Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Sprog til tiden

Det danske sprog er under pres. Skal det kunne fravælges som undervisningssprog på universiteterne?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Hvordan er det, I behandler jeres sprog?«.

Det spørgsmål stillede EU’s kommissær for flersprogethed, rumæneren Leonard Orban, da han for kort tid siden var på besøg i Danmark.

Han undrede sig såre; han havde ikke været ude for noget lignende i de 15 andre EU-lande, han havde gæstet: Danskerne var tilsyneladende hverken glade for eller stolte af deres sprog.

Bybilledet var præget af engelsksprogede navne på forretninger og produkter – han kom til landet i udsalgstiden, hvor der stod ’sale’ overalt – og han noterede sig, at danskerne benyttede enhver lejlighed til at slå over i engelsk.

Orban sagde, at det samme var tilfældet i EU. Danske politikere bruger tolkning væsentlig sjældnere end andre, faktisk er det kun Malta, der trækker mindre på tolketjenesten.

»Det er dårlig stil, og det tolkes symbolsk som en sproglig kapitulation, når politikerne forsøger sig på engelsk. Svenskernes engelsk er lige så godt som danskernes, men svenske politikere taler almindeligvis svensk«.

Kommissæren opfatter det som dårlig globalisering, når man prøver at udviske kulturelle forskelle og mødes i mere eller mindre professionelt brugsengelsk.

Energierne kommer bedst til udtryk gennem mangfoldigheden, ved mødet mellem de forskellige sprog og kulturer. Dansk Sprognævns direktør og jeg selv fik nærmest en opsang på nationens vegne, og ørerne blev ganske røde, selv om ingen af os behøvede at føle sig ramt.

Vi sidder begge i regeringens sprogpolitiske udvalg, som i dag afleverer sin rapport, Sprog til tiden.

Rapporten har været imødeset med spænding og sine steder ubegrundet bekymring.

Dansk Industri har været særdeles aktiv i den sprogpolitiske debat, både konstruktivt og skeptisk.

Konstruktivt, fordi man har støttet bestræbelserne på, at vi ikke forarmer os, så vi efterhånden kun behersker dansk og engelsk – det vil bl.a. gå ud over eksporten – og skeptisk, fordi man af en eller anden grund har frygtet, at udvalget ville foreslå sproglige restriktioner over for erhvervslivet.

Til det sidste er blot at sige, at det hverken kan vi eller vil vi. Over for den sektor kan man i almindelighed kun komme med anbefalinger, og det gør vi da også, bl.a. fordi det danske arbejdsmarked er blevet flersproget.

Også nogle universitetsrektorer har bekymret sig for, hvad udvalget kunne finde på. Og på det område kan man lettere regulere.

Men som det vil fremgå, går vi ikke på klapjagt efter undervisning på andre sprog end dansk. Vi mener tværtimod, at der må forventes skærpede sproglige krav i fremtidens samfund.

Hvis den økonomiske vækst i Kina, Indien og andre fjernøstlige lande fortsætter, vil vi i højere grad blive eksponeret for sprog, som kun yderst få herhjemme har kendskab til.

Det må derfor anbefales, at universiteter og større virksomheder finder sammen om at styrke mulighederne for beherskelse af sprogene i disse lande, specielt kinesisk.

Det er tankevækkende, at det kinesiske bidrag til den globale økonomiske vækst i 2007 overgik den amerikanske, og udviklingen ser ud til at fortsætte.

Russisk har tabt terræn, men samhandelen med Rusland og eksponering af russisk kultur kan ventes at stige, hvorfor der også på dette felt må etableres særlige foranstaltninger.

De romanske sprog er som helhed blevet svækket ved gymnasiereformen, mest drastisk fransk; til gengæld er der stigende interesse for spansk.

Kulturelt har vi haft stærkere forbindelse med Frankrig end med Spanien, men ud fra en kommerciel betragtning er det nyttigt at tilegne sig spansk.

Arabisk og tyrkisk er store sprog og fortjener større opmærksomhed, ikke kun fordi de er store indvandrersprog i Danmark. Det er desuden ønskværdigt, at flere får kendskab til polsk og andre østeuropæiske sprog.

