Det var anmelderstandens tunge drenge, der rykkede ud, da Informations weekendredaktør, journalist Rune Lykkebergs bog Kampen om sandhederne skulle anmeldes. Hans Hauge, Mikkel Bruun Zangenberg, Frederik Stjernfeldt, Bent Blüdnikow og Nils Gunder Hansen kastede sig alle veloplagt over den yngre kollega, der gennem sine klummer i Information har skabt så stor opmærksomhed om sit navn, at ingen kvindelig anmelder overhovedet nærmer sig en status, hvor hun kan gøre sig håb om at være første læser af bogen. Desværre er det begejstrede mandlige anmelderkorps igen, igen lige så blinde som den forfatter, de anmelder. Så indforstået uvidende, at de ikke fanger Rune Lykkebergs helt elementære mangel på kundskab, ja dannelse, når det drejer sig om alle andre tolkninger end det hvide, mandlige herredømme, hvis maskuline dominans han udøver med sjælden konsekvens. Rune Lykkeberg er født i 1974. Som søn af 68-generationen forpligter han sig på det venstrefløjsprojekt, som forældregenerationen først hengav sig til og siden opgav. Hele bogen er således en ny generations håndsrækning til ’underklasserne’ i Danmark, de brede lag i befolkningen, der i mødet med en kulturel overklasse fik en ’fornemmelse for forsmåelse’, som statsminister, Anders Fogh Rasmussen med held kunne appellere til ved ’systemskiftet’ i 2001. Ifølge Rune Lykkeberg er VKO-regimentet hverken syndefald eller forfaldshistorie. Dansk Folkepartis rolle og indflydelse fra 2001 er alene et symptom på allerede indtrufne forandringer. Med sit opgør mod smagsdommere og eksperter i 2001 proklamerede statsministeren en alliance mellem den økonomiske overklasse og underklasserne, som kun var mulig, fordi den kendte kulturradikale venstrefløjsalliance mellem en økonomisk middelklasse og den kulturelle overklasse for længst var gået i opløsning. Så langt, så godt og mere til. Selv hørte jeg tiøren falde tungt og larmende, da analysen gav mening til en af de helt store gåder i den offentlige debat. Når Anders Fogh Rasmussen nemlig slipper så godt fra sine ikke-svar, skyldes det alliancen mellem en økonomisk overklasse og de kulturelle underklasser, forklarer Rune Lykkeberg. For den økonomiske overklasse er ’snak’ spild af tid sammenholdt med ’stærkt lederskab’ og ’resultatorientering’. Underklasserne, der alligevel aldrig ville komme til orde i den offentlige diskussion, føler sig nærmest bekræftet af Fogs kortslutning. For den økonomiske overklasse er den avancerede argumentation ’ligegyldig palaver’. For ’underklasserne’ snarere ’personligt ydmygende’. Det er alene den kulturelle overklasse, der oplever statsministeren underminere diskussionen, og dermed det vigtigste i politik, når han siger: »Der er ikke noget at komme efter«. Den økonomiske overklasse, derimod, ser det som »den store leders evne til skære igennem« og »sætte tingene på plads«. Bogen er fyldt af den slags guldkorn. Læg dertil, at den er ubesværet velskrevet og over lange passager inviterende lettilgængelig. Først og fremmest, fordi den henter sine pointer i bredt læste romaner, som umiddelbart tilbyder sig som fælles reference. Ikke siden 70’ernes kvindebevægelse har skønlitteraturen haft en tilsvarende plads i debatlitteraturen. Desværre er skønlitteraturens genkomst i den politiske refleksion til gengæld den eneste arv, den unge Lykkeberg har med sig fra 70’ernes kvindebevægelse. Ikke mindst beklageligt i forlængelse af den danske sociolog Gösta Esping-Andersen, professor i Barcelona, der udnævner dagens unge mænd til bærere af fremtidens ligestillingsprojekt. Det er både ærgerligt, skuffende og uforståeligt, at klasse fylder det hele i Lykkebergs version, køn