’Ansvar for egen læring’ – sådan lyder tidens, ja, faktisk de to sidste årtiers hotteste slagord i den danske folkeskole. Men en uddannelseselite med sit på det tørre er nu i færd med at misbruge begrebet til at niveaudele folkeskolen i en uskøn alliance med den spareivrige regering. Netop denne lille vending truer dermed sammenhængskraften i den danske folkeskole og i hele det danske samfund. Men vi starter lige med at spole tiden 40 år tilbage: Begrebet ansvar for egen læring opstod i kølvandet på opgøret med den sorte skole og indførelsen af den såkaldte reformpædagogik i 60’erne. Den overdrevne disciplin skulle erstattes af et fokus på den enkelte elev som selvstændigt individ. Kæft, trit og retning skulle erstattes af demokrati og medbestemmelse. Terperi og udenadslære skulle erstattes af individuel indlæring og det, der senere er blevet døbt ’udforskende læring’. Alt sammen meget godt. Og den rummelige, demokratiske og kritisk udforskende danske folkeskole affødte da også gode resultater. Således kunne man i lærernes fagblad Folkeskolen i november 2003 læse, hvordan eleverne i den danske folkeskole imponerede et hold engelske og franske forskere, der var i Danmark i forbindelse med det internationale forskningsprojekt Encompass: »Først skrev eleverne en tekst på hver sin computer, uden at læreren holdt øje med hver enkelt elevs arbejde. Bagefter rejste de sig, byttede plads med en klassekammerat og gennemlæste og kommenterede hinandens tekster«. Projektpædagogikken havde gået sin sejrsgang i det danske skolevæsen. De danske elever var selvstændige, men samtidig dygtige til at samarbejde, de kunne tænke selv og ikke kun remse udenadslære op, og forskere fra hele verden valfartede hertil for at finde ud af, hvad det var, vi gjorde rigtigt. efter årtusindskiftet er status imidlertid, at individualiseringen af folkeskolen har taget overhånd, og at projektpædagogikken er blevet indholdsløs. Lærer Niels Christian Sauer formulerede det meget rammende i en Kronik her i Politiken 9. august i år: »En stor gruppe elever magter ikke det udstrakte ansvar for egen læring, som uvægerlig følger med, når de skal arbejde selvstændigt i lange stræk. De mister motivationen og taber orienteringen, når det fælles fokus opløses. (...) Børn kommer ikke i skole for at sidde i hver sin afsondrede, skræddersyede mentale celle og dyrke deres egenart«.
LÆS ARTIKELFolkeskolen må gribe i egen barm Når folkeskolen ophører med at være et fagligt fællesskab, og hver enkelt elevs selvrealisering i stedet sættes som endemål, tabes en stor gruppe elever. De bogligt stærkeste elever nyder friheden i gruppearbejde og projektopgaver, mens de, der ikke kan overskue den overvældende selvstændiggørelse, falder fra. Samtidig forvandles læreren til en konsulent, der skal facilitere elevernes selvudfoldelser, og det svækker alt andet lige autoriteten, når læreren reduceres til endnu en deltager i rundkredsen frem for en faglig kapacitet, man kan trække på: De bogligt knap så stærke elever, der i forvejen er fremmedgjort over for synopser og læreplaner, og jeg ved ikke hvad – de mangler nu også en faglig autoritet at henvende sig til for at få ikke sparring, men simpelthen god gammeldags hjælp. 3F’eren Mattias Tesfaye opsummerer i sin nye bog, ’Vi er ikke dyr, vi er tyskere’:
