Brevet var fra Afrika, modtaget poste restante, som jeg en periode betjente mig af i den lille danske provinsby, som forsvarsløs går ind under betegnelsen Udkantsdanmark. Det er et par dage før jul, posthuset er fyldt med julekort og den slags, jeg er den eneste kunde, og postdamen, som kender mig og mit nomadeliv, smiler juleagtigt. »Jeg har endelig fået et brev«,” siger jeg. »Langvejs fra«. Jeg åbnede brevet, mens posthusets medarbejder så til, brevet var fra pigen Guado, elleve år, og forsynet med en tegning i ufatteligt blege farver; det var en lille trekantet plante, lavet med lineal. God jul og godt nytår med kuglepen og på fransk. Det er længe siden, jeg blev våd i øjnene, det var tegningen. Jeg delagtiggjorde postdamen, som også blev en smule rørt. Mit andet sponsorbarn hedder Fankibe og er efter beskrivelsen en sød og stille og nysgerrig dreng, hvis julehilsen og dertil hørende tegning ankom dagen efter. Her var tegningen en lille også farvebleg blomst. Jeg har fra Børnefonden modtaget flere rapporter om, hvordan de to børn trives, hvordan skolegangen går, og hvordan de hjælper til med daglige gøremål. For eksempel at sælge fisk. På landkortet kan man erfare, at Togo er et langt smalt land ved siden af Ghana, kyststrækningen er derefter. Aha, de bor ved kysten, de kan jo ikke sælge fisk langt inde i dette land? Togo er udkantsverden. At behæfte ’udkant’ på en del af Danmark eller for den sags skyld en del af verden forekommer mig at være en arrogant sprogblomst, det logisk nok forudsætter, at der eksisterer et midtpunkt, hvis beboeren har defineret det således. Jeg er af den mening, at beboerne for eksempel på Ærø opfatter København som Udkantsdanmark – længe leve relativitetsteorien. Jeg ringede Børnefonden op og spurgte, hvordan man sender gaver til Togo.
Det skulle ikke være gaver større end det, der kunne være i en A-4 kuvert – ellers kunne det se for spændende ud undervejs. Mine gaver kom frem, for jeg fik takkebreve skrevet i hånden og på fransk. Endda var de oversat i et medfølgende brev fra fonden. Meget tjekket. Det sker imidlertid, at Børnefonden af og til bliver mistænkeliggjort, og så – med indlysende mangelfuld research – kaster en dertil gearet del af presse og tv sig over fonden. Det er godt stof, hvis medierne som selvbestaltede moralens vogtere kan afsløre noget uregelmæssigt og helst noget fusk i hjælpearbejdet. Derom senere. I min lille udkantsby er der én legetøjsforretning og én boghandler. I legetøjsforretningen indviede jeg en ekspedient i mit ærinde. Gave til en pige på elleve år, gave til dreng på ti. Afrikanere. Mange forslag kom på bordet. Det er tankevækkende, hvorledes det personlige i et nok så beskedent engagement breder sig. Fra posthusets medarbejdere til ekspedienter i legetøjsbutik, boghandler og tilmed en smykkeforretning. Jeg fandt en gave til drengen, en oppustelig fodbold, en pumpe og et bælte og en elastik fra bælte til bold, så han kunne spille bold med sig selv. Det lå i en ret flad, meget passende æskestørrelse. I byens eneste smykkeforretning var der udsalg af hjemmelavede, kønne smykker. Her valgte jeg et halssmykke i flere etager til pigen og gik derefter til boghandleren og købte nogle farver, der virkelig gav farve fra sig. Flere måneder gik, og så fik jeg håndskrevne breve tilsendt.
