Her ved begyndelsen af skoleåret 2010-11 fylder kampen mod de stigende udgifter til specialundervisning efterhånden så meget i debatten om folkeskolen, at den truer med at få politikerne til at gå i sort. De seneste tal fra myndighederne siger, at disse udgifter nu lægger beslag på knap 30 procent af folkeskolens resurser, alt inklusive. Det virkeligt alarmerende er, at de 30 procent langtfra rækker. Andelen af skolepsykologer, der oplever alvorlige problemer med kvaliteten i specialundervisningen, er tredoblet på to år, ventetiderne – også i akutte sager – måles tit i halve og hele år, og klagerne fra vrede forældre vælter ind. Situationen er desperat. I forsøg på at tale problemerne ned har myndighederne prøvet at så tvivl om specialundervisningens gavnlige effekt. Elever, der modtager specialundervisning, får problemer resten af livet, hedder det. Og det er da ganske vist. Det er faktisk udsigten hertil, der får samfundet til at bekoste denne ekstra indsats. Grundlæggende er det bare sådan, at man ikke har problemer, fordi man får specialundervisning. Man får specialundervisning, fordi man har problemer. Vi lukker jo heller ikke hospitalerne af hensyn til de syge, selv om lægerne ikke kan trylle alle patienter raske og alle helst er fri for at blive indlagt. Tilbage står et eneste hæderligt, men ganske kynisk argument: Der er grænser for, hvad vi har råd til. Der er her udstedt et retskrav til borgerne, som samfundet ikke har råd til at efterleve. I den situation er der to veje at gå. Enten må lovgiverne fjerne retskravet, eller også må vi mindske borgernes ønske om at gøre det gældende, dvs. reducere behovet for specialundervisning. Begge veje er vanskelige; det første vil bringe os på kant med gældende internationale konventioner, og om det andet kan lade sig gøre, er et åbent spørgsmål. Så er det ulige meget lettere at følge eksemplet fra Udlændingeservice og undlade at oplyse borgerne om den gældende retstilstand i håb om, at de ikke af egen drift læser, hvad der står i loven. Går den, så går den. Kommunekassen har det rigtig godt med, at så få borgere som muligt kender deres ret. Så havde det været mere hæderligt at fjerne retskravet til specialundervisning. Men inden det kan komme på tale, må vi anstændigvis undersøge, om vi i stedet kan reducere behovet for specialundervisning. Er det muligt at pege på nogle af de faktorer, der har fået behovet til at eksplodere og eventuelt påvirke dem?
Svaret er ja. Det behøver ikke være så indviklet endda. Men presset er så stort, at det kniber med at tænke klart, og i den tiltagende panik breder den forestilling sig, at det øgede pres på folkeskolens specialundervisning skyldes et indsnævret normalitetsbegreb i skolen. Den simple og for samfundet ganske fristende diagnose går ud på, at der stilles for store krav til eleverne, navnlig drengene, om at være artige, sidde roligt og tie stille. Fristende, fordi ansvaret hermed placeres hos en enkelt gruppe, lærerne, der kan beskyldes for ikke at gøre deres arbejde rigtigt. De er for snerpede og intolerante, de giver den enkelte elev for lidt spillerum, og de stiller for hårde boglige krav. Skolen skal være mere fleksibel, og lærerne skal give mere plads til det individuelle og være mindre rigide og mere afslappede i deres krav til eleverne. Kom så, lærere! Men er det ikke netop, hvad vi, der blev lærere i slipstrømmen fra 68, og vores yngre kolleger har forsøgt de sidste 40 år? Vi, der havde fået nok af kæft, trit og retning og betragtede snart sagt enhver form for unormalitet som et velkomment, farverigt brud med den utåleligt grå og konforme skole fra halvtredserne, vi selv havde gået i. En af vores store guruer, ’antipsykiateren’ Ronald D. Laing, havde sagt det enkelt og præcist: Sindssyge er den sunde reaktion på et sygt samfund. Så vi kastede os ud i opgøret med den sorte skole: Den store Afmontering af autoriteten, normaliteten og rutinen. Der var ingen vej udenom, og meget godt kom der bestemt også ud af det. Åndssvageforsorgens nedlæggelse, udlægningen af særforsorgen og den grundlæggende ændring af handikappedes stilling i samfundet er milepæle. Det lykkedes faktisk til at begynde med at reducere udskillelsen af elever med særlige behov fra de almindelige klasser, men fra et historisk lavpunkt omkring 1990 er det kun gået den gale vej, og nu nærmer presset sig det ubærlige. Hvad sker der? Diagnosen er forkert. Ved nærmere eftersyn forekommer det indlysende, at den vender situationen på hovedet: Det er netop mange års tilstræbt, systematisk udviskning og nedtoning af normalitetsbegrebet i skolen, der fremkalder presset på specialundervisningen. Realiteten er, at lærerne aldrig har været så tolerante og tilbagetrukne og de boglige krav så lave som i dag. Det ligger i tidsånden: Se mig! Hør mig! Man vil sætte spor, markere territorium, føle magt. Før 68 var denne øvelse forbeholdt de voksne, men vi har ophøjet børnene fra umælende undersåtter til ligeværdige medborgere. Vi forstår, at hvert barn er unikt, og ganske umærkeligt har skolen forskudt fokus fra det, der samler, til det, der skiller: læringsstile, intelligenser, personlige præferencer, x-faktor etc. Og det i den grad, at proportionerne er ved at skride. Vi dyrker forskellene og reducerer incitamentet til at rette ind i en fælles ramme, idet ethvert krav herom principielt kan betragtes som et overgreb. Hvordan kan det overraske nogen, hvis resultatet er et veritabelt cirkus af afvigelser? Og når alle elever er specielle, skal de søreme også alle sammen have specialundervisning, det manglede da bare. Den ilde hørte sandhed er imidlertid, at mennesker er meget mere ens, end de er forskellige. Vores arvemasse er 99,99 procent identisk, vi udvikler os ad de samme baner og håber og frygter de samme ting. Derfor har vi kunnet udvikle sprog og danne samfund – og derfor holder vi skole.
