0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Cool islam

Unge muslimer gider ikke Osama bin Laden, islamister og vred vold. De drikker Mecca Cola, hører islamisk rap og finder en identitet med selvværd.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I femåret for 11. september svælger vi i sensationelle historier om Osama bin Laden og anholdelser i Vollsmose af muslimer, der angiveligt pønsede på terror.

Samtidig skriver angste sjæle bøger om, at horder af islamister er klar til at smide Fogh fra magten og indføre kalifatet. Det er ikke, fordi vi skal lukke øjnene for en potentiel terrortrussel. Eller åbne vores arme troskyldigt for islamistisk sjælefiskeri. Men i angsten risikerer vi at overse en langt større bevægelse, der måske kan bære den integration i sig, vi siger, at vi ønsker.

For mellem sprækkerne i ghettobetonen i Paris, Leeds og Kairo og for den sags skyld Vollsmose vokser en helt anden trend. Det er ikke en afgrænset bevægelse med en særlig dagsorden og krav om medlemskab. Men det er en vildtvoksende ustruktureret bevægelse. Med sine lange fangarme får det fat i unge muslimer, der er trætte af islamister, offerklynk, jihadisk vrede og voldsfascination. De vil have ’cool islam’. Ikke cool på Osama bin Laden-måden. Men cool som i streetwear eller velsiddende jakkesæt. Som for eksempel popikonet Sami Yusuf.

I jeans og jakkesæt blander han arabiske poprytmer med intense sange om kærlighed – ikke kærligheden mellem mand og kvinde, men den til Allah og profeten Muhammed. Unge muslimer i Kuwait, London og Beirut synger med på omkvæd som:

Allahu Allahu Allahu Allahu Allahu Allahu Truly He is the One He has no father or son Everything in creation was by Him begun With His infinite power anything could be done Ask Allah for His Pardon And you’ll enter the Garden

Det lyder måske banalt. Men poppen fænger tilsyneladende, for Sami Yusuf storsælger koncertbilletter fra Wien til Kairo. For han er hip, lyder godt og er en god muslim på én gang. Og så er han det, millionvis af unge muslimer kan identificere sig med: muslim i Europa. Han er født i England og en stjerne for muslimer både i Europa og i Mellemøsten.

Selv blev han lidt overrasket over, at han også bliver spillet så meget i Mellemøsten. Men hans eget bud på succesen er, at han er et spejl på andre værdier. Han sprænger de rigide rammer for religionen, siger han. I hans lyrik er islam ikke kun halal, haram og fiqh – i en lidt simpel oversættelse: tilladt, forbudt og islamisk jura. Han buldrer ikke bittert. Han går ikke i kjortel eller prædiker puritanisme som islamisterne – om det så er Hamas eller Osama bin Laden. Han er i stedet en glad mand – glad for islam, glad for sit hjemland England og glad for livet i almindelighed.

Åbenbart tiltrækker det fans, for to millioner af slagsen klikkede sig ind på hans hjemmeside sidste år. Det giver selv den mest velbesøgte al-Qaeda-side alvorlig konkurrence. Det er bare et af symptomerne på, at pop-islam sælger langt bedre til masserne end den politiske islams tunge retorik. Som islam-forskeren Amal Boubekeur fastslår, så er Sami Yusuf bare et af flere produkter, der viser, at islam kan være cool, konkurrencedygtigt og ikke-polemisk – og derfor gør muslimer i Vesten og Mellemøsten stolte af deres baggrund. For nylig er det også dokumenteret, at muslimske masser føler sig frastødt af Osama bin Laden og al-Qaeda. Det er ikke populært blandt muslimer at slå ihjel under islams grønne banner, som en rapport fra tænketanken Chatham House viste.

Det er ikke sådan, at vi naivt skal lukke øjnene for den potentielle terrortrussel, for det kræver kun få mennesker at slå mange ihjel. Og det er også for nylig blevet understreget, at al-Qaeda-netværket har solidt fat i de få overbeviste. Men netop med Chatham House-rapporten i baghovedet er det urimeligt at lægge trusselsbilledet ned over millioner af muslimer, som rummer helt andre værdier og normer, og som bekender sig til cool islam.

For majoriteten af unge muslimer orker ofte ikke de restriktive krav, som islamisterne prædiker. Mange ting i regelsættet er lidt for besværligt, kedeligt og hæmmende for udfoldelse – for eksempel at man ikke må høre musik, at man skal begrænse sit forbrug. Og det er ikke specielt fedt, når man egentlig gerne vil have en lækker bil.

