Christian Braad Thomsen: Antichrist på briksen

I sommerens debat om Lars von Triers ’Antichrist’ er der flere gange blevet efterlyst en regulær analyse af, hvad filmen egentlig går ud på.

Jeg vil i det følgende komme med et bud, og det må siges at være hårdt tiltrængt, for de kvinder, der hidtil har forsøgt sig i Politiken, har slået automatpiloten til og er havnet i en heksekedel af mandehad og kunstforagt baseret på almindelig uvidenhed.

Her tænker jeg især på Kvinfos direktør Elisabeth Møller Jensen, der mener, at filmen »bekræfter og legitimerer den seksualiserede vold mod kvinder«, og at den ligner »et overgreb, en art kulturel sexchikane i det offentlige rum« (23.6.).

Det er nok noget af det mest ukvalificerede, der nogen sinde er fremført i en kunstdebat, og det er da også blevet behørigt imødegået af Tøger Seidenfaden, der – måske netop fordi kunstkritik ikke er hans speciale – bevarer hovedet koldt og påpeger, at hvad ’Antichrist’ end er, så er det i hvert fald en feministisk film (27.6.).