Ønsker du at være medlem af informationssamfundets overklasse? Vil du også bestemme over dit eget arbejdsliv? Vil du være den sidste, kineserne fyrer, når de køber konditoriet? Så læs bøger. Det er fint, at du kan bruge nettet. Men det kan alle, som er under 50 og over 5. At kunne ’bruge nettet’ svarer til at sidde i biografen, ikke til at lave filmen. Det er fint, at du kan samarbejde. Det er ikke let. Men det er ikke nok. Det er fint, at du ikke er bange for noget, og at du er åben over for mange forskellige opgaver. Men kan du stille dem selv? Og kan du udføre dem, du påtager dig? Læs bøger. Det kan nettet/underviseren/gruppen/arbejdsgiveren ikke gøre for dig. Det kræver ikke, at man suspenderer sin egen kritiske sans og sin utålmodighed, men tværtimod: at man udvikler den fra noget, der kan forveksles med overfladiskhed, til noget, der kan forveksles med det modsatte. Uddannelsessystemets opgave er således ikke at udrydde din utålmodighed, men at kultivere den. Den, der kan tilegne sig kompleks viden og kan arbejde alene og resultatorienteret, bliver medlem af informationssamfundets overklasse. Den, der ikke kan det, bliver medlem af informationssamfundets arbejderklasse, i de hurtige nyheders og de små skos land. Aldrig har politikerne været mere enige om at give flere penge til forskning og uddannelse, og aldrig har de haft færre at dele ud af. Fremtiden? Elitetiltag skal forsøge at finde og fastholde et par procent af toppen, mens resten forberedes nødtørftigt til (det, man tror er) arbejdsmarkedets forventninger. En fernis af kompetence erstatter fagligheden.
Hver eneste dag trækker jeg på min uddannelse: skole, gymnasium, universitet. Sandt for dyden var jeg ikke nogen mønsterelev: Jeg har f.eks. endnu til gode at aflevere mit speciale på KU. Jeg var aldrig i tvivl om, at uddannelsessystemet er kunstigt og begrænsende, og jeg længtes inderligt efter at slippe fri. Men jeg ænsede på et eller andet tidspunkt, at forudsætningen for at kunne bruge uddannelsessystemet rigtigt er, at man accepterer begrænsningerne – ikke, at man, i misforstået progressivitet, forsøger at ombygge systemet, så det imiterer virkeligheden: Uddannelsessystemet skal være formelt. Det skal være i en vis forstand: ’verdensfjernt’. At gøre skolen ’tidssvarende’ er risikabelt; at smide bøgerne ud af skolen svarer til at trække tænderne ud på vagthunden. Dette er så absolut ikke nostalgi: Uddannelsessystemet var aldrig godt, og der er tusinde ting at ændre. Det, jeg advarer mod, er at gøre det ledende princip i denne forandring til ønsket om alene at være ’tidssvarende’. Uddannelsessystemet skal ikke være et spejl af samfundet, men et svar på samfundet. Det følgende er derfor et argument for elementære ting, der er let bytte for reformiveren: bøger, professionalisme, individuelt arbejde. Mange andre ting kan og skal diskuteres (eksamensformer, faggrænser etc.). To spørgsmål: Hvad er det for et samfund, vi lever i, og hvad kræver det? Samfundet er, lyder den generelle vurdering: kaotisk og foranderligt, hvor individer associerer i uformelle netværk og kun kan se et par år frem. På den baggrund inspireres man til at nedbryde strukturerne i uddannelsessystemet. Og f.eks. lade nettet erstatte bøgerne. Formelt fordi de er uddaterede, men reelt fordi både elever og lærere har mistet evnen til at begribe information i den mængde, bøger indeholder. Men der var også et andet spørgsmål: Hvad kræver samfundet? Hvem klarer sig bedst i kaos og anarki? Den, der ikke kender andet? Nej. Den, der er i besiddelse af systematik, disciplin og viden. Man kan ikke slukke bålet med benzin. Men samfundets forandringstempo bliver en bekvem undskyldning for vores egen rastløshed. I virkeligheden er det tilbagevendende angreb på ’gammeldags’ faglighed fup, fordi de klassiske kompetencer fortsat styrer toppen af uddannelsessystemet: Du bliver endnu kun professor ved at læse bøger, selv. Der er snarere tale om en forskydning: Den individuelle faglighed introduceres sent i uddannelsesforløbet – for sent, fordi ’rigtig’ viden (’paratviden’, med et i virkeligheden nedladende udtryk) er noget, de studerende hverken for alvor møder i folkeskole, gymnasium eller på universitet, men forventes at indhente i deres fritid. Folk på 25 år, der pludselig vågner op til den ’sande’ standard, skal indhente 10 års arbejde. Konsekvensen? Udviklingen er en gave til de forkælede overklasseelever fra de rige hjem, med leksika på reolen og aviser i postkassen, som da også dominerer ph.d.-pladserne. Danmark har en ny adel, hvor de samme få procent af befolkningen giver deres kultur (magt, status) videre til deres egne børn. Dét er masseuniversitetet med til at camouflere og derfor fastholde. Her er et portræt af danskere på 25-35 år, med en (ikke-naturvidenskabelig) videregående uddannelse:
