Vi lever den dag i dag med kraftige reminiscenser af enevældens sammenfald mellem religion og stat. Lisbeth Christoffersen er lektor i offentlig ret og skitserer her, hvordan forholdet mellem religion og dansk demokrati bør være. »Hvor demokratiets og religionernes veje mødes, har religionerne ubetinget vigepligt«. Det var det politiske oplæg til en åben konference om samfund, religion og politik, som Det Radikale Venstre holdt på Christiansborg for nylig. Samtidig blev der eftertænksomt spurgt, »hvor de verdslige krav til os som borgere slutter, og hvorvidt der findes områder, hvor den enkelte med religiøse begrundelser kan skabe sig et helle i forhold til samfundets krav«. Svaret er: Ja. Der findes faktisk områder, hvor ikke alene den enkelte, men også trossamfundene med religiøse begrundelser kan skabe sig et helle i forhold til samfundets krav. Derfor findes der også mødesteder mellem demokrati og religion, hvor det er demokratiet, der har vigepligt - i forhold til kernen i gudsdyrkelsen endda næsten ubetinget. I et demokratisk samfund er det helt afgørende at gøre sig klart, hvad indholdet egentlig er i det frihedsområde, hvor demokratiet må lade religionerne have forkørselsret. På andre områder kan demokratiet derimod fastlægge rammer for religionsudøvelsen eller stille krav til afbalancering af religionsudøvelse i forhold til andre væsentlige samfundsmæssige interesser, herunder hensyn til andre centrale menneskerettigheder. For at vurdere de to situationer er det nødvendigt at tage stilling til udmøntningen af grundlovens religionsretlige model. Der stilles på den ene side krav om, at det danske samfund skal agere sekularistisk. På den anden side er det næsten ikke til at slæbe dansk religionsret ud af enevældens styringsmæssige sammenfald mellem religion og stat, og det gælder i relation til både folkekirken og de øvrige trossamfund. Retligt set holder ingen af disse modeller - i hvert fald ikke, når udgangspunktet er Danmarks Riges Grundlov. Grundloven giver borgerne ret til at forene sig i samfund for at »dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning«. I Danmark er der altså religionsfrihed direkte efter grundloven uden nogen form for forudgående offentlig godkendelse. Og kernen i det område, der beskyttes, er gudsdyrkelse efter egen overbevisning. Det er kulten som sådan, der beskyttes, sammen med de funktioner, der umiddelbart knytter sig til gudsdyrkelsen, såsom stedet, de tilknyttede ritualer og organiseringen af gudsdyrkelsen. Denne beskyttelse dækker, ganske som også i anden europæisk ret, retten til at skifte religion eller tro såvel som retten til ikke at have en religion. Og beskyttelsen dækker den enkelte såvel som den organisering, der er nødvendig for kollektivt, som trossamfund, at 'dyrke Gud'. Derimod beskytter religionsfrihed efter dansk retsopfattelse ikke andre sider af tilværelsen end selve gudsdyrkelsen, hvor meget disse end måtte være motiveret af denne gudsdyrkelse. I dansk ret har f.eks. hospitalsvirksomhed eller forretningsmæssig drift ikke hidtil været omfattet af religionsfriheden. I europæisk ret er det beskyttede område imidlertid bredere. I den europæiske menneskeretskonventions artikel 9 præciseres det, at beskyttelsesområdet dækker friheden til »at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke«; og beskyttelsen gælder, uanset om religionen udøves privat eller offentligt. Med nogle eksempler fra dansk religionsret er der næppe tvivl om, at fastlæggelsen af indholdet i en gudstjeneste - altså for folkekirkens vedkommende godkendelse af ritualer, liturgi, Bibeloversættelse og salmebog - hører til religionsudøvelsens kerne og dermed det område, der utvivlsomt er beskyttet både i dansk og europæisk ret. Der er heller ikke tvivl om, at religiøst baseret undervisning i religionens indhold, Hare Krishna-tilhængernes syngende optog såvel som den jødiske påskeaften og den muslimske bøn fem gange dagligt er omfattet af religionsfriheden som henholdsvis undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke. Uanset om disse led i religionsudøvelsen sker offentligt eller privat. Men fra et europæisk perspektiv dækker religionsfrihed også religiøst baseret undervisning i øvrigt, institutionsdrift og religiøse påklædningsskikke. I international ret modsvares det bredere begreb om religionsudøvelse af en klar adgang til at gøre indgreb i alle dele af religionsfriheden. Begrænsningen skal være foreskrevet ved lov. Den skal være nødvendig i et demokratisk samfund - dog ikke af enhver grund, men på grund af et af tre følgende forhold: fordi begrænsningen er nødvendig af hensyn til den offentlige tryghed. Eller fordi begrænsningen er nødvendig for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden. Eller fordi begrænsningen er nødvendig for at beskytte andres rettigheder og friheder. Det vil sige, at det er muligt at gøre indgreb i kravet om religionsudøvelse af hensyn til f.eks. kvinders grundlæggende mulighed for at færdes frit, foretage selvstændige valg som myndige og arve på lige fod med mænd. Også den danske grundlov giver mulighed for indgreb i religionsudøvelse, såfremt denne strider mod »sædelighed eller den offentlige orden«. Den danske mulighed forstås dog ganske snævert, således at religionsudøvelsen skal have karakter af straffelovsovertrædelse for at kunne begrænses. Den snævre danske fortolkning af muligheden for indgreb hænger formentlig sammen med det snævre danske begreb om området for religionsfrihed - gudsdyrkelsen i sig selv. Og den bredere adgang til indgreb i religionsfriheden i international ret hænger tilsvarende sammen med den bredere forståelse af religionsfrihed, hvori gudsdyrkelsen som sådan naturligvis udgør kernen. Det er bl.a. i feltet for »overholdelse af religiøse skikke«, at grænserne mellem en religiøst betinget praksis til strukturering af hverdagen, en etik, en politik og en retsopfattelse skal - og kan og må - trækkes, såvel i Europa som i Danmark. Det har været dansk tradition, at store trossamfund har måttet opgive kravene om at regulere deres medlemmers livsforhold netop på det familie- og arveretlige område som forudsætning for at opnå offentlig godkendelse. Det jødiske frihedsbrev fra 1814 forudsatte opgivelse af drengenes dobbelte arvelod. Den kongelige anerkendelse af den katolske kirke forudsatte, at også katolikker kan følge almindelig fælles dansk ægteskabsret med adgang til skilsmisse. Disse områder for »overholdelse af religiøse skikke« blev simpelthen trukket ud af begrebet om religionsfrihed i dansk ret. Nu virker det, som om religionsbegrebet er under udvidelse via en international-retligt baseret beskyttelse af trossamfundenes krav til deres medlemmers praksis. Men samtidig er disse krav jo på ingen måde overtrædelser af straffeloven - og dermed vil grundlovens religionsfrihedsregel, som den tolkes i dag, beskytte disse kollektive normeringer fra trossamfundenes side, uden at der i dansk ret umiddelbart ser ud til at være den samme adgang til indgriben, som der er i den europæiske menneskerettighedskonvention. Skal den danske model opretholdes, tror jeg derfor, det er nødvendigt nøje at overveje følgende forhold: * Man må gøre sig klart, hvilken stærk beskyttelse det giver i dansk ret at erklære en handlemåde for omfattet af religionsudøvelse i form af gudsdyrkelse. * Handleformer kan godt være omfattet af et europæisk begreb om religionsudøvelse uden samtidig at være omfattet af grundlovens snævre begreb om gudsdyrkelse. * I forhold til det videre felt - undervisningen, andagten, overholdelsen af de religiøse skikke - bør det i en lovgivning om trossamfundenes forhold herhjemme præciseres, at religionsfrihed i Danmark ikke indebærer adgang til med bindende virkning at fastlægge f.eks. familie- og arveretlige regler, strafferegler med videre, ligesom f.eks. påklædningsnormer hverken kan håndhæves imod den pågældendes egen vilje eller kan indebære total tildækning i det offentlige rum. Argumentet for det sidste er den krænkelse af andre, der ligger i en total tildækning i en dansk tradition, som f.eks. kunne udtrykkes ved sanglinjen: »Vil dansken i verden fægte, men dølger åsyn og navn, jeg ved ...