Den positive popkultur appellerer bare meget mere til en generation med værdier, der ligner yuppie-værdierne fra 80’erne. Forbrugsfornøjelsen står højere på deres dagsorden end puritanisme og opofrelse for den islamiske sag. I stedet for at stille sig vredt med ryggen til Vesten bruger unge muslimer kapitalismen og den vestlige verdens dominans aktivt. De skaber nye produkter som Mecca Cola. Parisiske muslimer myldrer til Beurger King (Beur er slang for indvandrere fra Nordafrika). Og de spiser burgerne, mens de går i baggy streetwear med tryk som: One God, One Faith, One Ummah, One Creation, One Path, One Life – fra MuslimGear, der har slået sig op på sloganet: Believe in What You Wear. Imamer fra Kuwait til amerikanske muslimer priser produkterne på hjemmesiden www.muslimgear.com.

»Tak til Allah, for at MuslimGear giver unge tøj, så vi med stil kan vise, hvem vi. Inshaallah (om Allah vil) kan vi alle bakke op, så de kan blive ved at holde det kørende for os«. Skriver Amaar fra en hiphop-gruppe i Amman.

Apropos hiphop er Outlandish vores hjemmedyrkede eksempel på cool islam. De stiller sig stadig kritisk over for dele af de vestlige samfunds handlinger og fremfærd, men det er ikke anderledes, end når Magtens Korridorer synger deres samfundskritiske sange. Det er ikke noget, der opildner til had og skaber ønsker om at sprænge sig selv i luften. Det giver derimod en stemme til frustrationer til toner, der ikke skurrer i demokratiske ører. Samtidig stiver det selvværd af – det kan godt være, det stadig er med islam som omdrejningspunkt, og at det stiller sig kritisk over for uligheder, men der ligger ikke en samfundsomstyrtende ideologi bag som hos islamisterne.

Cool islam vokser med andre ord til at være et konkurrencedygtigt alternativ på det store globale marked for identitetsmarkører. Men mærkværdigvis ser vi det ikke i mediedækningen. Måske fordi det ikke kan give medie-selvsving, som en video med bin Laden er i stand til. Vi glemmer, at Osama bin Laden er et kultikon. Måske fordi vi paradoksalt selv er så betagede af manden med stikkelsbærøjnene, som får sendetid, så snart han har sagt noget på et videobånd. Det er klart, for manden og jihadisk vold kan givet være dødbringende. Men tilsyneladende ikke langtidsholdbar blandt de store masser.

Bin Ladens kultstatus kan heller ikke overskygge det faktum, at islamismen i realpolitikkens verden allerede har spillet fallit på flere måder. Som islamforskeren Olivier Roy har påpeget de sidste år, har de alle måttet gå på kompromis med en række idealer. De skarptskårne ideer om en islamisk stat er vekslet til magt, mod at islamisterne går ind på demokratiske principper – eller så demokratiske de nu er i arabiske stater. Det muslimske broderskab i Egypten er et eksempel på en særdeles nedtonet politisk islam. Hamas i det palæstinensiske selvstyre har måttet sluge nogle demokratiske kameler. I Tyrkiet er det regerende AK Parti blevet så islamisk tamt, at de mere ligner en udgave af kristendemokraterne med muslimsk fortegn.

Selv de religiøse lærde i Mellemøsten favner både den vestlige verden og islam. Flere af de nye populære prædikanter finder den ønskede blanding. Den kvindelige prædikant Amer Magda fra Cairo kan sagtens finde på at lade fredagsbønnen springe ud af vestlig populærlitteratur som ’Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus’. Selv om hun er uddannet fra det islamisk konservative universitet Al-Azhar. Hun holder sig heller ikke kun til islam. Ved siden af sine prædikener har hun en succesrig forretning med helseprodukter. For neoliberalisme trives fint med islam. Man må godt stræbe efter materiel rigdom og succes, der kan måles i dollar – hvis man altså spørger andre steder end i de politiske grene af islam.

Den populære tv-prædikant Amr Khaled lægger i hvert fald ikke skjul på, at islam kan være vejen til økonomisk og erhvervsmæssig succes. Han ligner den revisortype, han er, med sit jakkesæt, lille moustache og glatte hår. Men hans karisma kan ingen tage fra ham. Og han når ud til millionvis af blommefarvede sofasæt verden over, når han bliver transmitteret pr. satellit fra England. Han går ikke med kjortel eller turban. Hans sprog er ligetil og ikke snørklet, og han er lige så let at forstå som amerikanernes tv-helt Dr. Phil.

