0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I individualismens skygge

Danskernes forbrug af nervemedicin er stigende, angstfølelsen vokser, og stress rammer i flæng. Det må vi hver især tage hånd om. Men hvad blev der af det fælles ansvar?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Danskernes forbrug af nervemedicin er stigende, angstfølelsen vokser, og stress rammer i flæng. Det må vi hver især tage hånd om. Men hvad blev der af det fælles ansvar? Kronikøren er lektor i klinisk psykologi ved Aarhus Universitet og forfatter af bogen 'Psykologien i senmoderniteten'.

En af de førende fortalere for individualismen i den danske offentlighed, (chefredaktør på Dagen) Kresten Schultz Jørgensen, siger i sin seneste debatbog, 'Homo zapiens', at institutionerne har gjort deres pligt, og nu kan vi klare os selv. Vi er ved »endestationen: Der, hvor mennesket er frit, og hvor vi ikke bare kan, men også vil vælge selv«.

Kan vi det? Kan vi alle sammen? Det gennemgående mantra i Anders Fogh Rasmussens tale ved Folketingets åbning var, at det er »Tid til fornyelse. Tid til at gøre op med fortidens løsninger. Tid til at løse de mange snærende bånd«. »Mennesket før systemet ... og retten til selv at bestemme over sit eget liv har fra starten været og vil fremover være ledetråden for regeringen«.

Som udgangspunkt er det vanskeligt at være uenig i, at en forøgelse af friheden og det frie valg altid vil være et fremskridt. Men måske har visse elementer af frisættelsen og individualismen også en række menneskelige omkostninger, ligesom den øgede frihed øger fordringerne til det enkelte menneske - fordringer, ikke alle har lige gode forudsætninger for at leve op til. Denne frisættelsens skyggeside får ikke den store plads i en offentlighed domineret af de stærke enkeltindivider, der drager de største fordele af individualismen.

Den amerikanske psykolog Jean Twenge har i en analyse af et stort antal undersøgelser af angst blandt amerikanske skolebørn og studerende fundet, at det gennemsnitlige angstniveau - eller tilbøjeligheden til at blive angst - i den yngre del af den amerikanske befolkning er steget markant i løbet af blot en enkelt generation. Det gennemsnitlige angstniveau blandt almindelige børn og unge i slutningen af 1980'erne er højere end hos børn og unge i psykiatrisk behandling i 1950'erne.

Hvordan skal vi forstå denne bemærkelsesværdige udvikling? Den anerkendte amerikanske depressionsforsker Myrna Weissman har sammen med en international forskergruppe fundet, at stadig flere mennesker i den vestlige verden udvikler depressioner, og at dette sker stadig tidligere i livet. For hver generation øges risikoen for, at man på et tidspunkt i livet udvikler en depression, ligesom den udvikles i en stadig yngre alder. Hvordan skal vi forstå dette?

Nyere undersøgelser af forekomsten af en række forskellige psykiske lidelser tyder på, at omkring 17 procent af den amerikanske befolkning har været ramt af en depression mindst en gang i deres liv - omkring 7 procent inden for det seneste år. De tilsvarende tal for angstlidelser viser, at 20-25 procent af den amerikanske befolkning har haft en angstlidelse mindst en gang i deres liv. En nyligt offentliggjort undersøgelse fra Osloområdet viser samme tendenser.

I år 2000 var mere end 75.000 mennesker i kontakt med det psykiatriske system i Danmark. Heraf havde omkring 16.000 en depression. Ifølge den danske lægemiddelstyrelse er forbruget af antidepressiv medicin i Danmark steget med omkring 50 procent på blot fem år. I 1996 svarede det samlede forbrug til, at 3 procent af befolkningen var i antidepressiv behandling hele året. År 2000 var dette steget til 4,5 procent.

De tilsvarende tal for angstdæmpende behandling ligger rimelig stabilt på et niveau svarende til, at 3-3,5 procent af befolkningen er i angstdæmpende behandling hele året. Da en behandling med disse præparater ofte strækker sig over mindre end et år, er de anførte tal udtryk for, at en væsentlig større del af befolkningen er i antidepressiv eller angstdæmpende behandling på et tidspunkt i løbet af et år.

Lægemiddelstyrelsens seneste tal for forbruget af 'nervemedicin' (der omfatter en ganske bred vifte af præparater - og altså langtfra alene antidepressiv og angstdæmpende medicin) i den primære sundhedssektor (uden for sygehusvæsenet) viser en yderligere stigning i forbruget fra 2001 til 2002. På blot et enkelt år er udgifterne til 'nervemedicin' steget med 20 procent, således at der nu bruges 3,5 mia. kr. om året på nervemedicin i den primære sundhedssektor.

Professor i psykiatri ved Rigshospitalet Tom Bolwig har anslået, at mere end 200.000 danskere lider af depressioner, imens op imod 150.000 lider af forskellige angsttilstande. Samlet er det næppe helt ved siden af, hvis man antager, at mere end 10 procent og måske helt op imod 15 procent af den danske befolkning er i behandling for psykiske lidelser i løbet af et år.

Man kan naturligvis fortolke det stigende angstniveau, den forøgede forekomst og behandling af depressioner og de mange mennesker, som hvert år kommer i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, på flere forskellige måder.

Den mest almindelige fortolkning ser overvejende de beskrevne tendenser som udtryk for, at vort sundhedsvæsen bliver stadig bedre til at opfange og tage hånd om psykiske vanskeligheder i befolkningen. Da er de beskrevne tendenser udtryk for, at vort samfund er blevet mere humant orienteret og bedre til at tage hånd om det enkelte menneskes behov. Den stigende opfangning og behandling af psykiske lidelser er udtryk for vedvarende forbedringer af vore velfærdssystemer.

På den anden side kan man også se den stigende diagnosticering og behandling af psykiske lidelser som udtryk for, at en evigt ekspanderende sundhedsindustri koloniserer det enkelte menneskes liv med tilbud om (for medicinalindustrien yderst profitable) behandlinger af ikke bare alvorlige, men også mere banale problemer, som man tidligere har løst på egen hånd eller med hjælp fra sine nærmeste.

Endelig kan den øgede forekomst af angst og depressioner og væksten i forbruget af psykofarmaka og andre sundhedsydelser ses som udtryk for, at stadig flere mennesker får psykiske vanskeligheder. Det er næppe frugtbart ensidigt at lægge sig fast på en af disse fortolkninger.

Højst sandsynligt rummer de alle en del af sandheden om forandringer i menneskets levevilkår i de senmoderne vestlige samfund.

Hvis forekomsten af en række psykiske lidelser er steget markant i løbet af blot et par årtier, er det vanskeligt at forklare denne stigning alene ved hjælp af de normale medicinske og psykologiske modeller, der groft sagt henviser til fejlfunktioner i det enkelte menneskes biologi og til belastende faktorer i det enkelte menneskes historie og relationer til betydningsfulde andre.

I den udstrækning udbredelsen af bestemte psykiske forstyrrelser også er forbundet med kulturelle og samfundsmæssige forhold, er det problematisk alene at anvende sådanne relativt snævre forklaringsmodeller med fokus på det enkelte individ. Der er behov for også at inddrage centrale elementer i den moderne vestlige kultur, ligesom man i det mindste i princippet bør overveje, hvorledes kulturelle og samfundsmæssige forandringer kunne bidrage til at reducere mængden af psykisk lidelse i befolkningen.

Normalt anvendes psykologien og psykiatrien til at forstå psykiske lidelser med henvisning til eksempelvis lavt selvværd, belastende forhold i barndommen, biologiske ubalancer, arvelige forhold eller andre rent individuelle faktorer. Denne tendens til biologisering, emotionalisering og psykologisering - og den ledsagende tendens til at søge rent individuelle løsninger på psykiske vanskeligheder - er i næsten perfekt overensstemmelse med den generelle individualisering i de senmoderne vestlige samfund, hvor enkeltindividet på mange niveauer - både når det gælder forsøg på at forstå og forsøg på at forandre elementer i kulturen - sættes over systemer og eventuelle fællesskaber.

Samfundsmæssige og kulturelle problemer og paradokser defineres som rent individuelle problemer, det enkelte menneske selv må finde sine egne løsninger på. Hvis arbejdsmarkedets massive krav om fleksibilitet, livslang kompetenceudvikling og højt arbejdstempo overstiger, hvad det enkelte menneske kan klare - og der udvikles stress-symptomer, udbrændthed eller depressioner - ses dette som udtryk for den enkeltes rent individuelle mangler og svagheder. Og vi antager, at sådanne problemer alene skal løses ved, at den enkelte selv bliver bedre til at sætte grænser, får bedre fornemmelse af sig selv og sit følelsesliv eller får korrigeret biologiske dysfunktioner i hjernen. Den enkelte tilbydes hjælp i form af medicinsk behandling, psykologisk rådgivning eller psykoterapi. Alle disse foranstaltninger er netop kendetegnet ved altovervejende at fokusere på det enkelte individ uden større forståelse af den kultur og det samfund, individet lever i.

Når man eksempelvis finder, at en foruroligende andel af de danske erhvervsledere lider af sundhedstruende stress og har depressive symptomer, er den eneste løsning, man har fantasi til at komme op med, at den enkelte skal blive bedre til at sætte grænser, og at den enkelte på egen hånd må beslutte sig for at omlægge sit arbejdsliv. Dette er udtryk for en svær overvurdering af det typiske enkeltindivids evne til på egen hånd at finde holdbare løsninger på kulturelle og samfundsmæssige problemer.

Imidlertid er det en strategi, der ligger i forlængelse af nyliberalismens ansvarliggørelse af enkeltindividet - også når det gælder forhold, som ligger langt uden for det enkelte menneskes kontrol.

På flere niveauer har vi i dag en hidtil uset frihed. Religionen, traditionerne, familien og social klasse har i vid udstrækning mistet deres tag i den enkelte. Forestillingen om, at vi har bedre muligheder end nogensinde for at vælge og realisere os selv, er omdrejningspunkt for de fleste menneskers forståelse af sig selv og verden. »Det Store er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv; og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det«, som Kierkegaard siger. Samtidig er selvrealiseringen og det frie valg med tilhørende ansvar ikke blot en mulighed. Man er moralsk forpligtet til at realisere sig selv og udnytte, hvad man opfatter som sine potentialer.

Får man problemer, eller slår ens liv fejl, er det i både egne og andres øjne udtryk for, at man har truffet forkerte valg og forsømt at udnytte sine muligheder. Ansvaret og skylden for de opståede problemer falder tungt tilbage på det enkelte menneskes ikke altid lige brede skuldre.

Man kan ikke i samme grad som tidligere søge hjælp hos uantastelige autoriteter eller i de store religiøse eller politiske fortællinger, når man har vanskeligt ved at træffe betydningsfulde valg eller finde mening i sit liv.

Dette har antagelig bidraget til en større rodløshed, rastløshed og forvirring hos mennesker med begrænsede psykologiske ressourcer. Den engelske sociolog Zygmunt Bauman har ligestillet, hvad han kalder den postmoderne mentale tilstand, med en situation, hvor der netop er sejlet et gigantisk containerskib forbi, som har efterladt store bølger og voldsom turbulens i vandet. Alle sidder vi i hver sine små både og joller, der trækkes i nye og uforudsigelige retninger. De, som er faldet i havet, må anstrenge sig voldsomt for at holde sig oven vande og redde sig i sikkerhed. Kan man ikke svømme, risikerer man at drukne.

