Da jeg forleden her i Prag talte i telefon med en tjekkisk kulturjournalist, som jeg omgås, og samtalen var til ende, indskød han på falderebet følgende spørgsmål: »Hvad er det for noget med 'den besatte by' Christiania i København?«. Eftersom jeg stod og skulle nå et tog, sagde jeg bare: »Jeg havde en skurvogn på Christiania. Det fortæller jeg dig om på onsdag, når vi ses«. Jo, jo, vedblev han og fortsatte derpå ufortrødent med at oplyse mig om, hvorfor det interesserede ham. Han havde nemlig læst, at den danske regering ville 'normalisere' fristaden. Og efter en kort knastør latter: »Ved du, hvad det minder os om, os tjekker og slovakker, når vi hører ordet 'normalisering'? Så løber det os koldt ned ad ryggen, fordi det minder os om 1968, hvor Warszawapagten besatte Tjekkoslovakiet og kvalte den frigørelsesproces, som i dag går under navnet Pragerforåret. Også vi skulle med vold og magt normaliseres; for hvis først ét område af imperiet fik lov til at leve deres egen form for kommunisme, så vidste man aldrig, hvad for skøre idéer andre områder fandt på at føre ud i livet«. Jeg svarede, at ja, det vidste jeg om ikke alt om, så dog en hel del, hvorpå vi bekræftede vores onsdagsaftale og ringede af. Der er altid noget muggent ved det, når det ord 'normalisering' dukker op, tænkte jeg, da jeg sad i toget og kunne slappe af. Det er magtens sprog, der taler, og i dette sprog er normalisering et plusord. I virkeligheden er det blot en pæn omskrivning for den nøgne magtanvendelse over for et mere eller mindre værgeløst mindretal, der har gjort sig skyldig i at ønske selvbestemmelse i - og rådighedsret over - eget liv. Det er den gennemkontrollerede, forudsigelige tilværelse over for det friere, mere spontane liv. Det er statens mål med samfundet af de mange over for det enkelte menneskes mål med sig selv. Inden jeg nåede frem til mit bestemmelsessted, havde jeg bestemt mig for at opfordre kulturjournalisten til at rejse til Danmark og skrive historien om Christiania og dets normalisering for sin avis. Jeg havde også bestemt, at han skulle have min egen historie med sig i bagagen, så at han havde en fornemmelse af, hvad der stod på spil. At det ikke bare var et spørgsmål om brugsret til bygninger, bevarelse af voldanlæg, hashsalg, mørtel og mursten, men handlede om selve en nations sjæleliv. Den dag i dag, i skrivende stund, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det vel skulle være gået mig i livet, havde det ikke været for eksistensen af en fristad for de anderledes og utilpassede ved navn Christiania. Hvis det ikke havde været for eksistensen af et fysisk, et geografisk område, hvor spændetrøjen ikke snærede, og hvor man kunne føle sig i det mindste en lille smule fri. Christiania som et frikvarter i en ellers gold, rigid og ensformig trummerum af normalitet. Havde det ikke været, fordi Christiania eksisterede dengang i 1975, da jeg havde mit livs store eksistentielle krise, da jeg havde brug for det, var jeg måske endt som nyttigt tandhjul, vælger og skatteyder i livsforsikringsanstalten Danmark A/S. I et ungt følsomt og oprigtigt menneskes liv kommer der uvægerlig en dag, hvor tingene spidser til i den gamle nedarvede verden og intet længere er til at bære. At finde sig en plads for sig selv på et sted, hvor alle pladser synes optaget for længst: at ville råbe verden op og vække den af sin døs: at ville reformere alt det på forhånd arrangerede, det veltilrettelagte og satte, at ville forny og skaffe sig et åndehul! Der kommer en dag, hvor det unge desillusionerede menneske med tro på sig selv og livet stilles over for et afgørende 'enten-eller': Enten bøjer det nakken, opgiver ånden og deponerer den for en aktie af medskyld i institutionen Danmark, eller det vælger (fortsat) at beholde sin ånd for sig selv, og det uanset hvad der måtte følge af chikanerier, besvær og ubehageligheder. Det unge menneske med appetit på livet beslutter, at selv alverdens bøvl, ja også landflygtighed og død, er at foretrække frem for en normaliseret tilværelse uden selvbestemmelse og råderet over eget liv. Dengang jeg selv som ung i 1975 stod over for mit skæbnevalg, eksisterede der et endnu ikke normaliseret Christiania, og dér flyttede jeg ud ... Som 25-årig københavner levede jeg et dobbeltliv uden at ane, hvor jeg i sandhed hørte hjemme. Hverdagene tilbragte jeg i en andelslejlighed på Østerbro, weekenderne i det lille krudthus bag ved Christianias grønne genbrugshal. Hvor hverdagene på Østerbro i dag er forsvundet i rødstensnormalitet, har Christianiadagene, og -nætterne ikke mindst, efterladt en sød duft af frihed, eventyr og brænderøg i min erindring. Efter en forelæsning på Bispetorvet, og vel vidende at pligten kaldte, fulgte jeg en spontan indskydelse og satte på min cykel af sted over Knippelsbro med kurs mod Christiania. Skulle bare lige kigge indenfor derude og ... endte med at blive hængende, til weekenden var omme. Østerbro kunne vente, for Østerbro vidste man, hvor man havde. Østerbro løb ingen vegne. Christiania, derimod, kunne ikke vente, for Christiania var den forbudte glæde i nuet, som kunne blive afbrudt, hvad øjeblik det skulle være. Christiania trak i min unge sjæl med hele den forbudne frugts uimodståelige nødvendighed. Måske var resultatet givet på forhånd, men en dag opgav jeg den sidste rest af betænkelighed, modstand og tvivl og flyttede fra Østerbro ud på fristaden. At være 25 år, træt til døden af aktiveringstilbuddene fra livsforsikringsanstalten Danmark A/S og få tilbuddet om at flytte i egen skurvogn på en fristad! Da nøden var størst at få tilbuddet om at trække vejret frit til en forandring! Den slags tilbud fik man ikke hver dag. Et nyt liv begyndte: mere udendørs, mere omskifteligt, sjovere og mere mit. For første gang i mit liv følte jeg, at jeg kunne gøre, som det passede mig. Som en stær i en stærekasse fløj jeg på alle døgnets tider til og fra mit nye hjem. Det ene dejlige døgn efter det andet. I sol, blæst, regn og slud. Skulle jeg lade mit vand, foregik det på volden bag skurvognen; og skulle jeg drikke mit vand, måtte jeg hente det først på fællestoilettet. Det var et materielt set enkelt og ukompliceret liv. Nætter var stjernebestrøede, når jeg splitternøgen ved totiden om morgenen i mine træsko trådte af på naturens vegne. At lægge hovedet tilbage, lade vandet strømme og tælle stjerneskud i evigheden: måske med en lille skid på fra Loppen eller Månefiskeren. Måske med en kvinde ventende derinde i den seng, som jeg selv havde bygget. Måske bare med en hel flok dejlige forestillinger om dagen i morgen ... Sommetider i begyndelsen, når jeg sad på mit trappetrin i solen, måtte jeg knibe mig selv i benet af forundring. Var det virkelig muligt, at det var mig, der levede her i vognen bag min ryg. Kunne det virkelig passe, at jeg, den pæne borgerdreng med afbrudt universitetsuddannelse og andre løse ender flagrende, kunne sidde nok så fornøjet på eget dørtrin i solen og høre fuglene kvidre. Til lyden af Jørgens økse og træstykkerne, der sprang fra hinanden, når han ramte dem. Og om lidt med kaffen klar. Under alle omstændigheder var det næsten for godt til at være sandt. Senere indså jeg, at Christiania var min befrielse, selve mit selvs frigørelse og modning. Uden den mulighed for at komme væk og på afstand af normalitetens kværnende institutionsmaskineri, som var Christiania, ville jeg aldrig have haft en chance for at finde mig selv og blive mig selv igen. I sin bog 'Sygdommen til døden' beskriver en anden jyde-københavner, Søren Kierkegaard, hvordan det for det enkelte menneske tværtimod at være et handikap i det sociale rotteræs om position og anseelse er en sygdom og en fortvivlelse i livet ikke at udvikle eller - hen ad vejen - at miste et selv. Enhver levende organisme har fra naturens hånd ét bestemmende ønske og ikke noget andet: at være sig selv og at leve i overensstemmelse med dette selvs lov. Ja, hvis der findes en værdighed på denne jord, er det dette. Og for de fleste af Jordens skabninger udgør det da heller ikke noget problem. En lærke fløjter ustraffet sin jubel over sommerengen; en frø kvækker i vilden sky sin sang fra sin plads på kanten af gadekæret. Kun mennesket og dets tamdyr må adlyde forbuddets og ensretningens uværdige lov og gøre den til sin i stedet for livets. »Verdslighed«, siger Kierkegaard, »er just at tillægge det Ligegyldige uendelig Værd ... (den) har ingen Forstand på den Indskrænkethed ... det er at have tabt sig selv ... ved aldeles at endeliggøres, ved istedetfor at være et Selv at være blevet et Tal!