Kort sagt: Fremtidens samfund har brug for flere sprog end engelsk og dansk, og det anbefales, at universiteterne i Danmark samarbejder om at samle og organisere sprogundervisningen, så bredden i udbuddet af sproguddannelser sikres, ikke nødvendigvis sådan, at alle universiteter skal tilbyde undervisning i alle de nævnte sprog, men sådan, at der etableres en national plan for udvikling af sproglige kompetencer.

Store dele af dansk forskning manifesterer sig i engelsksprogede afhandlinger; derved kommer forskerne i dialog med kolleger uden for landet, og det vil alt andet lige kunne forbedre kvaliteten.

Men også her skal man træffe mere nuancerede valg, sådan som det anføres af forskningsudvalget i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i den netop udsendte rapport ’Forskeren i samfundet: Publicering, evaluering og formidling’:

»For humanistiske og samfundsvidenskabelige fag er det ikke nødvendigvis sådan, at forskningsfeltet er ens verden over. Det danske samfund er f.eks. meget forskelligt fra det amerikanske, og hvis det er amerikanerne, der dominerer den internationale forskningsverden inden for et fag, så bliver det let emner af relevans for en amerikansk problemstilling, der giver flest citationer og er lettest at få publiceret. Det er få amerikanere, der interesserer sig for analyser af den danske efterløn, mens de vil betragte et arbejdsmarked uden stærke fagforeninger som en naturlig forudsætning for en samfundsøkonomisk modeldannelse.«

Rapporten har også en anden tilgang til sprogvalget.

» ... der bør være forståelse for, at der findes fagområder, specielt inden for dansk og skandinavisk sprog, litteratur og historie, hvor dansk har og bør have status som det relevante publiceringssprog, og hvor forskning også af højeste internationale kvalitet bør foregå på nationalsproget.

Dette bør også kunne accepteres i det forskningspolitiske system, hvor en dansk sprogpolitik, der skal modarbejde domænetab, er ved at finde fodfæste.«

Ja, det må man da håbe.

Men regeringen har allerede hjulpet den godt i gang ved at underskrive den nordiske sprogdeklaration for halvandet år siden.

Her står der bl.a., at såvel Nordens samfundsbærende sprog som engelsk bør kunne anvendes som videnskabelige sprog, at formidling af videnskabelige resultater på de nordiske sprog bør være meriterende, og det anbefales, at universiteter og andre videnskabelige institutioner formulerer langsigtede strategier for sprogvalg, parallelsproglighed, sprogundervisning og oversættelsesstøtte.

Udvalgsmedlemmerne er enige om alle sprogpolitiske anbefalinger vedr. forskning og universitetsundervisning.

Ingen ønsker, at dansk forsvinder som undervisningssprog på noget hovedområde, og universitetsloven understreger da også sektorens formidlingsforpligtelser.

Vi er enige om, at det kan have mærkbare pædagogiske konsekvenser, hvis en underviser har et uprofessionelt engelsk, og hvis de studerende bruger deres energi til at afkode og forstå sproget i stedet for at indlære stoffet og bearbejde det kritisk.

Vi er også enige om, at internationaliseringen af sektoren er kommet for at blive og på mange måder er af positiv betydning for miljøerne, at vi skal blive bedre til engelsk, og at der skal udbydes flere kurser på dette sprog.

Vi er ligeledes enige om, at undervisningssproget skal være fastlagt og offentliggjort på forhånd, og at akkrediteringsrådet skal vurdere hensigtsmæssigheden af det valgte undervisningssprog på de enkelte uddannelser.

Men vi er ikke enige om, hvorvidt der skal sættes magt bag anbefalingerne.

Der er rigeligt med bindinger og restriktioner inden for forskning og uddannelse, og sektoren skal nok selv finde frem til det sprogvalg, der passer bedst lokalt, mener nogle af udvalgsmedlemmerne.

Andre, et flertal, går ind for justeringer af universitetsloven, så dansk ikke kan fravælges som undervisningssprog, med mindre det f.eks. drejer sig om uddannelser, der specielt er indrettet med henblik på international rekruttering af lærere og studenter.

