Forfatteren Thorkild Hansen har i 'Et atelier i Paris' skrevet charmerende om sit studieophold i Paris lige efter krigen. Det blev til fem år, takket være en generøs sponsor, Jean Seillière, der havde giftet sig ind i en af Frankrigs rigeste familier, Wendelfamilien. Han var direktør i svigerfars firma, men erhvervsleder af den uddelegerende type, der fik tid til at gå i teatret, rejse den civiliserede verden tynd med sin protegé og dyrke sin passion for krokitegning, bl.a. med den unge dansker som model. Jean ejede en atelierlejlighed i det mondæne 16. arrondissement, i rue de Passy, diskret inde i gården bag nr. 48. Her installerede han Thorkild Hansen, ikke langt fra Avenue de New York, hvor han selv boede sammen med sin smukke hustru og to børn, en søn og en datter. Drengen kaldte de i familien Ernekind, en sød lille fyr, som danskeren ikke ofrede megen opmærksomhed, han var mere interesseret i den jævnaldrende Anne, der ligesom han selv studerede litteraturhistorie. Ernekind er i mellemtiden blevet en stor mand i Frankrig. Nu er det ham, der får familiens formue til at yngle, også efter at der ikke længere er penge i stålproduktion. Grunden til, at hans navn skal fremdrages her, er, at han er kommet til at købe Frankrigs næststørste forlagskonglomerat - og dermed er blevet symbol på, at storkapitalen går ind i forlagsbranchen i disse år. Ernest-Antoine Seillière, det er hans borgerlige navn - man ville i dag ikke slippe godt fra at kalde ham Ernekind - er formand for de franske arbejdsgivere og ikke kendt for at bruge sin tid på morskabslæsning. Han er ofte til stede i de franske medier, f.eks. udnævnte han for nylig premierminister Raffarin til at være »økonomisk dum«, fordi man i regeringen overvejede at give statstilskud til virksomheder, der afstod fra at flytte franske arbejdspladser til Fjernøsten. Arbejdsgivernes formand pakker ikke sine politiske statements ind i litterære omsvøb. Hvad får en sådan mand til at investere familieformuen i forlagsbranchen, når alle og enhver ved, at den giver en lavere forrentning af den investerede kapital end så meget andet? Det er svært at få øje på nogen anden forklaring i Seillières specielle tilfælde, end at han hjemmefra har været vant til at regne bøger for noget, hvilket langtfra er nogen selvfølge i det sociale segment, han tilhører. At det netop blev ham, der fik rollen som redningsmand, er lidt tilfældigt, men det kan føres tilbage til nogle dramatiske begivenheder i nyere fransk forlagshistorie. I 1980 var det guldrandede forlag Hachette skrantende, aktien faldt til et niveau langt under den indre værdi. Frankrigs præsident, som på det tidspunkt var Valéry Giscard d'Estaing, ønskede ikke, at dette nationale klenodie skulle falde i udenlandsk baghold, så han arrangerede, at finansmanden Jean-Luc Lagardère købte aktiemajoriteten i Hachette til en rimelig pris. Lagardère var sådan set mere interesseret i missiler end i bøger, men Hachette var Frankrigs største distributør af bøger og tidsskrifter, så det kunne man vel ikke tabe penge på. Da han først havde overtaget Hachette, blev han imidlertid grebet af projektet, med det resultat at han ti år senere, ud over forlagene og Hachette Distribution, ejede den næststørste boghandlerkæde i Frankrig (Relay, Virgin med flere), en hel stribe magasiner (Paris Match, Elle og så videre) og et par radio- og tv-stationer. Hachette var blevet en multimediekoncern, og aktiens værdi var tidoblet. Jean-Luc Lagardère døde i 2002, men sønnen Arnaud overtog det hele og lidt til og kunne 16. marts 2003 stolt erklære: »Nu er jeg den mægtigste mand i Frankrig«. For at markere, at intet herefter var umuligt, begyndte han også at handle med mennesker og købte romanforfatteren Michel Houellebecq fri af et andet forlag for den nette sum af 7,3 millioner kroner (1 million euro), som var han en fodboldstjerne. Lagardèrekoncernen var for to år siden tæt på at få eneret på at drive forlag i Frankrig, fordi man gik efter det allerstørste forlagskonglomerat, Editis. Initiativet blev kun stoppet takket være kommissionen i Bruxelles, der vogter over tendenser til monopoldannelser. Lagardère blev tvunget til at sælge fra, og her var det, Seillière kom ind i billedet med et bud på en del af bogimperiet Editis. Han fik det og fandt pludselig sig selv som sit lands næststørste forlægger med en omsætning, der omsat til danske kroner løber op i 4 milliarder (det dobbelte af det samlede danske bogsalg). Lagardère var stadig suverænt den største med en omsætning på cirka 10 milliarder. Den franske mediekoncentration rejser naturligvis flere bekymrede spørgsmål. Kan man stole på en