Dannelsen af et parallelsamfund med henblik på indvandreres og flygtninges forhold møder generel modstand.

Det er for så vidt forståeligt. Tanken virker uoverskuelig – hvad kan det føre til? Skal man kunne gå rundt og shoppe imellem forskellige retssystemer, mellem helt forskellige skoler, forskellige sportsklubber med etniske adgangsbegrænsninger? Vil etableringen af et parallelsamfund ikke netop ødelægge den sammenhængskraft, som vi stort set alle lægger vægt på? Spørgsmålene er mange og frygten ganske omfattende. På den baggrund er det unægtelig interessant at konstatere, at vi ’danskere’ i de senere år i fred og ro har etableret, hvad der kun kan kaldes et parallelsamfund for de mange udlændinge, der befinder sig her i landet, eller som måske, efter at være blevet danske statsborgere, fortsat bærer udenlandsk klingende og naturligvis især muslimske navne. Det er ikke overraskende, at det ikke fører til samme frygt, når det er vores egne behov, vi tror, vi søger dækket, og ikke andres behov for at lade dem – på visse områder – følge deres skik og brug. Vi er så også villige til at acceptere, hvad der jo i højere grad er en udskubningseffekt end sammenhængskraft. Dette parallelsamfund er ikke bygget i løbet af en måned eller et år. Det er opstået ved en række forskellige initiativer taget og vedtaget i adskillige år – initiativer, der alle nok må føles negativt af de berørte. Og ikke positivt således som et parallelsamfund indført af dem selv måtte antages at gøre. Dette kludetæppe af beslutninger, der er basis for parallelsamfundet, kan relateres såvel til den lovgivende myndighed, til regeringen som til administrationen. Jeg skal i det følgende give en række eksempler, men mange flere kunne være nævnt. Først et par af de mere kuriøse. For nylig kunne man i dagbladene læse, at et medlem af regeringen havde taget et initiativ, der vist ikke havde noget fortilfælde. Ministeren havde indklaget et folketingsmedlem for et af de administrative organer, der sorterer under ministeren, fordi folketingsmedlemmet efter ministerens opfattelse havde givet udtryk for en frygt, hun som socialrådgiver skulle have reageret anderledes på, end hun gjorde. Et enestående tilfælde af ministeroptræden, lød det fra de sagkyndige. Ja, enestående, og vist første gang, et sådant skridt tages. Det blev da også taget i forhold til et folketingsmedlem med et mellemøstligt lydende navn (Özlem Cekic). Når vi nu er ved Folketinget: Det er ikke længe siden, at flere folketingsmedlemmer, valgt på Grønland af et af vore folketingspartier, blev omtalt i en stærkt nedladende tone: »De er lige kommet ned fra indlandsisen, og så tror de at…«. Man mener, at de ikke burde stemme i sager, der ikke direkte vedrører Grønland. Man kunne næppe tænke sig medlemmer fra det sydlige Danmark behandlet på samme måde, selv om de måske kom fra et afgrænset geografisk område. De pågældende grønlandske medlemmer fik parallelsamfundet at føle. Men de har jo også en anden etnisk baggrund end den sædvanlige. I årevis har Folketingets Indfødsretsudvalg behandlet udlændinge og især af muslimsk oprindelse på en måde, som ingen dansk statsborger ville blive behandlet. Når de får afslag på en ansøgning om indfødsret, gives ingen begrundelse. På trods af at en af de allervigtigste og fornemste regler i dansk forvaltningslovgivning og -praksis er kravet om begrundelse, så man kan forstå baggrunden for den trufne beslutning og vurdere, om man kan kvalificere sig til at få den ændret. Den ret har udlændinge, der søger indfødsret, opholdstilladelse med videre i Danmark, ikke længere. Det kunne jo være, at begrundelsen var, at administrationen anser den pågældende eller de pågældende for at være til »fare for statens sikkerhed«. Det bryder man sig ikke om at skrive, for så skal man måske til at bevise det. Så er det bedre helt at nægte i alle tilfælde at give nogen begrundelse. Her befinder mange af vores medmennesker sig virkelig i et parallelsamfund, som vi, de rigtige