I sommerens debat om Lars von Triers ’Antichrist’ er der flere gange blevet efterlyst en regulær analyse af, hvad filmen egentlig går ud på.
Jeg vil i det følgende komme med et bud, og det må siges at være hårdt tiltrængt, for de kvinder, der hidtil har forsøgt sig i Politiken, har slået automatpiloten til og er havnet i en heksekedel af mandehad og kunstforagt baseret på almindelig uvidenhed.
Her tænker jeg især på Kvinfos direktør Elisabeth Møller Jensen, der mener, at filmen »bekræfter og legitimerer den seksualiserede vold mod kvinder«, og at den ligner »et overgreb, en art kulturel sexchikane i det offentlige rum« (23.6.).
Det er nok noget af det mest ukvalificerede, der nogen sinde er fremført i en kunstdebat, og det er da også blevet behørigt imødegået af Tøger Seidenfaden, der – måske netop fordi kunstkritik ikke er hans speciale – bevarer hovedet koldt og påpeger, at hvad ’Antichrist’ end er, så er det i hvert fald en feministisk film (27.6.).
Feminismen er for alvorlig en sag til, at man kan overlade den til kvinder med rødder i 1970’ernes vulgærfeminisme. Dengang var det almindeligt at mene, at hvis en kvinde blev skilt, voldtaget, prostitueret eller myrdet, så var det udtryk for den mandlige kunstners opfattelse af, at kvinder jo ikke magter andet, og at sådan skal de bare have det, så kan de vel lære.
Ikke mindst handlingen i en film blev opfattet som eksemplarisk, dvs. som udtryk for filmens morale. Det ironiske ved, at feministerne overtog den holdning, er, at den er dybt patriarkalsk og udsprunget af Hollywood-filmen, hvor handling og morale som regel var identisk, og hvor de gode og de onde var skarpt opdelte og fik, hvad de havde fortjent.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar