Da Tove Ditlevsen skrev om København, var det med beretninger om små og fugtige lejligheder i brokvarterernes lejekaserner, men også om storbyens eventyrlighed, mangfoldighed og solidaritet.

’Barndommens gade’ var fattig og slidsom, men den rummede også baggårdenes muligheder for at gemme sig og lege med de andre uartige børn, og frem for alt skete der noget. Der var liv og mennesker overalt. Jeg kender Barndommens gade fra min egen opvækst på Vesterbro og kan som mange andre konstatere, at bydelen i dag ikke er til at genkende. København har forandret sig. De kreative erhverv og barnevognene er rykket ind i baggårdene, og i byens nye kvarterer skyder lyse boligblokke, erhvervsdomiciler og nye kulturflagskibe frem. Det er dejligt, for det giver byen masser af muligheder, men det rummer også nogle store politiske udfordringer. København skal håndtere sin vækst, så der fortsat er plads til alle, liv mellem husene og en bæredygtig trafik og byudvikling. Folk søger i dag til storbyerne for at leve et godt, sundt og spændende liv. Det ses over hele kloden, og i København har vi oplevet en befolkningsvækst de sidste ti år på 40.000 københavnere. Der er især blevet flere unge, flere mellem 30 og 50 og flere familier. Men de seneste tre til fire år kan vi se, at særligt nogle indkomstgrupper har haft svært ved at finde en bolig i København og er derfor flyttet fra byen. Desværre er fraflytningen størst blandt nogle af de kernemedarbejdere, som vi ikke kan undvære. De mennesker, der tager sig af de gamle, af børnene, de syge og i det hele taget holder gang i byen. Boligpriserne er firedoblet på bare ti år, og BRF-kredit har beregnet, at et par bestående af sosu-assistenter har mere end 11.000 kr. ekstra til privatforbrug om måneden, hvis de bosætter sig i Nakskov. Det bliver mange børnefamilier fristet af, og det forstår jeg egentlig godt. I byer som London og Paris kan almindelige mennesker slet ikke bo i den centrale del af byen. Så flytter de ud og må køre langt hver dag for at komme på arbejde – med trafikpropper og miljøproblemer som følge. Så der er ingen vej udenom. Vi skal finde løsninger på at skabe en balanceret udvikling i København, hvor byggeriet af nye bykvarterer ikke sker på bekostning af plads til almindelige mennesker! Netop det har vi ellers set en del af. Noget af det mest synlige er Kalvebod Brygge, som er præget af triste bygninger, der fuldstændig spærrer for vandet, og en havnefront uden mennesker og liv. Jeg har sammen med Klaus Bondam sat fokus på problemet i Metropolzoneprojektet, hvor vi prøver at få rettet op på fadæserne ved at skabe bedre adgang til vandet og mere liv, f.eks. ved at anlægge små øer med café-, sports- og vandaktiviteter. Heldigt for København, at fantasifulde arkitekter fra unge tegnestuer som f.eks. Effekt og COBE i Metropolzoneprojektet er kommet med forslag til at sætte gang i denne døde del af byen. Men det er helt skævt, at København blot ti til femten år efter opførelsen af Kalvebod Brygge skal investere store summer i området. Det er dyrt at rette op på fejl. Kalvebod Brygge var et af de første områder, der blev udviklet langs havnen, men også nogle af de nyere bykvarterer, som Havnestaden på Islands Brygge, lever langtfra op til det gamle Islands Brygges stemning og liv. Havnestaden er som Kalvebod Brygge præget af mennesketomme arealer, kedelige grønne plæner tilfældigt spredt uden en mors sjæl. En lang bred havnekaj, men ikke én cafe, intet liv. Også her skal vi igen bruge tid, penge og kræfter på at skabe steder, hvor det er rart at være. Jeg havde den store fornøjelse af at gå rundt i kvarteret med nogle unge etnologer og byplankonsulenter fra firmaet Hausenberg, som kunne give en ret præcis beskrivelse af, hvad problemerne er i Havnestaden. De pegede blandt andet på, at der slet ikke er arbejdet med at sikre ordentlige byrum, og mange steder har de eksklusive boligejendomme privatiseret uderummet med skilte til forbipasserende om ’adgang forbudt’. Havnestaden er et trist eksempel, vi må lære af til andre nye kvarterer. Også Langelinie er et ærgerligt eksempel med lutter dyre boliger og intet liv. Flere af boligerne er uden bopælspligt. Promenaderne langs Midtermolen er næppe for hver mand at promenere på om søndagen, og der er til overflod af privatskilte, som nok skal sørge for at holde resten væk. Det er ikke det København, jeg arbejder for! Det er ikke den type bykvarterer, der skal præge fremtidens København. København skal være for alle, og byrum og pladser skal ikke privatiseres. Det er på mange måder en historisk udfordring, vi står overfor. Der har altid været investorer i København, der ville tjene hurtige penge på byudvikling og boligbyggeri. Nogle gange er det faldet heldigt ud, men ofte har det betydet ringe og kedelige boliger. I dag er situationen en anden. Med den økonomiske vækst i København er der ingen undskyldninger for atmosfæreforladt og tarveligt byggeri, og vi kan undgå fortidens brølere. I rækken af nye projekter skal vi finde fælles fodslag med bygherrerne og sikre kvalitet i byudviklingen. Og det kan ske samtidig med, at der skal tjenes penge. Det handler om at gøre tingene på en ny måde og sætte ambitiøse mål for udviklingen. Det har der været fine eksempler på gennem historien. Det gælder byggeforeningshusene i f.eks. Kartoffelrækkerne fra 1880’erne, stokhusbebyggelserne i Nordvest fra 1940’erne og 1950’erne og nu billigbolig-projektet, som føjer sig til rækken af projekter, der flytter hegnspæle i boligbyggeriet. Tænk blot på, at en søndag i oktober blev de første billige boliger sejlet med skib til Københavns Sydhavn og i Karens Minde opført som lyse, rummelige rækkehuse med have. Boligerne er samlet på fabrik i Estland, arkitekterne er fra Vanløse og Kolding, og huslejen er 5.000 kr. om måneden for 85 kvadratmeter (i 2005-priser). En kombination, mange har dømt ude fra starten, men i dag er byggesagkyndige enige om, at kvaliteten er god, og de første familier flytter ind i denne måned. Et eksempel på, at det er nødvendigt at udfordre de etablerede sandheder i by- og boligudviklingen. Det gælder i den grad også Nordhavn, som skal blive et skoleeksempel på byudvikling, hvor innovation og omtanke for byen går hånd i hånd. Her gælder det om at give almindeligt arbejdende mennesker mulighed for at bo ud til vandet og lade virksomhederne ligge længere inde. Helt modsat Kalvebod Brygge, hvor kontorfolket er løbet med udsigten. I Nordhavn skal vi tænke grønt og mangfoldigt ned i mindste detalje og op i vejret! Nordhavns energiforbrug skal begrænses, og derfor skal vi bygge tæt og højt, så der kommer mange mennesker tæt ved stationer og den kollektive trafik. De, der tror, at højhuse handler om at sætte nye spektakulære vartegn i byens profil, tager fejl! Tværtimod er pointen at udnytte højhusets muligheder for energibesparende byggeri, f.eks. ved som New Yorker-bygherren Douglas Durst at bygge intelligente højhuse, som opsamler regnvand, udnytter overskudsvarme og integrerer institutioner, legepladser og andet godt i tårnets højder. Helt modsat forstædernes lave og spredte boligbyggeri, der optager oceaner af plads og tvinger pendlere ud i langsommelige og energiforbrugende bilture. Nogle af de mest bæredygtige i dette land er faktisk de københavnere, der bor i lejlighed og cykler til arbejde! Nordhavn skal udvikles i en idérig og kontinuerlig samtale med de københavnere, som skal have glæde af deres nye bykvarter. Debatten skal væk fra de kedelige slagsmål ’for eller imod’ konkrete byggeprojekter i byen, som, når det er værst, har begrænset debatten om København til et spørgsmål om at samle flest underskrifter. Hvad med i stedet at diskutere, hvordan vi skaber liv og atmosfære mellem husene i det nye Nordhavn, så den bliver en attraktiv kontrast til det ’gamle’ København. Helt modsat Ørestad, hvor københavnerne alt for sent blev taget med på råd, og hvor der efterfølgende er investeret millioner af kroner i nyopfundne events og traditioner, der skal banke liv og sjæl ind i kvarteret. Kort sagt: Nordhavn kan blive en test. Her skal vi gøre det anderledes og tænke de kætterske tanker. Fremtidige københavnere må dømme os på, om vi lykkedes med at skabe et rigtigt bykvarter med liv, mennesker og energirigtige løsninger. Heldigvis er der også private bygherrer, som sætter ambitiøse planer i gang. Carlsberg har sat sig høje mål for udviklingen af det gamle bryggeri. Det har været en god proces med en åben