Kristian Jensen er skatteminister (V)Dansk politik bliver ofte beskyldt for at være en stor omgang klumpspil på midten af det politiske bane, hvor det er svært at skelne partierne fra hinanden. Det kan ved første øjekast godt se sådan ud, men jeg mener, at det grundlæggende er en forkert analyse. Når det ved første øjekast ser ud, som om alle partier stort set er enige om alt, skyldes det, at den liberale markedsøkonomi endegyldigt har sejret, og diverse drømme om socialistiske alternativer endegyldigt har spillet fallit. Siden 80’ernes firkløverregering har Danmark haft en stabil fastkurspolitik. I 90’erne blev der gennemført nødvendige arbejdsmarkedsreformer, som vi i dag nyder godt af . Og siden 2001 har skattestoppet været et effektivt bolværk mod yderligere skatte- og afgiftsstigninger. Samtidig er der – for første gang i 30 år – gennemført reelle lettelser af skatten på arbejde. Udenrigspolitisk er det også lykkedes VK-regeringen at opbygge en stærk alliance omkring en offensiv EU-politik, og der er hos Socialdemokratiet kun enkelte koldkrigsromantikere tilbage, der stadig forsøger at forsvare den skammelige fodnotepolitik fra 1980’erne, mens mere tænksomme socialdemokrater direkte skammer sig over fodnoterne. Der er altså en række konkrete politiske områder, hvor de store linjer ligger fast, og der er bred enighed om løsningerne, selv om partierne er nået til dem fra vidt forskellige udgangspunkter. Men det er netop de forskellige udgangspunkter og ideologiske ståsteder, som viser, at dansk politik, hvis man gør sig den ulejlighed at studere holdningerne nærmere, er præget af klare værdimæssige kløfter. Ud fra mit liberale ståsted mener jeg, at der er grund til at fremhæve fem vigtige værdier eller principper for samfundets udvikling: Frisindet,der respekterer forskelligheden og sætter grænsen ved intolerancen Jeg ønsker et samfund med plads til forskellighed. Hver dansker må gøre op med sig selv, hvilken livsstil, boligform, arbejdsrytme, religiøs overbevisning, familiestruktur eller tøjvalg der netop passer den enkelte. Det er nemt indimellem at blive nervøs og usikker, når vi møder personer og levevis, vi ikke kender og er fortrolige med. Men hvis vi lader nervøsiteten og usikkerheden styre vores tilværelse, så lukker vi af for en masse muligheder for spændende og fornyende dialog. Dansk kultur, som vi kender den i dag, er et produkt af århundreders tilførsel af ideer og visioner udefra kombineret med vore egne rødder og traditioner. Der skal være plads til at være konstruktiv rebel i forhold til gængse normer. Vi skal være åbne over for at lade andre vælge en levevej, som adskiller sig væsentligt fra den gængse. Bikini eller burka – er og bliver et personligt valg. Men netop fordi det er et valg for den enkelte, skal vi som samfund ikke tillade, at nogle forsøger at styre og diktere andres valg. Vi ser jo desværre, at visse grupper forsøger at påtvinge andre deres normer eller værdier, enten gennem gruppepres, social mobning eller direkte vold. Det har vi en fælles menneskelig og samfundsmæssig forpligtelse til at tage afstand fra, og en politisk forpligtelse til at forsøge at stoppe. Derfor nytter det heller ikke at forsøge at undskylde det overgreb, som tørklædetvang er, med kulturelle forskelle. Eller at undlade at kæmpe for ligestilling mellem kønnene med henvisning til etniske eller kulturelle forskelle. Så har man netop glemt at sætte grænsen ved intolerancen. Grænsen for frisindet går netop der, hvor frisindet for nogle slår over i en misforstået overbærenhed med intolerancen. Vi hverken kan eller skal acceptere intolerancen, uanset om den er pakket ind i religiøse eller kulturelle begrundelser, og uanset om den føres frem af en nok så højtråbende minoritet. Frihed til at søge egne mål og vælge egen levevis – under respekt for andres ret til at søge deres mål For mig er det vigtigt at have så frit et samfund som muligt. Det er kun de beslutninger og initiativer, som træffes ud fra en selvstændig fri vilje, som har livskraft og kan skabe en blivende positiv forskel i et samfund. Beslutninger, der direkte eller indirekte styres af regler, forbud eller tilskud, vil kun have en levetid, der svarer til de regler, som førte til de