At være en dame handler i høj grad om selvkontrol. Begrebet en dame er belastet af mange fordomme, men kronikøren, der er cand.polit. og medforfatter til 'Håndbog for karrierekvinder', anser damen for at passe godt til kravene om social kompetence. Evnen til at begå sig blandt andre mennesker, til at løse konflikter uden unødigt at træde nogen over tæerne, til at læse kunder og forhandlingspartnere, kort sagt den sociale kompetence, bliver af større og større betydning på arbejdsmarkedet. Det ses ikke mindst, når arbejdsgivere skal beskrive deres ideal om fremtidens medarbejdere. Det faglige skal selvfølgelig være i orden, men derefter kommer en lang række af ønskede kvalifikationer, som alle kan karakteriseres som en del af den sociale kompetence. Og på den anden side er der kampen om at holde på de gode medarbejdere. Hvad kan virkelig skræmme medarbejdere væk? At de ikke bliver behandlet ordentligt og med respekt for dem som individer. Arbejdsgivere, der ikke kan finde ud af det, står svagt i kampen om de velkvalificerede folk. Men hvad så med den sociale kompetence? Hvor går man hen og finder den? Ja, en hel del af den har at gøre med noget så simpelt som gode manerer. Almindelig høflighed. Overholdelse af helt elementære sociale spilleregler. Det er noget, der ikke har været så meget fokus på i mange år. Måske er det derfor, det pludselig er blevet så vigtigt. Det har været overset for længe. Måske har der været en opfattelse af, at det med gode manerer og at opføre sig ordentligt, det er noget, der er forbeholdt specielle, ikke særligt tidssvarende samfundsklasser. Det er ikke noget for almindelige mennesker. Men hvorfor ikke? Vi skal alle begå os i omverdenen og på arbejdspladserne, og det er ikke alle, der fra naturens hånd er udstyret med en instinktiv, veludviklet social kompetence. Vi andre må klare os med det tillærte. Og hvad angår det tillærte, så er det vist på høje tid at genopfinde det attraktive ved at være en dame. For hvad er det egentlig, der adskiller en dame fra en kvinde? Kvinder er vi jo alle (hvis vi er af hunkøn og myndige), men damer er vi ikke alle. Så langtfra, endda. I gamle dage var det af samme grund klart en fornærmelse ikke at referere til en kvinde som en dame, men i dag er det nærmest omvendt: Nogle kvinder er nemlig ikke helt trygge ved at blive omtalt som værende en dame. »Giv det til damen«, siger man til sit barn, og den pågældende ser helt chokeret ud: »Hvem, mig?« og føler ikke, hun er en 'dame'. Men hvad skulle man ellers have sagt? 'Pige' er hun ikke, og 'kvinde' lyder stadig uhøfligt i direkte form. Det er klart, at ordet 'dame' ikke umiddelbart signalerer så meget kampånd. Hvis kvindebevægelsen havde heddet 'damebevægelsen', havde det ligesom ikke været det samme. Når min datter og hendes veninder skal være 'fine damer', taler de meget affekteret og lyder som en parodi på en kvindetype, der allerede var uddøende, da jeg var barn. Så der er ingen tvivl om, at de stakkels damer ikke er i høj kurs. Men spørgsmålet er, om det ikke er på tide at rehabilitere begrebet dame. Sådan at de, der er det, atter kan være stolte af ikke bare at være en kvinde, men også at være en dame. Men hvad er så en dame? Først og fremmest er hun det feminine modsvar til en herre - eller på engelsk en gentleman. Ikke alle mænd er gentlemen, som bekendt. Mærkeligt nok er det til en vis grad trendy for mænd at genopfinde det at opføre sig som herrer, mens det at være en dame ikke har fået samme opmærksomhed. Der har ikke været samme status i at forsøge at opføre sig som en dame, som der har været i at prøve at lade, som om man var en gentleman. På mine bedstemødres tid var en dame defineret som en, der ikke ville finde på at gå på gaden uden hat og handsker. Ikke alene er det ikke så aktuelt længere, det er også en noget overfladisk definition. Emily Post beskrev en dame som en, der er omhyggelig med at betale sin gæld, altid behandler folk, der er mindre heldigt stillede end hende selv, med respekt, som aldrig offentligt kritiserer sin ægtemand, og som aldrig forsøger at drage fordel af andres ulykke. En dame er altid høflig over for både egne og andres tjenestefolk