0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Christian Braad Thomsen: Antichrist på briksen

Lars von Trier vender nogle af vor kulturs urmyter på hovedet, fordi de er meningsløse i en verden, som vi har omskabt til et værdimæssigt kaos.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
PR foto fra filmen
Foto: PR foto fra filmen

Foto: PR foto fra filmen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I sommerens debat om Lars von Triers ’Antichrist’ er der flere gange blevet efterlyst en regulær analyse af, hvad filmen egentlig går ud på.

Jeg vil i det følgende komme med et bud, og det må siges at være hårdt tiltrængt, for de kvinder, der hidtil har forsøgt sig i Politiken, har slået automatpiloten til og er havnet i en heksekedel af mandehad og kunstforagt baseret på almindelig uvidenhed.

Her tænker jeg især på Kvinfos direktør Elisabeth Møller Jensen, der mener, at filmen »bekræfter og legitimerer den seksualiserede vold mod kvinder«, og at den ligner »et overgreb, en art kulturel sexchikane i det offentlige rum« (23.6.).

Det er nok noget af det mest ukvalificerede, der nogen sinde er fremført i en kunstdebat, og det er da også blevet behørigt imødegået af Tøger Seidenfaden, der – måske netop fordi kunstkritik ikke er hans speciale – bevarer hovedet koldt og påpeger, at hvad ’Antichrist’ end er, så er det i hvert fald en feministisk film (27.6.).



Feminismen er for alvorlig en sag til, at man kan overlade den til kvinder med rødder i 1970’ernes vulgærfeminisme. Dengang var det almindeligt at mene, at hvis en kvinde blev skilt, voldtaget, prostitueret eller myrdet, så var det udtryk for den mandlige kunstners opfattelse af, at kvinder jo ikke magter andet, og at sådan skal de bare have det, så kan de vel lære.

Ikke mindst handlingen i en film blev opfattet som eksemplarisk, dvs. som udtryk for filmens morale. Det ironiske ved, at feministerne overtog den holdning, er, at den er dybt patriarkalsk og udsprunget af Hollywood-filmen, hvor handling og morale som regel var identisk, og hvor de gode og de onde var skarpt opdelte og fik, hvad de havde fortjent.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter