Hykleri er ikke et pænt ord, og beskyldningen om at hykle rammer hårdt. Man er taget med fingrene dybt nede i klejnekassen, hvad enten man taler usandt eller taler forbi eller taler uden forbindelse med virkeligheden. Man er dømt utroværdig og får ridser i lakken. Men tilbage i historien er der mennesker, som ser anderledes på sagen. Den kinesiske hærfører Sun Tzu hævder i sin bog 'Krigskunsten', at al krigsførelse hviler på bedrag, mens Machiavelli i 'Fyrsten' tilsvarende påstår, at en leder må være god til at frembesværge illusioner og i øvrigt være en stor hykler. Hermed vendes op og ned på alting. Det bliver forkert at tale sandt og rigtigt at lyve. Hvis forskellen mellem sandt og falsk var en forskel mellem sort og hvidt, ville der ikke være plads til hykleri. Men der er en gråzone, hvor det handler om, hvor meget sandhed man skal aflevere, hvilken vinkling man skal foretage, og hvilke temaer man overhovedet skal komme ind på. For man kan sagtens tale sandt uden at rutte med sandheden, og man kan gemme grimme detaljer i komplicerede mønstre af smukke ord. Men man har ikke løjet - ikke helt, i hvert fald. Når vi bedømmer lederes kreative omgang med sandheden, er der en vigtig nuance. En leder, hvad enten han er politiker eller erhvervsmand, er ikke videnskabsmand, og hans ord bedømmes ikke kun på deres sandhedsværdi. Han er en praktiker, som skal 'gøre sand'. Han skal motivere andre mennesker og få deres opbakning, og det sker ved at frembesværge et lokkende billede af fremtiden - et billede, som mange har lyst til at være med i. Har Sun Tzu løjet, når han siger: »Vi vil vinde i morgen«? Næ, men han har heller ikke talt sandt. Han har gødet jorden for at realisere det billede af fremtiden, han så hedt begærer - at hans hær vil sejre. Og her er det ikke nok at holde sig til de simple kendsgerningers gråt-i-gråt. Derfor opstår der en margen til kreativ omgang med sandheden - til at sige noget, som ikke er helt sandt, og til at fortie noget, som er sandt. På det første møde med en potentiel kæreste fortæller man ikke om sine hæmorroider eller sine depressioner, men hellere om sit spændende arbejde og sine interessante rejser. Og en statsminister, som vil danse kinddans med galluptallene, fortæller hellere om, hvad danske ministre burde have gjort for 60 år siden, eller hvad russerne bør gøre nu over for de baltiske lande, end han fordyber sig i sine ministres dristige strejftog rundt i lovens yderkanter. Den svenske økonom Nils Brunsson har udviklet en teori om hykleri. Og hans tese er den enkle, at når der rettes modstridende krav til en organisation - privat eller offentlig - er det en normal og ofte rimelig reaktion at hykle. En privat virksomhed skal arbejde hårdt for, at tallene på bundlinjen er både store og sorte, og den skal også have et godt omdømme i det offentlige rum. Den skal pleje ikke blot sine aktionærer, men også den mystiske mr. X, som kaldes den politiske forbruger. Det er ikke nemt, for aktionærer er grådige, og mr. X kan være lige så ilter som Carsten Jensen. Hensyn til penge trækker i en anden retning end hensyn til miljø og menneskerettigheder. Hvad gør man så? En normal måde at reagere på er at hykle. Man accepterer alle kravene, selv om de strider mod hinanden. Herefter tager man konflikterne, i den rækkefølge de dukker op. Ofte undgår man åbenlyse konflikter ved at tale på forskellige måder til forskellige grupper, altså stryge alle med hårene og ligesom børnehavebørn håbe på, at far og mor ikke taler med pædagogerne. Nils Brunsson har udviklet sin teori på basis af undersøgelser i svenske kommuner. Også her skurrer modstridende hensyn fælt mod hinanden. Kommunale politikere lover ikke blot lave skatter, men også generøse offentlige ydelser, og er der stadig huller i vejene, sender de aben videre til kommunens teknikere - som svarer igen og beder politikerne om at præcisere, hvilke ydelser der skal prioriteres hvordan, hvilket politikere selvfølgelig ikke kan. Politikere er sensible over for krav fra omverdenen, men er ofte uvidende om de tekniske detaljer. De er klemt mellem krav fra vælgere, fra embedsmænd, fra pressen og fra deres kolleger. Når de stilles til ansvar, kan man se de skønneste øvelser i hykleriets ædle kunst - snakke udenom, henvise til nødvendige prioriteringer, holde den ideologiske fane højt, vælte ansvar over på andre. Brunsson er ingen rasende kritiker af disse manøvrer, men studerer dem med sval og ironisk distance. Han konkluderer, at hykleri ofte er den eneste rimelige måde at reagere på, så moralsk fordømmelse kan være ilde anbragt. Og han bemærker, at det kunne være en god idé at holde politikere og deres vælgere lidt mere på afstand af hinanden. Men hvad vil det sige at hykle? Brunsson har en simpel og højst brugbar definition: En organisation hykler, når det, den siger, det, den beslutter, og det, den gør, ikke hænger sammen. Det handler om forholdet mellem at sige, beslutte og gøre. De tre ting kan stride mod hinanden. Men de kan også spilles aktivt ud mod hinanden. En leder kan snakke og udsende et røgslør af ord, der skal gøre det usynligt, at intet besluttes. Eller han kan træffe beslutninger under pomp og pragt for at give indtryk af, at der gøres noget, skønt intet sker. Eller han kan gøre noget uden at sige det, og uden at det er officielt besluttet. Sige, beslutte og gøre er tre forskellige indsatsområder med hver deres fortrin og ulemper. Og kritikken mod hykleri kan sætte ind alle tre steder. Den kan gå på, at 'sige' ikke rimer med 'gøre', at 'beslutte' ikke følges op, og at 'gøre' ikke er legitimt begrundet, sådan som Bush, Blair og Fogh Rasmussen er blevet persifleret for at gå i krig med Irak på falske præmisser. Hykleri er en løsning på et ægte dilemma - en situation med modstridende og uafviselige krav. Brunsson viser, hvordan det kan håndteres med forskellige teknikker. Man kan bruge tiden og udtale sig forskelligt på forskellige tidspunkter i tillid til, at mands minde kun er en uge. Man kan bruge rummet og sige forskellige ting til forskellige grupper. Man kan bruge arbejdsdelingen og placere ansvaret i et uigennemskueligt bureaukrati. Man kan jumpe mellem at tale om handlingen og om ansvaret for handlingen - selv om en leder ikke kan overdrive sin uansvarlighed uden at ende med at erklære sig selv overflødig. Succes får man, ved at man kan bevare sin legitimitet trods disse manøvrer, hvor man både tilfredsstiller de politiske og de tekniske krav, så både parlamentet og fabrikken er tilfredse. Og måske også pressen. Den normale antagelse er, at det sagte, det besluttede og det gjorte hænger sammen. Kun på den baggrund er det muligt at hykle. Men når en leder står i et uløseligt dilemma mellem hensyn, må han, som Sun Tzu og Machiavelli anbefalede, tænke strategisk. I en privat virksomhed kan han ikke krænke aktionærerne, uden at det håndfast rammer ham selv. Han kan heller ikke lægge sig ud med magtfulde interesseorganisationer, uden at det rammer ham selv fra en anden kant. Vi kan tage et eksempel. Hvad gør en møbelhandler, når der opstår mistanke om, at hans blomstrende handel med havemøbler har sin rod i forbudte træsorter og hasarderede arbejdsforhold i fjerne østasiatiske fabrikshaller? Han kan ikke lægge kortene på bordet. Eller rettere, det kan han godt, men det er selvmord. Han kan heller ikke lyve direkte. Det vil være at invitere mordere indenbords, hvad enten kniven føres af ihærdige ngo'er eller borende journalister. En nærliggende udvej er at tjene flere herrer, selv om Bibelen siger, at man ikke kan. Så møbelhandleren bringer sig ud af kattepinen ved at hykle. Han foregiver at tjene både mammon, miljø og manpower. Og skam få den, som ikke kender det problem. Nærmere bestemt udfolder vor ven møbelhandleren lidt retorisk akrobatik. Han udnytter, at publikum ikke kender de nærmere detaljer - for retorikken aktiveres, siger Aristoteles, i situationer uden sikker viden. Så han taler og regner med, at tiden går, og at et interview ikke varer uendelig længe. Han foregiver uvidenhed - han ved ikke, hvor træet kommer fra, eller hvad hans mellemhandlere har gang i. Han lover beslutninger - vel vidende at publikums mulighed for at kontrollere er ringe. Han bruger ord, som er tvetydige, så f.eks. 'social ansvarlighed' kun handler om at betale skat, ikke om arbejdsmiljøet eller det fysiske miljø. Selvfølgelig kan offentligheden ikke vide, om han hykler. Og det kan ikke nytte noget at spørge ham. Hykleriets spil kræver, at man ikke indrømmer, at man hykler. En margin af usikkerhed skal ikke blot holdes åben, men aktivt plejes. Jeg har foretaget en lille og helt uvidenskabelig undersøgelse, hvor jeg på tomandshånd har spurgt en række ledere, om de hyklede. Det var forholdsvis let at få dem til at indrømme, at det gjorde de - regelmæssigt og systematisk. Men samtidig sagde de som med én tunge, at de ikke ville drømme om at indrømme det offentligt. Det ville være at tabe alle tallerkenerne på gulvet. Mens man efterhånden godt kan tale åbenlyst om at forføre, uden at det ødelægger forførelsen, kan man ikke medkommunikere hykleri. Siger man, at man hykler, gør man det hermed ikke. Og siger man, at man ikke gør det, vækker det mistanke om det modsatte. For