Som 48-årig lærer, med over 20 års erfaring, diverse efteruddannelser og i tryg ansættelse som tjenestemand i Gjern Kommune, må jeg erkende, at 'udviklingen' har overhalet mig. Den gerning og det job, jeg for cirka 20 år siden lod mig ansætte til, er ikke længere mit projekt. Det vil sige, det jeg i sin tid fik ansættelsesbevis på, ja, det vil jeg godt kunne klare, men den skole og det job findes ikke længere, alt synes forandret, eller på vej til ændring. Egentlig burde jeg kræve genforhandling af min kontrakt, men det er nok ikke muligt. Som antydet er min omstillingsparathed blevet sat på en gevaldig prøve, jeg må sige fra, og jeg forudser, at jeg vil være inkompetent til de nye tider. Den frekvens af ændringer, vi har oplevet de seneste år, kræver et helt særligt væsen, et skolesyn og en politisk holdning, som synes, at alt, hvad der kommer fra centralt hold, tjener en større og vigtigere sag. Skolen og lovgivningen omkring den har altid været præget af den herskende politiske stemning, men med den siddende regering synes skolen at være blevet gjort til scene for den store værdikamp, hvor der bliver gjort op med oppositionen og det humanistiske og holistiske menneskesyn. Man forsøger nu at lade skolen være det sted, hvor erhvervslivets parametre om målbarhed og markedsøkonomi er de herskende. Man har sat den unikke danske model i skammekrogen. Skolens flotte formålsparagraf med vigtige idealer som dannelse, medansvar og demokrati er blevet noget, der tages frem ved højtidelige lejligheder. Hvad er det så, man har ment måtte til for at løse skolens problemer og bane vejen for en glorværdig fremtid i Danmark: - Bindende mål, også kaldet 'slutmål' (kort sagt, vi alene vide, hvad der er væsentligt. Det er også så nemt, når der skal testes). - Karaktergivning på nettet (til offentlig sammenligning, misbrug og fejltolkning). - Kanonlæsning (tvangslæsning af over 20 danske forfattere, hvoraf 90 procent er døde og nogle også glemte). - Yderligere prøver i bl.a. biologi, geografi og skriftlig engelsk (hvor biologiprøven allerede efter første år blev kasseret, så de berørte læreres arbejde synes spildt) - men ikke i idræt, for det er jo synd for 'klumpe-dumperne', siger vores undervisningsminister. - Afskaffelse af gruppeeksamen i bl.a. matematik (og det selv om eleverne har trænet i denne form i flere år og synes glade for den). - Test (endnu en temperaturmåling uden at give patienten, altså skolen, en medicin, der kan gøre noget godt for patienten - grisen bliver altså ikke federe at af blive vejet). Min succes som lærer bliver gjort til et spørgsmål om mine elevers testresultater, og al undervisning bliver rettet mod disse test. - Forsøg på afskaffelse af 10. klasse, både i folkeskolen og på efterskolerne (i produktivitetens hellige navn skal alle presses ind i en ungdomsuddannelse - der er ikke længere plads/tid til 'fjumreår'). Ved offentligt at nedgøre dette skoleår kan man sørge for, at det i løbet af kort tid vil blive udvandet og parat til lukning. - Indførelse af et nyt karaktersystem (her synes det vigtigste argument at være, at udlandet bedre kan forstå vores system). Eleverne undres, de synes, at det kan være umuligt at forbedre deres standpunkt, når man skal rykke sig hele 3 point, før det er/bliver synligt. - Obligatorisk nulteklasse (så børns tid til leg yderligere reduceres, og skoleparathedstræningen rykker ned i børnehaverne). - Det nyeste skud på stammen af tiltag er individuelle skriftlige handleplaner for hver enkelt elev. Det vil for mit vedkommende sige cirka 80 styk, det er det antal elever, jeg underviser i løbet af en uge. Ikke nok med, at det vil blive et bureaukratisk mareridt; det vil også skabe et yderligere pres på skolen. Forældre vil klage over kontraktforsømmelser og give endnu mere vind til den holdning, at undervisning er en vare, man har købt, og hvis den vare ikke er i orden, er det skolens skyld. Jeg forudser, at et certificeringssystem, som man kender det fra produktionsvirksomheder, bliver næste initiativ i den store kvalitetssikring. Dette er blot et udpluk af de tiltag, de sidste par år har budt på. Hvert enkelt tiltag kan rumme udmærkede elementer, men det er hastigheden, hvormed de er kommet, og den topstyring, der ligger bag, jeg anker over. Den næste forordning bliver gennemført, inden man har set og dokumenteret virkningerne af den sidst gennemførte. Dokumentation er jo blevet vor tids styringsredskab, men det gælder åbenbart ikke undervisningsministre. Var det blot de nævnte områder, man skulle slås med som lærer, var det muligvis rimeligt. Oveni kæmper skolen med store opgaver såsom implementering af it, den rummelige folkeskole og et krav om høj faglighed, integration af indvandrere, men også den stigende mængde af diagnosticerede børn og selvfølgelig de adfærdsvanskelige og udisciplinerede børn. Hvad er det så, der er belægget for de mange og hastige forandringer, vores noget maniske undervisningsminister arbejder ud fra? Det er såmænd ene og alene den højt besungne PISA-rapport (OECD's måleværktøj). Desværre har den danske folkeskole ikke ligget i top i dette verdensmesterskab i skolediscipliner. Selve denne konkurrences troværdighed kan jo unægtelig diskuteres, men hvad værre er, vi/skolen har heller ikke trænet målrettet og forberedt os herpå, for vi har haft travlt med alt det andet også. Man har her i landet den naive tro, at alt kan ændres via skolen. I øjeblikket skal vi endog ændre den sociale arv (ja, måske også den genetiske arv). Hver gang der opstår et problem, så kan man være sikker på, at det resulterer i en undervisningskampagne. Lad mig blot for en ordens skyld nævne nogle: Mobbekampagner, kost- og motionskampagner, seksualundervisning, fyrværkeriundervisning, rus- og alkoholundervisning. Jeg fortsætter ikke, men konstaterer blot, at alt det, forældre og samfund ikke magter - det forventer man, at skolen tager sig af. Det gjorde vi jo gerne, hvis det var sådan, at man fjernede nogle andre opgaver eller præmierede os for det ekstra arbejde. Men ak nej, i stedet har skolen været udsat for massiv kritik fra snart sagt alle instanser. Det har syntes, som om alle andre har vidst bedre, hvordan tingene skulle gøres. Ud over det at være landstræner i fodbold tror jeg ikke, der findes noget job, hvor andre end de 'professionelle' ved så meget bedre. Indimellem har jeg haft på fornemmelsen, at det, at man selv har gået i skole og muligvis har haft nogle dårlige erfaringer, har gjort folk til eksperter på skole. Som sagt så ofte før, så er skolen bedre end sit rygte, gud ske lov, for mage til ringeagtet og lavstatus-job findes ikke p.t. Det burde være det mest respekterede job, der fandtes, da vi jo er dem, der skal oplære de kommende generationer og uddanne den vigtigste ressource, Danmark har. I stedet for respekt mødes man ofte med dumsmarte og hånlige kommentarer. Ofte har det kørt på arbejdstiden - det på trods af, at den jo i den grad er optalt og afmålt efter alle kunstens regler (1.924 timer og 0 minutter per år). Denne mistro og manglende respekt for vort arbejde har ført til: - kontrol og flueknepperi, - en stram arbejdstidsaftale, - lærerkaldets endeligt, - et administrationshelvede med handleplaner, tjenesteplaner, virksomhedsplaner, uddannelsesplaner (fra 6. klasse), sociale handleplaner, årsplaner, undervisningsplaner, individuelle