I mit arbejde som folkeskolelærer er jeg i stigende grad stødt på børn, der får medicin, har en diagnose eller skal henvises til et børnepsykiatrisk hospital, fordi de er syge – så syge, at de ikke kan være i klasserne, sidde på stolene eller fungere i frikvartererne.
Jeg undrer mig over dette og har fundet ud af, at systemet fungerer således, at man skal have en diagnose, hvis man vil have hjælp.


























