Med det 'arabiske initiativ' har den danske regering langt om længe indset, at demokrati ikke bare uden videre dukker op i Mellemøsten. Det er beklageligt, at denne indsigt ikke er kommet noget før, men det er da sympatisk, at man har fået den nu. Demokrati, menneskerettigheder, sekulære stater og rationelle videnskabelige principper er en selvfølgelig gevinst, når man først har fået dem, men det er absolut ikke indlysende værdier, hvis man er dem foruden. Lad mig derfor komme med følgende postulat, som jeg vil forfølge i denne kronik; de rationelle principper hentet fra den moderne oplysningstid - og de deraf følgende menneskerettigheder og demokratiske principper for retssikkerhed, åbenhed og frihed - er principper, som for mange mennesker overhovedet ikke forekommer logiske og fornuftige. Faktisk vil jeg påstå, at selv mennesker, der har levet i moderne samfund i århundreder, har forbavsende let ved at ønske sig tilbage til en præmoderne logik, fordi moderniteten og rationaliteten på mange måder virker fuldstændig i modstrid med menneskets umiddelbare impulser. Lad mig begynde med et eksempel. Krigen i Irak var efter min overbevisning et nødvendigt tiltag for at stabilisere den mellemøstlige region på sigt. Desværre blev det sympatiske forsøg afviklet så amatøragtigt, at vi er tæt på at tabe hele projektet på gulvet igen. Det er netop kommet frem, at amerikanerne reelt ikke havde nogen planer for, hvad der skulle foretages, når først diktatorens hær var besejret. Det står sort på hvidt i den rapport, Den Tredje Infanteri Division har skrevet fortroligt til myndighederne, men som 'desværre' blev lækket på internettet. Logikken bag denne besynderlige mangel på planlægning er tilsyneladende en tro på, at problemet i Irak først og fremmest var Saddam Hussein og Baath-partiet. Amerikanerne forestillede sig altså i ramme alvor, at den irakiske befolkning i dagene efter diktaturets fald ville annamme demokrati og menneskerettigheder, danne et demokratisk parlament for derefter stille og roligt at sluse sig ind på verdensmarkedet. Denne fejltagelse er bare én i rækken af kedelige, naive forestillinger, det vestlige menneske gør sig om fremmede folk andre steder i verden. I vores glæde over at demokratiet har fundet de vises sten, forestiller vi os, at det kun er onde magtfuldkomne despoter, der står i vejen for at indføre demokrati andre steder i verden. Vi forestiller os, at vi kan foretage den ene genudsendelse af den franske revolution efter den anden ude i verden. Fjern kongen, og folket vil bygge et parlament i friheden, ligheden og broderskabets ånd. Denne betragtning bygger imidlertid på en manglende forståelse for Vestens egen historie. Det er vigtigt at forstå, at demokrati, modernitet, oplysning og rationalitet altid har været den politiske elites projekt. Der er absolut intet folkeligt ved disse områder. Havde Vesten ikke haft en Diderot, en Voltaire, en Montesquieu og en Thomas Jefferson, havde det moderne demokrati og den moderne retsstat ikke haft en chance. Moderniteten indføres fra oven, fordi det kræver, at man kan løsrive sig fra det traditionelle samfunds umiddelbart mere vedkommende og nære form for rationalitet. Den franske revolution var ikke arbejdernes og bøndernes revolution (skønt jeg har mødt flere mennesker, som er af den opfattelse), men borgerskabets. Danmarks Riges Grundlov var et udpræget elitært projekt, og andre store reformer, der siden er kommet til, skal først og fremmest tilskrives visionære politikere og intellektuelle. Hvis folket havde fået lov til at formulere lovene fra 1849 og frem, frygter jeg, at vi stadig den dag i dag ville have haft slaveri, dødsstraf og en stemmeret forbeholdt mænd. Folket vil altid være konservativt. De irrationelle impulser vil altid ligge under overfladen, fordi demokratiet kræver en enorm grad af selvbeherskelse, der udfordrer intuitive tilbøjeligheder. En mand er ikke skyldig, før han er dømt, på trods af stærke beviser mod ham. Vi kan ikke bare klynge massemorderen op i en pæl. Vi må ikke ansætte vores nærmeste familie i høje stillinger blot af familiære årsager. Vi bliver nødt til at acceptere, at folk med modbydelige holdninger kan trykke bøger med vederstyggelige løgne. Selv en morder har krav på beskyttelse. Vi må have kritiske videnskabelige undersøgelser af tingene og ikke tage beslutninger på baggrund af populære fornemmelser. Alle disse ting virker for mange almindelige mennesker til tider uretfærdigt og irriterende. Vi mærker en fornemmelse i maven, der fortæller os noget andet, men det moderne samfund