Personlig er jeg tilhænger af en fleksibel fag- og fakultetsafhængig sprogpolitik inden for rammer, der sikrer en videreudvikling af dansk som undervisnings- og fagsprog.

Og det er min opfattelse, at universiteternes sprogvalg undertiden er mere styret af signalpolitik (’Vi er globale!’) end af samfundets behov for akademiske kompetencer.

Det juridiske fakultet på Københavns Universitetet er efter min mening gået for vidt, når man styrer i retning af, at halvdelen af undervisningen i 2012 skal foregå på engelsk, og at man ikke længere vil forlange, at de studerende kan dansk, men at de skal kunne engelsk.

Netop jura er stærkt knyttet til dansk samfundsliv og dansk sprog, og som jeg har forstået det, er det ikke ligefrem elitestuderende, der dominerer billedet af dem, der udefra er søgt hertil for at studere jura.

Internationalisering er ikke nogen garanti for højt akademisk niveau.

Også naturvidenskabelige fag kan med fordel bruge dansk som undervisningssprog i mange discipliner.

Danske studerende vil i almindelighed få størst udbytte af et undervisningssprog, der også er deres modersmål.

Professor Kaj Sand-Jensen har oplyst, at de studerende, der støtter sig til en dansksproget lærebog om ferskvandsbiologi, opnår højere karakterer på det område end på andre økologiske fagområder.

Og han tilføjer: »Endvidere ønskede jeg at integrere opgaver i bogen, så det blev en lærebog frem for alene en tekstbog, som man sædvanligvis møder på engelsk. Studenterne kan nemmere håndtere denne bog end engelske lærebøger, siger de.«

I tilgift er der jo ydet en prisværdig indsats over for dansk fagsprog. Engelsk skal jo nok klare sig endda.

Fagsproget skal sikres på mange andre måder, bl.a. gennem oprettelse af en national termbase.

En termbase skal bygge på et klart og fagligt begrebshierarki og en koordineret indsats fra mange sider. Derfor kan det blive ret bekosteligt at opbygge en omfattende, offentligt tilgængelig termbase på dansk og engelsk, men en sådan base vil være nyttig, både for forskningen, erhvervslivet og alle brugere af fagterminologi, og dem er der mange af!

Der foregår en stadig transport af ord fra fagsprogene til hverdagssproget. En brugbar termbase kræver sprogteknologiske investeringer og en kontinuerlig indsats på et område i stadig udvikling.

Derfor vil både anbefalingerne over for universitetsverdenen og de sprogteknologiske og termbaseorienterede anbefalinger kræve øgede bevillinger.

Sprogudvalget fik imidlertid fra begyndelsen at vide, at anbefalingerne skulle være omkostningsneutrale, og det har udvalgsmedlemmerne fra de berørte ministerier måttet tage til efterretning.

Men vi andre tror ikke på, at der kan føres en fremadrettet sprogpolitik uden øgede midler.

Fremsynetheden var ikke imponerende, da globaliseringsmidlerne skulle udmøntes, og der ikke blev afsat en pulje til sprog, globaliseringens måske vigtigste redskab.

For det koster naturligvis penge at have en stemme, sin egen såvel som andres, i globaliseringens tidsalder. De penge kan udvalget naturligvis ikke anvise.

Udvalgets opgave har været at kvalificere den politiske og offentlige drøftelse af, hvad der kan gøres for at fremme dansk sprog og sprogene i Danmark ud fra flere forskellige hensyn.

Det har ikke været opgaven at skrive et lovforslag.

Om der skal formuleres en egentlig sproglov, som man er på vej til i Sverige, må være politikernes beslutning. Sprogudvalget har ikke anbefalet en egentlig sproglov.

Udvalget har ikke haft lejlighed til at drøfte udkastet til en svensk sproglov, men udvalgets gennemgang af alle sprogpolitikkens aspekter har kun peget på et enkelt område, hvor dele af udvalget mente, at der var behov for egentlig lovgivning.

Problemet med en generel lov om dansk sprog og sprogene i Danmark er, at den på de fleste områder er umulig at håndhæve.

