte, kan man allerede genfinde ’X Factor’-loven i dag. Ikke bare i den bedste sendetid om fredagen, men også i den måde, man organiserer undervisningen, de offentlige institutioner og velfærdsydelserne på, ligesom man også anvender princippet i det private erhvervsliv, hvor chefer og andre stjerner virkelig får lov til at give den hele armen. Med passende økonomisk gevinst som resultatet. Som det fremgår af loven, så slår den fast, at det er meget vigtigt, at man lærer at tro på, at man er noget særligt, at man ved noget særligt, er klogere end andre, bedre end andre og altid lidt mere ovenpå end andre. Troen er altså vigtig. Man skal kort sagt spille et spil, hvor man lader, som om alle i princippet kan være mere end andre. Selv om alle ved, at der altid er nogen, der vil ligge under gennemsnittet, så handler denne lov om at indføre en mentalitet i samfundet, hvor alle lader, som om vi kan ligge over gennemsnittet. Samtidig. Det handler bare om at tro på det. Økonomiske og personlige belønningssystemer skal sikre, at mentaliteten udbredes, og at man hele tiden orienterer sig efter dem. Uanset hvad ens fornuft siger. Og de hidtidige erfaringer viser tydeligt, at det går rigtig godt med at få mentaliteten og dermed troen på sig selv til at overhale fornuften med flere længder. Så meget, at man i stor udstrækning også har lært kunsten at hovere over andre, når man bliver fremhævet. Ydmyghed er ikke noget, der dyrkes her. Nej, her dur kun evnen til at skabe sig på bekostning af andre. ’X Factor’-loven lægger imidlertid også op til, at man hele tiden skal tro på, at netop fordi man er så god, så er omgivelserne også helt pjattede med en. Faktisk er det umuligt ifølge denne lov at lide af storhedsvanvid, for loven bygger jo nemlig på, at folk er så pjattede med andre folk, der tror, de klarer sig godt og vil stå ved det. Endnu en gang kommer fornuften til kort. Der findes ingen mennesker, man kan holde ud at dyrke som stjerner til evig tid. Når man har været på, så går der rust i mekanikken. Man bliver mindre interessant, fordi man naturligt nok ikke kan blive ved at genopfinde sig selv. Fordi man ikke kan blive ved med at være energisk og ved med at være direkte, eller hvad det nu er, man kan. Det er menneskeligt umuligt. Men hvis man skal blive ved med at tro på, at man er noget særligt, så lukker man øjnene for denne pragmatiske og praktiske side af tilværelsen. Man tror på, at man altid er og vil være en stjerne. På trods af at alle erfaringer viser det modsatte. Men troen flytter jo bjerge. Lige indtil faldet. Hvor glemslen venter. Når dette narreværk lykkes, så skyldes det den sidste paragraf. At man skal tro på, at der altid er noget, man ikke ved om vedkommende. Man skal kort sagt tro på, at man er så forbandet interessant, at der hele tiden er nye hemmeligheder at afsløre, og at alle andre ikke kan vente med at høre nyt. Og mere. Men også her rammer troen og dermed ’X Factor’-loven ind i fornuften. Alle mennesker er lige interessante. Sådan er det bare. Først og fremmest fordi de er mennesker. Derfor skal man hele tiden blande kortene og give alle mulighed for at fortælle noget, hvis samfundet skal fungere. Det positive ved ’X Factor’-loven er, at den utvetydigt har udgrænset janteloven. En lov, der går ud på at sikre, at man levede et liv efter andres målestok. At man med andre ord ikke skal tro, at man er noget særligt, og at man derfor roligt kan leve de andres liv. Også her var troen det centrale, uanset hvad fornuften siger. Nu er janteloven ret gammel. En manifestation af et traditionelt samfund, hvor man som individ havde mange forpligtelser og stort set ingen valg. Man skulle leve op til fortidens traditioner og forventninger, og så vidste man også, hvad man havde at indrette sig efter. Janteloven var et fængsel for den enkelte. Ingen tvivl om det. Derfor er det godt, at nogen bryder med denne lov. Men ’X Factor’-loven fungerer ikke bare som et brud med janteloven. Den fungerer selv som et fængsel. Hvor man hele tiden er tvunget til at bilde sig selv ind, at man kan mere end andre. Her er der heller ikke plads til at hvile i sig selv. Forstillelse og selvoptagethed er den nødvendige drivkraft. Her er der heller ikke mulighed for at se, at individet kun er noget i kraft af andre. Pointen er, at det hverken er fællesskabet, der skal dominere som et fængsel over den enkelte, eller den enkelte, der som en anden terrorist skal fungere som tyran over for fællesskabet. Balancen er det afgørende. Balancen mellem den enkelte og fællesskabet. Mennesket er kun noget i kraft af fællesskaber. Og dermed ligner vi hinanden på en prik.