0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvor demokratisk er Sverige?

Svenske valg lever ikke op til internationale standarder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mats Kockum/AP
Foto: Mats Kockum/AP

De svenske valg er nok frie, men ikke nødvendigvis fair.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lige før jul skrev Morten Messerschmidt, som jo er medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, til parlamentsformanden, hr. Buzek. Det var dog ikke et traditionelt julebrev, Morten Messerschmidt sendte. Han var angiveligt bekymret for den måde, valg afvikles på i Sverige, og han foreslog derfor, at parlamentsformanden skulle overveje, om Europaparlamentet ikke burde tilbyde Sverige at sende valgobservatører til riksdagsvalget til september.

Der er vist ikke andre danske medier end Politiken, der omtalte Messerschmidts brev. En grund til den manglende interesse er måske, at mange gik ud fra, at Messerschmidt havde en skjult dagsorden, nemlig at hjælpe Sverigedemokraterna til repræsentation ved valget i eftersommeren. Partiet er for tiden kun repræsenteret i nogle kommunalbestyrelser, men de seneste opinionsmålinger viser, at Sverigedemokraterna ville komme i Riksdagen, hvis der var valg nu. Mange i Sverige syntes antagelig, at Messerschmidts forslag nærmest var pinligt; det blev i hvert fald ignoreret i de svenske medier.

En diskussion om svensk valg førte imidlertid til, at vi – som begge i en årrække har været engageret i valgobservation og rådgivning om valg og demokratiske spørgsmål i nye demokratier – begyndte at reflektere over, hvad resultatet mon kunne blive, hvis man nu alligevel gjorde, som Messerschmidt foreslog.

Den overraskende konklusion var, at der faktisk er væsentlige problemer, i hvert fald hvis man har en målsætning om at afholde genuint demokratiske valg, altså det, der i politisk og journalistisk jargon ofte omtales som ’frie og fair valg’.

Vi sammenskrev så vore synspunkter på de svenske valgs mangler under en demokratisk synsvinkel i en lille debatartikel, som vi i vores naivitet troede, at vi kunne få optaget i en af de fire store svenske aviser. På trods af emnets betydning for vurderingen af svenske valgs demokratiske legitimitet – som også anfægtes fra flere sider i Sverige, og altså ikke kun af Morten Messerschmidt – har vi nu fået afslag fra alle fire. Der er ikke plads, er det enslydende svar. Dagens Nyheter var dog ærlig nok til at indrømme, at det kun var én af grundene til, at de ikke ville bringe den lille artikel; måske var den også for kontroversiel?



Det siger sig selv, at mange af de forhold, der spiller ind på vurderingen af valg i nye demokratier (eller hvad de nu er), vil være helt uproblematiske i vurderingen af valg i Sverige. Derfor koncentrerede vi os om selve stemmeafgivelsen, dvs. hvad der sker, når vælgeren kommer hen til valglokalet. Meget af det, der er sket inden da (registrering af vælgerne, afvikling af valgkampen, information til vælgerne osv.), anser vi uden nærmere undersøgelse for uproblematisk, og der er næppe tvivl om, at det vil fremmede observatører også gøre.

I et demokratisk system må det imidlertid også være muligt på hvert enkelt valgsted at stemme på de partier og kandidater, der er opstillet i den pågældende valgkreds. Det gælder både, når der kun skal vælges én i kredsen (som i England), og når der skal vælges flere i hver valgkreds (som i Sverige og Danmark).

For den offentlige myndighed, der har ansvaret for valgets administrative afvikling, må det derfor være en helt central opgave at sikre, at ingen vælger nogetsteds udelukkes fra at kunne stemme, som vedkommende ønsker, fordi de nødvendige stemmesedler ikke er til stede på vælgerens afstemningssted. Hvis stemmesedlerne ikke er der, hvor vælgerne skal bruge dem, udelukker man vælgere fra at kunne stemme, som de gerne vil. Og enhver form for eksklusion af vælgere trækker fra et valgs demokratiske kvalitet.

Forberedelsen, trykningen og distributionen af stemmesedler er en opgave, som normalt rejser betydelige logistiske udfordringer, ikke mindst i fattige tredjeverdenslande med svag infrastruktur. Det er nemlig valgadministrationens ansvar at sørge for, at stemmesedlerne bliver trykt og fordelt, så de også i rette tid havner de rigtige steder. Det er forudsætningen for, at vælgerne på stemmesedlen kan finde navnene på de partier (eventuelt også de kandidater), der har ført valgkamp i deres område, og som de har forberedt sig på at skulle vælge imellem og sætte kryds ved.

Sådan er det imidlertid ikke i Sverige, hvor man slet ikke har en fælles stemmeseddel for alle partier, der stiller op i en given valgkreds eller en given kommune, men derimod separate stemmesedler for hvert enkelt parti. Man finder så på valgstedet de tre stemmesedler, der matcher ens politiske præference for hvert af de tre samtidige valg til henholdsvis Riksdagen, landstinget (det regionale niveau) og kommunalbestyrelsen. Stemmesedlerne kommes så i hver sin kuvert og derefter i hver sin stemmeboks.

Nye partier, der stiller op til Riksdagen (og partier, der ved et af de foregående to valg ikke fik over 1 pct. af stemmerne på landsplan) skal selv betale for trykningen af deres stemmesedler. På de to andre niveauer er kravet for at få trykt sine stemmesedler gratis, at man blev repræsenteret ved det foregående valg. Til hvert af de tre forskellige valg er der tre slags stemmesedler, nemlig én, hvor partiets i kredsen eller kommunen opstillede kandidater er anført med navn m.m., én, hvor det ikke er tilfældet, og hvor man altså selv kan skrive navne på, og så endelig en, der er helt blank!

Partier med mere end 1 procent af stemmerne sidst har krav på, at valgstyrerne sørger for, at stemmesedlerne uden kandidatnavne bliver lagt ud i valglokalerne. Derimod har alle partier selv ansvaret for, at de langt vigtigere stemmesedler med kandidatnavne bliver lagt ud i alle de mange valglokaler. Det er naturligvis en stor opgave, som ikke mindst små og nye partier kan have svært ved at løfte – og konsekvensen kan derfor være, at vælgere kommer hen og vil stemme og så ikke kan finde stemmesedler for deres parti. Så kan de i princippet bruge en af de blanke, men det er der ikke mange, der gør.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts