Oven på en forbrugsfest, som verden ikke har kendt mage til, efterfulgt af en finansiel og økonomisk krise, som begynder at minde om 1930’ernes depression med annoncer om tvangsauktioner, der fylder mere og mere i avisens sider, er økonomi kommet på alles læber. Det var jul, det var cool, men krisen lagde i år en dæmper på forbrugsræset under juletræet. Slagsmålet er efterfølgende i gang mellem økonomer og bankfolk, og menigmand spørger med rette: Hvorfor havde man ikke forudset dette og gjort noget ved det i tide? John Maynard Keynes var den britiske økonom, der under den forrige store krise i 1930’erne kraftigt kritiserede datidens neoklassiske økonomer for at se bort fra virkeligheden og holde sig til deres teorier om det selvregulerende marked og derved styre verden direkte ind i en økonomisk nedtur, der blev en menneskelig katastrofe for millioner af mennesker verden over. Først nu kommer de keynesianske økonomer frem med, hvordan de i et par årtier har været holdt ude fra de politiske beslutningsprocesser af nutidens neoliberale markedsfundamentalister, der har pustet markedsboblen så højt op, at den totalt har skygget for realiteternes verden (se kommentar af Joseph Stiglitz i Politiken 21.12.). Det er jo en interessant diskussion, hvordan vi i et demokratisk styre kan sikre den videnskabelige meningsbrydning, således at fundamentalistiske tendenser ikke tager overhånd. Derfor er den nuværende krise en god anledning til at se kritisk på de økonomiske uddannelser og de økonomiske lærebøger. Vi skal udnytte, at en krise jo i bund og grund er en renselsesproces. Derfor er det heller ikke nok blot at vende tilbage til Keynes og hans teori om den effektive efterspørgsel som redningen for den økonomiske model. Forbrugsfesten har nemlig i den grad gjort det åbenbart, at den uregulerede vækst har alvorlige konsekvenser for de livsbærende økosystemer. Det er ikke, fordi vi skal vende tilbage til 1960’ernes og 1970’ernes dommedagsprofetier med grænser for vækst, som var alt for upræcise. Men vi er nødt til at indse, at samfundsøkonomien er en del af det økologiske system og økologisk økonomi derfor må have en langt mere fremtrædende plads i diskussionen af ikke bare at få bankerne, men et bæredygtigt samfund på fode igen. Jeg må bekende det med det samme: Jeg er ikke økonom. Det er på den ene side en stor fordel, da det tillader mig et lidt bredere udsyn, når jeg gennem hele min professionelle karriere har beskæftiget mig med udvikling i den fattigste del af verden. På den anden side er det jo et problem, fordi beslutningstagere enten selv er økonomer eller så tydeligt lytter mest til økonomer og har en tendens til blot at skubbe forslag og kritik til side, når de kommer fra ikke-økonomer. Jeg må da også i sandhedens interesse komme med endnu en bekendelse. Når man læser en økonom som Joseph Stiglitz, som tilligemed både er nobelprismodtager, og som har arbejdet på højeste politiske niveau under Clinton-regeringen i USA og efterfølgende som cheføkonom i Verdensbanken, så må man erkende, at der er visse økonomer, man må have dyb respekt for. Når Stiglitz afslører de politiske rævekager, der bliver bagt i disse indflydelsesrige politiske cirkler for at sikre de store multinationale selskabers ublu udnyttelse af de fattige lande og derved bidrage til at fastholde de fattigste i deres fattigdom, så konkluderer også jeg, at det jo må være rigtigt, når selv en økonom siger det! Fundamentalisme er farlig. Det skorter det ikke på advarsler om, når det handler om islam og muslimer. Den finansielle nedsmeltning og den økonomiske krise kan, forhåbentlig, få vore øjne op for, at markedsfundamentalisme også er farlig. Nutidens neoliberale økonomers tro på, at markedet regulerer sig selv, og staten skal holde sig væk fra markedskræfterne, førte de i opgangstiden frem med stor arrogance. Den usynlige hånd, som Adam Smith kaldte markedets selvregulerende effekt, har til fulde vist sig kun at fungere under meget specielle forhold, som er langt fra den moderne tids monopoldannelser, manglen på arbejdskraftens fri bevægelighed og ugennemsigtige markeder. Nu vender de neoliberale