hvorfor er det så vigtigt at understrege den pointe? Så en statsminister skal sige, hvad han skal sige, og ikke samtidig sige: »Hør nu, venner, jeg ved godt, at mine ministre har klodset i det, så min spindoktor anbefalede mig at snakke om noget helt andet, f.eks. om besættelsen eller russernes viderværdigheder i Baltikum. Det mente han ville være en effektiv måde at genvinde lidt politisk terræn på og tage luften ud af al den velfærdssnak, som Helle Thorning-Schmidt insisterer på at tale om, og som jeg helst vil undgå«. Hykleri foregår for åben skærm og uden navns nævnelse. Men over for denne frontstage er der en backstage, hvor spillet kan omtales og dets teknik diskuteres. Foran og bag ved scenen siges der helt forskellige ting. Når man ikke siger, og ikke kan sige, at man hykler, overlader man arbejdet med at fortolke til tilhøreren. Han kan have sin mistanke. Men da intet er indrømmet, er der kun tale om en mistanke, som også falder tilbage på tilhøreren. Derfor kan hykleri være effektivt, selv om det gennemskues. For hvad skal man stille op med sin mistanke? Orker man at tage affære? Hykleri er en strategisk måde at agere på i et offentligt rum, hvor et batteri af talerstole er i stadig kamp om ord og dagsorden. Nils Brunssons konklusion er, at hykleri ofte er en løsning på et problem, ikke selv et problem. Han foreslår, at der også må kunne tales neutralt om hykleri. Ligesom alle mennesker påtager sig en maske, både for at beskytte sig og for at udtrykke sig, så hykler alle organisationer for at håndtere dilemmaer. Selv om det er irriterende, er det også velgørende. For tænk, hvilket kaos som ville opstå, dersom de ikke gjorde det. Så ledere siger ikke, hvad de ved, gør ikke, som de siger, og siger noget andet, end de bliver spurgt om. Hvis ikke de gjorde det, ville samfundet eksplodere i overflødige konflikter, ligesom alle parforhold ville være bomber med kort lunte, dersom parterne ikke beskyttede hinanden ved ikke at sige alt, hvad de kunne sige. Hykleri er en parasit på, at vi normalt har tillid til, at der er sammenhæng mellem sige, beslutte og gøre. Så mellem hykleri og tillid er der intime bånd. Men hykleriet er ikke blot en orm, der æder tilliden op. Den er også en måde at pleje og udvikle tillid på. Den er, med Brunssons ord, både en kilde til paradokser og en løsning på paradokser. Hykleri handler om legitimitet. Politikere og teknikere vurderer forskelligt, så 'det samme' er forskelligt. Hundelorte i parker kan være et politisk, men sjældent et teknisk problem. Hvad der for én gruppe er en uundgåelig omkostning - man kan ikke stege omelet uden at knuse æg - er for en anden gruppe helt uacceptabelt. Mens en general kalkulerer med døde soldater, betragter en familie deres døde søn som statsministerens personlige ansvar. I det perspektiv er hykleri udtryk for gruppers hensyn til hinanden, ikke fordi der er enighed om præmisser, men fordi de ved, at den anden gruppes præmisser er effektive. Hykleri er, som François de La Rochefoucauld udtrykte det, syndens tribut til lasten ('Maksimer', 218). Selv om en politiker kan nære en vis foragt for sine vælgere, ved han, at hans mulighed for en lysende karriere afhænger af deres dom. Så hykleri er en måde at udfolde og pleje de uundgåelige konflikter på, som opstår i en organisation og mellem den og samfundet. Kun den, som tror, at konflikter kan løses rationelt og sagligt, kan afvise hykleri. For os andre kan problemet om hykleri ikke løses én gang for alle, men må vurderes konkret, fra sag til sag. Selv om hykleri normalt affærdiges som umoralsk, er forholdet mere indviklet. Ordet 'hykleri' har forskellig moralsk tone, alt efter om venner eller fjender er på spil. Har vi moralsk tillid til en person, giver vi ham lov til at hykle. Vi går ud fra, at han handler ansvarligt og spørger kun, om han gør det godt. Hvis vi omvendt betragter ham som utroværdig, stempler vi ham som en forbandet hykler. Men bortset fra sammenhængen mellem hykleri og tillid er der også et forhold mellem hykleri og høflighed. Vi hykler også, fordi ikke alle konflikter er værd at tage hver eneste gang. Med hykleri gør vi hverdagen lidt glattere og lidt mere håndterbar. Hykleri er også en måde at tage hensyn på, og i en uformel kultur som den danske kunne man ofte ønske sig lidt mere hykleri. Hvis vi hyklede lidt interesse for hinanden, kunne det ende med, at vi, af bare vane, endte med ægte interesse. Her som andre steder gælder det om at holde masken. For tænk, hvis en kollegas uskyldige spørgsmål om, hvordan weekenden gik, udløste en kaskade af betroelser om alle dagenes triste detaljer?