mennesker, for længst har forladt. I øvrigt er det kun indsatte i vore fængsler, der nægtes begrundelser for vigtige afgørelser. Megen snilde udfoldes af det danske folketing for at så tvivl om de fremmedes loyalitet og lovlydighed. De afkræves troskabs- og loyalitetserklæringer i stigende omfang. Erklæringer, som ingen juridisk betydning har, for selvfølgelig skal de overholde lovgivningen alle sammen. Men selve det, at man føler sig ’nødt til’ at forlange en loyalitetserklæring, er vel med til at underbygge ens følelse af, at man vist ikke helt kan stole på dem. Ikke engang en person, som skal være minister, bliver bedt om at skrive under på nogen form for erklæring. Hun eller han er naturligvis forpligtet til at overholde enhver form for dansk lovgivning, ganske ligesom enhver udlænding. Selv forfulgte forfattere, som vore kommuner har fået mulighed for at give et fristed i den nye lovgivning, skal først skrive under på, at de vil »værne om de demokratiske principper« og »bistå myndighederne i det forebyggende og opklarende arbejde med at bekæmpe terrorisme«. En koranpræget ægteskabslovgivning parallelt med den danske afviser man, hvad jeg som sagt har forståelse for. Men det forhindrer naturligvis ikke, at man skærper reglerne for udlændinges indgåelse af ægteskab i forhold til danske statsborgeres. 24-års reglen rammer jo kun ægteskaber med en udlænding som den ene part. Det er i øvrigt interessant, at medens der er fuld frihed til at indgå ægteskaber imellem fætre og kusiner, der er danske statsborgere, vil det forhold, at det er et udenlandsk par, der er fætter og kusine, medføre afslag på familiesammenføring. Her har Folketinget nemlig besluttet, at der er en formodning om, at der foreligger et tvangsægteskab, en formodning, som det stort set er umuligt at modbevise. Så vi har faktisk allerede et parallelsamfund, når det drejer sig om ægteskabslovgivning. Og de facto måske også, når det drejer sig om lejelovgivning: Et par boligforeningsformænd fra Vollsmose-området forberedte for et års tid siden i medierne familierne til mistænkte i en straffesag på, at de må finde nye steder at bo, såfremt de pågældende findes skyldige. Og dette ganske uanset om der forelå noget som helst om, hvorvidt lejelovens betingelser for udsættelse skulle være opfyldt. »Er dette rimeligt, hvis de pågældende var helt uden viden om forholdene?«, spørger journalisten. »Ja«, svarer formanden. Formandens iver efter at tage afstand fra familierne er påfaldende. Og er jo kun rimelig, hvis den afspejler en formodning om skyld. Hvorfor i alverden skal en række familier gøres angste for deres fremtidige boligforhold på et grundlag, som måske ikke eksisterer? Vist for første gang har man i Folketinget i fuld alvor diskuteret, hvad man ville gøre, hvis en suppleant blev indkaldt, og den pågældende mødte op med en bestemt påklædning. Vist også for allerførste gang har et stort politisk parti erklæret, at man under ingen omstændigheder i en kommende valgkamp vil tage et bestemt emne op – spørgsmål om udlændinges forhold – hertil er dette emne så sensibelt, at selv de største og mest rimelige behov for at gøre det (tænk, hvad der kan fremføres om udlændinge i en sådan situation) ikke vil få partiet til at fralægge sig sine taktiske overvejelser. Og endelig et sidste eksempel fra vort kære folketing: Vist kun i et eneste tilfælde i historien har et folketingsudvalg besluttet at optræde som lægelig sagkundskab selv: I sager, der drejer sig om ansøgninger om dispensation fra sprogkrav i forbindelse med indfødsret med videre, nægter udvalget at anerkende sygdommen PTSD helt generelt (man vil overhovedet ikke have den slags sager forelagt), mens sygdomme med samme symptomer og samme virkninger i andre relationer anerkendes. Man ville næppe byde os, de rigtige danskere, noget sådant. Men lad os i vores vandring efter et nyt samfund bevæge os til vores administration og det praktiske liv. Det praktiske liv finder vi jo blandt andet på arbejdspladserne. At det dér er lykkedes at opbygge et parallelsamfund med lave lønninger og dårlige vilkår i øvrigt, behøver ingen dokumentation. Det er et parallelsamfund, som mange af os jo har megen gavn af. Og det er unægtelig ikke noget, som udlændinge selv har bedt om. Men i øvrigt vedrører denne kronik ikke primært forholdet imellem private og indvandrere og flygtninge, men det officielle Danmarks etablering af et parallelsamfund. Generelt må man nok sige, at den service, som ydes udlændinge, for eksempel af ’Udlændingeservice’, næppe ville blive budt almindelige danskere. Utrolig lange ventetider: telefoner, der afbrydes efter en bestemt periode, henvisninger fra den ene til den anden til den tredje, penge, der er spildt. Advarsler om, at hvis man spørger til sagen, vil det blot forsinke denne sags behandling, osv. osv. Man kunne forestille sig, at ventetiderne ville blive kortet ned, efterhånden som antallet af udlændinge, der søger og får deres sag behandlet i Udlændingeservice, falder. Men det er bestemt ikke tilfældet. Dette barske parallelsamfund er vel blandt de mange minusincitamenter, som vi ser, et enkelt parti er snilde til at finde på og andre til at acceptere. Manglende service fra sociale myndigheder (ofte på grund af disses mangel på ressourcer) medfører, at indvandrere og flygtninge forholdsmæssigt må tilbringe langt mere tid i de sociale forvaltninger end gammeldanskere. De giver derved et indtryk af at være nassere, fordi de nødvendigvis må søge at supplere introduktionsydelsen med enkeltydelser, som der ofte gives en dårlig orientering om. Blandt andet fordi, som nævnt, socialforvaltningerne er underbemandede. Så der sidder et helt lille parallelsamfund på vore sociale kontorer hver dag. Rent faktisk er der jo ingen gammeldanskere, der skal leve af introduktionsydelsen. Det viser sig, at den halvering af en families kontantydelse, der finder sted på grund af 300-timers reglen, for 90 procents vedkommende rammer udlændinge. Jeg kunne desværre fortsætte denne beskrivelse af det langsomt opstående parallelsamfund (eller de langsomt opstående parallelsamfund) med utallige andre eksempler. Jeg har meget bevidst sparet læserne for en omtale af, at vi nu også vil fastsætte regler om tilladelig påklædning for parallelsamfundets medlemmer. Kriteriet for, om man tilhører det ene eller det andet, er oftest, om man har dansk eller fremmed statsborgerskab. Om selve statsborgerskabet er blevet sagt, at det er selve den status, der giver ret til at have rettigheder. Når ikke-statsborgere eller fremmede statsborgere er langt svagere stillet, er dette ensbetydende med, at de rent faktisk befinder sig i et parallelsamfund. Det er selvfølgelig ikke nogen behagelig situation. Derfor ønsker mange af dem at blive danske statsborgere, så de kan optræde på lige fod med den befolkning, som de for manges vedkommende formentlig skal leve sammen med resten af deres liv. Det er naturligvis forudset af de samarbejdende partier. Det bliver gjort sværere og sværere at få dansk statsborgerskab. Kravene er nogle gange helt uoverstigelige, uden at der er nogen saglig begrundelse for, at de skal være det. Så ikke blot udbygger man det parallelle ikke så rare samfund, man sørger også for, at færre og færre får mulighed for at bevæge sig ind i ’det rigtige samfund’. Et samfunds sammenhængskraft – hvad det så end er – må forudsætte gensidig respekt imellem grupperne i befolkningen. Den de facto-opbygning af et i mange henseender negativt baseret parallelsamfund er egnet til at tilvejebringe den modsatte effekt: manglende respekt. Hvad det kan føre til på længere sigt, er svært at overskue, men det skulle være mærkeligt, om det ville være med til at sikre et samfund præget af fred og integration. Hvis det er det politiske livs mål, burde man måske alvorligt overveje, om vi efterhånden ikke i stedet er ved at skabe et Danmark, der strukturelt vil være karakteriseret af en forskelsbehandling, som efter al erfaring vil føre til disharmoni.