0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den tyske udfordring

Danmark er et hul. Her sker ingen verdens ting, og så regner det.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Danmark er et hul. Her sker ingen verdens ting, og så regner det. Men er det nu noget at være flov over? Kronikøren, der lever af at sælge Danmark - især til tyskerne - er i tvivl.

Jeg skal hilse og sige, at stemningen i dansk turisme for tiden er noget mat. Det har den for resten været i de sidste fire-fem år, hvor vi år efter år har op- levet, at navnlig de tyske turister har 'svigtet' os og fundet andre feriegræs- gange. Eneste undtagelse er København, hvor turismen er i fremgang - men det skyldes først og fremmest, at det er blevet lettere for svenskerne at komme over Øresund. På bare fem år har Danmark mistet hver fjerde tyske turist - og det kan mærkes: Vi taler om en manglende turistomsætning i størrelsesordenen knap to milliarder kroner. Det gør med andre ord efterhånden rigtig eftertrykkeligt ondt, især herovre i den nordlige og vestlige ende af landet.

Når en patient er svagelig, må man forsøge at stille en diagnose og afhjæl- pe gebrækkelighederne. I tilfældet dansk turisme varede det alligevel forbløffende længe, før det officielle Danmark opdagede, at der var noget galt med blodtilførslen. Der skulle en ulidelig bunke ævl og kævl til, før det lykke- des at få skrabet penge nok sammen til at kunne bestille et tysk analysefirma - som dog efterfølgende viste sig i lige så høj grad at være et reklamebureau, som hellere end gerne ville tilbyde sine tjenester som sådan - til at tage et røntgenfotografi af de tyske turister for at finde ud af, hvoraf deres svigagtighed kom.

Projektet blev døbt 'Den tyske udfordring' og blev (men altså med flere års forsinkelse) lanceret med trommehvirvler og trompetfanfarer. Selvom man faktisk kun spurgte nogle få hundrede tyskere om deres ferie- og rejsevaner i forhold til Danmark, fik analysen en autoritativ karakter af næsten samme kaliber som Nationalbankens årsregnskab og pastor Bartholdys prædikensamling.

Og resultatet var rent ud sagt 'eine grausame Salbe'. Det danske vejr er dårligt, priserne er for høje - men først og fremmest sker her ingen verdens ting. Det var stort set indholdet i den barske cocktail, som det tyske analysefirma serverede for de danske turistfolk. Den konklusion, som blev stående, var, at Tyskland i Danmark har et image som et kedeligt ferieland. Tyskerne synes, at Danmark er 'langweilig', og derfor må vi må først og fremmest sørge for at underholde de forlystelsessyge tyskere - og så må vi have et nyt image, sagde de tyske 'eksperter'. Selvom man altså kun spurgte et par hundrede tyskere - og oven i købet nordtyskere - er billedet i analysen så indlysende klart, at der ifølge analy- sefirmaet ikke er nogen som helst grund til at grave dybere. Alt er belyst. Ikke blot ved vi, hvad patienten fejler, men vi har også fundet det medikament, som kan helbrede ham.

Det er nu knap to år siden. I den mellemliggende tid har vi arrangeret snobrødsbagning for tyske børn, foranstaltet beachvolleyturneringer på stranden, afholdt strandmaraton og sandskulpturfestival, tilbudt sælsafari med gamle skonnerter på Limfjorden, og vi har lavet 'turisttræfpunkter' langs den jyske vestkyst, hvor tyskerne kunne hente stakkevis af brochurer om alle de aktiviteter, som der var mulighed for at deltage i. Vi har gjort alt, hvad vi med nogenlunde rimelighed (og lidt til) kunne hitte på for at vise, at Danmark aldeles ikke er kedelig - men der er ikke kommet flere tyskere af den grund. Tværtimod. Nu foreligger den mulighed selvfølgelig, at det er de forkerte aktiviteter, vi har tilbudt. Men den kætterske tanke melder sig, at det i virkeligheden er diagnosen, der var forkert.

Er problemet i virkeligheden, at vi i dansk turisme stadigvæk tror, at en tysk familie består af en hårdt arbejdende montør på folkevognsfabrikkerne, to vandkæmmede børn samt en hjemmearbejdende 'Hausfrau', der som i salig kejser Wilhelms tid tager sig af 'Kirche, Kinder und Küche'. At det er forbigået vores opmærksomhed, at en meget stor del af den kvindelige befolkning i Tyskland i dag er ude på arbejdsmarkedet, og at vi heller ikke har lagt mærke til, at siden 1960 er antallet af børnefødsler i Tyskland halveret, antallet af indgåede ægteskaber er også halveret, og antallet af skilsmisser er fordoblet.

På 40 år har den typiske tyske kernefamilie decimeret sig til ukendelighed - men vi tilbyder en ferieform, som stort set kun henvender sig til børnefamilier med hjemmegående husmødre, der har oceaner af tid til at stryge skjorter, lægge dem sammen og pakke dem i kufferter, og hvis væsentligste mission her i livet er at huske at få dåseåbneren, ølbatteriet og de henkogte bayerske pølser med på en ferietur til Danmark.

