Her i Norge er navnet Knausgård alle vegne; i alle aviser og på alles læber. Når man møder en ven eller bekendt, er deres tanker et andet sted. De hører ikke efter, hvad man siger, de tænker bare på Karl Ove Knausgårds romanværk ’Min Kamp’, og man behøver ikke vente længe, før spørgsmålet kommer: »Har du læst Knausgård?«’ Eller Karl Ove’ som kvinderne siger med forelskelse i stemmen. Det er ingen overdrivelse. Kvinderne er virkelig forelskede, og mændene opfører sig, som om de endelig har fået en ven, der forstår dem. Både anmelderne og folk, der normalt holder sig langt væk fra litteratur, er helt ’fra sig’ af begejstring over 41-årige Knausgårds ’Min Kamp’, hvor han over tre bind og næsten femten hundrede sider beskriver sit nuværende liv som familiefar i Malmø og sin opvækst i Kristiansand med en alkoholiseret og tyrannisk far. Og det er kun begyndelsen. De tre første bind udkom i løbet af efteråret, og der kommer tre bind til i løbet af foråret 2010, så romanværket i omfang når op på mindst 2.500 sider. Alle taler om Knausgårds endnu ikke færdiggjorte romanværk, som om det har fået dem til at se lyset, og som man kunne læse i Carsten Andersens artikel i Politiken 13. januar, blev det til sidst for meget for forfatteren Jan Kjærstad. I en kronik i Aftenposten 7. januar skrev han, at kritikerne var blinde over for værkets svagheder, fordi de lå med næsen i gruset, og dagen efter skrev alle aviser, at han bare var misundelig. Siden er der ikke gået en dag uden en kronik om Knausgård i de norske aviser. En kønsforsker mener, at han fortjener nobelprisen, en litteraturprofessor, at både kritikerne og forskerne mangler ord for den type roman, Knausgård har skabt, en moralfilosof taler om hovedpersonens kamp som et nådesløst kald og sammenligner Karl Ove med selveste Kristus. Og mens al denne virak finder sted, sidder forfatteren i Malmø og skriver, som om det gjaldt livet. Ti tryksider om dagen! I en mail til avisen Morgenbladet 15. januar fortæller Knausgård, at han netop har afleveret fjerde bind til forlaget og nu har isoleret sig for at skrive det femte. Med klædelig beskedenhed udtaler han, at han troede, han havde skabt »noe omvendt spektakulært, et næsten søvndyssende realistisk projekt«. I stedet blev værket det mest omtalte i nyere tid, og værket kommer også til at handle om sin egen tilblivelse og modtagelse, og anmelderne ved ikke, om de kommer til at optræde i bøgerne, og læserne ved ikke, om han kommer i mål med projektet, så alle venter i spænding på de tre næste bind, som var Knausgård en moderne tids Nansen på vej over indlandsisen. Anmeldernes våde drøm I en så feststemt atmosfære var det både modigt og dumdristigt af Kjærstad at gå ud i Aftenposten og spørge, om kejser Knausgård nu også havde tøj på. Til Politiken udtalte Kjærstad efterfølgende, at det slet ikke var hans intention: »Jeg mener, han har tøj på, men at han måske ikke er kejseren, og at tøjet er meget mere almindeligt, end mange anmeldere synes«. Og fem dage senere havde Kjærstad endnu en kronik i Aftenposten, hvor han under titlen ’Grus og diamanter’ skrev, at man fratager forfattere muligheden for at deltage i debatter, hvis ethvert forsøg på at kritisere samtidens litteraturformidling bliver stemplet som et udslag af misundelse. Det har Kjærstad fuldkommen ret i. Men når han siger til Politiken, at Knausgård er enhver anmelders våde drøm, fordi han rammer alle de rigtige motiver og tankesystemer, kan man ikke lade være med at tænke, at den modtagelse, Knausgårds værk har fået, er enhver forfatters våde drøm. Og hvis Kjærstad ikke allerede havde kritiseret Knausgård for at have en freudiansk verdensanskuelse, kunne man næsten tro, at der var tale om god gammeldags freudiansk projektion fra Kjærstads side, for hvilken forfatter drømmer ikke om at modtage læsernes kærlighed og hyldest samtidig med, at anmelderne sammenligner deres værk med Ibsen og Hamsun og Proust!

Der er ikke noget at sige til, at Kjærstad måtte knibe sig i armen, da han så de sammenligninger – men nej, han drømte ikke, han var vågen. Og den frygtelige sandhed, Kjærstad har måttet vågne op til i flere måneder, er, at de nu har placeret Knausgård sammen med Solstad og Fløgstad, så han ikke selv står på sejrsskamlen længere – end ikke en bronzemedalje kan det blive til, selv om Kjell Askildsen og Per Petterson kører deres egne suveræne løb på hver sin sidelinje, og det er forståeligt nok svært at bære for Kjærstad, som selv har oplevet at være på hele Nordens læber, da han udgav trilogien om Jonas Wergeland. Men man kan ikke bare ignorere Kjærstads kritik af ’Min Kamp’ som et udslag af misundelse, for han har ret i, at der er utallige forfattere, som har skrevet selvbiografiske romaner, og som bevidst har spillet på forholdet mellem virkelighed og fiktion. Kjærstad trak nobelpristagerne V.S. Naipaul og J. M. Coetzee frem som eksempler på forfattere, som har skrevet en subtil form for selvbiografi, og han nævnte også en lang række svenske eksempler fra de senere år – blandt dem Lars Noréns 1.700 sider lange ’En dramatikers dagbok’ og P.O. Enquists selvbiografiske ’Ett annat liv’. Man kan nævne lignende eksempler fra Danmark, hvor Claus Beck-Nielsen og Knud Romer har udgivet tilsvarende selvbiografiske romaner, og allerede tilbage i slutningen af halvfjerdserne og starten af firserne udgav Suzanne Brøgger ’Creme Fraiche’ og ’Ja’, hvor hun iscenesatte sig selv og beskrev sit privatliv i detaljer. Brøgger var inspireret af den amerikanske forfatter Henry Miller, hvis romaner også var selvbiografiske og skrevet med den samme fandenivoldskhed, som kendetegner Knausgårds romanværk. Og man kunne nævne mange andre eksempler fra nyere tid, for eksempel Klaus Rifbjergs mere blufærdige karakterbøger, og ikke mindst norske Dag Solstads roman ’16.07.41’. Men som litteraturprofessor Arne Melberg skriver i en kronik i Aftenposten, går ideen om at skrive sit liv helt tilbage til 1580, hvor Montaigne i forordet til sine nyskabende essays erklærede, at han havde skrevet en oprigtig bog om sig selv. Enestående lancering Knausgård skriver sig altså ind i en flere hundrede år gammel litterær tradition, og derfor har Kjærstad delvis ret, når han går ud og siger, at ’Min Kamp’ ikke er så enestående, som de norske medier giver indtryk af, men måden, Knausgård har lanceret værket på, og værkets overvældende omfang er så radikalt realiseret, at det slår tilbage på Kjærstad, når han anklager Knausgård for at være konservativ og spørger, om der ikke er nogen, som kan lugte mølkuglerne.