mediekoncerns anmeldelser af egne bøger i egne magasiner? Vil man styre produktion og distribution ud fra massesalgets strategier og udelukkende tænke på afkast? Saboterer man de små, uafhængige boghandleres eksistensgrundlag ved at etablere bogsupermarkeder, hvor kunderne må klare sig med selvbetjening? Mens man overvejer disse spørgsmål, kan man forvisse sig om, at verden endnu består, trods ændringer i ejerforholdene, når man - ikke så sjældent - møder den fremragende editor eller den meget kultiverede boghandler. Hvorfor skulle de nye ejere egentlig ikke være interesseret i fortsat at satse på sådanne typer? Den boghandel, hvor jeg helst kommer i Paris, hedder Comme un roman og ligger 27, rue de Saintonge. Den ejes af Karine Henry, der kan tale i timevis om efterårets bøger, så man ikke er i tvivl om, at hun har læst dem alle sammen. Hun inviterer aktuelle forfattere, der gerne kommer og præsenterer deres nye bog, og det hele ender dionysisk med, at Karine skænker vin til hele butikken. I København har dette koncept også bredt sig i de senere år, f.eks. Paludan Bog og Café i Fiolstræde, Chester Bogcafé på Christianshavn og flere andre. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med de fabrikslignende FNAC-boghandeler, hvor jeg i tidens løb har købt rigtig mange bøger, bare fordi de gav 10 procent rabat. Jeg lover at jeg aldrig skal gøre det mere! Sammenlignet med Karine Henrys bogtempel er stemningen i FNAC som på en østtysk banegård inden Murens fald. Ifølge det officielle register eksisterer der i dag mere end tre tusinde franske forlag. Alle og enhver kan jo finde ud af at udgive en bog. Man skal bare sende et manuskript til et trykkeri, hvorefter man efter et par ugers forløb modtager det antal eksemplarer, man har bestilt. Og det er oven i købet ikke særlig dyrt. I de sidste 15 år er omkostningen ved den del af processen faldet til en tiendedel. Det svære er at få bogen markedsført og distribueret. Hertil kræves et helt apparat af reklamefolk, en vågen og intelligent presse, kompetente boghandlere og så videre. Desuden må man have adgang til en effektiv og driftssikker teknologi, der gør det muligt at fiske en enkelt bog frem ad gangen fra et lager med mange tusinde titler. Der bliver først sammenhæng (og rentabilitet) i forlagsdrift, hvis man kan sætte sig på så meget som muligt af fødekæden: forlag, distribution, boghandel, presse, radio, tv-stationer. Denne logik har for Frankrigs vedkommende medført, at der i dag kun findes to virkelig store forlagsgrupper: Hachette og Editis, og fire mellemstore: Flammarion, Albin Michel, La Martinière-Le Seuil og Gallimard. De sidste har en omsætning på hver omkring 1,5 milliarder kroner. Den franske koncentration i forlagsverdenen svarer på mange måder til det, vi har oplevet i Danmark, hvor tre forlag dominerer, efter at de hver for sig har opkøbt en række mindre forlag: Gyldendal er det største med en omsætning på 650 millioner, Aschehoug nummer to med 450 millioner, Bonnier nummer tre med 230 millioner. Af mellemstore forlag har vi Politiken (100 millioner) og det familieejede Borgen (60 millioner). Det samlede danske bogmarked har en værdi af 2 milliarder, men overskudsgraden på 2,3 procent får ikke udenlandske investorer til at stå i kø, selv om det engelske Blackwell har været inde at købe Munksgaard (senere solgt til Gyldendal) og den svenske mediekoncern Bonnier bl.a. har købt Lindhardt og Ringhof, Børsens Forlag og Akademisk Forlag. Alt sammen ifølge branchetidsskriftet Bogmarkedet. Den store forskel mellem danske og franske forlag er, at de største forlag hos os (endnu?) ikke har udviklet sig til multimediekoncerner, selv om visse tendenser peger i den retning, især i Egmontgruppen (som bl.a. Aschehoug og Nordisk Film hører under) og Bonniergruppen, som i moderlandet Sverige har interesser i aviser, tv-kanaler og svensk filmindustri. Politikengruppen, som især dækker feltet fra forlag til avisdrift, har også vist interesse for elektroniske medier (mulig køber til TV 2). Gyldendal, der holder sig til egentlig forlagsvirksomhed, har en original struktur, som skulle sikre det mod at blive opslugt af et (internationalt) mediekonglomerat, men som vistnok også forhindrer det i selv at gå på medieopkøb i den store stil. Knud W. Jensen, der fra 1952 havde aktiemajoriteten i Gyldendal, oprettede i 1966 Museumsfonden, til hvilken han forærede sine Gyldendalaktier - med den klausul, at Museumsfonden, som også kontrollerer Louisiana, altid skulle bevare aktiemajoriteten i Gyldendals Forlag. »Herved er Gyldendal og Louisiana knyttet sammen i et ubrydeligt økonomisk og kulturelt