arkitektkonkurrence, masser af debat og det meget spændende projekt fra Entasis, som vil sætte nye standarder for byudvikling i hele Europa. Carlsberg vil skabe et bykvarter med smalle gader og masser af åbne byrum, torve og pladser og ikke så mange biler, som vi kender det fra den klassiske europæiske by. Det bliver i Vesterbros ånd, det bliver tæt, intimt og livligt. Og selvfølgelig med en andel billige boliger til dem, der hverken har formue eller prangende indtægter. Det kan kun blive et sjovt sted at bo og gå på opdagelse! I Valby sker der for alvor noget i disse år. Grønttorvet er på vej med udviklingsplaner, som radikalt vil forandre dette hjørne af København. I dialog med københavnerne og valbyborgerne skal vi den kommende tid udvikle ideer for området, så det kan løfte sig som Københavns nye levende bykvarter. I Valby Idrætspark har Borgerrepræsentationen for længe siden besluttet et ambitiøst projekt, hvor der skal bygges et nyt vandkulturhus og skabes en visionær kombination af boldbaner, billige boliger og erhverv. I årets budgetforhandlinger sørgede vi denne gang for, at der nu er sat tilstrækkeligt med penge af til at få gang i byggeriet. Med 100 mio. kr. ekstra til færdiggørelsen af Valby-vandkulturhuset – og også til Bellahøj Svømmehal – skal københavnerne ikke vente længere på, at der sker noget. Nordhavn, Carlsberg og de nye udviklingsprojekter i Valby er storslåede og ambitiøse visioner, som vil berige København med helt nye bykvarterer. Men København har også brug for her og nu-løsninger, som skal tilgodese de mange københavnere, der har været forment adgang til byen af boligprisernes himmelflugt og fejlslagen byudvikling ved havnen. Derfor sikrer vi billige boliger i de ydre brokvarterer på Grøndalsvænge Allé og i Ragnhildgade og ved den nye DR-by på Amager Fælledvej, hvor der er vedtaget lokalplanforslag, som samlet gør det muligt at opføre ca. 400 billige boliger i 2009. På Østre Gasværk, Kløvermarken og i Valby Idrætspark ventes der at komme gang i byggeriet af yderligere et stort antal boliger i 2009. Jeg så gerne, at det gik endnu stærkere med at sikre boliger til alle københavnere, men med de barrierer, regeringen har lagt ned over projektet, er det et møjsommeligt arbejde for Fonden for Billige Boliger at komme i mål. Jeg har flere gange oplevet, at københavnerne undrer sig over, hvorfor vi som kommune ikke bare går i gang. Men desværre ejer kommunen ikke meget jord, og som kommune har vi ikke ret til at bygge familieboliger. Det var en kortsynet politik, da bystyret år tilbage solgte kommunens grunde fra, men sket er sket, og det må vi handle ud fra. Jeg savner ikke barndommens gade. København er i dag et bedre sted at vokse op end det Vesterbro, jeg kendte som barn. København er blevet grønnere, sundere, og vi udnytter de blå kvaliteter ved Havnen og Øresund langt bedre. Men en kliché siger, at barnet ikke må smides ud med badevandet. Vi har i de seneste årtiers byudvikling givet slip på mange af de kvaliteter, der findes i de livlige, tætte og mangfoldige københavnske brokvarterer. Måske i benovelse over de mange kraner, som pludselig tonede frem overalt på Københavns skyline. De kommende år skal vi gøre det på en anden måde. Der er ingen modstilling mellem dynamisk og driftigt storbyliv og en bæredygtig grøn og social udvikling. Tværtimod er mit mål, at København skal kunne det hele. Økonomisk vækst skal gå hånd i hånd med billige boliger, så København også fremover har plads til de kernemedarbejdere, byen har brug for. Der skal være gang i København og gode vækstbetingelser for kreativ ungdomskultur, men børnefamilierne skal også opleve, at København har løsninger på udfordringerne i det moderne hverdagsliv. Vi skal tænke i energi og bæredygtighed i alt, hvad vi foretager os, så vi ved topmødet i 2009 kan vise verden konkrete veje ud af den globale energikrise. Vi har erkendt, at Tove Ditlevsens København ikke længere findes, og at der er brug for nye løsninger på de udfordringer, hovedstaden står med i dag. Desværre synes erkendelsen ikke at være nået langt ind i regeringen, hvor det visionære niveau strækker sig til trusler om at gennemtvinge 500 nye parkeringspladser ved Skuespilhuset i det indre København.