Der findes faktisk andre alternativer til tidens uhæmmede kapitalisme end sovjetisk planøkonomi. Cand.phil. i samfundsfag Ole Thorbek præsenterer. Markedet, liberaliseringen og privatiseringen stormer gennem Europa. Er der overhovedet et økonomisk og politisk alternativ? Historisk har venstrefløjen stået for et alternativ til markedsliberalismen, men dette alternativ har været præget af venstrefløjens rødder i planøkonomien, der har spillet fallit. Hvilke økonomiske mekanismer skal sikre en socialt, miljømæssig, etisk og demokratisk bæredygtig udvikling? Det er en udbredt opfattelse - også blandt socialister - at planøkonomi, som den har været praktiseret i f.eks. Sovjetunionen, er den eneste model for en socialistisk økonomi. Ganske vist kunne man forestille sig planøkonomien baseret på et politisk demokrati og selvforvaltning. Men stadig i et planøkonomisk regi. Det er dermed også en udbredt opfattelse, at der er en klar sammenhæng mellem en socialistisk kritik af kapitalismen og planøkonomien som alternativ. Den polsk-amerikanske økonom, Oscar Lange, udviklede imidlertid allerede i 1930'erne en helt anden model for en socialistisk økonomi. I modsætning til den østeuropæiske planøkonomi ønsker Oscar Lange ingen planlægning af efterspørgslen. Eksempelvis var der i Østtyskland en langsigtet plan for, hvor mange forbrugsvarer der skulle produceres. Udbuddet af forbrugsvarer var markant mindre end efterspørgslen. Resultatet var, at der på langvarige forbrugsgoder kunne være årelange ventetider, hvor folk var skrevet op på en liste til det pågældende forbrugsgode. Men ifølge Lange er det forbrugernes efterspørgsel på markedet, der skal være afgørende for udbuddet og dermed den samlede produktionsstruktur. Ifølge Lange sikrer en perfekt fungerende liberalistisk markedsmodel med fuld konkurrence den bedst mulige anvendelse af samfundets ressourcer - i hvert fald i de såkaldt højt udviklede lande. Fuld konkurrence indebærer, at alle investorer opnår en gennemsnitlig - lav - profit. Hvis der i en bestemt branche er tegn på, at der vil kunne opnås en ekstra profit, vil dette øjeblikkelig tiltrække investorer, således at profitten gennem øget konkurrence holdes nede på det gennemsnitlige niveau. Samfundsmæssigt set sikrer den fuldkomne konkurrence et lavt profitniveau. Men i et profitdrevet, kapitalistisk system søger den enkelte investor bestemt ikke en gennemsnitlig - lav - profit. Tværtimod er den grundlæggende drivkraft profitmaksimering, dvs. den størst mulige profit. Derfor har den enkelte virksomhed ingen interesse i at sikre fuldkommen konkurrence. I sin higen efter profitmaksimering har den enkelte virksomhed uovervindeligt stærke tilskyndelser til at fungere på en måde, så markedet bliver uigennemsigtigt. Så kan virksomheden sikre sig markedsmagt til at kontrollere prisfastsættelsen og dermed øge profitten. Det kan ske ved, at virksomhederne - mere eller mindre åbenlyst - indgår aftaler, der skal begrænse konkurrencen, ligesom de manipulerer med deres regnskaber, så de undgår skattebetaling. Det finder sted i form af fusioner, karteller, multinationalisering af selskaber, prisaftaler, opdeling af markeder osv. Der kan f.eks. være tale om olieselskaber, EDB-firmaer, rørfabrikanter, VVS-installatører, flyselskaber, køreskolelærere, bryggerier eller en hvilken som helst anden branche. Det er derfor også blandt økonomer bredt accepteret, at forestillingen om det fuldkomne marked, er noget der beskrives i økonomiske lærebøger, men det er ikke noget, der eksisterer i virkelighedens verden. Det er Oscar Langes synspunkt, at forudsætningen for, at vi kan få et marked med fuld konkurrence til at virke, er, at staten regulerer markedet, så det bliver gennemsigtigt og sikrer, at priserne fastsættes, som de ville have været, hvis der var fuld konkurrence, det vil sige uden overnormale profitter. Lange forestiller sig, at staten ejer de vigtigste (men ikke nødvendigvis alle) produktionsmidler. Man kan diskutere i hvilket omfang, det er relevant, at staten ejer virksomheder, om de ansatte i fællesskab skal forvalte de virksomheder, de arbejder på, eller om en blandingsøkonomi med fælles- og privatejede virksomheder er mest hensigtsmæssig. Men det er i denne diskussion afgørende, at formålet er at sikre, at markedet fungerer - som et perfekt liberalistisk marked. Langes forestilling om det frie forbrugsvalg og en prisfastsættelse, der afspejler et velfungerende marked, står i klar modstrid til den sovjetiske planøkonomi, hvor priserne var grebet ud af den blå luft, og hvor bureaukratiet planlagde befolkningens efterspørgsel. Lange forholdt sig, da han udviklede sine synspunkter, ganske kritisk til Sovjetunionen. Det er blandt økonomer almindelig anerkendt, at der ud over de direkte produktionsomkostninger er afledte omkostninger, eksternaliteter. Det gælder typisk belastning af naturgrundlaget, miljøet, og i et vist omfang arbejdsmiljøet. I vort samfund eksisterer der en omkostningsdeling, hvor de direkte produktionsomkostninger indregnes i priserne, mens de afledte omkostninger, der påføres samfundet, til en vis grad finansieres gennem skatterne (hvad der i øvrigt gør dogmet om skattestop absurd). Eksempelvis betaler staten gennem social- og sundhedsvæsnet for forsørgelse af mennesker, der er blevet nedslidt på arbejdsmarkedet, og megen genopretning og sikring af miljøet betales også af staten, der dog i et vist omfang finansierer miljøsikringen gennem grønne afgifter. De afledte omkostninger ved produktion, som i dag betales over skatterne, ser forbrugerne ikke fuldt ud, når de på markedet vælger mellem forskellige varer. Det medfører, at folk køber flere varer, der f.eks. belaster miljøet, og færre varer, der er nænsomme over for miljøet. Det fører til en skæv anvendelse af samfundets ressourcer. Oscar Lange ser i den statslige indflydelse på prisfastsættelsen en yderligere mulighed for at forbedre økonomien. Staten skal nemlig indregne alle eksternaliteterne, alle de afledte omkostninger, i priserne. Så forbrugerne, når de vælger på markedet, tager stilling til alle de samfundsmæssige totalomkostninger. Men rummer en alternativ vision for, hvordan økonomien skal indrettes, ikke andet end at markedet skal fungere bedre? Karl Marx havde to kritikpunkter i forhold til den kapitalistiske markedsøkonomi. For det første den sociale ulighed den skabte. Ser man på verden i dag, må man erkende, at 100-150 års kapitalisme har produceret en formidabel social ulighed og fattigdom, hvor en stor del af menneskeheden - trods det at verden er rig - lever under miserable forhold. For nylig offentliggjorde FN en rapport, der dokumenterer, at de 500 rigeste mennesker i verden har en formue, der svarer til årsindkomsten for den fattigste halvdel af verdens befolkning. Desværre er der også en betydelig social ulighed i den rige del af verden, hvor 25 års arbejdsløshed har skabt en omfattende social udstødning. Set i historiens lys har den kapitalistiske markedsøkonomi ikke været i stand til at sikre, at alle mennesker kan få et værdigt liv. Men Marx kritiserede ikke kun markedsøkonomien for dens sociale konsekvenser. Han kritiserede den også for det, han kaldte dens fremmedgørende virkning. Mens mange lovprisere af den liberalistiske markedsøkonomi fremhæver alle de informationer, markedet giver, er kernen i Marx' kritik, at markedsøkonomien netop skjuler helt centrale informationer, skjuler de samfundsmæssige omstændigheder for produktionen. Hvis forbrugeren skal vælge mellem to forskellige tæpper, der i øvrigt forekommer ens, vælger forbrugeren det billigste. Umiddelbart spørger den markedskonforme forbruger ikke om, hvorfor det ene tæppe er billiggere end det andet. Årsagen til prisforskellen kunne være, at det billige tæppe er vævet af 8-årige børn med en arbejdstid på 12 timer om dagen og en timeløn på 75 øre. Mens det dyrere tæppe måske er produceret økologisk og af mennesker, der får et udkomme og i det hele taget lever under sociale omstændigheder, der bringer dem i stand til at leve et værdigt liv. Liberalisterne opfatter forbrug som noget rent individuelt, hvor den enkelte forbruger på markedet opfylder sine behov. Om de varer, forbrugerne køber, f.eks. er fremstillet gennem slavearbejde er for liberalisterne ligegyldigt. Men skal vi have en bæredygtig udvikling, må vi betragte forbruget som både et individuelt anliggende og - på grund af de samfundsmæssige og globale konsekvenser et givent forbrugsvalg har - et samfundsmæssigt og i den forstand politisk anliggende. Det er alt for snævert at se et givent forbrugsvalg som blot en opfyldelse af forbrugerens behov. Forbruget repræsenterer en indkomst for producenterne, og produktionen har en lang række konsekvenser for miljøet og for det samfund, hvor produktionen finder sted. Forbrug og produktion må derfor ses i sammenhæng, og uanset om det fremgår åbenlyst eller ej, har et givent forbrug naturligvis konsekvenser i forhold til det samfund, hvor produktionen finder sted. Når vi forbruger, er der derfor al mulig grund til også at tage stilling til de vilkår, hvorunder produktionen af den givne forbrugsvare har fundet sted. Der er ikke brug for en planlægning af de varer, befolkningen har mulighed for at vælge imellem - sådan som det var tilfældet i bl.a. Sovjetunionen. Men der er brug for, at borgerne i et samfund i fællesskab lægger nogle værdier til grund for, hvilke varer vi overhovedet vil have omsat på vort marked. Den politiske forbruger er et positivt vidnesbyrd om, at det er muligt og relevant at sætte fokus på de miljømæssige, sociale, etiske og andre aspekter ved produktionen, hvor eksempelvis israelske produkter har været genstand for boykot på grund af den israelske stats undertrykkelse af palæstinenserne. Tilsvarende sættes de blinde markedskræfter under angreb fra antiglobaliseringsbevægelsen, i Danmark bl.a. sammenfattet i Niels I. Meyers debatbog 'Udviklingens ulidelige skævhed - Manifest for en ny samfundsorden'. Den enkelte forbrugers valg på markedet bør kombineres med forbrugernes fælles frihed til at sikre, at de produkter, der omsættes på vort marked, i bredeste forstand er bæredygtige. Produkter, der er produceret under tvivlsomme omstændigheder, bør - hvis de overhovedet er værdige til at blive omsat på vort marked - være forholdsvis dyrere. Mens anvendelsesmæssigt tilsvarende produkter, hvor der er taget relevante hensyn til miljø, arbejdsmiljø, demokrati, social bæredygtighed, etiske forhold m.v. bør være relativt billigere. Her kan priser fungere som et relevant sprog, hvor de eksterne omkostninger - forstået i en udvidet betydning - indregnes i priserne. Vi kommunikerer gennem priserne, men vi udvider 'pris-sproget' til at fortælle om meget andet end de direkte produktionsomkostninger, som er det eneste, priserne fortæller i et primitivt minimalstatskapitalistisk samfund. De værdier, der skal ligge til grund for bedømmelsen af, om produkterne i denne brede forstand er bæredygtige, kan kun i begrænset omfang referere til økonomisk teori eller økonomiske beregninger. Vort værdigrundlag baserer sig grundlæggende ikke på økonomiske overvejelser, men er et kulturelt fænomen. Hvis man ønsker inspiration til at overveje og udvikle sine personlige værdier, vil de fleste nok foretrække at gå i teatret frem for at overvære en forelæsning i nationaløkonomi. Den stadige debat om vort værdigrundlag bør derfor ikke være en økonomisk debat, men snarere en kulturdebat om betingelserne for det gode samfund, hvor vi tager stilling til, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Ingen ønsker smagsdommere. Men der er brug for en kvalificeret og engageret debat som vort værdigrundlag. Når Lange begrunder socialisme som et redskab til at opnå den perfekte liberalisme, kan man synes, det er et paradoks. Man kan også sige, at Lange kombinerer liberalismens forestilling om frit forbrugsvalg, frit valg af beskæftigelse - den enkeltes frihed - med socialismens oprindelige forestillinger om social retfærdighed og en rationel og etisk ressourceanvendelse. Gennem inspirationen af kritikken af det liberalistiske markeds fremmedgørende virkning, kan man præcisere, at det frie forbrugsvalg først er frit, når de samfundsmæssige konsekvenser af et givent forbrugsvalg er åbenlyse. Det skal stå klart, hvordan miljøet påvirkes ved et givent forbrugsvalg, ligesom de forhold, producenterne har, skal være oplyst. Mens forbrugsvalget i et system, hvor markedet skjuler forholdene omkring produktionen, i virkeligheden er ufrit og manipulerende. Frigjort fra den traumatiske forestilling om planøkonomi kunne en fornyet politisk debat skabe et udviklingsperspektiv, der tager udgangspunkt i kampen mod den borgerlige regerings nedbrydning af væsentlige samfundselementer, og som peger frem mod en økonomi og et samfund, hvor markedet bygger på og opfylder samfundsmæssige og menneskelige værdier. Hvor nøgleordene kunne være social retfærdighed. Bæredygtigt miljø. Demokratisering af alle magtstrukturer. Prioritering af cilvilsamfundet, hvor kulturen kunne spille en central rolle. Global solidaritet med omfordeling fra rig til fattig, og en international alliance for socialøkonomiske fremskridt og udvikling af demokrati som et langt mere humant og effektivt våben mod terror end krig. Et sådant projekt vil også spille sammen med de visioner, der åbner sig i det, der kaldes den nye økonomi, hvor viden er en central produktionsfaktor. Denne viden befinder sig i medarbejdernes hoveder, og forlader medarbejderne virksomheden, mister denne også den helt afgørende viden. Det giver medarbejderne en helt ny magt i forhold til virksomhedernes ledelser og aktionærer. I den nye økonomi vil mange medarbejdere være tilbøjelige til at stille krav - ikke blot til løn- og arbejdsforhold - men til de værdier, virksomhederne og produktionen skal bygge på. Eksempelvis vil ansvarsbevidste mennesker ikke bruge deres arbejdsliv på at sikre profit gennem udnyttelse af fattige mennesker i ulandene, men de vil gerne arbejde for en social og økonomisk udvikling gennem samarbejde mellem virksomheder i den vestlige og den 3. verden. For at kunne tage stilling til om en virksomhed fungerer bæredygtigt eller ej, er der brug for en ny åbenhed om virksomhedernes dispositioner, der i dag er præget af megen hemmelighedskræmmeri, der let fungerer som en platform for manipulation af offentligheden og samfundet. Tager man i betragtning, hvor stor en betydning virksomhederne har for samfundet og borgerne, er det demokratisk set utåleligt, at virksomhedernes dispositioner og beslutningsgrundlaget herfor i dag er lukket land. Muligvis vil åbenheden forringe en virksomheds konkurrenceevne i forhold til fortsat lukkede virksomheder. Det kunne tale for, at virksomheder, hvis økonomi er offentlig tilgængelig og hvis produktionsformer er kendt af offentligheden, får en præferencestilling på det værdibaserede marked, så en evt. forringet konkurrencestilling udlignes. Ud over den udvidelse af demokratiet, dette vil indebære, kan det, f.eks. gennem beskatning af virksomhedernes reelle overskud, også give samfundet økonomiske fordele. De instrumenter, der skal bruges for at sikre det værdibaserede marked - hvor demokrati og borgernes deltagelse i beslutninger af betydning for erhvervsliv og samfund er helt centrale - kan samtidig skabe rammer, der understøtter den nye økonomi.