»Ja, jeg siger nu til dem, at de fandeme har at tale ordentligt til hinanden«, sagde fritidshjemspædagogen og hamrede en proper næve ned i bordet. Alle vi andre deltagere til mødet hylede af grin. Men vi forstod meningen. Det, vi havde diskuteret, var nemlig ikke børn og unges brug af bandeord generelt. Vi havde talt om de børn og unge, der bruger grove seksualiserede skældsord, og som generelt har et meget råt sprogbrug. De slynger om sig med ord som luder eller bitch eller hore, og skænderier udvikler sig nemt til dødstrusler, mens fuck you har skiftet status fra at være et bandeord til bare at være en slags naturligt fyldord i de fleste sætninger. Der er en verden til forskel på at bande og så på at kommunikere via grove kønsdiskriminerende udtryk eller ord, der er nedværdigende seksuelt over for kvinder eller for eksempel homoseksuelle. Ligesom der er en verden til forskel på at blive sur og kalde den anden for en idiot (selv om det selvfølgelig ikke ligefrem er høfligt) og så på at true den anden med at 'smadre dig, din pikslikker' eller udslynge 'gå hjem og knep din mor'. »Yo din fucking luder mand. Hvordan fanden ku' du gøre det? Møgluder. Hvordan fanden ku' du gøre det? Du burde tage dit forgrædte næb og tørre det. (...) For pludselig kan jeg se dine fejl og mangler. Ikke en prinsesse, bare en ho ligesom alle andre. Var kun utro, når du ikke gav mig noget. Så drop det pis, inden at jeg taber hovedet«. Etc. Uddraget stammer fra et nummer fra den førende danske rapmusiker, Jokeren, hvis fanskare aldersmæssigt spænder fra små skolebørn op til unge voksne. Nummeret hedder 'Kvinde min' og er angiveligt skrevet efter et bittert kærestebrud. Det har altid været sådan, at børne- og ungdomskulturen og dermed sproget ændrer sig. Det har også altid været sådan, at de ældre generationer, de voksne, forarges over børnenes sprog. En ting har dog ændret sig drastisk. Hvor voksne engang blandede sig og forsøgte at påvirke, er tidens trend, at vi helst vil være tolerante. Vi vil meget nødig virke bornerte, fordomsfulde eller gammeldags. Vi er i særdeleshed bange for, at folk skal tænke, at vi ikke har fingeren på pulsen, hvad angår børnenes og de unges kultur. Derfor vil en af automatreaktionerne på børns sprog være, at børn og unge jo har deres egen kultur, som vi alligevel ikke forstår. Deri ligger implicit, at vi bør nære en form for ærbødighed for denne kultur. Jørn Lund, som er direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og medlem af Sprognævnet, blev således tidligere i år citeret i en artikel i Politiken for at have kommenteret de unges sprog med følgende sammenligning: »Jeg vil hævde, at den type udtryk har eksisteret til enhver tid. H.C. Andersen følte sig virkelig tyranniseret af den rå tone, som drengene i Odense brugte mod ham«. En yngre sprogforsker udtalte i samme artikel, at »Forældregenerationen har altid kritiseret de unges sprog. Vi har rapporter tilbage fra de gamle grækere, som siger, at de unge taler sjusket og grimt. Når det virker stærkt på hver eneste generation, er det selvfølgelig, fordi de unge er enormt gode til at finde nye måder at provokere på«. På den baggrund er det følsomt for børneorganisationsfolk at udtrykke noget, der kan forstås som problematisering af børn og unges sprog. Fordi det netop kommer til at ligne kritik af børnene og de unge og af deres opdragelse og adfærd. Og fordi man så næsten kan mærke lugten af kæft, trit og retning, skammekrogen, den sorte skole og moralsk oprustning. Vi møder oftere og oftere emnet, når vi som medarbejdere og politikere i Børns Vilkår holder foredrag. Vi møder masser af forældre, lærere og pædagoger, der får mere og mere ondt i maven over det, som vi kan vælge at kalde for foksproget. Men de føler ofte, at de står tomhændede i forhold til problemet, fordi de ikke er sikre på, hvor grænsen går, og om de egentlig kan tillade sig at sætte en grænse, eller om det bare er dem selv, der er bag af dansen. Vi møder også emnet på vores rådgivning BørneTelefonen, hvor det er vores rådgivere, der samler op på børnene, når de grædende ringer ind og fortæller, hvor ondt det har gjort, når man er blevet kaldt noget, som man måske nok ved er noget grimt, men som man ikke helt ved, hvad betyder - eller hvor ydmygende det kan være at skulle bære rundt på hånsord, der går på ens køn eller ens seksualitet. Lærerne og pædagogerne og børnene på BørneTelefonen reagerer ikke på fanden og sgu. De reagerer faktisk heller ikke på fuck you. De reagerer på ord og udtryk, der af modtageren opleves som overgreb - som regulære krænkelser. De kan se, hvordan sproget i nogle børne- og ungdomsmiljøer bliver så råt, at det bliver brugt som en art terror. Stikker man hovedet frem, er man uenig, risikerer man at blive ydmyget og hængt ud som luder, tæve eller fisse foran hele gruppen. Det samme hvis man prøver at sige fra over for den rolle, man som pige får tildelt i gruppen. Det er nemlig primært pigerne, der er skydeskive for det stærkt kønsdiskriminerende foksprog, når det virkelig folder sig ud. Når drenge står for skud, vil de oftest blive kaldt for ord, der er voldsomt hadske over for bøsser, eller de vil blive ydmyget med seksualiserede skældsord om deres mor. Jamen, har ordene ikke mistet den rå mening, når de glider ind i sproget. Er det ikke bare os voksne, der er sarte, fordi vi ikke kan høre forskel på nuancerne? Eller som en pædagog sagde på et møde: »Man kan også sige fuck you på en kærlig måde ...«. Men man kan også slå på en kærlig måde. Det er det, man gør, når man for sjov bokser til en kammerat, eller når man kærligt dasker hinanden en på siden af hovedet. De fleste forældre og pædagoger kender øvelsen i at lære børn, hvordan de aflæser signalerne fra andre børn, hvordan de lærer, hvornår man må være fysisk over for hinanden, og hvornår man skal holde fingrene væk. Vi tager det som en naturlig ting, at vi skal vejlede børnene på dette felt. Nej, du må ikke slå, når du bliver sur. Ja, I må gerne slås for sjov, men I skal holde op, før én af jer bliver ked af det etc. Vi lader dem ikke tæve uhæmmet løs på hinanden, vi lader ikke den stærke dominere den svage med fysisk vold i skolen og i samfundets institutioner. Det ville være rimelig utænkeligt, at eleverne på en dansk folkeskole med lærernes vidende bankede en klassekammerat til lirekassemand i frikvarteret. Men det er det, der risikerer at ske, når volden består af ord. Det er rigtigt, at foksproget kan bruges humoristisk og kærligt, og at det kan være en art kode, som de indviede i visse miljøer bruger positivt i forhold til hinanden. Men vi kan ikke generelt gå ud fra, at det er sådan, ordene bliver brugt - eller opfattet for den sags skyld. Det er som med den fysiske kontakt: Børnene og de unge har brug for, at vi voksne lærer dem, hvordan man behandler hinanden. De har brug for, at vi tør træde i karakter og tage afstand fra ord og udtryk, der er kvindefjendske, nedværdigende og diskriminerende. De har brug for, at vi bekræfter, at det kan være smerteligt og ubehageligt at blive snavset til med ord, man oplever krænkende, og de har brug for, at vi hjælper dem med at etablere normer, der ikke bygger på den stærkes magt over den svage. Sproget kan ikke ses isoleret; ordene er ikke bare ord. Vi er gennem de seneste år blevet bevidste om, at vi har en gruppe børn/unge, der ikke får foræret så klare grænser som de stærkes børn. Vi ved, at der er gråzonepiger, der i meget ung alder udfører seksuelle ydelser for gaver eller bare for at få lov til at være med i selskabet, og vi ved, at der er indvandrerdrenge, der ender med at tvinge piger til f.eks. gruppesex, fordi de tror, den seksuelle virkelighed er som i pornofilmene. Spørgsmålet er, om vi ikke også via sproget kan klargøre begreber og understøtte nogle værdier. Måske er det netop, når pigerne går og kalder hinanden for luder, at man skal tage en snak med dem om, hvad en luder er - og hvorfor - og hvad det gør ved folk. Måske er det via sproget, vi skal understøtte de svageste unge i, at der både er sproglige grænser og grænser for ens egen krop og handlinger. Svenskerne er som bekendt mindre angste for at blive betragtet som moralske end danskerne. De forsker også mere i børn og unge, end danskerne gør. Det har blandt andet resulteret i en undersøgelse af fænomenet øget seksualiseret sprogbrug blandt børn. Undersøgelsen blev sat i gang af organisationen Rädda Barnen og fik form som en kvalitativ undersøgelse, hvor man har interviewet en lang række fagpersoner omkring børn og en lang række børn, og hvor man bevidst har fordelt interviewene på forskellige områder i Sverige. Resultaterne er offentliggjort i en beskeden rapport ved navn 'Något har hänt', og de består ikke af talrækker eller tabeller. Forskerne har beskrevet tendenser og strømninger, og de drager interessante konklusioner. De er ikke i tvivl om, at tendensen går mod et grovere og mere seksualiseret sprog. De er til gengæld heller ikke i tvivl om, at der er meget stor forskel på børnegrupperne. Velstimulerede og velfungerende børn fra 'gode' familier er ikke voldsomt præget af det hårde sprog. De bruger det kun begrænset, og mens de er relativt små. Foksproget mister hurtigt