Da min veninde blev dommer i London, måtte hun købe sig en hestehårsparyk og en sort kåbe. Inden hun skulle dømme i kriminalsager, måtte hun iføre sig et herreparykdesign fra 1822 og en mandsdragt fra 1600-tallet med en lille sort sørgehætte over venstre skulder til minde om Charles II’s død i 1685. Først i denne mundering lignede hun efter gældende britiske regler den dommer, hun var. Trods den agtværdige mandsdragts næsten fuldstændige tildækning af dommerens krop og hoved, kunne min veninde alligevel fortælle om flere oplevelser med sigtede, der klagede over at skulle dømmes af en kvinde. Straks de så, at dommeren var kvinde, mente de at blive udsat for skæv behandling. For disse anklagede i retssalen fremstod den kvindelige dommer – trods mandig uniform – hverken som neutral eller ’ens’ med de mandlige dommere. I Storbritannien har dommerdragten længe været til debat, og sidste sommer kom der nye retningslinjer for dommeres beklædning. Nu blev det tilladt dommere i civile og familieretslige sager at undlade parykken. Men dommere i kriminalsager skal stadig følge herreparykmoden fra 1680’erne – måske fordi denne type sager anses for at kræve en tydeligere autoritetsmarkering end familiesagerne. Min veninde dømmer i kriminalsager, så hun skal fortsat have hovedbeklædning på i retssalen. Også i Danmark er dommeres beklædning nu kommet til debat. Men her med et ganske andet syn på hovedbeklædning. For de danske politikere mener, at dommere netop ikke bør have noget på hovedet. Heraf kan vi vel drage den lære, at dommerens autoritet i retssalen ikke garanteres af klædedragten som sådan, men derimod af den tolkning, som dragten mødes med. Hvis det altså overhovedet er dragten, der afgør dommerens autoritet. I både Storbritannien og Danmark ser det ud til at forholde sig sådan, at konservative mandsdragter – 1600-tals kåber eller 1900-tals habitter – tydeligvis betragtes som indbegrebet af det neutrale, tillidsvækkende og autoritative hos en dommer, og at klædedragten anses for at have afgørende betydning for domstolenes troværdighed. Dette er måske ikke overraskende, for vi ved jo, at klæder i høj grad skaber folk, og at tøj og accessories bærer vor tids måske allervigtigste sociale og kulturelle signalkraft. Det overraskende i den danske debat er den naivitet og visionsløshed, som præger debatten. Klædedragter er aldrig neutrale, men afspejler altid kulturelle og sociale forhold. Det ses tydeligt på moden. Tøj og smykker reflekterer smag, status, alder og kønsroller, og tøjets betydning vokser med den opmærksomhed, det gives. Heller ikke arbejdsbeklædning er neutral, men vil altid spejle bestemte modetendenser og idealer. Alligevel tror vore politikere øjensynligt på eksistensen af den ’neutrale’ fremtoning og arbejdsdragt. For nylig mente vor justitsminister, at det kunne være en fordel for vor dommerstand, »at alle fremstår fuldstændig ens«. En tilsvarende opfattelse blev fremført af landsformanden for foreningen Hjælp Voldsofre, der mente, at nye beklædningsreglementer betyder, at »domstolene har mistet deres uskyld«. Også statsministeren udtalte, at dommere skal fremstå »synligt neutrale«. Men kan en professionel stand eller institution sikre sig neutralitet og uskyld gennem at fremstå ens? Hvad er det, der sikrer, at ens mennesker og folk, der ganske ligner hinanden, udgør en garanti for retssikkerhed, neutralitet, uskyld og retfærd? Hvis ensheden virker så ideelt, hvorfor har vi da endnu ikke indført langt større brug af uniformer i Danmark? Hvorfor har vi ikke skoleuniformer? Hvorfor nedtoner politi, p-vagter, læger, pædagoger, lærere, erhvervsledere og håndværksmestre da deres uniformerede fremtræden til det næsten formløst uformelle her i landet? Hvorfor bærer dommerne ikke hestehårsparyk og 1600-tals herrekåber? Med baggrund i min etnografiske forskning i skandinavisk organisationskultur vil jeg gerne vove at svare på disse spørgsmål: Igennem årtier har vi i Danmark udviklet en stærk tro på nødvendigheden af, at vi er nogenlunde ens med hinanden. Vi mener, at ensheden sikrer nærhedsprincip og demokrati. Senest har vore politikere forsynet os med værdi-kanon’er inden for flere områder, så vi ved, hvad vi skal mene om kunst og historie, og børnene kan lære ens ting i skolen. Vi mener også, at vi i Danmark næsten alle sammen er almindelige folk, der går almindeligt klædt. Det kalder vi også nogle gange for ’neutralt’. Vi deler næsten alle sammen en uformel og indforstået omgangstone, hvor alle er på fornavn og siger ’du’ til hinanden, alle har nogenlunde samme humor og nogenlunde samme opfattelse af, hvad der kan siges og ikke siges. Skal vi en sjælden gang give dispensation fra kravet om enshed, kan vi kun give den til folk med rigtig mange penge, rigtig meget magt og rigtig fine forfædre: I medierne er det kun Mærsk og Margrethe, der tiltales ærbødigt og med ’De’. For alle andre gælder det, at den rare enshed her i landet er garantien for et godt fællesskab. Selv når vi faktisk er uenige, kræver vi, at beslutningerne træffes ’i enighed’. Vi vil nødigt konfronteres med det forhold, at der er en mangfoldighed af mulige holdninger i verden, og at vi måske alligevel ikke er så ens, for vi tror på homogenitet som nøglen til harmoni og velfærd. Vi kan ikke forestille os, at helt forskellige mennesker kan holde fred og være lykkeligt produktive på samme jordlod. Og det er måske her, der sker en kortslutning hos vore politikere: De tror tilsyneladende, at hvis alle personer med indflydelse i landet fremstår ens og klædt på samme ’neutrale’ måde, så kan alle have respekt, forståelse og tillid til hinanden. For eksempel ved domstolene, hvor dommeres ’neutrale’ og ens klædedragt så vil sikre, at forsvarere, anklagere, offentlighed og sigtede kan have fuld tillid til retten. Min engelske venindes erfaring tyder dog på noget andet: Den ’neutrale’ britiske dommerdragt sikrede ikke, at den kvindelige dommer fremstod ’fuldstændig ens’ og ’neutral’ med de mange mandlige kolleger. Vi fremstår jo aldrig fuldstændig ens. En kvinde fremstår for eksempel anderledes end en mand, selv når hun klædes i en mandsdragt, som vi også kender det fra præstekjolen i Danmark. Selv om præsterne blandt andet identificeres ud fra deres ens dragter, vil de færreste nok opfatte to præster som ’fuldstændig ens’. Men også uden præstekjole forventes præsten jo i arbejdstiden at prioritere sit embede over andre sider af identiteten. I Danmark har vi længe haft tillid til embedsmandsloyalitet og bureaukratisk etos, hvor embedsmanden forventes at repræsentere sit embede og at lægge andre sider af identiteten og personligheden til side. Hvis hun eller han i stedet prioriterer vennetjenester over embedsrollen, kalder vi det korruption. Prioriterer han eller hun familierollen over embedet, kalder vi det nepotisme. Embedspligten og retssikkerheden sidder ikke i uniformen eller præstekjolen, selv om klædedragten kan være med til at understøtte og signalere den særlige embedsrolle. Også når lægen tager sin kittel af og fremstår i civil, forventer vi, at han eller hun følger lægeløftet. Men nu ser der ud til at være skred i denne helt grundlæggende forståelse af embedspligten. At dømme ud fra justitsministerens udtalelser er det overfladen – uniformen og beklædningsnormerne – der endeligt afgør embedsmandens troværdighed og embedsloyalitet. I en udtalelse koblede hun for nylig dommernes klædedragt med det forhold, at domstolene skal være upartiske. Hun fastslog, at »domstolene skal være neutrale og objektive. Udgangspunktet er, at dommeren, der træffer afgørelse, i sidste ende er neutral og objektiv i sin fremtoning«. Denne kobling mellem beklædning og upartiskhed blev yderligere forbundet med selve domstolenes troværdighed, da Dommerforeningens enige bestyrelse udtalte, at dommere »i enhver henseende« bør fremstå neutralt, fordi befolkningen skal have tillid til dommerne. Disse erklæringer fra landets høje juridiske hoveder er tankevækkende og må give anledning til selvransagelse. Befinder vi os i en situation, hvor der er tiltagende tvivl om domstolenes og embedsmændenes upartiskhed? Står vi over for en svækkelse af embedsautoriteten og et stadig større fokus på fremtoningen frem for indholdet og selve den professionelle ydelse? Måske er det derfor, politikere og foreningsfolk tyer til den danske tro på, at enshed sikrer en fungerende institution, mens mangfoldighed og anderledeshed umuliggør den. Da statsministeren nyligt udtalte, at emnet havde høj prioritet i regeringen, fordi »det er meget vigtigt for os, at dommerne ikke bare er neutrale, men også fremtræder synligt neutralt i en retssal«, fik man indtryk af en egentlig troværdighedskrise i embedsværket. Der var tale om en hastesag, hvor landets regering ikke kunne stille sig tilfreds med en upartisk dommerstand, medmindre den også tydeligt og synligt fremstod upartisk. Betyder dette også, at en læge uden kittel må skabe mistanke hos politikerne om manglende medicinsk kompetence eller manglende overholdelse af lægeløftet? Hvordan ser upartiskhed egentlig ud? Vi lever i en tid med stort fokus på udseende, fremtoning, begivenhed, show og facade. Det er alt sammen vigtige elementer i en oplevelsesøkonomi præget af symbolpolitik. Alligevel er det ikke muligt at beskrive, hvordan upartiskhed eller neutralitet ser ud, fordi disse egenskaber netop ikke er entydige og håndgribelige, men derimod udtryk for dømmekraft, kompetencer og handlemåder i bestemte situationer. Trods betydningen af oplevelsesøkonomi og skønhedskonkurrencer bedømmer vi vel stadig embedsmænd på deres professionelle kompetencer og handlinger frem for på deres valg af habit? Dommeres klædedragt har vist aldrig tidligere spillet nogen større rolle i den offentlige danske debat, men det kan måske skyldes, at man før i tiden vidste, hvem en dommer var – både udenpå og indeni: En dommer var en veluddannet, midaldrende eller ældre dansk mand med middel- eller overklassebaggrund, klædt i jakkesæt. Med andre ord: neutraliteten selv! Men i dag er situationen en anden. Ikke alene er der gennem årtier tilflydt dommerstanden kvindelige medlemmer, som har rokket ved det ’neutrale køn’. Nu rygtes det også, at man med tiden risikerer at skulle optage juridisk uddannede folk med andre religiøse og etniske standpunkter og dertil hørende klædevalg. Det skaber tydelig uro i de ellers så ens og homogene politiske rækker. Men hvorfor forekommer mandshabitten mere neutral i en retssal end nederdel og reglementeret tørklæde? Er det, fordi de personer, som forbindes med de to typer klædedragt, nyder tilsvarende vidt forskellig accept i samfundet? Kan en muslimsk kvinde kun opnå autoritet og troværdighed som dommer, når hun ligner og opfører sig som en kristen mand? Er vort krav om homogenitet så stort, at vi ikke kan tro, at en anderledes og uens, professionel kan dømme lige så upartisk og korrekt som en af de professionelle, der er ’neutral’ på samme måde som os selv? Eller kan vi have tiltro til, at den juridiske uddannelse og retssystemet formår at danne og uddanne folk, der ikke er ens og almindelige, så de alligevel dømmer upartisk og efter landets love? Det må vi sandelig håbe, at vi kan! For ellers er det måske ikke klædedragten, men hele retssystemet, den er gal med. Vi må derfor antage, at det ikke er selve de kønsmæssigt, etnisk eller religiøst anderledes