og praler aldrig med sine fine bekendte. Nu er det ikke så mange af nutidens damer og deres veninder, der har tjenestefolk på fuld tid, men ellers holder det vel stadig. En dame i 2001 er en kvinde, der opfører sig ordentligt. Over for sin familie, sin rengøringshjælp, sine kolleger, over for fremmede og over for de ansatte i hendes børns institutioner. En dame forventer at blive godt betjent, når hun kommer ind i en forretning, men hun forveksler ikke butikspersonalet med personlige slaver eller opfører sig, som om de tilhørte en lavere art. En dame udviser først og fremmest respekt for andre mennesker. Og en dame opfører sig med værdighed. Det er ikke hende, der prøver at springe over i køen eller insisterer på at komme først op på flyet, selv om hendes række i flyet slet ikke er blevet kaldt endnu. Til gengæld er det hende, der lader ældre, forvirrede kvinder eller mænd komme til før hende selv ved kassen i supermarkedet. En dame ved, det er meningen, hun skal gå først ud og ind ad døren og elevatoren, men hun tager det afslappet, hvis de tilstedeværende mænd ikke virker, som om de er klar over det. At være en dame er et udtryk for en bestemt holdning til livet. En dame har valgt at tage ansvar for sit eget liv - og at gøre sit til, at verden bliver et bedre sted. Hun sidder ikke hjælpeløst og venter på, at nogen skal komme og redde hende. Hun ved, at hun skal redde sig selv, hvis det skulle være nødvendigt. En dame er som udgangspunkt ærlig, men hun er ikke hudløst ærlig. En dame praler ikke med, at hun er ligefrem og ukunstlet - for det er hun ikke. Hun føler ikke, at hun absolut bør dele enhver tanke, hun måtte få, med de andre tilstedeværende. En dame overvejer først, hvordan hendes ord vil blive opfattet af modtageren, og viger ikke tilbage for en hvid løgn, hvis hun tror, sandheden vil såre den anden person. Omvendt sætter en dame heller ikke sine bekendte i den kedelige situation, at de ser sig nødsaget til at lyve, som ved f.eks. at spørge dem, om hun trænger til at tabe sig. En dame omtaler ikke sin slankekur - medmindre hun bliver udfrittet - og hun kommenterer ikke andres. Der stilles ikke særlige uddannelseskrav til at være en dame. Det er et spørgsmål om dannelse, ikke om formel uddannelse. Damer kan også findes i alle indkomstklasser. En del af borgerskabets kvinder tror, de er damer, men er det i virkeligheden ikke. Dertil opfører de sig simpelthen ikke godt nok. De mangler ganske enkelt klasse. Man kan heller ikke sige, at damer har en bestemt påklædningsstil. Modsat den almindelige opfattelse behøver en dames sko og taske ikke absolut at matche. Men de må selvfølgelig godt. Det er heller ikke noget krav at være specielt velklædt. Der findes meget velklædte damer, og der findes meget lidt velklædte damer. Men fælles for dem er, at de forsøger at klæde sig til lejligheden. Ingen dame med respekt for sig selv kommer for festligt påklædt til en begravelse eller for afslappet klædt til et bryllup. Det vil heller ikke ske for en dame, at hun bliver afvist ved indgangen til en kirke eller moske, fordi hun ikke er anstændigt påklædt. Den slags lader en dame andre kvinder om. Hvis hun ikke af naturen er tolerant, gør hun sit bedste for at lade som om, når hun møder fremmede kulturer og alternative livsstile. Ser vi blandt vores politikere er det klart, at kvinder som Marianne Jelved og Pia Gjellerup er damer. Andre er det lige så klart ikke. Æreskodekset for damer forbyder mig at nævne sådanne personer ved navn, men helt principielt kan det påpeges, at en dame som nævnt behandler folk med respekt. Det kræver, at man ser folk som enkeltindivider og ikke udelukkende som medlemmer af en gruppe. En dame har derfor naturligvis ikke en på forhånd fastsat opfattelse af folk, hun ikke kender, alene baseret på deres geografiske baggrund eller trosretning. En dame ville heller aldrig komme i den situation, at hun kunne få et tilnavn som eksempelvis 'den talende kavalergang'. Faktisk viser en dame kun sin kavalergang ved særligt festlige lejligheder. En dame er som udgangspunkt ikke mistroisk over for andre, for hun forventer, at andre mennesker vil behandle hende ordentligt - fordi hun selv behandler andre ordentligt. Men hun er ikke godtroende, og når hun overværer dårlig opførsel hos andre, siger hun fra. Om ikke andet ved at forlade selskabet. En dame holder ord, og hun kender sine begrænsninger. Hun afgiver ikke løfter, som hun ved, hun ikke kan holde, bare fordi det vil gøre nogen glade på kort sigt, eller vil få nogen til at holde op med at plage hende. En dame ved, at det vil være meget værre for dem, når hun siden hen alligevel ikke kan leve op til løftet. Den situation ønsker hun hverken at bringe sig selv eller de pågældende i. At være en dame handler i høj grad om selvkontrol. En dame udtrykker ikke alle sine meninger, og hun respekterer naturligvis, hvis noget er fortalt hende i fortrolighed. En dame skændes aldrig offentligt med sin mand. Det skyldes ikke så meget hensynet til hverken ham eller hende selv, men derimod hensynet til de stakler, der ellers skal stå og høre på og krumme tæer. En dame giver rigtige komplimenter - ikke betingede komplimenter. En dame kunne f.eks. aldrig finde på at sige: »Jeg havde godt nok ikke regnet med det, men du har faktisk løst opgaven godt«. Eller: »Den kjole klæder dig egentlig godt, selv om det er en underlig farve«. Eller noget tilsvarende. En dame deler ikke de forbehold, hun selv har gjort sig om dette eller hint med andre - slet ikke hvis det er dem, forbeholdene vedrører. En dame fortæller ikke historier, der har til formål at vise, hvor god hun selv er. Hun er selvfølgelig god, men det skulle gerne være underforstået. Er hun ud over at være en dame karrierekvinde, gør hun dog klogt i ikke at prøve at forhindre andre i at fortælle, hvor god hun er. Ikke bare er det mere passende at lade andre rose en - det virker også langt bedre. Hun forsøger først og fremmest at tale pænt om folk, og hvis det er helt umuligt, som det jo nogle gange er, så holder hun sin kritik på det saglige plan. Hun er varsom med kritik af ikke tilstedeværende, for hvem ved, hvem der kender hvem. En dame forsikrer sig derfor først om, at der ikke blandt hendes tilhørere er venner eller familie til en person, hun har tænkt sig at kritisere. For selv om det kan tænkes at være både interessant og oplysende for dem, så kan det ikke undgå at virke krænkende. En dame kryber naturligvis ikke langs væggene, hun fører sig frem med en vis naturlig autoritet, men hun optager ikke forholdsmæssig meget plads i det offentlige rum. Det er ikke hende, der optager et ekstra bussæde med sine poser, mens ældre kvinder og mødre med småbørn må klamre sig fast til en strop. Tilsvarende er det heller ikke damer, der kan finde på, efter at have fået fyldt deres egne glas ved baren, at blive stående og konversere på en måde, så ingen andre kan komme til og opnå samme fornøjelse ved et fyldt glas. Og når en dame er i teatret eller biografen, sørger hun for at holde sine legemsdele inden for den afmålte plads. Selv om den er knap, hvad den som oftest er. Og hun ville selvfølgelig aldrig finde på at lægge sine fødder op på sædet foran - hverken med eller uden sko på. Damer kommer i mere eller mindre talende udgaver. Men karakteristisk for en dame er, at hun aldrig er helt tavs i selskaber eller ved møder, for det er velegnet til at gøre omgivelserne nervøse, medmindre de selv foretrækker at tale uden ophør og derfor ikke opdager, hvis deres tilhørere er påfaldende tavse. Og en dame ønsker ikke at genere sine omgivelser (medmindre der er en helt exceptionelt god grund). En dame deltager i den livlige samtale, men hun lader også andre få et ord indført. Og hun lytter til deres ord. Hun sidder ikke bare og venter på, at hun selv kan få ordet igen, mens andre taler. Alt i alt må det konkluderes, at det at være en dame sådan set passer godt til de skærpede krav, der stilles til social kompetence i arbejdslivet. Og der er derfor ingen grund til ikke at rehabilitere begrebet. Der er ingen, der siger, at damer behøver at være specielt kedelige. Det kan godt være, at en kvinde, der ikke er en dame, kan byde på flere overraskelser, når man er sammen med hende, men en dame vil i langt de fleste tilfælde være det mest behagelige selskab. Både i selskabslivet og i arbejdslivet.