«. * I samme forbindelse kunne det være fornuftigt lovgivningsmæssigt at præcisere, at religionsudøvelse ikke omfatter forretningsforhold mv., ligesom der bør fastlægges regler for offentlig indseende med trossamfundenes økonomiske forhold, revisionskrav, aktindsigt samt kontrol med de opgivne medlemsforhold som grundlag for statslig godkendelse ved bl.a. vielsesbemyndigelse. Når jeg trækker lovgivningsinstrumentet frem, skyldes det, at der her er et område, hvor den danske grundlov og den europæiske menneskerettighedskonvention er enige - og hvor hidtidig dansk praksis faktisk ikke følger disse grundlæggende retlige instrumenter. Det fremgår således helt utvetydigt af grundlovens par. 69, at en regulering af trossamfundenes forhold til offentligheden eller statsmagten, som man måtte finde nødvendig i et land med religionsfrihed direkte efter grundloven, skal ske ved lov - og dermed ikke kan ske administrativt. På trods heraf findes der ikke en sådan lov - og det skyldes ikke manglende behov for regulering. Men det hele foregår i administrationen uden et egentligt lovgrundlag - et klart eksempel på, at dansk religionsret fortsat er enevældig. Siden ægteskabsloven fra 1969 har ledere af mere end 70 trossamfund i Danmark fået bemyndigelse til at foretage vielser med offentlig godkendelse. Oprindeligt ridsede bemærkningerne til ægteskabsloven nogle kriterier op, hvorefter Kirkeministeriet kunne foretage denne tildeling af vielsesbemyndigelser. I realiteten har ministeriets praksis imidlertid - naturligvis - udviklet sig til en egentlig statslig godkendelse af trossamfund, der har betydning ikke alene i forhold til vielsesbemyndigelse, men i alle relationer, hvor der er behov for at vide, om en organisation er et trossamfund eller ej. F.eks. er trossamfund undtaget fra fondslovgivningen og dermed fra det tilsyn, der føres med alle andre pengetanke i dette land, fordi lovgiver troede, at Kirkeministeriet fører tilsyn i forbindelse med sine godkendelser - hvad man ikke gør. Tilsvarende giver en sådan godkendelse fra Kirkeministeriet bidragyderne til trossamfundet mulighed for at trække bidrag og faste betalingsordninger fra i skat - uden at der er taget stilling til økonomiske, organisatoriske eller tilsvarende krav om indseende med trossamfundenes forhold til gengæld. Hertil kommer, at Kirkeministeriet naturligvis ikke er blevet stående ved de kriterier, der oprindeligt indgik i bemærkningerne til ægteskabsloven. Tværtimod - senest har et udvalg, nedsat i slutningen af 1990'erne, udarbejdet detaljerede retningslinjer. Alt dette viser behovet for, at lovgiver fastlægger rammerne for relationen mellem trossamfundene og det offentlige. I forbindelse med en egentlig lovgivning om grundlaget for godkendelse af trossamfund kunne man komme ud over den helt urimelige forskelsbehandling mellem trossamfundene indbyrdes, der formentlig er i strid med internationale konventioner. Der kunne herunder tages stilling til, om begrundelsen for forskelsbehandlingen af de nogle og firs trossamfund med hensyn til at føre kirkebøger er holdbar - ligesom man kunne overveje holdbarheden i, at enhver jøde, muslim, hindu og ase- og vanetroende i den kongerigske del af dette land skal anmelde civile forhold til folkekirkens præst, når nu argumentationen for, at folkekirken skulle varetage denne funktion, ikke rækker længere end til Kongeåen. Ydermere kunne en sådan lovgivning indebære en gennemtænkning af reglerne for, hvordan andre trossamfund får skaffet sig begravelsespladser. Samtidig kunne man jo så fastlægge et kompetencekatalog for, hvem der skal træffe de folkekirkelige beslutninger på centralt plan, der mest problematisk fortsat er enevældige. Jeg forstår f.eks. ikke, hvordan Folketinget i Lov om Folketingets økonomi har kunnet overlade til kirkeministeren egenhændigt at udskrive landskirkeskat - og at