målsætningsplaner - and you name it. Alt sammen metahandlinger eller 'laden som om du gør det'-aktiviteter, der flytter fokus væk fra det primære, nemlig undervisning og samvær med børnene. Den megen skriftlighed og melden tilbage til toppen gør, at almindeligheder får skær af genistreger, alt bliver pustet op, men ingen punkterer ballonen, så man kan se, at den faktisk kun indeholder varm luft. Sjovt nok går al moderne virksomhedsledelse i den modsatte retning. Her taler man om kompetenceoverdragelse, motivation og ledelsen som medspiller, altså den, der skal fjerne knaster og gøre vejen farbar (ikke at min leder ikke gør dette, men han er jo selv underlagt Big Brother og skal derfor også have sin ballon pustet op til mere, end den kan holde til). Danmark har jo oplevet en økonomisk vækst af dimensioner i de seneste år, men besynderligt nok har skolen aldrig fået æren for denne fremgang. Tværtimod har man måttet lytte til en undervisningsminister, der fra dag 1 angreb sine cirka 60.000 medarbejdere og anklagede dem for svaghed og manglende faglighed. For ikke at nævne en statsminister, der nedsættende har kaldt det, der ofte foregår i skolen, for rundkredspædagogik. Ringeagt og negativ omtale har nu aldrig fremmet holdfølelsen. Her er vi så igen tilbage ved sagens kerne, nemlig mangel på arbejdsglæde og motivation og god opbakning. For hvis man tror, at man kan gennemføre en nødvendig reform af folkeskolen uden at have begejstrede og engagerede medarbejdere, som tror på projektet og vil yde det nødvendige, ja så tager man fejl. (Som tingene er nu, har man forsømt at sælge idéen til dem, der skal udføre og praktisere de mange love og forordninger). Skolens virke skal bygge på Grundtvigs tanker om lyst til læring, og det både hos lærer og elev. Så når debatten i disse år hele tiden handler om krav om faglighed og stram styring, ja så burde det i stedet handle meget mere om vores/lærerens faglighed som formidler end om øget vidensmængde. Jeg mener, at den vidensmængde, der er i skolen, er høj nok, men at der derimod mangler pædagogik og god formidling samt lærerpersonligheder, som er drevet af opbakning, og ledere, der forstår at styre og vejlede og ikke mindst inspirere de mange gode og stærke kræfter, der faktisk er blandt lærere. Alternativet til denne vej bliver elitær, autoritativ og topstyret undervisning, der vil kræve endnu mere kontrol, overvågning og test. I England har de Her Majesty's Controllers. Hvad evalueringsinstituttet herhjemme kommer til at hedde, ved jeg ikke, men ideen er at tage evalueringen fra den enkelte lærer og centralisere og registrere dette arbejde. Og netop i skrivende stund erfarer jeg, at man nu har indgået et skoleforlig, hvor det i første omgang bliver kommunalbestyrelserne, der - som det så smukt hedder - skal genoprette fagligheden, hvis testresultaterne ikke er tilfredsstillende. Hvis det så ikke er godt nok, kommer Den Store Bastian = selveste ministeren. Det bliver så spændende, om hjælpen og ressourcerne øges, når man opdager, at der er skoler og elever, der ikke kan følge og opnå målsætningen. Mon disse elever så skal gå klasser om, eller skal disse elevers lærere straffes? Kommer der hjælp, så disse elever ikke blot skal trænes i det, man i forvejen godt ved, de ikke magter, som oftest det boglige? Eller kunne man være så naiv at tro, at man ville øge den frie pædagogiske forskning og lave undervisningsforsøg, der kunne give sådan én som mig nye ideer? Skolens fremtid og muligvis landets ligger tungt på skolens skuldre. En ofte brugt frase i tiden er, at sammenhængskraften i samfundet er på retur og afløst af en øget individualisering og globalisering. Man