Man kan ikke straffe aviser for forkert kommatering eller radiomedarbejdere for utydelig udtale eller forlange, at vendelboer bliver ved med at tale klassisk vendelbomål.

Den meste sprogudøvelse udfolder sig uden for regulerende kræfters rækkevidde.

Man har allerede en lov om Dansk Sprognævn, som bl.a. giver nævnet autorisation til inden for visse rammer at regulere stavning og bøjning i skriftsproget og til at optage ord i Retskrivningsordbogen.

Men der er jo masser af danske ord, der ikke står i Retskrivningsordbogen, og det bliver de ikke ukorrekte af.

Man må forlade sig på tillid til, at det danske sprog som landets hovedsprog fortsat står stærkt. Dansk er et af verdens store og stabile sprog.

Det er helt andre sprog, der er truede på livet. Men dansk er kommet under pres, og på de områder fortjener sprogforholdene skærpet opmærksomhed.

Ovenfor er nævnt nogle af disse domæner. Men der er meget i rapporten, som denne kronik ikke kan tematisere, f.eks. problemet med læreruddannelsen, vilkårene for personer, der ikke har dansk som modersmål, sproget i litteratur og medier, sproget i den offentlige sektor (som i nogen grad lader sig regulere) og børns mulighed for at udvikle et godt sprog.

Hvis man vil debattere Sprogudvalgets rapport, må man altså enten anskaffe rapporten eller nedlade (!) den fra internettet.

Heldigvis er der anbefalinger, der i det store og hele er omkostningsneutrale. Det er dem, der vedrører holdninger til sprog.

Vi er på mange måder en nation af sprogskumlere – uden glæde ved sproglig variation og mangfoldighed.

Den sproglige diversitet i landet kan udnyttes mere konstruktivt, og at dansk har en særlig status som det vigtigste kulturbærende sprog, skal vi ikke opfatte som et problem, men som en ressource.

Dansk er det sprog i verden, der er specielt tilpasset udtryksbehovene hos langt de fleste her i landet. Inventaret af gloser i et sprog afspejler lokale udtryksbehov.

Man har brug for at benævne andre emner i Kina og Thailand, end man har i Danmark; vi har så at sige produktudviklet det danske sprog gennem 1.000 år, og det giver os nogle udtryksmuligheder, vi ikke kan finde andre steder.

»På sit modersmål kan man sige, hvad man vil, på andre hvad man kan«, som Vigdís Finnbogadóttir, UNESCO-ambassadør for sprogene i verden, har formuleret det.

Alle sprog er symbolsystemer, der giver mulighed for også at beskæftige sig med det, der ikke umiddelbart foreligger.

Vi kan ved hjælp af sprog og andre symboler lave prognoser, strategier og beregninger, ligesom vi kan udtrykke forestillinger om fortiden. Vi kan udfolde fantasi og udtrykke os kunstnerisk, vi kan lege og lære.

Sproget giver mennesket en frihed, som ingen andre levende væsener har del i.

Ikke desto mindre er glæden over sproget ofte vanskeligere at få øje på end sprogkritikken og de sproglige mindreværdskomplekser.

Der klages over de unges sprog, over moderne udtale, over staveusikkerhed, over groft sprog, over læseproblemer – og ikke altid uden grund.

Kun få erkender den gave, det er at have et sprog, der på én gang afspejler den enkeltes historie og identitet og samtidig giver adgang til større fællesskaber.

Mindreværdskomplekserne ytrer sig på mange måder.

Mange opfatter dansk som uskønt, bl.a. fordi der er lyde, man ikke genfinder i andre sprog. Men sprogspecifikke lyde findes i alle sprog, og det giver ikke mening at operere med forestillingen om objektiv sprogskønhed.

Dansk rangordnes af danskerne ofte lavere end engelsk og fransk, men det er netop udviklet som litteratur-, kultur- og fagsprog til erstatning af fremmedsprog som latin, fransk og tysk i en proces, der blev gennemført i 1700- og 1800-tallet.

Man har derfor fra et stykke ind i 1800-tallet kunnet tale om dansk som et komplet sprog. Det skal det fortsat være, og der er meget at glæde sig over.

Læs selv sprogudvalgets rapport.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

Forsiden