tage stilling til, hvad landskirkeskatten skal bruges til. Denne budgetmagt vedrørende 15 procent af folkekirkens udgifter er - på trods af grundlovens krav om dobbelt lovgivningsmæssig hjemmel for finansretlige beslutninger - uden enhver form for demokratisk beslutningsproces. Der er ingen andre steder i dansk offentlig ret, hvor en skat kan opkræves og anvendes af en minister alene. Ren enevælde. Man kunne ligeledes få afklaret, hvem der skal træffe beslutninger vedrørende gudsdyrkelsen i folkekirken. Der synes at være langt mellem på den ene side straffeloven eller forhold, som statsmagten i et demokratisk samfund skal regulere af hensyn til den offentlige sikkerhed, sundhed eller sædelighed, og på den anden side beslutninger vedrørende indholdet i eller autorisation af en salmebog. Ingen af disse forslag indeholder adskillelse af stat og kirke, og ingen af dem forudsætter ændring af grundloven. Tværtimod. Samtlige forslag indebærer, at grundlovens normer opfattes som forpligtende og gennemsættes som den danske religionsretlige model. Lovgivningsmagten må helt enkelt trække dansk religionsret ud af enevælden. Spørgsmålet er så, hvad løsningen af disse problemer betyder for forholdet mellem religion, samfund og politik. Vigtigst er en understregning af, at hverken samfund, stat eller ret henter legitimitet eller gyldighed fra en gudsstatslig opfattelse - hvad enten en sådan gudsstat tænkes som et vesteuropæisk enevoldsmonarki eller en middelalderlig eller nutidig pave- eller præstestat. Men den danske model svarer på den anden side heller ikke til den adskillelsens logik, der ses i de fransk-amerikanske revolutionsmodeller, som gjorde de pågældende samfund sekularistiske og helt privatiserede religionsudøvelsen ved at sætte en 'Wall of Separation'. I den danske udgave af den nordeuropæiske nationalkirkemodel har religion derimod en naturlig plads også i det offentlige rum, i stat og samfund, som motivation i politikken og i forståelsen af retten. Grundlovens indledning skildrer fire søjler for det danske samfund: landet/folket, monarkiet, magtens tredeling og folkekirken. Folkekirken som samfundets fjerde søjle er støbt i det fundament, vi finder i grundlovens kapitel VII: kravet om at kunne se forskel på kirke og stat, religionsfrihed, fritagelse for at betale til andet end sin egen gudsdyrkelse samt anvendelse af lovgivningsinstrumentet, så snart der er behov for en regulering. Endelig står grundlovens par. 70 centralt. Den sikrer mod religiøs diskrimination, men fratager samtidig religion karakter af trumf i det offentlige eller private liv, så snart vi er uden for religionsfrihedens snævre område. Selvom religion har en funktion i samfundets offentlige liv, giver det altså ikke religion forkørselsret i hverken samfund, stat, politik eller ret. Heller ikke den statslige understøttelse af den evangelisk-lutherske kirke giver denne kirke trumfkort på hånden. Det er som folkekirke, den understøttes, ikke som statskirke! Og det er kun i det omfang, folkekirken vil stille sig til rådighed som et mødested mellem evangelisk-luthersk kristendom og det danske folk som helhed, at denne understøttelse indebærer en værdimæssig normering af det danske folk. Men det ligger der på den anden side også i forpligtelsen til understøttelse. En understøttelse, der f.eks. bør ske derved, at samfundets rytme i udgangspunktet bygges op over folkekirkens helligdage, gennem flaget, gennem kirke-skole-samarbejde og meget andet - men uden at denne pligtmæssige understøttelse udelukker mulighed for, at andre værdimæssige røster får plads i det offentlige rum. Det er derfor, det er så væsentligt at skelne mellem religionsfrihedens område - hvor religion danner et helle, men delvist kan begrænses under helt bestemte, snævre eller videre forudsætninger - og så alle samfundets øvrige områder, hvor det religiøse liv spiller med, men ikke er trumf. På disse områder har religionen vigepligt over for demokratiet. Ubetinget vigepligt - det er religion på dansk.