stort set ingenting. Gösta Esping-Andersen har som flexicurity-teoriens ophavsmand påpeget den indre sammenhæng mellem velfærd, vækst og ligestilling. Og han argumenterer overbevisende for, at det er de unge mænd, der er ligestillingens kommende fortrop. Den avantgarde har Rune Lykkeberg endnu ikke meldt sig ind i. Han er i forhold til køn og ligestilling døv på begge ører. Hvordan det er muligt at beskrive det »moderne, socialdemokratiske og kulturradikale Danmark, som dominerede udviklingen efter Anden Verdenskrig« uden hensyn til kvinders lønarbejde, nye kønsroller i familien og udbygningen af en offentlig sektor er helt uforståeligt. Rune Lykkebergs afsæt og analyser forekommer undertiden direkte vildledende. For sandt nok er den danske velfærdsstat ikke »en realisering af et oprindeligt ideologisk program«. Der foreligger ikke et manifest, som man kan vende tilbage til som »den oprindelige plan«, som Lykkeberg skriver. Men hvad med Kvindekommissionen, som Jens Otto Krag nedsatte i 1964 som svar på kvindernes og familiernes ændrede rolle? Spørger jeg. Med Kvindekommissionens arbejde har vi måske det nærmeste, vi kommer til et ’manifest’ for velfærdssamfundet? Men accepterer man ikke køn som parameter for samfundsudviklingen, vil man selvfølgelig heller aldrig få øje på initiativet. Analysen skævvrides yderligere, når velfærdssamfundets subjekter alene gradbøjes i klasser. Romaner af Tage Skou-Hansen, Kristian Ditlev Jensen, Bent Vinn Nielsen, Jan Sonnergaard, Hans-Jørgen Nielsen , Klaus Rifbjerg, Leif Panduro, Peter Seeberg, Henrik Stangerup, Christian Jungersen , Knud Sønderby, Hans Scherfig og film af Per Fly og Lars von Trier leverer som ren kongerække af mandlige forfattere og filmfolk kød og blod til analysen. Vi skal meget langt hen i bogen, før Vita Andersens ’Tryghedsnarkomaner’ (1977) og Kirsten Hammanns ’Fra ’Smørhullet’ (2004) bringer nogle kvindelige forfattere i spil. »De er ikke fremmedgjorte, de er ikke undertrykte«, det er vanskeligt, at »gøre deres fiasko til udgangspunkt for en samfundskritik«, skriver Lykkeberg om Vita Andersens kvinder. Her var det, jeg fik så voldsom en åndenød, at jeg i frustration opgjorde antallet af kvindenavne i navneregistret. Af navnelistens i alt 212 navne er de 20 kvinder, hvoraf de 10 optræder som ren namedropping. Ufrivilligt komisk er henvisningen til Kirsten Thorup, som alene optræder i teksten som Niels Barfoeds veninde. Rune Lykkeberg citerer Niels Barfoed, der i erindringsbogen Farvel så længe, 2007, om Kirsten Thorup bemærker, at hun med Jonna-serien skrev sig ud af den sande litteraturs rige, hvor modernismens visumregler herskede. Med Barfoed konstaterer Rune Lykkeberg, »at modernismen var blevet dørvogter«. Det er nærliggende at tilføje, at patriarkatet med Rune Lykkeberg har fået sig en så effektiv dørvogter, at kvinder holdes helt ude af kampen om sandhederne. Netop Kirsten Thorup blinker med et bemærkelsesværdigt fravær. For hvordan ville Bent Vinn Nielsens En skidt knægt, 1998, tage sig ud i dialog med Lille Jonna, 1977, og Den lange sommer, 1979? Klasseanalysen har Thorup og Vinn Nielsen tilfælles, men tilføjer man køn til klasse, fører erkendelsen meget forskellige steder hen. I anledning af Kirsten Thorups 40-års forfatterjubilæum blev Jonna-serien genudgivet i sin helhed for første gang så sent som i 2007. Da jeg i den anledning genlæste Lille Jonna, Den lange sommer, Himmel og helvede, 1982 og Den yderste grænse, 1987, slog det mig, hvor tydeligt dagens forestillinger om en tidligere og nu truet ’sammenhængskraft’ under læsningen ophæver sig selv som konstruktion. Hvis man som Jonna vokser op i en husvildebolig i 1950’ernes fynske provins, får man som underklasse en meget stærk oplevelse af at være uden for fællesskabet. Det er afstanden mellem klasserne, ikke sammenhængskraften, der falder i øjnene. Men det bemærkelsesværdige i sammenligning med Bent Vinn Nielsen er måske Jonnas åbne og søgende indlevelse i mennesker og miljøer, som hun forsøger at fravriste hemmeligheden ved livet. Troen på forandring og muligheden for social opstigen har hun i behold. Suzanne Brøgger citeres på halvanden linje for en bemærkning om »oplysningens totale kollaps« fra essaysamlingen Sejd, 2001. Men Suzanne Brøgger har fra Fri os fra kærligheden, 1973, til Efter orgiet, 1992, og Jadekatten, 1997, som ingen anden fortalt historien om 68-generationens storhed og fald fra utopien om en generøs kvindelig eros til familiens opløsning som undergangsbilleder på en kultur i opløsning. Som en af de fremmeste repræsentanter for den ’kulturelle overklasse’, som Rune Lykkeberg undsiger, er hendes politiske konklusion vel at mærke en helt anden. En forfatter som Hanne-Vibeke Holst har Rune Lykkeberg selvfølgelig, havde jeg nær sagt, slet ikke hverken øje eller sans for. Selv om det er hendes forfatterskab, jeg som modargument kommer til at tænke på, når Lykkeberg hævder, at litteratur ikke længere fører til offentlig anerkendelse uden for det litterære felt. Det forholder sig vel nærmest sådan med Hanne-Vibeke Holst, at hun i kraft af sit forfatterskab fejrer større triumfer i offentligheden end i den litterære institution. Og om nogen tegner hun som forfatter den fælles bevidsthed, som Runeberg efterlyser. Men det kræver unægtelig en anerkendelse af forfatterskabet og en forståelse af kønnets betydning, hvis man skal være i stand til at se det. Det manglende kendskab til Kirsten Thorup, til Suzanne Brøgger, til Tove Ditlevsen, der namedroppes på tre linjer, til Hanne-Vibeke Holst og til en Helle Helle, der med romanerne Rødby-Puttgarden, 2005, og Ned til hundene, 2008, om nogen har skrevet underklasse- og udkantsdanmark ind på det litterære danmarkskort, beror formentlig på, at Rune Lykkebergs litterære dannelse er rendyrket homo-social. Forstået på den måde, at de bøger, han læser, er skrevet af hans eget køn. Formentlig, og det er mit gæt, har han bare ikke læst de kvindelige forfattere. Det i sig selv er jo en ommer, men desværre er der også signaler i bogen på ond tro, der peger på andre forklaringer. I forlængelse af Hans-Jørgen Nielsens forsvar for det mandlige offer for rødstrømpebevægelsen i Fodboldenglen, 1989, henvises således til Pierre Bourdieus Den maskuline dominans, 1998. Den interessante kønspolitiske mekanisme, som Rune Lykkeberg vil gøre os opmærksom på, er Bourdieus iagttagelse af, hvordan »diskrimination kan udøves selv af mennesker, der intellektuelt er modstandere af samme diskrimination. Det er for eksempel normalt«, anfører Rune Lykkeberg, »at ideologiske feminister i en hverdagssituation finder det påfaldende, hvis en kvindelig leder pludselig lægger begge ben op på bordet, hvorimod det forekommer ’naturligt’, hvis en mand gør det.