føler ikke, man hører til længere. Tv, it og teknologi gør, at vi ikke får de samme nære relationer. Oveni er familiestrukturen i opløsning, og per 2007 er det også slut med den lokalt forankrede skole, som jo med den nye kommunalreform bliver ofret til fordel for stordriftstanken. Vi er mange, der blot venter på, at de små skoler skal lukkes, og den økonomiske gevinst kan huses, så reformens effektivitet kan dokumenteres. Alt sammen er efter min mening yderligere argumenter for at styrke skolen og gøre den til et sted, hvor det forpligtende fællesskab er basen, og hvor den egentlig smukke og idealistiske formålsparagraf for folkeskolen får ny luft og bliver taget alvorligt. Skolen skal være læring for livet og ikke kun erhvervslivet. Man bliver nødt til at forstå, at undervisning skal ses i et meget større og længerevarende perspektiv, hvor virkningerne først kan ses mange år efter: Detail- og paratviden kan umiddelbart måles, men kulturformidling og dannelse kan først ses mange år efter. Hvis den fantastiske danske model skal overleve i den globale smeltedigel, skal tingene vokse nedefra og ud af hele mennesker, hvor alle intelligenser er med. Vi er i gang med at skylle barnet ud med badevandet i vores iver efter at kontrollere og effektivisere. Børns læring skal fortsat gå gennem lyst og oplivning og ikke via trusler om test og udenadslære. Lad os stoppe den afmarch af superundervisere, der i disse år forlader skolen i fortvivlelse over mistro og manglende opbakning. Lad ikke Haarder med Niels Egelund ved sin side endnu en gang slagte og på få måneder lukke, hvad tusinder har bygget op i århundreder. Sidst, han var ved roret, var det seminarierne (specielt de progressive), han var efter. Nu er det bl.a. 10.-klasserne, efterskolerne og den undervisning, hvor ikke alt er måleligt og sammenligneligt, måske lige der, hvor den største innovation og kreativitet foregår. Vor tid kunne godt bruge en ny Velfærdskommission/rapport, der reelt beskæftiger sig med trivsel og velfærd i bl.a. skolerne. En sådan skulle sætte fokus på det, der står hindrende i vejen; såsom forløjethed, pseudo-laden og -gøren, blændværk, ringeagt for andres vilkår, manglende hensyntagen til andre end ens egne samt undertrykkelse af andres forskellighed og mangfoldighed. En sådan rapport kunne muligvis også være medvirkende til, at skolen genvandt sin position som en af vore børns vigtigste bastioner, der ikke bare skal laves totalt om pga. nye politiske vinde. Den danske skole har gennem tiderne bygget på frisind og demokrati og på lærere, der med Undervisningsministeriets vejledninger havde sin metodefrihed til at guide og undervise deres elever. Lad ikke denne tradition afløses af snævre, centralt bestemte mål og krav, hvor eleverne gøres til noget, man bare skal fylde på, og hvor lærerne er marionetter for en statsstyret skole, der blot skal viderebringe centralt bestemte undervisningsprogrammer og de medfølgende test. Jeg protesterer kort sagt imod den nationalisering og det tyveri af mit pædagogiske råderum, som i øjeblikket foregår med stormskridt. Skulle man ensrette og standardisere, kunne man jo gøre det med skolens arbejdsmiljø og ressourcetildeling ... og lade Skole og Samfund lave ranglister for, hvordan skolerne/kommunerne ligger indbyrdes. Og ellers overlade hitlister og fiktive konkurrenceparametre til popindustrien og ungdommelige kulturministre. Dette er blot første del af den lange kæde af frustrationer, min gerning som lærer har givet mig i de seneste år. Havde det ikke været for gode kolleger og de primære brugere af skolen, nemlig børnene og disses forældre, så var jeg løbet skrigende bort for længst ...