økonomer tilbage, men ikke angrende, og vil have staterne til at bruge skatteydernes penge for at redde markedet. Selv om de af Keynes inspirerede økonomer og deres lærebøger nok vil komme mere til ære og værdighed i erkendelse af, at det uregulerede marked fører til rå udnyttelse og kriser, så dækker også denne økonomiske tradition over en anden fundamentalisme, nemlig begrebet ’the economic man’. ’The economic man’ er fundamentet i vestlig økonomisk tænkning, som det er værre end gudsbespottelse at sætte spørgsmålstegn ved. ’The economic man’ er den rationelt tænkende egoist, hvis handlinger udelukkende styres af drivkraften til at ville optimere for egen vinding. Solidaritet og medfølelse med andre mennesker, som vi trods alt er mange, der opfatter som grundlæggende værdier, og som nogle eksotiske kulturer baserer sig på, har ikke plads i den økonomiske tænkning. Dette bliver specielt problematisk, når fremtidens klimaforandringer og andre økologiske kriser tvinger os til at se samfundsøkonomien som en del af det økologiske system. Et grundlæggende princip i bæredygtig udvikling er, at når vi bruger Jordens ressourcer til at opfylde de nulevende generationers behov, så skal vi ikke bruge flere, end at der er mulighed for, at også fremtidige generationer kan få opfyldt deres behov. Her dur ’the economic man’ ikke! Hvis vi hver især skal optimere for egen vindings skyld, hvordan kan vi så undgå at blive generationen af græshopper, der spiser alt og efterlader intet, for nu at bruge vor klimaministers billede? Hvem definerer behov? Hvordan vurderer ’the economic man’ behovet for at køre Formel-1-racerløb i forhold til at skaffe mad til den sjettedel af verdens befolkning, der ikke får næring nok? De etablerede økonomiske modeller er bare ikke forenelige med bæredygtighed. Ressourceknapheden er selvfølgelig også gået op for de neoliberale økonomer, og fagspecialiseringen ressourceøkonomi er kommet til. Problemet er, at også her tror de, at markedet selv regulerer naturudnyttelsen, når bare ressourcerne har en pris. Men sådan fungerer økosystemer ikke. Tag for eksempel et tropisk ædeltræ, som gennem de sidste mange årtier er blevet fældet med frygtindgydende hastighed. Træets pris afspejler selvfølgelig udbuddet i forhold til efterspørgslen, men de billige havemøbler af tropisk træ, som mange af os har stående, afspejler jo på ingen måde træets reelle værdi. Det skal retfærdigvis indskydes, at noget tropisk ædeltræ er dyrket på bæredygtige plantager, men en meget stor del stammer fra skruppelløs fældning af de resterende tropiske regnskove, hovedsageligt i Sydøstasien og Amazonas. Træet, som vore havemøbler sandsynligvis kommer fra, var som en del af et økosystem med til, at regnvandet kunne infiltreres i jorden og ende op i bække og floder, som samfundene neden for bjergene er afhængige af til drikkevand og kunstvanding. Når skoven er fældet, løber vandet af på overfladen og skaber erosion, som i sidste ende gør jorden ufrugtbar. Skoven var, før den blev til havemøbler, hjemsted for en rig variation af planter og dyr, som ikke blot er vores genetiske forrådskammer, og derved også er livsvigtig for medicinalindustrien, men også hjemsted for traditionelle folkeslag, som i generationer har levet på skovens betingelser. En funktion, som er kommet i fokus med klimadebatten, er, at skoven var CO{-2}-neutral. Men når ædeltræerne bliver fældet, bliver resten af skoven brændt af og opdyrket. Man regner med, at ca. 20 procent af klodens CO{-2}-udledninger stammer fra skovfældning. At skoven havde en herlighedsværdi som naturoplevelse, kan føjes til de funktioner, som det er umuligt at sætte en markedspris på. Et specielt problematisk instrument i de neoliberale ressourceøkonomers værktøjskasse er den såkaldte diskontering. Det betyder, at økonomerne vurderer skovens (eller en anden naturressources) markedsværdi og fastsætter en forrentning af den kapital, som samfundet således har stående i skoven. Ofte har man brugt den kommercielle udlånsrente som diskonteringsrente, og ved at regne baglæns kommer man i de fleste tilfælde frem til, at skoven med fordel kan fældes nu frem for at lade den stå til fremtiden. Verdensbankens ressourceøkonomer er velkendte for på et sådant ’videnskabeligt’ grundlag at anbefale ulandene at udnytte deres naturressourcer nu, uden tanke for de økologiske konsekvenser. De fleste af ulandenes egne beslutningstagere er økonomer, uddannet i neoliberal økonomi på amerikanske, eller i hvert fald vestlige universiteter. Der er derfor ofte umiddelbar samklang mellem Verdensbankens anbefalinger og ulandenes interesser, som de bliver udtrykt af regeringerne. Det giver mening at betragte vor klode med dens atmosfære som et lukket system, hvor vi ikke kan komme af med noget, og det eneste, der tilføres, er solens lys og varme. Økologiske dommedagsprofeter har, specielt under udviklingsepoken efter Anden Verdenskrig, kæmpet med teknologioptimister om, hvorvidt Jorden kan overleve med en kraftigt stigende befolkning af de naturressourcer, som vi har til rådighed, uden at vi drukner i affald, herunder CO{-2}-udledninger i atmosfæren. Jeg skal her afholde mig fra at tage del i kampen, men blot påpege nogle objektive facts: Indtil rumteknologien måtte bringe os i en situation, hvor vi kan indtage andre planeter, er vore naturressourcer og rum for opmagasinering af affald endelige, og kun solen bidrager med ny energi. Termodynamikkens love siger, at udviklingen og menneskelig aktivitet øger entropien (uorden), og ressourcernes effektivitet følgende falder. Eller sagt på en mere forsimplet måde, at selv om vi kan genbruge de naturressourcer, der f.eks. indgår i en bil, så er megen energi omdannet til varme, og ressourcerne får en lavere lødighed i processen. Den menneskelige aktivitet har gennem de sidste par hundrede år bidraget til en væsentlig forøgelse af CO{-2} i atmosfæren, en forøgelse, der er vokset eksplosivt i de sidste par årtier. Der er ikke længere videnskabelig tvivl om, at dette vil medføre dramatiske klimaforandringer, hvor specielt de fattigste ulande, der har færrest ressourcer til at tilpasse sig, bliver hårdest ramt. På samme måde er andre livsbærende økosystemer truet, og naturens processer er irreversible. Det er uansvarligt ikke at lade forsigtighedsprincippet råde. Vi er på mange måder i en situation, som vi var i i 1930’erne. Datidens neoklassiske økonomer var forblændet af deres teorier og så ikke virkeligheden. Keynes blev ugleset blandt fagkolleger, da han påpegede det, men han var trods alt økonom, og efterhånden lyttede samfundet til ham. Med sin rolle i etableringen af Bren og den Internationale Valutafond var han også med til at grundlægge den globale udviklingsepoke efter Anden Verdenskrig. Man fik dog aldrig etableret institutioner, der for alvor kunne regulere det globale marked, og økonomierne er stadig i vid udstrækning underlagt nationalbankerne. Neoliberalismens fremmarch, med Margaret Thatcher og Ronald Reagan som politiske bannerfører, overdrog i vid udstrækning den statsstyrede udviklingsproces til de uregulerede markedskræfter. Det var dog allerede på det tidspunkt blevet klart, at den uregulerede økonomiske vækst skabte store miljøproblemer, og i 1987 kom bæredygtighed på alles læber, da den tidligere norske statsminister stod i spidsen for Brundtlandrapporten. Bæredygtighedsbegrebet blev politisk konfirmeret ved FN-topmødet for miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992. Der er siden da blevet lavet et utal af miljøhandlingsplaner, miljøkonsekvensvurderinger, og miljøministerierne er vokset i volumen i mange lande, ligesom det skete i Danmark under den forrige regering. Det store problem de fleste steder er, at der er meget langt fra miljøministerierne til finansministerierne. Og finansministerierne er befolket af vestlige økonomer, som i bedste fald er keynesianere, og i de fleste tilfælde neoliberale økonomer, for hvem miljø hører til i miljøministeriet. Det er nødvendigt, at miljøet kommer ind i finansministeriernes gange, for at det bliver taget alvorligt. Derfor er der behov for at videreudvikle økologisk økonomi, som ser de økonomiske aktiviteter som et delsystem i globale økosystemer, der skal holdes i gang, hvis systemet skal bære.