kræver, at vi ikke må lade disse mavefornemmelser afgøre vores valg. Det er et hårdt projekt, men hemmeligheden er, at det - på trods af disse vanskeligheder - stadig er den mest velfungerende og retfærdige måde at styre socialt liv på. Det er et intuitivt vanskeligt projekt, men når man først befinder sig i det, giver det mening, og det rationelle menneske begynder langsomt at miste blikket for det irrationelle. Og her starter så vores nye vanskeligheder. Amerikaneren Paul Berman har i bogen 'Terror and Liberalism' beskrevet, hvordan Vesten siden oplysningstiden har begået en række fejl, fordi vi netop har mistet forståelsen for, at vores rationelle liberale projekt ikke nyder universel forståelse i resten af verden. Dette har gang på gang fået særligt vestlige intellektuelle til at undskylde eksempelvis totalitære regimers handlinger. Berman minder os om, at Hitlers nazistiske propaganda og dybt irrationelle projekt blev forsøgt tolket i rationel retning af intellektuelle grupper i 30'ernes Europa: Tyskland led under stor fattigdom, Versaillestraktaten var unødvendigt hård ved tyskerne, landet havde brug for en oprejsning. På denne måde satte man Hitlers afsindige foretagende ind i en rationel ramme, skønt det netop manglede rationel begrundelse, men var et led i en sygelig optagethed af død og katastrofe. Hitler ville omdanne verden til et flammehav i den totale krig, men et rationelt indstillet menneske er ganske enkelt ikke i stand til at begribe, at noget menneske kunne ønske en sådan megaloman katastrofe, og derfor lod vi ham være i fred i alt for lang tid, mener Paul Berman. På samme måde undskyldte vi i de kommende årtier Stalins og Pol Pots udryddelser samt iranske revolutioner og krige i Mellemøsten. Den dag i dag ser vi selvmordsbomber i Mellemøsten som et udtryk for et rationelt ønske om mere land til palæstinenserne, fordi vi ikke begriber, at terroren er sit eget mål og derfor ikke stopper, før en hel generation af mellemøstlige muslimer forstår, at martyriets dødekult er et meningsløst projekt. Vi begriber ikke, at disse mennesker har andre værdier end os, fordi vores værdier virker så indlysende rigtige. Den vestlige verden er fanget i det, som sociologen Max Weber kaldte en instrumental rationalitet. Vi opvejer mål og middel og foretager ikke handlinger blot for handlingens egen skyld. Religiøs og totalitær logik bygger på en helt anden forudsætning. Her er handlingen målet i sig selv og bærer sin egen logik. En rationel ateist vil derfor tolke bønnen som den troendes forsøg på at sikre sig en plads i himlen, mens den troende selv vil afvise dette. Man beder, fordi det er dybt meningsfuldt at bede. Længere er den ikke. Da Det Tredje Rige i sine sidste dage sank sammen under sin egen destruktive vægt, var det umuligt at skaffe våben til de kæmpende tropper, fordi alt for mange godstog blev sat ind i det desperate forsøg på at fragte alle europæiske jøder til deres endestation i udryddelseslejrene. Jødernes udryddelse var irrationel, den var sit eget formål, skønt selve handlingen blev udført med den tekniske rationalitet, der kendetegner et moderne samfund. Den amerikanske sociolog Marc Juergensmeyer har undersøgt nutidens religiøst motiverede vold og blev i sin undersøgelse af dette fænomen overrasket over den tilsyneladende mangel på langsigtet planlægning, der ligger bag terroraktioner. »De fleste religiøse terrorister tænker tilsyneladende overhovedet ikke taktisk og undlader at operere strategisk mod deres modstandere«. I stedet ser terroristerne sig selv som en del af en dybt meningsfuld »kosmisk kamp«, skriver han i bogen 'Terror in The Mind of God'. Vestens manglende forståelse for disse irrationelle motiver bliver også tydelig, når vi gang på gang overraskes over, at al-Qaeda og andre terrornetværk fortrinsvis domineres af velhavende og veluddannede unge arabere. Igen har forundringen baggrund i, at vi ikke begriber, at mennesker kan have andet end økonomisk og social berigelse som mål for deres handlinger. Vi forstår ikke den religiøse og totalitære rationalitet og fejlbedømmer derfor gang på gang - og med katastrofale følger - trusselsbilledet. »Her går det skidt - send dem flere penge«, lyder mantraet ofte fra særligt den hyperrationelle venstrefløj, der siden Karl Marx har troet, at alle problemer dybest set var økonomiske. Men man kan ikke købe sig til modernitet og rationalitet, man må og skal lære den, og det er og bliver en vanskelig lektie. Det er denne mangel på forståelse for, at det irrationelle altid vil have en væsentlig plads i