»Man kan ikke være menneskelig i et lokale med en robot. Der er nødt til at være et andet menneske« (ung kvinde med livslang erfaring med det sociale system). Jeg arbejder i dag som skolesocialrådgiver og har flere års erfaringer som børnesagsbehandler. Det har slået mig, at socialrådgivere, som arbejder med udsatte børnefamilier landet over, er bemærkelsesværdigt tavse i den debat, som er sat i gang af Lisbeth Zornig Andersens bog ’Zornig – vrede er mit mellemnavn’ og dokumentaren ’Min barndom i helvede’. Hvor er vi? Hvad tænker vi? Er vi alle ufølsomme robotter? Man hører enkelte ledere samt lokalpolitikere og Kommunernes Landsforening. Socialrådgivernes fagforeningsformand har også været aktiv. Men hvor er vi, som hver dag forsøger at navigere i komplekse problemstillinger præget af misbrug, dårlig begavelse, fattigdom, løgn, vold, trusler, sproglige begrænsninger?
Vi, som er underlagt omfattende krav om dokumentation, tidsfrister og registreringer? Vi, som mange steder til stadighed bliver præsenteret for manualer, kvalitetssikringsværktøjer og styringssystemer, som ofte er udviklet af mennesker, som står uden for det praksisfelt, de forsøger at udvikle styringsværktøjer til. Vi, som hver dag må leve med tvivlen om, hvorvidt vi gør en tilstrækkelig forskel for de børn, som der er bekymring for – og med skammen over alle de tilfælde, hvor vi kan se, at det gør vi ikke. Når man læser om de ubærlige eksempler på både forældre- og systemsvigt, som har været fremme i medierne, kunne det få én til at spørge sig selv, om socialrådgivere rekrutteres blandt de særligt ubegavede, dovne og kyniske. Det mener jeg ikke, at vi gør. Læs her, hvad uddannelsesleder af socialrådgiveruddannelsen i Aarhus, Bente Vibeke Lauridsen, siger om de målinger, som gennemføres blandt de socialrådgiverstuderende: »Rigtig mange studerende har en mission. De vil gøre et stykke arbejde, hvor de hjælper andre, og hvor de bidrager til, at folk, der er ude i tovene, ydes retfærdighed og tages vare på. De har en høj grad af politisk bevidsthed, er uselviske og har en stor ambition om at gøre tingene godt«, siger hun til Socialrådgiveren Ligner det ikke beskrivelsen på de fleste unge danske studerende? Jeg tror det. Så hvis vi antager, at socialrådgivere er udstyret med en menneskelighed og ihærdighed inden for normalområdet, hvad kan så forklare de stadig alt for hyppige systemsvigt i børnesager? Lisbeth Zorning Andersen skriver om familier fra Underdanmark: »For at leve i den slags miljøer, er man nødt til at have teflon på sine nervebaner. Ellers overlever man ikke«. Min påstand er, at arbejdet som socialrådgiver i kommunale børne- og familieafdelinger i disse år er så overreguleret og detailstyret, at den faglige viden og det personlige engagement mange steder fortrænges og erstattes af teflon på nervebanerne, hvis man skal holde ud at gå på arbejde. Den helt legitime stemning af, at ’noget må gøres’, som hersker både hjemme i stuerne, i kommunerne og på Christiansborg, medfører, at reguleringsskruen strammes endnu et par takker, og der insisteres på endnu flere standardiserede handleplaner og styringssystemer. Det er et stort problem, for på trods af de gode intentioner udmønter tiltagene sig ofte i tomme ritualer, som i bedste fald blot er virkningsløse – i værste fald medvirkende til yderligere omsorgssvigt af de udsatte børn. Kvalitetssikringsværktøjer og omfattende tjeklister trækker vores tid, vores faglige opmærksomhed og vores personlige engagement hen til de utallige tekstbokse, som socialrådgivere forventes at udfylde, og når det langt om længe er gjort, bliver de nemt en sovepude, hvorpå man kan hvile sit hoved med ordene: »Nu har vi gjort vores pligt, og hvad vi skulle – nu kan ingen komme efter os«.