trufne beslutninger. For at skabe det bedste samfund skal vi have størst mulighed for, at hver enkelt kan søge sine egne mål og vælge egen levevis. Et samfund kan ikke vurdere på hver borgers vegne, hvilke beslutninger der er de rigtige for ham eller hende. Det kan kun den enkelte, og derfor skal vi give enhver forudsætninger – uddannelsesmæssigt og lovgivningsmæssigt – til at kunne træffe egne valg og gennemskue konsekvenserne af de valg. Det giver sig selv, at hvis alle forsøger at nå det samme mål, så vil der kunne opstå konflikter, som kræver en løsning. Derfor er det vigtigt at have eftersætningen med om at skulle respektere andres ret til at søge deres mål. Det er slået fast af de første engelske og franske frihedstænkere under begrebet ’rule of law’, som bedst kan oversættes til et retssamfund, hvor det ikke er den stærkestes ret, men på forhånd fastsatte og klargjorte regler, som regulerer løsningen af konflikter. Det er ikke en liberal model, at jeg har frihed til at søge mine mål, hvis jeg i min stræben forhindrer, indskrænker eller krænker andres ret til det samme. Den modsatte opfattelse er holdningen om, at politikere skal styre og bestemme, i hvilken retning både samfundet og de enkelte borgere samt virksomheder skal udvikle sig. Det ser vi for eksempel, når nogle partier vil øremærke dele af barselsorloven til fædrene i stedet for at lade forældrene selv bestemme. Det ser vi, når der tales om at udarbejde en egentlig sproglov, som om sproget styres af lovgivning og ikke gennem den aktive brug og udvikling, som danskerne foretager dagligt. Det ser vi, når ligestillingskampen bliver forsøgt ført med jura og krav om kvoter i stedet for med argumenter om kvalifikationer og udbredelse af ledelsesevner. Jeg tror, at mængden af hver enkelt danskers eget valg giver en langt større værdi end et forsøg på at styre det valgte. Det gælder, uanset om man vil måle menneskelig tilfredshed, kulturel udfoldelse eller økonomiske værdier. Staten skal være så stærk, at den kan løfte den svage – men for svag til at knække den stærke Vi har brug for en stat eller rettere en offentlig myndighed, som kan sikre løsning af de opgaver, vi har besluttet er fællesskabets opgave. Ethvert velfungerende samfund har brug for nogle fælles beslutninger, og for at de fælles beslutninger bliver ført ud i livet så effektivt som muligt. Jeg ønsker en offentlig sektor, som er stærk nok til at sikre en høj kvalitet på vitale områder som bl.a. sundhed, undervisning, forskning og det sociale område. Lakmusprøven på et samfunds moralske styrke er, hvorledes vi sikrer, at de svageste bliver sikret tilstrækkelig hjælp og får indflydelse på deres egen tilværelse. Men hvis et samfund skal kunne fokusere på hjælpen til de svageste, så er to forhold nødvendige forudsætninger. For det første, at hjælpen bliver givet netop til de svageste, samtidig med at de stærke afholder sig fra at lægge opgaver over på fællesskabet, som de selv kan løse. Heldigvis oplever jeg, at debatten om at genskabe det personlige ansvar er ved at vokse og få rod flere steder. Når ressourcestærke grupper kræver, at det offentlige skal løse deres problemer, vil det føre til regler, der i sidste ende vil indskrænke muligheden for selvstændige og anderledes valg. Dernæst vil det føre til en endnu større offentlige sektor, og dermed er vi kommet til den anden forudsætning. Det skal nemlig være muligt for den stærke at klare sig selv, og derfor skal vi undgå for høje skatter. Hvis den offentlige sektor vokser sig så stor, at behovet for skattefinansiering knækker de stærke borgere, så har vi igangsat en hastigt nedadgående spiral. Jeg mener ikke, at skatternes niveau er det vigtigste parameter for unge danskere, som søger arbejde eller studie i udlandet, men vi er godt naive, hvis vi bilder os selv ind, at skatteniveauet slet ingen betydning har for beslutningen om, hvor man ønsker at bo og arbejde. Vi skal værne om Danmark og dansk kultur, som giver fælles identitet og er udgangspunktet for vores deltagelse i verden I en globaliseret verden er det afgørende at kende sine egne rødder, sin egen kultur. Med alle muligheder åbne for at rejse, bo, studere, arbejde og leve i forskellige lande og verdensdele skal man