« Når Rune Lykkeberg hiver ideologiske feministers ubevidste patriarkalske fordomme om andre kvinder ind som eneste henvisning til Bourdieus analyse af patriarkatet, er det en så markant skævvridning af bogens hensigt, at man unægtelig wird verstimmt. Kampen om sandhederne viser klassemodsætningens genkomst i den fælles samtale om samfundets indretning. Det patriarkalske herredømme, derimod, videreføres, som om intet var sket, tænkt og skrevet fra 68 og frem. Samme logik er på spil i Lykkebergs desværre helt forudsigelige bidrag til den uendelige patriarkalske genrejsning af Jørgen Leth. Påstanden er, at det var Leths kritikere, og ikke Jørgen Leth, »som gjorde den haitianske kvinde til luder«. Jeg føler mig fristet til at spørge, om det overhovedet er muligt at udsætte den store hvide mand for kritik? Og hvor blev Rune Lykkebergs solidaritet med den sorte underklasse på Haiti lige af? Vi er blevet mere sensible over for det, »der kan udlægges som dominans i intime relationer«, konkluderer Rune Lykkeberg. Lad mig kvalificere udsagnet og slå fast, at vi som samfund er blevet mere sensible over for mænds overgreb på kvinder og børn. Også den udvikling er gået hen over hovedet på forfatteren. Forårets store strejker for ligeløn i de udsatte kvindefag har om noget vist, hvordan kampen for ligestilling, med fornyet styrke og med større tilslutning end nogensinde tidligere, igen er blevet en forandrende kraft i det danske samfund. Ligestillingens nye status er også slået igennem i statsministerens taler, hvor emnet fylder som aldrig før i den politiske retorik. Men jeg er helt enig med Rune Lykkeberg, når han slår fast, at ligestilling ikke er en værdi. Lige præcis den formulering er Anders Fogh Rasmussen og med ham andre politikere ellers blevet meget glad for. Men ligestilling er ingen værdi, ligestilling er et projekt og en utopi, der i lighed med demokratiet hele tiden skal fornys og udvikles. Ligestilling er, som Lykkeberg formulerer det, »et forløbende arbejde«, som aldrig nogensinde må stivne til en værdi. Sker nemlig det, vil udviklingen mod et stadig mere ligestillet samfund gå i stå. Så vil nemlig den formelle ligestilling som ’værdi’ blokere for de nye svar, som den sociale virkelighed kalder på. Rune Lykkeberg har nogle gode eksempler på det, han med en henvisning til Jürgen Habermas kalder for »den fortsatte fordring om ligestillingens løfte«. Når Rune Lykkeberg skriver teoretisk om ligestilling, fejler dømmekraften ikke noget. Men med bogens eksklusion af kvinder og køn kan man undre sig over afstanden mellem teori og praksis. Og man kan desværre også godt få den tanke, at Rune Lykkebergs formelle tilslutning til ligestillingsfordringen dybest set tjener som politisk retfærdiggørelse. Ikke i forhold til ligestilling, som han formelt bekender sig til, men i forhold til den førte politik over for udlændinge, som han åbenbart ikke vil tages til indtægt for. Udpegning af nationale værdier har en tendens til at blive brugt som afgrænsning fra mindretal, hvis værdier stemples som udanske. Bogen igennem spejler Rune Lykkeberg sig i Anders Fogh Rasmussen, der tildeles heltestatus. Når Rune Lykkeberg derfor så eksplicit tager afstand fra statsministerens fejring af ligestilling som national værdi, forbereder han sin exit i bogens efterskrift, hvor han afslutningsvis påpeger de destruktive elementer i udviklingen af udlændingepolitikken efter 2001. For som han formulerer det, har opgøret med »den kulturelle overklasses moralske dominans i offentligheden« haft »store omkostninger for flygtninge og indvandrere, som er kommet til landet uden andel i den historie«. Han går ikke så vidt som til at skrive, at det har været prisen værd. Men det er svært at nå frem til et andet resultat, når bogen er lukket og læst. Med Kampen om sandhederne har Rune Lykkeberg fanget en kulturel overklasseforagt, mens han tydeligvis er helt ubevidst om sin egen foragt for kvinder og for kvinders indsats i kulturen. Den omsiggribende ydmygelse af indvandrere og flygtninge er en pris, han synes indstillet på at betale. Og hermed er bolden så givet op på ny. En ny diskussion kan begynde. Og kampen om sandhederne, ja den fortsætter.