dommere, der er noget i vejen med. Det er vel ikke på grund af deres svigtende evner, at de skal klædes i en ’neutral’ dragt for at dække over miseren? Hvorfor er det da? Er det for symbolpolitikkens og oplevelsesøkonomiens og opinionsmålingernes skyld? For at tækkes den gruppe af sigtede, der heller ikke særlig gerne vil dømmes af en kvindelig dommer, selv om hun har taget mandsdragt på? Eller er svaret, at vi i Danmark nu tager konsekvensen af vor tro på enshed i en sådan grad, at vi vil have uniformerne tilbage? Dette sidste svar forekommer at være det mest konsekvente og perspektivrige i et samfund, der hævder mangfoldighed og tolerance i arbejdslivet. Hvis vi i Danmark tror, at folk i samme erhvervsfunktioner helst skal se ’neutralt ens’ ud for at vække tillid og autoritet, så bør vi vel gøre en indsats for at udvikle uniformer, der kan rumme samfundets og brugernes behov? Eller vil vi bare fastholde, at nogle menneskers klædedragt – eksempelvis mandlige dommeres habit, slips og manglende hoveddækning – bare per definition er garantien for retssikkerhed og upartiske domme? I Danmark har vi gennem årtier nedtonet brugen af uniformer: Dels har vi sløjfet dem i flere erhverv og roller, dels har uniformerne fået et mere afslappet og dagligdags præg som arbejdsbeklædning frem for standsmarkør. Nedtoningen af det uniformerede har også signaleret, at der skal være plads til det hele menneske bag facaden, og at ingen kan være helt neutrale eller de rene robotter. Vi har troet på, at det uformelle kunne skabe større forståelse for og respekt om den enkelte embedsmands gerning. Vi har nok også stolet på, at den enkelte embedsmand nok selv skulle sørge for at fremstå korrekt og neutral, og opføre sig tilsvarende professionelt. Nu ser det ud til, at politikerne – og måske også befolkningen – har ændret holdning og kræver mere lovgivning og flere uniformer? Tøj er jo aldrig neutralt. Heller ikke uniformer. I Storbritannien har dommerstanden gennem århundreder fastholdt en helt særlig uniform med en signalværdi, der var løsrevet fra samtidens kulturelle roller og tøjstil. Men kønnet var alligevel ikke ’neutralt’, for der var tale om en mandsdragt. I Danmark har vi derimod hidtil regnet med, at dommere bare klædte sig ’neutralt’, uden at vi dermed behøvede at definere, hvori det ’neutrale’ bestod. Vi har troet på, at den danske dommerstands relative homogenitet sørgede for, at en næsten naturlig uniformering kunne foregå på uformel vis, fordi alle blot klædte sig nogenlunde som borgerlige herrer fra 1900-tallets middelklasse. Men det er naivt at mene, at en borgerlig herrehabit i sig selv er ’neutral’. Habitter kan i princippet være lige så symbolpolitiske som tørklæder, alt afhængigt af de gældende konventioner. Men måske mener vore politikere simpelthen, at religiøse, muslimske kvinder slet ikke bør være dommere, fordi de ikke stoler på deres dømmekraft? Her kan politikerne sikkert få fuld tilslutning hos de islamiske domstole i Iran og Saudi-Arabien. Hvis vore politikere imidlertid ikke deler holdning med de islamiske dommere i Saudi-Arabien, men i stedet vælger at fokusere på en dommers juridiske kompetencer frem for køn, religion eller tøjsmag, og hvis de har tillid til, at også befolkningen tør stole på, at en professionel dommer faktisk dømmer upartisk og efter loven, så kan vel selv religiøse muslimer i princippet være dommere i Danmark med eller uden ’neutralt’ jakkesæt, slips eller tørklæde? Eller måske iklædt en ny og reglementeret dommeruniform? Må vi foreslå en velprøvet og enkel løsning? Hvad med tildækning af håret ved hjælp af en grå paryk, der alt efter smag og køn kan erstattes af et gråt tørklæde? Må vi her anbefale et herreparykdesign fra 1822? Det kan vel være lige så ’neutralt’ som alt muligt andet?