vide, hvor man kommer fra for kvalificeret at kunne vurdere, hvor man gerne vil hen. Rodløshed og manglende kendskab til værdierne i vores identitet vil gøre os letpåvirkelige for tidens seneste påfund af pseudoreligion og filosofi. Det er en misforståelse, at der skulle være en modsætning mellem dybt kendskab til egen baggrund og kulturel åbenhed. Tværtimod vil dybe rødder gøre os frie til at udforske og udfordre andre kulturer. Det vil være en større trussel mod historien og traditionen i dansk kulturudvikling, hvis vi lukker os om os selv i en kortsigtet selvtilstrækkelighed. Så vil kulturen fastfryse og ende med at blive et vrangbillede eller en karikatur af sig selv. Det har vi set med både danske enklaver i udlandet og i skræmmende grad med udenlandske grupper herhjemme, der ikke er blevet integreret i Danmark og derfor har fastlåst deres kulturelle normer efter værdierne i deres hjemland på det tidspunkt, hvor de rejste ud. Dansk kultur som vi kender den i dag, er ikke et resultat af et afsondret samfund med udvikling alene fra egne borgere. Tværtimod er dansk kultur en symfoni af inspiration fra vores forfædres mange rejser og vores traditionsrige gæstfrihed over for andre folk. Det skal også være udgangspunktet for Danmarks deltagelse i et stadigt mere forpligtende samarbejde. Vi skal fortsat være åbne mod omverdenen og deltage helt og fuldt i så mange beslutninger som muligt. Siden murens fald er verden blevet stadig mere integreret, og Danmark både kan og skal spille en rolle i verden. Det skal vi gøre ved at bidrage med vores nationale værdier om ligestilling, frisind og gensidig respekt. Kontrakten mellem generationer, der forpligter over for både fortid og fremtid Vi har kun jorden til låns og har dermed ikke ret til at misbruge den arv, vi har fået fra vores forfædre, eller ret til at forsømme den forpligtelse, vi har til at give vores efterkommere mindst lige så god en verden som den, vi har overtaget. Dermed er der sat nogle stramme grænser for, hvordan vi kulturelt, etisk, demokratisk og miljømæssigt kan opføre os uden at bryde kontrakten mellem generationer. Vi skal eksempelvis miljømæssigt sikre os, at naturen ikke skades. Det er klart, at menneskelig aktivitet har en påvirkning på naturen omkring os, men vi er selv ansvarlige for, om vores aktivitet er afstemt efter de teknologiske muligheder for bæredygtighed eller ej. Hvis det ikke er tilfældet, så er vi forpligtet til enten at ændre vores aktivitet eller skaffe den teknologiske udvikling, der sikrer bæredygtigheden. Vi har fået en historisk arv som danskere, og det omdømme, den historie og de værdier, der ligger i den danske kultur, er en vigtig del af vores kulturelle vuggegave. Danmark har ry for at være et godt sted at bo og for at tage aktivt del i at gøre verden til et godt sted. Enhver generation har til opgave at gøre en indsats for at give en endnu bedre vuggegave til den næste generation. Jeg glæder mig over, at vi i løbet af de seneste 20 år er gået væk fra en pacifistisk udenrigspolitik, hvor vi ikke helt var en del af den vestlige verdens samarbejde, men satte os på udskiftningsbænken, mens vi overlod det til andre lande at kæmpe vores kampe. I dag har vi taget ansvarets kappe på vores egne skuldre og deltager fuldt ud – og endda mere end vores størrelse kræver – i det hårde internationale arbejde i FN’s fredsskabende og -bevarende styrker. Det er hårdt at være med til at sende danske soldater af sted og endnu værre at opleve, at nogle af dem bliver dræbt, mens de kæmper for fred i Irak eller Afghanistan. Men hvis vi ønsker, at verdenssamfundet skal reagere på FN’s opfordring, så skal vi tage vores plads i verdenssamfundet – også selv om det har en høj pris. Men den pris er en del af vores arv til vores efterkommere i form af en bedre verden. Politik er mange ting. Det er lovgivning og paragraffer i forslag. Det er administration og service til borgerne. Det er debatter og forlig. Men politik er først og fremmest et spørgsmål om at have en vision for samfundsudviklingen. Disse fem punkter danner for mig rygraden i opbygningen af et mere frit og mere borgerligt/liberalt samfund, og det er på de fem grundpiller, at jeg mener, at vi skal bygge den konkrete politik.