Vi er alle interesserede i, at terrorangreb som dem, vestlige samfund er blevet ramt af i London og Madrid, forhindres. De anbefalinger, som en tværministeriel embedsmandsgruppe fremkom med torsdag, var derfor imødeset med stor spænding og interesse. Der er tale om et katalog af anbefalinger, som det nu er op til politikerne på Christiansborg at omarbejde til egentlige lovforslag efter et par ugers offentlig diskussion og debat. Jeg har i flere sammenhænge udtrykt min skepsis over for anbefalingerne. Denne skepsis er i første omgang ikke begrundet i bekymringer for retssikkerhed eller ubehag ved overvågning. Begge dele er ubehagelige, men mange vil vel leve med dette ubehag, dersom gevinsten er en effektiv forhindring af terrorisme i Danmark. Min skepsis bygger på, at anbefalingerne hviler på et ganske diffust billede af, hvad der forårsager terrorisme, og hvem der bliver terrorister. Dette bekræftes sådan set i bemærkningerne til de nævnte anbefalinger, hvor det f.eks. slås fast, at det ikke er muligt at tegne en profil af den potentielle terrorist. Denne mangel på viden, som er et objektivt problem, der ikke blot gør sig gældende i Danmark, men tillige internationalt, og som vi derfor ikke uden videre kan klandre hverken embedsmændene, tjenesterne eller ministerierne for, er baggrunden for, at de forskellige tiltag og initiativer formuleres bredt og som følge heraf har vidtrækkende konsekvenser for såvel danskernes privatliv som for indvandreres tilstedeværelse i og mulige adgang til det danske samfund. Min bekymring går på, at vi måske iværksætter en lang række vidtgående initiativer uden et godt grundlag for at vide, om de faktisk med nogen sandsynlighed vil virke. Mit forslag, som jeg også fremsatte ved et seminar, som embedsmandsudvalget organiserede i forbindelse med sit arbejde, er, at vi sideløbende med det arbejde og den vidensindsamling, som ministerier og efterretningstjenester står for - og som naturligvis skal styrkes, dersom der er behov herfor - suppleres med uafhængig grundforskning inden for, hvad vi bredt kan kalde terrorismens historie og samfundsmæssige betydning. I det følgende vil jeg skitsere forslaget og dets begrundelse, som i øvrigt baserer sig på en længere analyse, som enhver er velkommen til at rekvirere hos mig. Historisk sammenhæng: I den politiske diskussion samt i store dele af faglitteraturen er der en tendens til, at terrorisme og krigen mod terror bliver fremstillet i almene og abstrakte termer, løsrevet fra konkrete historiske sammenhænge. Dette medfører, at terroristen og terrorismen bliver vanskelig at begribe andet end som udtryk for det moralsk onde, der bryder ind i vores hverdag - tilfældigt, absurd og hinsides menneskelig forståelse. I forlængelse heraf bliver krigen mod terror forstået i moralske termer som en krig mellem de gode og de onde hinsides politiske og historiske begrundelsessammenhænge. Ja, at pege på historiske og politiske begrundelsessammenhænge bliver i den almene politiske debat ofte identificeret med at »gå terroristernes ærinde« eller »at forsvare terrorismen«. Det er min opfattelse, at skal terrorisme, som vi har set den manifestere sig i London, Madrid, New York og Washington, bekæmpes, er en første forudsætning, at vi tilvejebringer en forståelse for de historiske, politiske, kulturelle og sociologiske sammenhænge, som terrorisme historisk og aktuelt er en del af. Vi har med andre ord behov for i dybden at studere terrorismens historie, herunder de måder forskellige samfund har tacklet terrorisme på: ingen fornuftig praksis uden forståelse og ingen forståelse uden fornuftig praksis. Skal vi med andre ord bekæmpe al-Qaeda og islamistiske netværk, er det nødvendigt, at vi historisk og sociologisk analyserer og forstår de sammenhænge, der har gjort al-Qaeda til et globalt fænomen. Dette indebærer f.eks. et møjsommeligt arbejde med at forstå de politiske, kulturelle, herunder religiøse, og sociologiske sammenhænge i et samfund som det saudiarabiske eller det yemenitiske. Første forudsætning er altså, at terrorismen rekontekstualiseres. Global terrorisme: Al-Qaeda er den første og formentlig den eneste terrororganisation, som er global. Dermed menes på den ene side, at al-Qaeda potentielt har gjort hele verden til sin kampscene, og på den anden side, at dens netværk er globalt i sin udstrækning. Men hvordan kan en organisation være globalt organiseret? Selv om al-Qaeda givetvis ændrede karakter efter terroren 11. september 2001 og krigen i Afghanistan fra at være et velorganiseret netværk med institutioner, lejre, komiteer, ledelse, strategi og ideologi til mere at være metafor for en ideologi, der binder løse netværk sammen i en fælles sag, er dens globale karakter muliggjort af den almene globalisering, der økonomisk, politisk, (kommunikations)teknologisk og kulturelt er blevet et vilkår efter afslutningen på den kolde krig. Den anden forudsætning er derfor en forståelse af, hvordan globale netværk er mulige og fungerer. Al-Qaedas ideologi og kommunikationsstrategi: Al-Qaeda og de islamistiske netværks verdensanskuelse fremstilles ofte som nihilistisk og apokalyptisk og dermed som principielt uforståelig i et politisk perspektiv. En analyse af al-Qaedas tekster samt af de erklæringer, som forskellige internetbaserede grupper er fremkommet med, viser tværtimod, at ideologien er en syntese af to kilder, nemlig dels en islamisk fortolkning af jihad som pligt til at bekrige en besættelse, dels en revolutionær og nationalistisk ideologi, der i store træk ligner en venstreorienteret, antiimperialistisk oprørsideologi. Det, der gør al-Qaeda-ideologien legitim for mange, er, at den begrunder sig i forsvar mod en udefrakommende fjende. Terrorismen er en kommunikationsstrategi, der skal mobilisere de undertrykte masser til oprør, der ifølge ideologien forstærkes af krigen mod terror, fordi fjenden og besættelsesmagterne hermed afslører deres imperialistiske hensigter. Tredje forudsætning er således en forståelse af al-Qaedas og islamismens ideologi og strategi i historisk perspektiv.

Global terrorisme: Analyser af al-Qaeda-organiserede og al-Qaeda-inspirerede terroraktioner fra angrebet på World Trade Center i 1993 til Madrid 2004 viser, at de er udført af ad hoc-grupper bestående af erfarne Afghanistanveteraner og lokalt rekrutterede islamister. Der finder således en syntese mellem det globale og det lokale sted. Det kan kun lade sig gøre, fordi der lokalt (f.eks. i New York, Madrid, London, Leeds) er miljøer, der er modtagelige for al-Qaeda-ideologien. Det mest bemærkelsesværdige er, at denne syntese etableres mellem personer og i miljøer, der tilsyneladende synes helt integrerede i de pågældende samfund. En fjerde forudsætning er altså at tilvejebringe forståelse for, hvordan tilsyneladende helt integrerede miljøer i de vestlige samfund kan fostre individer, som på trods af at de helt er indsocialiserede i et vestligt samfund, alligevel finder det meningsfuldt og nødvendigt at ofre livet i en selvmordsaktion, der ret beset handler om konflikter flere tusinde kilometer borte. Hvori består den sociologiske forbindelse mellem det globale og det lokale?

Svage stater: Mens den internationale terrorisme, f.eks. den palæstinensiske nationalistiske eller den røde, var afhængig af støtte fra stater, der både bidrog med penge og våben, sørgede for logistik samt tilbød fristeder, synes den globale al-Qaeda-terrorisme i meget højere grad at udnytte svage stater ved at infiltrere dem, således som al-Qaeda har gjort i f.eks. Afghanistan og Yemen - og til dels Pakistan. En forudsætning er at forstå, hvordan islamistiske netværk ikke blot udnytter svage stater til at skjule sig i, men hvordan de infiltrerer dem og bliver en del af den statslige organisation. Hvordan er syntesen mellem globale terrornetværk og svage stater?

Slyngelstater: Slyngelstater er stater med en høj grad af organisation, der indgår i det internationale samfund, men som i forfølgelsen af nationale sikkerhedspolitiske interesser støtter såvel international som global terrorisme. Det mest oplagte eksempel i dag er Iran, der både er involveret i Irak, Libanon, Palæstina, og som efter alt at dømme har forbindelser til elementer i al-Qaeda. Med henblik på strategisk at bekæmpe denne støtte til global terrorisme er det nødvendigt at forstå, hvilke gevinster for Iran der måtte ligge i den. I lyset af sanktionsregimets fiasko i Irak samt de kolossale problemer, regimeskiftet i Bagdad har medført, synes hverken sanktioner eller militære løsninger over for slyngelstater at være optimale strategier. En sjette forudsætning er at forstå, hvad den politiske baggrund er for, at slyngelstater støtter global terrorisme.

Det politiske dilemma: I et vist perspektiv er krigen mod terror i form af krige i Irak og Afghanistan, stramninger af lovgivninger, øget overvågning og kontrol og konfrontation med de radikale islamiske miljøer i Vesten for de islamistiske netværk det optimale svar på deres terrorisme. Jo mere og jo hårdere Vesten slår igen, desto mere bekræftes deres ideologi. Løsningen på dette dilemma ligger oplagt ikke i, at Vesten vender den anden kind til eller justerer sin politik efter terroristernes krav. Omvendt er det vanskeligt at se bort fra den tragiske konklusion, at krigen mod terror stik mod hensigten har skabt mere radikalisering og dermed øget risikoen for terrorisme frem for at have bekæmpet ekstremismen og volden. På hjemmefronten synes integration at være den bedste vej frem. Men som eksemplerne i Hamburg, Madrid og London viser, er integration, uddannelse, arbejde og familie i sig selv ikke nogen garanti mod islamistisk baseret terrorisme. Tilsvarende synes udvikling og gennemførelse af politiske reformer, der skal sikre befolkningerne i Mellemøsten og Sydasien, det bedste bud på at skabe stabilitet dér og dermed reducere risikoen for terrorisme. Men også her gør der sig et paradoks gældende, nemlig at kravet om politiske reformer vokser i samme takt som modviljen mod dem. Styrkelse af dansk forskning: Med de følgende bemærkninger er jeg på ingen måde ude på at kritisere forskere og forskermiljøer i Danmark. Der er tale om en vurdering af status samt nogle ideer til, hvordan status kan forbedres. I forlængelse af de ovenstående overvejelser er der således syv forskningstemaer, som vil være befordrende for en bedre forståelse af den islamistiske terrorisme i dag: 1) Terrorismens historie bredt forstået og herunder konkrete historiske analyser af, hvordan samfund og stater har bekæmpet terrorisme og politisk vold. 2) Islamismen i Mellemøstens politiske historie og herunder konkrete historiske og sociologiske analyser af forholdet mellem politik, religion og kultur i landene på Den Arabiske Halvø. 3) Islamismens globalisering og herunder netværksorganisering og kommunikationsstrategier. 4) Islamiske subkulturer i vestlige samfund og herunder deres tilknytning til andre muslimske samfund. 5) Islamiske netværks integration i svage stater. 6) Slyngelstaters sikkerhedspolitiske strategier. 7) Arabisk politisk kultur i skismaet mellem politiske reformer og islamisme. Ingen af disse forskningstemaer varetages i dag af forskningsenheder i Danmark. Det betyder ikke, at der ikke sidder enkelte forskere spredt rundt omkring på forskningsinstitutionerne, som har projekter inden for disse emner, men der er ikke tale om systematiske forskningssammenhænge. Generelt gælder det, at forskning i terrorismens historie og Mellemøstens politiske og sociologiske historie baseret på primære kilder kun findes i meget beskedent omfang. Derimod findes en større grad af anvendt og policy-orienteret forskning, som på udmærket vis baserer sig på og sammenfatter resultater fra international, specielt angelsaksisk, forskning. Der er med andre ord i Danmark en udbredt mangel på historisk og samfundsvidenskabelig grundforskning inden for de nævnte områder. I betragtning af den store fokus, der er på integration, Mellemøsten og terrorisme i dansk politik og det danske samfund, vil en satsning på disse områder kunne bidrage til at stille nye spørgsmål, producere ny viden og dermed tilvejebringe et kvalificeret grundlag for dansk Mellemøstpolitik og strategier til bekæmpelse af radikalisme og terrorisme. Internationalt vil en dansk satsning på disse områder have gode perspektiver for at gøre en forskel. Anvendt og policy-orienteret forskning i terrorisme og sikkerhedspolitiske emner findes i rigt mål i verden, og et nyt dansk center for terrorforskning vil næppe bidrage med nyt i forhold til den viden og de rapporter om terrorisme, al-Qaeda osv., der allerede nu strømmer ud fra de etablerede centre. Derimod er grundforskning inden for emnet, der kan bidrage både med ny viden - og endnu vigtigere: nye måder at spørge på - såvel i Danmark som internationalt en mangelvare, hvorfor dansk forskning på dette område både kunne bidrage til ny og bedre viden nationalt og internationalt, gøre en forskel og samtidig kunne tilvejebringe en viden, som sammen med de indsigter, efterretningstjenester og tænketanke opnår, kunne udgøre et grundlag for udarbejdelse af strategier til bekæmpelse af terrorisme.