Vi må tage det alvorligt, at der findes mange unge mennesker i de ældste klasser i folkeskolen, som får for lidt ud af deres skolegang.
For mange deltager reelt ikke i skolens liv og læring, og når de går ud af skolen, står de med et fagligt, personligt og socialt grundlag, som er for ringe i forhold til at klare sig videre i uddannelsessystemet. Regeringen har en vision om, at 95 procent af en årgang unge i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse, men frafaldet er fortsat meget stort. De nuværende skoleelever skal senere finde plads i et samfund, som har nedlagt masser af ufaglærte job. I fremtiden vil der ikke være ret mange job til borgere uden specifikke kompetencer, og velfærdssamfundets beståen fordrer, at flere alligevel kommer til at forsørge sig selv. Ganske mange skoleelever er faktisk allerede faldet fra, før de går ud af skolen. Det fylder os med indignation at se dette menneskelige og resursemæssige spild. Der er samtidig fokus på, at skolen skal kunne rumme flere elever på almindelige vilkår, så der ikke går så mange penge til specialundervisning. Specialundervisningen er vokset kraftigt, og da resurserne er knappe i kommunerne, bliver der set kritisk på udgifterne til folkeskolerne og til specialundervisningen i folkeskolen og på specialskolerne. Skolesystemet skal sørge for at få flere med på vognen, og vi skal også helst gøre det billigere end hidtil. Kodeordet er alle steder ’inklusion’. I Greve Kommune har man ligesom mange andre steder besluttet, at hele skolesystemet skal arbejde for inklusion. Tænkningen synes at være, at udstødelse af skolesystemet fører til marginalisering og senere udstødelse af uddannelsessystemet og i sidste ende udstødelse af arbejdsmarkedet. De udstødte borgere henvises til et liv på kanten af samfundet, der, hvor misbrug, kriminalitet, psykisk sygdom og anden forarmelse er overrepræsenteret. Det er indlysende for alle, at vi må arbejde for inklusion. Spørgsmålet er: Skal alle elever nødvendigvis inkluderes i folkeskolens regi for at sikres en håbefuld fremtid? Er det bedst i alle tilfælde? Med udgangspunkt i de mangeårige erfaringer fra vores arbejde på Specialskolen Noten (De Unges Hus, Greve Kommune), vil vi argumentere for, at et kvalificeret specialskoletilbud bedre end folkeskolen kan virke inkluderende til samfundslivet for de unge, som er mest udsatte og har helt særlige behov. Vi taler her om unge, som typisk ikke har modtaget reel undervisning igennem længere tid og ikke har været reelt inkluderet i de normale miljøer. De har ikke haft en struktur omkring deres dagligdag, der har muliggjort kontinuerlig skolegang og deltagelse i skolens liv. Ofte er der tale om unge, der har helt særlige vanskeligheder på grund af en sårbarhed i deres personlighedsstruktur og/eller neurologiske grundstruktur.