Amr Khaled er selv produkt af Kairos overklasse og fortæller sit publikum, at de godt må stræbe efter rigdom, være moderigtige og religiøse på en gang. At de kan danse, gå til koncert og have tørklæde på. Men han forklarer, at de også skal huske på de muslimske dyder: at være gode familiemennesker og hjælpe de svage. Samtidig med, at han fortæller, at han kender de bedste restauranter i London. Det muslimske broderskab kalder ham for Egyptens airconditionerede islam. Men publikum elsker ham. Så meget, at den kristne libanesiske tv-station LBC valgte at sende hans program. Alene i ramadanen trækker han op mod fem millioner seere – ingen tv-station med respekt for profit vil lade den chance passere. I cyberspace klikker unge sig også frem til budskaberne. Forrige år havde www.amrkhaled.net 26 millioner hits – flere end Oprah Winfreys hjemmeside, som Amr Khaled selv kan lide at fremhæve.

Hans succes bunder måske i, at han stiller sig uden for det politiske spil i Egypten. For der er et slagsmål i gang mellem politisk islam og den statsinstitutionaliserede islam – ikke kun i Egypten, men i mange arabiske lande. Amr Khaled har skabt en tredje – og tilsyneladende appellerende vej. Hans mål er ikke en islamisering af samfundet, men at skabe udvikling, forklarer han. Derfor kalder han sit program for ’Life Makers’, og han har skiftet den rene religiøse snak ud med mere aktivisme. Hans erklærede mål er at skabe en renæssance i den arabiske og muslimske verden. Det er grunden til, at han med tv-programmet har startet projekter inden for landbrug, uddannelse, småindustri og sundhed.

Som en pige fra Yemen sagde under hans besøg i Danmark tidligere på året: »Han forklarer os, at vi ikke forandrer noget ved at sidde derhjemme. Han giver os lyst til at forandre situationen«. Med andre ord giver han et andet konstruktivt middel til forandring end vrede. Og det er endnu et dødsstød til politisk islam – for det er et budskab, som muslimer i vestlige lande også tager til sig. Cool islam fungerer uden at være politisk, ideologisk eller institutionaliseret. Men den bevæger sig ikke væk fra den sociale dagsorden. Ud af cool islam knopskyder sociale projekter, bare med markedet som base. Det er ikke kun Amr Khaled, der kan. Overskuddet fra det andet muslimske streetwear-mærke, Dawah Wear, går til bekæmpelse af narkomisbrug blandt unge.

For mange unge muslimer er det langt mere jordnært, målrettet og forståeligt end det mål, som islamisterne stiller op. Islamisterne arbejder for en islamisk stat. Men det er på flere måder et Utopia. Staten indeholder en mærkværdig modsætning mellem islamisternes afvisning af Vesten, samtidig med at det alligevel er en omfavnelse af det vestlige statsbegreb. Desuden er tanken, at det skal vokse til en global islamisk verdensorden, og det virker for abstrakt. Sidst, men ikke mindst hjælper det ikke sagen, at det islamiske Utopia findes i et væld af udgaver, alt efter om du spørger Hizbollah i Libanon, talebanere i Afghanistan eller Jama’at Islami i Pakistan.

Cool islam har ikke et mål om den muslimske stat, og på sin vis har den opnået målet om et verdensomspændende islamisk fællesskab, den universelle ummah. For pludselig spiser muslimer i Kairo og London de samme burgere, drikker den samme cola og går i det samme streetwear – alt sammen med islam som brand.

Man kan stille sig skeptisk over for, at islam skal være budskabet. Men det er en islam, der rækker ud. Den kombinerer ikke kun hættetrøjer med islam, men adskillige vestlige værdier med islam. Vi skal ikke være ukritiske over for grupper, der vil udfordre det europæiske demokratiske system. Og vi skal heller ikke benægte, at islamister gør, hvad de kan for at hverve sjæle til deres projekt. Men den kritik skal bare ikke fortrænge, at der i virkelighedens verden er millioner af unge, der vil cool islam, mens langt, langt færre vil sprænge sig selv i luften.

Cool islam opbygger i stedet positivt selvværd, der kritisk, men også kærligt, accepterer Vesten. Og det selvværd kan vi være med til at stive af. Vi behøver jo ikke at hylde de samme budskaber, men vi kan begynde med at bygge på de fælles værdier.

... neoliberalisme trives fint med islam