«. Sådan et menneske, fortsætter Kierkegaard lidt efter, kan »ret godt leve hen, være Menneske som det synes, beskæftiget med det Timelige, gifte sig, avle Børn, være æret og anset - og man mærker det maaske ikke, at han i dybere Forstand mangler et Selv. Sligt gjøres der i Verden ikke store Ophævelser over; thi et Selv er Det, der mindst spørges om i Verden, og er Det, som det meest af Alt er farligt at lade sig mærke med at man har. Den største Fare, den at tabe sig selv, kan i Verden gaa saa stille af som var det Ingenting. Intet Tab kan gaa saa stille af; ethvert andet Tab, en Arm, et Been, 5 Rbd., en Hustru og så videre, bemærkes dog«. Imidlertid er selvet en primitiv indfødt, som kun noget nær et mirakel kan bringe frelst igennem mødet med den totalstatscivilisation, der har udviklet sig hos os i vor ende af verden. Som så mange grønlændere havner normaldanskeren selv kun alt for ofte med en brandert og en bajer på en bænk. Med sine små blodskudte øjne plirrer han frem for sig på jorden, hvor det sejler med ølkapsler, ristede løg, sprøjter og brækklatter fra nattens fester. »I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv«, synger christianitterne med liv og sandheds sjæl i stemmerne. Og det er så sandt, som det er sunget. Sandfærdigt udvisker ordene skellet mellem christianitten i danskeren og danskeren i christianitten. Mellem Reservatdanmark og Systemdanmark. Mellem det spontant irrationelle liv og den patologisk alttilrettelæggende rationalitets gradvise død. Mellem udenfor og indenfor. Mellem følelse og fornuft. Mellem hjerte og hjerne, sjæl og legeme og så videre. Men når det også alligevel er problematisk, er det, fordi det ikke er den fulde sandhed. Fordi der mangler et vigtigt element. Det kan godt gå galt, selv for den organisk sammenhængende organisme. Et lille uheld, og retrovirus sætter indefra det immunforsvar, der skulle beskytte organismen, ud af drift, hvorefter den bukker under for den første den bedste infektion. Blot fordi danskeren skjult for sig selv rummer en christianit, er det ikke givet, at danskeren ikke på et tidspunkt fatter et voldsomt had til og et ønske om at blive sin christianit kvit. Måske angribes hele organismen (dansker og christianit) af retrovirus og omkommer. Måske ikke. Det kommer an på så meget. Der er grund til at tro, at så længe danskeren uden for Christiania har det godt eller blot nogenlunde tåleligt med sig selv (uanset om dette selv er virkeligt eller indbildt), vil christianitten få lov til at være i fred. Men i samme øjeblik elendigheden uden for fristaden (af tusinde årsager, økonomiske, politiske, sociale og psykiske) når et punkt af ubærlig smerte, vil danskheden svinge med normalitetens fane og gå til angreb på christianitten. Hvis jeg skal være tvangsindlagt, tænker normaldanskeren uden for Christiania, til at løbe spidsrod mellem rudekuvert, opkrævning, betalingsordning, erklæring, stævning, meddelelse, indlæggelse og anmeldelse, hvis min hverdag skal forpestes af hundrede og sytten urovækkende, angstprovokerende og nedværdigende afværgehandlinger, hvorfor skal deres ikke også være det: Og eftersom jeg i dag er for svækket til at stå på egne ben, endsige til at gøre mig fri af spændetrøjen, har jeg intet andet valg end at fjerne det endnu ikke totalkontrollerbare fra mit åsyn. Kun på den måde kan jeg få en smule fred i min martrede sjæl. »Hvis ikke jeg må, leve, som jeg har lyst, vil jeg sørge for, at heller ingen andre får lov til det ...«.