På godt og ondt er den vestlige kulturs omdrejningspunkt blevet det stærke enkeltindivid. Men ikke alle enkeltstående individer er lige stærke. Nogle kan ikke redde sig i land på egen hånd og vil drukne, hvis de ikke får hjælp. Samtidig kan der være behov for en fælles indsats for at håndtere den kulturelle turbulens og således forebygge de værste drukneulykker.

Der er næppe tvivl om, at den kulturelle frisættelse har været en overordentlig stor fordel for det stærke menneske, som formår at boltre sig i frihedens hav. Vi har imidlertid mistet blikket for, at den nyvundne frihed er et tveægget sværd: Vi får nye chancer for at udfolde os - men det er samtidig risikable chancer , som den tyske socialpsykolog Heiner Keupp har udtrykt det. De kulturelle forandringer, der normalt ses som entydige fremskridt, rummer også problematiske elementer, som kan være medvirkende årsager til den stigende forekomst af bl.a. angst og depressioner. Stigninger, man ikke fuldt ud kan forstå endsige tage fornuftigt hånd om uden at medtænke psykologisk belastende elementer i samtidskulturen.

Trods dette bliver risikohåndteringen stadig mere individualiseret og privatiseret. I den nyliberale kultur opfattes samfundet som en samling frie, autonome, selvregulerende individer med ansvar for eget liv. Den enkelte skal være entreprenør i sit eget liv.

Den vestlige kultur og det vestlige samfund er øjensynligt ophørt med at sætte mere grundlæggende spørgsmålstegn ved sin egen måde at fungere på. Næsten ethvert problem henføres til enkeltindividers fejl, mangler og forkerte valg. Problemløsning tager udgangspunkt i bestræbelser på at styrke og ansvarliggøre enkeltindividet og i det stærke enkeltindivids valg og kompetente handlinger.

Fælles løsninger af fælles problemer har trange kår. Dette gælder på stort set alle niveauer af samfundet: fra problemer i sygehusvæsenet, der tænkes løst ved at give brugerne større valgfrihed, og problemer i folkeskolen, som man forestiller sig kan løses ved at offentliggøre karaktergennemsnit fra de enkelte skoler, så kompetente forældre kan træffe mere kvalificerede valg i forbindelse med deres børns skolegang, til psykiske vanskeligheder, der antages at kunne håndteres alene ved at udvide tilbud om psykologhjælp og nye medicinske præparater.

Man forestiller sig, at den sociale arv kan brydes igennem kontrakter imellem enkeltindivider og socialforvaltning - hvorefter det bliver muligt at »bevæge sig fra bistandsklient til bankdirektør« (i øvrigt interessant, at statsministeren tilsyneladende ser bankdirektørposten som topmålet af menneskelig ambition).

Der er naturligvis tale om ganske komplicerede problemstillinger, hvor der ikke gives enkle løsninger. Men vil vi for alvor tage hånd om, hvad der synes at være markante stigninger i forekomsten af visse psykiske lidelser, er det ikke tilstrækkeligt at satse på rent individuelle løsninger eller 'behandlingstilbud' - deres mange notoriske kvaliteter til trods.

Vi må i højere grad også rette opmærksomheden imod, hvorledes forhold i den senmoderne vestlige kultur kan være psykisk belastende. Herunder er der behov for en kritisk og uafhængig samfundsvidenskab, der ikke begrænser sig til åndløse undersøgelser af vælgeradfærd, forbrugsmønstre og danskernes forhold til kongehuset og andre ligegyldigheder - en samfundsvidenskab, der har frihed til at stille de nødvendige grundlæggende spørgsmål til den vestlige kulturs udvikling og fungeren.

Ikke alle har forudsætningerne for at overskue komplicerede valgsituationer, bære ansvaret for deres valg