mennesket, der gjorde, at amerikanerne naivt forestillede sig, at irakerne ville kaste fortidens åg af skuldrene og tage imod demokrati og menneskerettigheder med åbne arme. Amerikanerne famlede derfor i blinde de første måneder og skabte dermed det magtens tomrum, som religiøse organisationer kunne udfylde. Projektet er faretruende tæt på at gå galt, fordi troen på de rationelle kræfter i den irakiske befolkning er for naiv. På grund af den omfattende historiske glemsel har også amerikanerne glemt, at demokrati og rationel modernitet må indføres fra oven, via påvirkning af eliten og ved at forfatte konstitutioner bygget efter vestligt forbillede. De har glemt, hvordan man sælger ideen. Naiviteten består uden tvivl i en anden udbredt vestlig misforståelse: De arabiske nationer er misundelige på Vestens rigdom, og derfor vil de forsøge at efterligne den demokratiske struktur, hvis de får muligheden for det. Dette er imidlertid ikke helt sandt. Det er muligt, det virker som et konstant irritationsmoment, at Vesten i den grad er kommet foran Mellemøsten, men fakta er, at den arabiske verdens borgere sjældent tilskriver Vestens succes den moderne sekulære og demokratiske stats totale overlegenhed. Når man står uden for det oplyste og rationelle samfund, vil man stadig opfatte det vestlige demokrati som ugudeligt, skødesløst, uhæderligt og æreløst. Vestens velstand bliver derfor ofte tolket som en direkte konsekvens af Mellemøstens fattigdom. Vi er således velstående, fordi vi har taget Mellemøstens rigdomme. Således behøver man ikke udfordre sine egne fastlåste principper, og man kan via sin martyriske offerstatus forsvare en hellig krig mod Vesten og dens ugudelige værdier. Igen bliver Vestens reaktion, at de nok bare mangler mad, tøj på kroppen og ordentlige fremtidsudsigter. Alt for få vestlige beslutningstagere forstår, at forskellen er mental mere end noget andet. Derfor er vi faretruende tæt ved igen at begå det liberale samfunds ældgamle fejltagelser som konsekvens af denne kulturelle blindhed. Problemet i Mellemøsten er ikke islam, men en særlig religiøs rationalitet som står i modsætning til den oplyste demokratiske tradition. Islams struktur gør bestemt ikke problemet mindre, men den religiøse mentalitet er for så vidt ikke meget forskellig fra den mentalitet, man finder i andre religiøse og totalitære ideologier. Disse mentaliteter har en udbredt folkelig appel, og det er tankevækkende, at danske autoritære teologer som Søren Krarup og Jesper Langballe altid nedgør oplysningstidens principper til fordel for en særlig folkesjæl og folkeånd, der står i modsætning hertil. Det er nemlig i princippet korrekt, at de almindelige mennesker sjældent vil kunne forstå den moderne rationalitets yderste konsekvenser. Oplysningstiden er på den måde bestemt 'ufolkelig', skønt den alligevel er det bedste for folket på længere sigt. Mennesket er mentalt i stand til at operere i både den moderne rationelle verden og den irrationelle 'traditionelle' verden. Vi opererer både med fornuft og med følelser, og sådan skal det også være. Immanuel Kant har allerede for flere hundrede år siden advaret mennesket mod dets tendens til at give afkald på fornuften og ansvaret for eget liv og i stedet lade sig friste af totalitære løsninger. Kant og andre intellektuelle kunne se fristelsen på grund af den store menneskelige begavelse, som det nu engang giver også at beskæftige sig med menneskelivet på reflekteret afstand. Den almindelige befolkning ville uden tvivl have været lodret uenig med Kant. Men vi kan ikke vide det. For ingen af dem blev spurgt om det. Den danske tørklædedebat er efter min mening et eksempel på, at de grundlæggende demokratiske principper om tolerance og individualisme kan forfægtes til fordel for et irrationelt og rent æstetisk kulturfællesskab. Principper som frihed til at forme sit eget liv bliver ofret til gengæld for en irrationel kobling af æstetik og etik. Tolerancen er i bund, og det totalitære ønske om ensartethed rumler i baggrunden. Med tørklædedebatten bliver det tydeligt, at det irrationelle hele tiden lurer under overfladen, og hos nogle springer det ud i lys lue. Moderniteten kræver derfor en stadig kamp for at bevare fornuften i en verden, som konstant udfordrer den. Vi må kende vores egen svaghed for at forstå, hvorfor verdens frustrerede folkeslag ikke bare af sig selv opsøger det moderne projekt. Vi var også engang selv uden for pædagogisk rækkevidde. Denne indlevelsesevne er nødvendig, hvis vi skal gøre Irak og resten af verden til et fornuftigt sted at leve i.