Men at sætte spørgsmålstegn ved de resultater, som 'Den tyske udfordring' nåede frem til, var næsten det samme som at begå turistpolitisk selvmord i det lille kongerige. Der var imidlertid én, som gjorde det. Det var den tysk- danske forsker dr. Peter Aderhold, som er en af de største kapaciteter inden for turismeforskningen i Nordeuropa. Han er født i Tyskland, har studeret i Tyskland, men har boet i Danmark i mange år. Han var i sin tid en af initiativ-tagerne til den store tyske rejseanalyse og er stadig en af de hovedansvarlige for denne den mest seriøse markedsanalyse på det tyske marked.

Han sagde det ikke direkte, men lidt bramfrit udtrykt kan der vist ikke her- ske megen tvivl om, at 'Den tyske udfordring' efter hans opfattelse var no- get makværk. Og i hvert fald følte han sig overbevist om, at der ikke var og ikke er noget galt med Danmarks image i Tyskland. Tværtimod kunne han med tal fra den tyske rejseanalyse belægge, at de tyske danmarksturisters feriemotiver og holdninger til ferie passer fint overens med det, Danmark er og kan tilbyde - bortset fra prisen og dette ene punkt, at vi ikke kan garantere sol og varme. Vi skal altså ikke have noget nyt image, men bør tværtimod forstærke profileringen af de positive image-elementer, som Danmark allerede er i besiddelse af. Men det koster penge, mange penge - ikke mindst fra statskassen.

I 'Den tyske udfordring' undgik man imidlertid behændigt at tage stilling til, om markedsføringsindsatsen i Tyskland var god nok. Der var ingen evalue- ring af Danmarks Turistråds markedsføring på det tyske marked, og der blev ikke sat spørgsmålstegn ved, om en tilstrækkelig stor del af Danmarks Turistråds midler blev afsat til dette ekstremt ombejlede marked - der i parentes bemærket er Danmarks absolut største.

Hvorom alting er, patienten er ikke blevet kureret. Dansk turisme skranter stadig - og det er så meget desto mere påfaldende, som den internationale turisme er i vækst. I langt de fleste lande rundt om på jordkloden oplever man en stigende turiststrøm, men ikke i Danmark. Den bedrøvelige kendsgerning er, at dansk turisme taber markedsandele på den globale turismes markeds- plads. I dansk turisme har vi brugt mange ord - og lixværdien bliver højere og højere, efterhånden som flere og flere af dem stammer fra den brokkasse, der består af lige dele managementkonsulent-volapyk og handelshøjskoleslang - men trods benchmarking , kompetenceklynger og fokuserede strategier er vi lige vidt.

Tiden må være inde til, at alle parter - stat, amter, kommuner, offentlige og private turistaktører i skøn samdrægtighed - sætter sig ned og formule- rer en virkelighedsnær handlingsplan. Hvis vi da vel at mærke vil bevare tu- rismen som en vigtig faktor i samfunds-husholdningen med en omsætning på godt og vel 40 milliarder kroner. og sysselsætning for 70.000 årsværk. Planen skal bygge på en fælles vision: Hvilken turisme vil vi have i Dan- mark? Og den skal indeholde en klar og forståelig plan med følgende punkter: Hvad kan det offentlige gøre for at give turismens virksomheder optimale vilkår at drive forretning på, hvilke turister har vi særligt gode forudsætninger for at få fat i, og: hvordan får vi så fat i dem?

Jeg er overbevist om, at turisterne vælger at komme til Danmark på grund af det, som kan ses og opleves her - og navnlig: det, som ikke kan ses og opleves andre steder. Uanset hvordan vi end vender og drejer det, er udgangs-punktet det typisk danske, nemlig vores historie, vores natur, vort kul turliv. Det kommer til udtryk gennem bl.a. litteraturen, maden, musikken, dan- sen, arkitekturen og billedkunsten. Pointen er, at netop det 'grundprodukt' kan man ikke finde andre steder end i Danmark, og visionen må derfor være at blive så dygtig som overhovedet muligt til at formidle disse vore særkender.

Til gengæld er det så ikke nogen pointe at opfinde 'oplevelser' af alle hånde mere eller mindre sindsoprivende slags. I den forstand bliver det faktisk en dyd at gøre Danmark så 'kedelig' som overhovedet muligt. En turisme, som tager udgangspunkt i Danmarks særkende og som uden videre vil kunne accepteres af danskerne selv, er ikke en turisme, der bygger på hverken wildwestlandsbyer eller elastikudspring fra indforskrevne kraner af megastørrelse. Det er ikke en turisme, som lefler for turisternes underhold- ningsbehov, eller som anstrenger sig ud over al måde for at finde på oplevelser, aktiviteter og gags. Det er en turisme, hvor de to vigtigste nøgleord er autenticitet og bæredygtighed.

Sidste sommer var min egen lille familie på ferie i Nordengland. Som den omsorgsfulde familiefader jeg er, spenderede jeg hundredvis af gode engel- ske pund på udflugter med veterantog, sejlture med dampgondoler, ja, der var faktisk ikke den rutschebane i miles omkreds, som vi ikke prøvede - for at glæde ungerne og deres oplevelsestrang. Troede jeg i hvert fald. For da vi så kom hjem igen, spurgte jeg min seksethalvtårige datter, hvad der havde været det bedste ved ferien. Og svaret faldt prompte: »Det var den gang, vi mødte drengen med alle fårene oppe i bjergene, og jeg fik lov til at klappe få- rene!«.

Højdepunktet for hende på ferien havde altså været en oplevelse, som ellers normalt ville blive rubriceret som 'kedelig'. Vi nærmer os dermed sagens kerne, som godt kan være en kende plagsom: Visionen for dansk turisme indebærer, at der er nogle turister, som vi ikke ap- pellerer til og ikke vil appellere til. Turistplanen er dermed også en plan, som gør noget af det, som er allersværest her i livet, nemlig vælger fra.

Det behøver imidlertid ikke være en ulempe. Dr. Peter Aderholds undersø- gelser viser faktisk, at nok taber Danmark terræn generelt på det tyske mar- ked - men det gælder ikke i alle dele af den tyske befolkning. Ser vi nemlig på, hvem i Tyskland der udtrykker interesse for at besøge Danmark i de kommende år, og sammenligner med svaret på det samme spørgsmål for fem år siden, kan vi konstatere, at der i dag er færre potentielle danmarksturister blandt familier med børn, men til gengæld er der flere tyskere i alderen over 40 år uden børn, som udtrykker interesse for at komme til Danmark. Det gælder ganske særligt i aldersgruppen fra 60 år og opefter.

Der er altså et voksende marked for danmarksferie blandt de tyske senio- rer. Det er imidlertid en fuldstændig overset målgruppe - endskønt den nok burde være værd at satse på. Ikke alene bliver der flere ældre, ikke alene er de friske som havørne, og ikke alene har de penge i banken - som ikke nødvendigvis skal gemmes til arvingerne. De har også årelang rejseerfaring og er aldeles ikke indstillet på, at rejser er noget, der stopper, når man fylder 65 - snarere tværtimod.

Pensionisttilværelsen er ikke længere ensbetydende med kaffe, kanelstænger og kameluldstøfler. Men lur mig, om de tyske seniorer er optaget af, om vi kan tilbyde elastik- udspringskonkurrencer i metermål. De er med sikkerhed langt mere interes- seret i at holde ferie et sted, hvor der er fred og ro. De søger netop et sted, hvor man kan slappe af og have mulighed for at være noget for sig selv og hinanden. Jeg tror ikke, at de synes, Danmark er kedeligt - men de savner til gengæld en ordentlig formidling af 'Land und Leute'. De vil vide, hvad det er for et land, de er kommet til, og de vil fordybe sig i vores kultur og historie. Hvis de synes noget, så er det, at vi er lovlig overfladiske og lovlig svære at komme ind på livet af.

Og lur mig, om ikke det er meget tæt på at være præcis det samme, som de tyske familier med små børn (og de bedsteforældre, som i stigende omfang drager på ferie med deres børnebørn, så de stressede forældre kan passe deres job) søger i deres ferie - ikke mindst efter 11.
september. Til gengæld vil det være klogt at se i øjnene, at familierne med de større børn og deres zappertrang ikke er blandt dem, vi i de kommende år skal appellere til som turistland. De to væsentligste problemer er derfor snarere, at vi ikke er gode nok til at formidle (og især ikke på tysk), og at vi ikke har de fornødne økonomiske res- sourcer til at hamre vort budskab fast i det tyske feriepublikums bevidsthed.

Det er en national opgave at sørge for, at Danmark har et godt og positivt omdømme i udlandet - og det har siden 1938 været sådan, at staten hvert år afsætter midler på finansloven til at bedrive 'imagemarkedsføring' i udlan- det for Danmark som turistland. Det er så turist-virksomhedernes opgave at 'sælge' deres tilbud neden under den markedsføringsparaply, som staten ud- spænder via Danmarks Turistråds markedsføring på de forskellige markeder. Vi er nu i en situation, hvor vi må sige klart og tydeligt: Enten må der flere penge til, eller også må de statspenge, der er, omdisponeres, så de bliver brugt der, hvor de for alvor kan gøre gavn, og det vil sige på det tyske, norske og svenske marked.

Turistplanen skal altså også definere, hvilke turister et land som Danmark kan have størst fornøjelse af at henvende sig til, og den skal vedkende sig ansvaret for en national imagemarkedsføring på de vigtigste udenlandske markeder. Og så skal den indeholde klare signaler om en forbedring af dansk turismes konkurrenceevne. Det er et spørgsmål om grønne afgifter, momssatser og den slags, men det er en historie for sig, som vi må gemme til en anden gang.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage