Velkommen i klubben. Kronikøren, der selv ynder at læse Honoré de Balzac højt for sin kone, forsøger at hverve nye og frafaldne beundrere af den franske romanfabrikant og -fornyer. Holder De af Balzac? Eller gætter De på, at det er en cognac? Honoré de Balzac (1799-1850) havde samme betydning for romanen som Bach, Beethoven og Brahms for musikken. Den franske forfatter ville skildre et helt samfund under overskriften 'Den menneskelige komedie'. I hans enorme produktion, henved 100 fortællinger, optræder ca. 2.474 personer, hvoraf de 573 spiller en rolle i to eller flere bøger. Men denne søjle i europæisk litteratur er ved at smuldre. Flere danske forlag har i den sidste snes år uden succes udbudt billigudgaver. Efterspørgslen mangler. Gennembrudsværket 'Chagrinskindet' (1831) udkom herhjemme i 1898 (oversat af F. Olsen, ukendt forlag). Siden har det aldrig set dagens lys på dansk. Herman Bang var Balzac-begejstret og oversatte og introducerede i 1880 'Kvindetyper'. Den blev, trods alt, genudgivet i 1966 (Forlaget Artemis), hvorimod 'Kvinden på 30 år' kun kendes i en 1910-udgave (John Martins Forlag). Ingen har heller vovet at binde an med 'Fætter Pons'. Også Georg Brandes hyldede realismens førerskikkelse; selv så Balzac sig gerne som litteraturens Napoleon. Der har aldrig været nogen form for plan i publiceringen af Balzac her til lands. Et højdepunkt blev nået, da Thaning og Appel i 1940'erne glædede bogmarkedet med 'Kurtisanerne', 'Kusine Bette', 'Liljen i dalen' m.fl., fordansket af Carl Johan Elmquist og med introduktioner af Paul W. Rubow. Bøger, som uden vanskeligheder kunne genoptrykkes fotografisk. Forlaget havde i 1943-44 held med tre bind 'Skæmtsomme historier' udvalgt og oversat af Jesper Ewald i serien 'Verdenslitteraturens humor'. Første bind kom i 11 oplag. Nogle anså historierne for pornografiske, hvilket stimulerede salget i den mørke besættelsestid. Første gang, Balzac blev trykt i København, var i 1845 ('Rosalie', C. Steens Forlag), så hengik der ti år, indtil et ukendt forlag publicerede 'Luftkastellerne og verden'. Det fremgår af den oversigt, som mag.art. Erik Skyum-Nielsen har stillet til rådighed for den seneste Balzac-biografi, 'Guldets satan', som psykologen og journalisten Eric Danielsen udgav på Vindrose i 1994 med støtte af Velux-Fonden af 1981. Denne brillante introduktion til Balzac og 'Den menneskelige komedie' henter titlen fra et citat af Balzac: »Guldets satan, dette uhyre, der omslutter de sociale grundpiller«. I forordet fortæller Danielsen, at han allerede som 17-årig i 1937 begyndte at skrive notater til biografien, men først kunne fuldende den efter at have forladt Danmarks Radios TV-Avisen i 1986. »Balzac er den første forfatter, der i kunstnerisk form har afdækket et pengedyrkende systems forgiftende indvirkning på forholdet mellem mennesker. Denne indsigt er der god brug for den dag i dag!«, fastslår Danielsen. Blandt andre biografier kan nævnes Stefan Zweigs sidste bog 'Balzac - hans livs roman' (Hirschsprung 1949, ikke senere genoptrykt). I Karl Marx' barndomshjem blev Balzac læst højt (højtlæsning er en dyd). Balzac var ikke 'venstreorienteret', han anså den franske revolution 1789 for en ulykke og erklærede i 1847, at kommunisme ville føre til barbari, men han udnyttede sine ofte bitre erfaringer som skyldner, bejler og advokatskriver til at skildre storbyens individer i kontrast til livet i provinsen og på landet. Balzac er samfundsafslørende og kan ikke tages til indtægt for en bestemt ideologi. Meningerne om ham har været delte. I Niels Møllers 'Verdenslitteraturen' bd. III (Gyldendal 1929, udgivet med 'understøttelse' af Undervisningsministeriet og Carlsbergfonden), hedder det hånligt: »At fremstille Samfundslivet nøjagtig i alle Lag og Forhold havde han nu ikke Ævne til. Han var en tung, grov, blodrig Mand, højttalende og voldsom (hans Farfar var en Bonde fra Languedoc, og det synes, som om han ikke rigtig var løst fra Mulden). Aand og Vid havde han ikke; hans Lystighed var plump og larmende Ordrigdom havde han, men fint fransk skrev han ikke. Naar han, som han ynder, vil 'filosofere', er det gærne tynde Almindeligheder, han giver til bedste«. Hvis det var god latin, kan det forklare Balzacs vanskelige kår i Danmark. Samme år udgav Gyldendal dog 'Bristede Forhaabninger' i to ud af Gyldendals Biblioteks 50 bind, det har Møllers foragt ikke formået at forebygge. Hans had kan hænge sammen med, at Balzac også 80 år efter sin død kunne forarge med sin frimodighed og nævnte en piges store bryster, hvis det var gavnligt for handlingen. Intet menneskeligt var Balzac fremmed. Balzac er uafviselig. Blandt beundrerne finder vi prins Henrik, som naturligvis læser ham på originalsproget. I en samtale med Politikens Ninka erklærede han: »Balzac er stadig moderne. En forfatter er nødt til at beskrive det samfund, han lever i, og for Balzac var det 1830'ernes. Men Balzac beskrev bestemte karakterer: nærige, jaloux, elskere eller elskerinder, og disse karakteristikker er stadig moderne, fordi mennesker er de samme. Deres omgivelser er ændrede, men deres tankegang og reaktioner er de samme«. Honoré de Balzac - 'de' var i samme rangklasse som Lars Triers 'von' - henvendte sig til et massepublikum. Han var industrielt anlagt. I 'Bristede forhåbninger' skildrer han datidens teknologiske ryk, kampen mellem trykkeriernes træpresser og avancerede trykmaskiner af metal, som gør det muligt at trykke større oplag til en lavere stykpris. Industrialiseringen af litteraturen gjorde den til en vare, som var underkastet publikums efterspørgsel. Balzac drev sammen med nogle kammerater en veritabel romanfabrik, og under dæknavne fremstillede de tynde historier, hvilket gav penge og rutine. Balzac forsøgte sig som forlægger med en klassikerudgave (Molière og La Fontaine), men små typer på dårligt papir gjorde den ulæselig, og den blev kun solgt i 20 eksemplarer. Det mistede han ikke modet af, han følte sig fristet af at beherske produktionsapparatet og lånte penge til et bogtrykkeri, og da det heller ikke gav gevinst, forøgede han sin gæld ved køb af et skriftstøberi (dengang blev bøger og blade jo sat med løse blytyper, bogstav for bogstav). De fejlslagne investeringer betød, at han gennem det meste af livet blev forfulgt af kreditorer. Bedre blev det ikke, når han indlod sig på grundspekulation eller lod opføre drivhuse til dyrkning af ananas. Balzacs eget liv var farverigt og dramatisk, og store flager rager ind i forfatterskabet, uden at det antager selvbiografisk karakter. Han brugte sider af sig selv som råstof, ligesom han sugede til sig alle mulige andre steder; engang var han ved at blive arresteret, fordi en familie følte sig forulempet, Balzac var i lang tid trasket i hælene på de fire personer for at følge deres samtale. Hans rædselsfulde barndom på en modbydelig klosterskole fik man et glimt af i den fortræffelige miniserie i to afsnit, som fransk tv i 1999 optog i anledning af Balzacs 200 års fødselsdag med Gérard Depardieu i titelrollen. Vist i sommeren 2001 på DR 2. Herhjemme markeredes mærkedagen ikke, mens den efter sigende gav en russisk forlægger anledning til at udsende Balzac komplet, men det er naturligvis også et større sprogområde med smuk tradition for store fortællere. I filmatiseringen oplevede vi også, hvordan Balzac i sine mest produktive perioder sov til midnat, hvor han iførte sig en munkekutte og gik ind i sit arbejdsværelse, der var befriet for distraherende elementer, og satte sig ved bordet for ved hjælp af en ravnefjer, et blækhus og papirark, der ikke måtte være for hvide, gav sine mageløse figurer liv. Undervejs bryggede han stærk kaffe (en bønneblanding af bourbon, Martinique og mokka), og denne stimulans foretrak han frem for tobak. I dagtimerne havde han så, bortset fra de perioder, hvor han skrev 18 timer i døgnet, mulighed for at omgås andre mennesker og læse korrektur. Bogtrykkerne var rasende, fordi han hele tiden slettede og rettede og tilføjede, således at nogle bøger var gennem ti-femten prøvetryk, før han var tilfreds. Balzac vidste, at disse overbroderede korrekturark havde en værdi, fordi man kunne følge mesterens opbygning lag for lag, så han lod dem indbinde. I dag ville Balzac naturligvis have haft en personlig computer, hvor slettelser, rettelser, flytninger osv. ikke kan spores. Og vi ville have været afskåret fra at beskue hans maleriske korrekturer (se f.eks. Gyldendals Leksikon 1977 bind 1 side 280). Korrekturakkuratessen viser, at han ikke - som surmulere har påstået - bare skrev for at leve. Der er ingen tvivl om, at da han for alvor var kommet i gang, da levede han for at skrive, selv om han også drømte om at gøre en yngre rig grevinde til sin elskerinde, så Balzac snarest muligt kunne overtage den ældre og svagelig ægtefælles plads. Til sidst fik han grevinde Evelina Hanska, i sig selv en fantastisk kærlighedshistorie - men døde kort efter. Balzacs saga er lige så forfærdende og fortryllende som romanerne. Et daguerreotypi fra slutningen af 1840'erne, taget af fotografen Nadar, bringer Balzac ind i det tredje årtusindes medievirkelighed. Han har skrevet de samtidsromaner, som så mange senere forfattere er gået død på. Der findes kun det samme foto af ham. Han sendte det til madame Hanska med ordene: »Hvad der er beundringsværdigt, er dets sanddruhed og dets præcision«. Balzac var en offentlig person, som storbyens blade elskede at rise og rose. Hans spadserestok til 700 franc imponerede hele byen, og selv grinede han, at den havde givet ham større berømmelse end selve forfatterskabet. Balzac elskede at lege levemand med karet og 100 østers. Man kan forestille sig, at salig Simon Spies havde ladet sig inspirere, til at gennemføre det PR-stunt, hvor han købte en ekstra plads i Det Kongelige Teater til sin stok. Balzac er detaljeret, når han skildrer forholdene inden for pressen, litteraturen, finansen, advokatstanden, ågerbranchen, vareproduktionen, reklamemageriet, det politiske liv og så videre. Alle jurister vil nyde den gennemgående advokat Derville, ligesom ingen apoteker eller Matas-forhandler bør snyde sig selv for beretningen om parfumefabrikantens storhed og styrt ('Cèsar Birotteau', senest udgivet i 1944 af Thaning og Appel). Den kunne også være en indgang for f.eks. reklamefolk, der vil opleve lanceringen i Paris af den uforlignelige hovedolie. Men hvordan får man fat på en 1944-udgave, medmindre man er antikvarisk heldig? Balzac skal engang have sagt: »Lad os tale om noget virkeligt, lad os tale om mine personer«. Nogle af disse gør varigt indtryk. Lucien de Rubemprè og hans kærester Coralie og Esther (også kendt som Zitterålen) og den grusomme skæbne, de alle tre lider i 'Bristede forhåbninger' og 'Kurtisanerne', må berøre enhver. Gode, halvgode og helonde befolker Balzacs bazar. De vækker hver især glæde og vrede; man kan for eksempel ikke lade være at foragte den forhenværende makaronifabrikant Goriots griske døtre Anastasie og Delphine, der driver deres fader i døden med deres umættelige pengekrav. De første 20 sider beskriver det lille borgerlige pensionat, som fru Vauquer (født de Conflans) i 40 år har drevet i rue Neuve-Sainte-Geneviève. Balzac ønsker at fremkalde det, han kalder pensionatlugten. Spisestuen er »indelukket, muggen og overgemt, den giver kuldegysninger, får næsen til at løbe og trænger ind i klæderne, den lugter af halvsnavset spisestue, den stinker af anretterværelse, af alderdomshjem«. Da Gyldendal udsendte 'Far Goriot' som billigklassiker i 1988, bemærkede John Chr. Jørgensen i Politiken: »Hvorfor skrives den slags bøger ikke i dag? Hvorfor er der så meget uengageret skønskriveri i vor tid? I øvrigt er 'Far Goriot' pivhamrende moderne. Den handler om at komme frem. Kan man tænke sig noget mere firseraktuelt?«. I 1997 præsenterede Gyldendal 'Eugénie Grandet' i serien 'Søren Gyldendal Klassikere', heller ikke den skabte overarbejde i trykkeriet. Siden har der været helt stille omkring Balzac, hans runde dag blev ikke fejret - ja, det kan man ikke være sikker på, for der findes enkelte lærde aficionados på universiteterne i Århus og København, men den brede offentlighed beskæftiger sig ikke med Balzac. Nu vil De snart spørge om min adkomst til at skrive disse linjer. Jeg er ikke litterat og knap nok litterær; min eneste akademiske hædersbevisning er det doktorat i politisk videnskab, som jeg i 1981 erhvervede ved Addisson State University, USA. Prisen var 10 dollar. Det er således den glade læser, der synger. Til syvende og sidst var det os, Balzac skrev for. Han vidste, hvordan han skulle få os til at grine og græde, lyse og gyse, thi han forstod livets laguner og de kraftlinjer, der forbinder os. Jeg læser Balzac i vilden sky for min hustru, Elizabeth Løvegal, og vi har nu ham og hans personer tæt inde på livet. Det overgår 'Matador'. Balzac skrev i 1834 til grevinde Hanska: »Jeg vil skildre alle situationer i livet, alle fysiognomier, mandlige og kvindelige karakterer, alle måder at leve på, alle erhverv, alle sociale lag, alle franske provinser, barndommen, oldingealderen, den modne alder, politik, retsvæsen og krig - intet af alt dette skal blive glemt«. Mine motiver til at propagandere for Balzac er såvel egennyttige som altruistiske. I min barndom var jeg for rastløs til at tage imod privatundervisning i fransk, skønt min mormor, mag.art. Karen Nyrop Christensen, var i den absolutte elite af oversættere. I 1961 udgav Carit Andersens Forlag og selskabet Bogvennerne hendes version af Balzacs 'Det ukendte mesterværk', illustreret af Fritz Bruselius. Havde jeg benyttet mig af muligheden for enetimer, ville dette opråb ikke være nødvendigt. På svensk findes titler, som ikke kendes på dansk, og man kan på internettet opspore en engelsk oversættelse af 'Den menneskelige komedie' (Projekt Gutenberg, adresse: http:promo.net/pg/). Det almennyttige aspekt er visionen om Balzacs samlede værker på dansk, den er så voldsom, at jeg må dele den med andre. Sådan er missionærer. Når Tolkien og Rowling sluges, må også Balzac, som vel fylder en reolmeter til halvanden, kunne opnå genfødsel i Danmark. Balzac skal brandes, ikke Georg, altså - Balzac er et varemærke på seks bogstaver med to a'er, b og c plus et eksotisk-melodisk lz. Professionelle, der beskæftiger sig med story telling fra prosa til PR, kan i Balzac finde en næsten uudtømmelig inspirationsbrønd. Ud over romanerne er der læssevis af breve og artikler at tage fat på. På fransk. For at lodde stemningen har jeg etableret e-adressen: balzacdebat@hotmail.com. Her kan den usynlige Balzac-klub manifestere sig. (Er man endnu ikke hoppet på mailvognen, kan postbox 2271, 1025 København K benyttes). Password udleveres, så alle B-brugere kan korrespondere. Indholdet og mængden af mails kan blive afgørende for, om der er basis for at undersøge, om der er mulighed for at overveje sådanne bestræbelser, der måtte kunne fremme Balzacs ry. Eller sagt lidt mindre snørklet: Hvis vi kan mobilisere efterspørgsel, er der mulighed for udbud. B om Balzac.