sin tiltrækningskraft, når det er prøvet af, og det bliver ikke totalt integreret i det daglige sprog. De ressourcestærke børn kan desuden finde ud af at sortere: De er godt klar over, hvem de taler til, og de differentierer deres sprog efter det, så de ikke kalder chefen på fritidsjobbet for det samme, som de kalder kammeraten i et skænderi. Billedet er ganske omvendt, når det gælder svage og marginaliserede unge. Det gælder børn i belastede boligkvarterer og børn med problemer i hjemmet. Det gælder børn, der har det svært i skolen, og det gælder i udpræget grad visse grupper af børn fra flygtninge- og indvandrermiljøer, hvis familier ikke er integreret sprogligt eller erhvervsmæssigt i det svenske samfund. For disse børn er foksproget ikke en overgang, eller noget som de gør, når de voksne vender ryggen til. Disse unge evner ganske enkelt ikke at skelne; det rå og seksualiserede sprogbrug er deres sprog, og det giver dem seriøse problemer i forhold til videreuddannelse og arbejdsmarkedstilknytning. Og det giver dem problemer med at nuancere deres reaktioner på omverdenen. Når man bruger det værste sprog om de mindste forurettelser, er der kun volden tilbage, når forurettelsen bliver større. Den svenske undersøgelse har desuden forholdt sig til, om det seksualiserede sprogbrug hænger sammen med en øget forekomst af mobning og i yderste instans vold. Den nedslående konklusion er, at ja, der er noget, der tyder på, at der er opstået et helt nyt begreb, som forskerne kalder kønsmobning. Piger mobbes ubarmhjertigt ved, at der køres på deres køn. Ofrene udskriges som ludere, horer etc., og børnene giver klart udtryk for, at den verbale vold er værre end den fysiske. Ydmygelsen er svær at bære. Undersøgelsen peger også på, at det især i nogle områder er blevet almindeligt at afstraffe/mobbe andre ved at tage dem på kønsdelene, og de advarer om en risiko for en sammenhæng mellem den øgede negative seksualisering børnene og de unge imellem og en øget forekomst af seksuel vold som (gruppe)voldtægter. Det er interessant, at de interviewede, der tager problemet mest alvorligt i Sverige, også er de voksne, der hører mest grimt sprog. Det er pædagogerne, psykologerne og lærerne i boligområder med mange ressourcesvage børn og unge, der oplever udviklingen mest bekymrende. Bekymringen er mindre, når man kommer længere væk - ud i områderne hvor de stærke børn bor. Her er man mere overbærende. Det er altså dem, der er tættest på, der er mest bekymrede. Børnene skelner i øvrigt også klart, og jo ældre, jo mere. De giver i undersøgelsen klart udtryk for, at det er langt værre at blive kaldt for et kønsrelateret skældsord, end det er at blive kaldt for dum eller åndssvag eller hvad som helst andet. Den svenske undersøgelse dementerer, at foksproget er et generelt børne- ungdomsfænomen - et helt nyt sprog blandt børn og unge, som vi voksne bare ikke kan følge med i. Undersøgelsen siger tværtom, at foksproget er de magtesløses, de ressourcesvages sprog, som de bruger som et magtmiddel, og som desuden er stærkt kvindefjendsk, ligesom det hele tiden relaterer seksualiteten til noget forkert, fjendtligt og negativt. Det stemmer meget godt overens med de erfaringer, som vi gør os i Børns Vilkår. Vi vil hverken censurere Jokeren eller genindføre mundvask i grøn sæbe. Vi synes til gengæld, at vi voksne skal sige vores mening om rapmusikkens sprog og holdninger. Vi skal rumme børnenes smag, men være et trygt og værdibaseret modspil. Vi synes, man skal reagere, hvis man overværer, at et barn kalder et andet barn noget groft og nedværdigende. Reaktionen skal være af samme kaliber, som hvis man overværer fysisk vold. Vi synes, at man på skoler og i institutionerne skal tage stilling og sige nej til det mest rå sprogbrug. Når man kan gennemføre, at børnene ikke må banke hinanden på skolens område, kan man også gennemføre, at de ikke må krænke hinanden groft verbalt. Vi synes, man som voksne skal prioritere at gå aktivt ind på dette område. Først og fremmest ved at forklare børnene og de unge, hvorfor det er krænkende - både over for modtageren og over for én selv og måske endda over for de minoritetsgrupper og det køn, der bliver misbrugt i foksproget. Vi synes især, vi skal hjælpe de børn og unge, der er de flittigste brugere af foksproget, for de andre skal nok klare sig. Men de børn og unge, der ikke får et værdibaseret modspil hjemmefra, risikerer, at de med sproget marginaliserer sig mere og mere fra det samfund, som de i forvejen lever på kanten af. Det er vattet og svigt af alle parter, hvis vi ikke som voksne tør tage stilling.