samarbejde. Majoriteten garanterer, at der er ro om forlaget - hvad der ikke altid har været gennem dets over 200-årige historie«, skriver Knud W. i sin erindringsbog 'Mit Louisianaliv'. Forlaget kan koncentrere sig om sin rolle som en af Danmarks vigtigste kulturinstitutioner. Dette kan fortsætte i det uendelige, hvis bare forlaget giver overskud og EU i øvrigt ikke tvinger os til at ændre det særlige danske system, der skelner mellem bestemmende A-aktier og B-aktier. Museumsfonden ejer 32,3 procent af aktierne i Gyldendal, men har takket være sin beholdning af A-aktier en stemmeandel på 60,8 procent. Én ting er fælles for Frankrig og Danmark: Bogbranchen er den eneste sektor i erhvervslivet, hvor man imødegår en nedgang i salget ved at øge produktionen, som en fransk forlægger har udtrykt det. I 1991 udgav franske forlag 24.000 titler, ti år senere var tallet 44.000. De tilsvarende tal i Danmark er cirka 10.000 og 15.000, altså relativt høje tal i forhold til antallet af potentielle bogkøbere (Frankrigs befolkning er ti gange større end Danmarks). Der sælges 375 millioner bøger om året i Frankrig, det vil sige i gennemsnit omkring 1 million bøger hver eneste dag! I Danmark er det tilsvarende tal godt 25 millioner, altså procentvis færre end i Frankrig, hvilket kan hænge sammen med, at bogmomsen dernede er på 5,5 procent, mens vores er 25 procent! Næste gang De kommer til Paris, skulle De unde Dem den fornøjelse at dvæle i Ernekinds, Thorkild Hansens og Jean Seillières gamle balsal fra Avenue de New York. Den er i mellemtiden blevet offentligt tilgængelig, skilt ad, nummereret og ... genopført på Paris' bymuseum, Carnavaletmuseet, fordi Anne Seillière, gift de Lattre, ikke Hansen, ikke kunne bære, at balsalen kom på fremmede hænder, da Wendelfamiliens palæ blev solgt i 1980. Det gammeltestamentlige motiv på balsalens loftsmaleri forekommer velvalgt til en af Frankrigs mest velhavende familier: Det forestiller dronningen af Saba på vej til kong Salomo med kostelige gaver. Salomo var kendt for at falde for fremmede damer: ammonitter, moabitter, hetitter og den slags, så han endte med at score 700 hustruer og 300 medhustruer, men dronningen af Saba var ude i et helt andet ærinde. Det drejede sig for hende alene om at give gaver - uden tanke på, at hun skulle have lige så meget retur, som hun gav, med andre ord: ægte gavegivning. Kan det tænkes, at idealerne fra Wendelfamiliens balsal overlever hist og her i forlagsbranchen? Hvis Jean Seillière i sin tid havde ejet lige så mange forlag, som hans søn nu gør, ville han med stor sandsynlighed have følt sig forpligtet til at bruge nogle af sine mange penge til at støtte kunst og litteratur. Han vidste, at kulturlivet ikke kan undvære mæcener, private eller offentlige. Det viste han i praksis ved at støtte Thorkild Hansen. Det skal blive interessant at se, om forlagenes nye ejerkreds ser ligesådan på det, eller om de kun tænker på bundlinjen, ligesom den Tokyo- og New York-baserede ejer af Chanel, der erhvervede det sofistikerede forlag Le Seuil. Den ny direktør, Hervé de La Martinière, lagde hårdt ud over for de gamle medarbejdere: »Fra nu af skal hver enkelt af vore publikationer give overskud«. Synspunktet gav forudsigelige konflikter mellem de kreative redaktører og økonomifolkene. Man kan i den branche aldrig med sikkerhed forudsige, hvilke bøger der giver overskud. Nogle af de kreative, der var vant til at føre sig frem som feterede rockstjerner, tog deres gode tøj og gik. De små boghandlere solidariserede sig med de kreative og fortalte monsieur de La Martinière, at hans »industrielle og internationale tilgang til bogbranchen tømte Le Seuil for den ånd, der havde skabt forlaget og fået det til at blomstre«. Den administrerende direktør ville ikke skræmme aktionærerne og havde kun den ene kommentar til balladen, at han følte sig »helt tryg«. Ved hvad, røbede han ikke. Den gammeltestamentlige tekst om dronningen af Saba taler et mere følsomt og nuanceret sprog om åndelig udveksling og ægte generøsitet: »Aldrig er der siden kommet så meget røgelse til landet, som den dronningen af Saba gav kong Salomo. Og kong Salomo gav dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og bad om, foruden hvad han af sig selv kongeligt skænkede hende«. Loftsmaleriet i det franske palæ kan læses som en grundfortælling om forfatterens relation til sit forlag. Den ene byder på røgelse og sproglig forførelse, den anden sender en check. Men ligesom ved gaveudvekslingen juleaften er det underforstået, at selv om man ikke behøver at give gaver af nøjagtig samme værdi, skal der på en eller anden måde være balance i regnskabet.