Den nye lov om ligestilling i skilsmissesager, som åbner mulighed for, at der kan dømmes 7-7 samvær, er nu et år gammel og skal tages op til revurdering. Jeg har været ’skærsilden’ igennem og vil gerne gøre mit til, at der ikke er flere børn og kvinder, der skal gennemgå det samme, som jeg har oplevet. Det er min helt klare oplevelse, at loven giver mulighed for en unødig konfliktoptrapning og presser de involverede børn helt urimeligt. Som det nævnes i Politiken 5.10. har den i masser af tilfælde givet især fædre blod på tanden, så de ikke helmer, før de har fået deres 7-7 ordning. Anja Cordes, der er formand for Danske familieadvokater, udtaler her: »Efter min opfattelse styres de voksne mere af deres egne ønsker end af kærlighed til og omsorg for barnet«. Hvad mon et skilsmissebarn dybest set foretrækker? En 7-7 ordning som er presset igennem med alle metoder, herunder en samtale med barnet i statsamtet med en såkaldt ’børnesagkyndig’ – hvis ’kyndighed’ jeg vil komme tilbage til – et forløb, der i den grad vanskeliggør et fremtidigt samarbejde mellem forældrene, fordi der jo nødvendigvis bliver en taber og en vinder. Eller vil det være at foretrække at opretholde den ordning, der oprindelig var aftalt, som faktisk fungerer og som begge var enige om – og som kunne være et udgangspunkt for et samarbejde til barnets bedste? I det hele taget synes jeg, tanken om, at et barn skal bo to steder, mere udtrykker et voksenbehov end barnets behov. Jeg vil ikke udelukke, at det kan fungere, hvis forældrene er enige om det, har et godt og ligeværdigt samarbejde, bor tæt på hinanden, at der er mindst to børn, der kan følges ad, og at børnene er indforståede med ordningen. Alligevel, hvis jeg ser mig omkring, oplever jeg mange rodløse børn, der ikke rigtig ved, hvor de hører til. Nogle forældre prøver den ordning, at det er de voksne, der bytter hver uge, og børnene, der bor fast ét sted – men hånden på hjertet, hvor mange gør det mere end nogle måneder? Jeg kender ingen. Et menneske har krav på at bo ét sted – tænk, at skulle pakke sine ting hver eneste uge? Nu ved jeg godt, at nogle har så god økonomi, at barnet kan have to af alting, men det er de færreste – som regel har barnet noget tøj, som det lige p.t. holder mest af, og lige i øjeblikket er det så lige et bestemt Playstationspil, der er spændende. Det er et mareridt for både børn og voksne at skulle tage højde for alt det, der skal bruges i den kommende uge: skolebøger, sportstøj, fritidsgrej, tøj til alle situationer, spil og bøger. For ikke at nævne det vakuum, der opstår for barnet, når det skal bevæge sig fra den ene familie til den anden uden ’overlevering’. Forestil dig lige, hvordan det er? Mange børn kan fungere med det, men det behøver ikke være, fordi de synes, det er rart, men måske fordi de på den måde undgår pres fra den forælder, der ellers har dem mindst. Hvem siger overhovedet, at du har ret til dit barn? Barnet er jo ikke en ting. Du har pligt til at tage dig af det, men jeg mener, det er helt ved siden af at påberåbe sig, at enhver forælder har ret til et barn 50 procent – at man overhovedet kan begynde at snakke retfærdighed her. Børn er næsten blevet et statussymbol på linje med samtalekøkkenet – det er blevet en del af selviscenesættelsen – »so ein ding muss Ich auch haben«. Når man vælger at blive skilt, er det et tilvalg af frihed – eller måske anden partner – og så er det måske et fravalg af muligheden for at være sammen med sit barn/sine børn i hverdagen, og det må man lære at leve med som den voksne. For mig selv ville det være nærmest ubærligt at miste mit barn i dagligdagen, men den opgave må den voksne, det går ud over, altså klare. I det moderne samfund forsøger vi så vidt muligt at undgå det smertelige – for os selv vel at mærke, for en skilsmisse er det mest smertelige, man kan udsætte sit barn for. Der er ingen tvivl om, at det er det ’nemmeste’ at være forældre på halv tid. Så kan de voksne leve det frie singleliv den ene uge og ’lege’ ansvarlige den næste. Det er da vældig moderne og bekvemt for de voksne, men ikke nødvendigvis bekvemt eller optimalt for barnet. Nu har vi så levet med den nye lov i et år – og tilsyneladende med alarmerende resultater. Jeg kan som prøveklud forsikre, at det er en total og aldeles umenneskelig lov. Ikke at mit forløb er specielt interessant, men det er nu det, jeg engang kan skrive ud fra, og jeg tror rigtig mange, der som jeg har prøvet det, vil kunne nikke genkendende til nogle af de oplevelser, jeg beskriver – og det kan så forhåbentlig være med til at påvirke vore lovgivere. Jeg frygtede længe for den nye lov, var ikke i tvivl om at min eksmand ville forsøge at få en 7-7 ordning, på trods af at vi havde været enige om en 10-4 ordning ved skilsmissen, og den fungerede faktisk. Der gik da heller ikke mange uger, før indkaldelsen lå i postkassen. En sådan bekymring er en utrolig belastning, tiden efter en skilsmisse er barsk, fordi så meget skal på plads: en ny bolig, en ny dagsrytme, dårligere økonomi, der bare skal hænge sammen – for ikke at nævne kampen om det sociale netværk. Rigtig mange ting skal der styr på, samtidig med at hverdagen for børnene helst skal være ’som før’, og arbejdet jo også skal passes præcist som altid. Økonomisk betyder den nye lov faktisk, at hvis der dømmes en 7-7 ordning, så bortfalder børnepenge og ekstra børnebidrag, og det vil for rigtig mange – især kvinder, der jo som oftest har en dårligere økonomi end mændene – betyde, at de måske for anden gang skal flytte, fordi det økonomiske grundlag ændres. Det kan således være vældig svært at komme videre i sit liv. En skilsmisse kan være nødvendig, ja ligefrem en lettelse – og måske den eneste løsning, men det dur bare ikke, at vi har en lov, som kan trække ’kampen’ ud i det uendelige. Det kan ikke undgå at påvirke atmosfæren i hjemmet og dermed også påvirke børnene. Så til selve forløbet: Jeg kunne også høre på min søn, at der var skruet op for retorikken: »Far siger, det er mere retfærdigt … «, »han siger, han savner mig så meget …«, »han siger, han gerne vil have mig halvdelen af tiden«, »en rigtig dreng skal være mere sammen med sin far«. Der blev købt dyrt ind – meget dyrere end jeg nogensinde kan hamle op med, og tingene skulle være hos faderen. Bil har jeg heller ikke, men det har ikke betydet, at hans far, som bor tæt ved, har tilbudt at køre sønnike til sport etc. – næh, selv bilen kan bruges i magtkampen. Vi blev indkaldt til samværsmøde. Hjertet sank i livet på mig, da jeg så, hvem der skulle lede processen. En midaldrende mandlig børnesagkyndig psykolog, der var som en kloning af min eksmand: Påklædning, hårfarve, deres uddannelsesniveau var det samme – ja, mon ikke også det er samme skonummer, de bruger. Som samtalen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, hvor sympatien lå. Jeg tænkte: »Mon han selv har været igennem noget lignende, har han selv noget i klemme, eller er han formand for foreningen ’Far’?«. Flere gange kom der positive kommentarer fra psykologen til min eksmands forklaringer – »Jamen, det er da helt i orden...Ja, det kan jeg da godt forstå« o. lign. sympatitilkendegivelser, der bare ikke hører hjemme i sådan en situation. Jeg havde en helt klar oplevelse af ikke at blive hørt eller mødt. Udover psykologen var der en jurist til stede – en helt ung kvindelig jurist – sikkert faglig stærk, men hun var bare sekretær og kunne slet ikke hamle op med den gamle rotte. Det var tydeligt for mig, at jeg for enhver pris skulle undgå at være en ’bitch’ – jeg fik virkelig fornemmelsen af, at ethvert fejltrin fra min side kunne blive afgørende. Det viste sig, at vi bare kunne sige hvad som helst – alt blev taget for gode varer – desværre havde jeg ikke forberedt noget snedigt! Jeg må sige, at jeg var rystet over niveauet. Bagefter var det sønnikes tur. Efterfølgende fik jeg et referat, som jeg kunne kommentere på, hvilket jeg også gjorde. Jeg måtte konstatere, at som man spørger, får man svar. Det mest interessante var alt det, der ikke blev spurgt om. Det er bestemt ikke et forløb, der efterlader et indtryk af ’kyndighed’. Referatet fra den første samtale måtte jeg selv ringe efter, og det bekræftede min fornemmelse af, hvor sympatien lå, så jeg gjorde meget ud af at kommentere det. Hele processen efterlader et indtryk af inkompetence og forudindtagethed. Så kom afgørelsen – ikke så ’slem’ som den kunne have været, men jeg sidder tilbage med den fornemmelse, at den oprindelige aftale slet ikke burde være ændret. I loven står der i paragraf 39 i forældreansvarsloven: At der skal være tale om væsentligt forandrede forhold, og at det er den forældre, der ønsker ændring af samværet, der skal påvise det . Min oplevelse er, at det tager de meget nemt på – alle udsagn bliver taget for gode varer. Det handler om alle mulige andre forhold end ’sagen’. Det ,der i sidste ende afgør sådan en sag, er måske mere: Hvem leder samtalen – hvor ligger sympatien? Har de involverede overskud i situationen til at fornemme, hvilken strategi, der er den bedste? – og har de overskud til at bede om referat – og kommentere det? Desuden er det en alt for stor byrde at lægge på et barn – er det overhovedet rimeligt at bede et barn tage stilling på den måde? Barnet er helt klart fyldt af følgende spørgsmål: »Hvordan gør jeg mine forældre glade? Hvordan deler jeg sol og vind lige?« »Hvordan kan jeg få fred?« – og ikke hvad er egentlig bedst for mig?

– Hvordan skal et barn overhovedet kunne gennemskue, hvordan det vil være at bo 7 -7, når det aldrig har prøvet det?