Når jeg ser ud over Politikens galleri af departementschefer i søndagsavisen, bliver jeg stolt og glad. Stolt over, at vi i det danske folkestyre har så dygtige embedsmænd, som i den grad forstår deres rolle som tjenere for folkestyret og som rådgivere for den til enhver tid siddende minister. Det må skyldes uvidenhed og mangel på egne politiske ideer, at oppositionen nu kaster sig over departementscheferne. Det er usselt, og det er farligt for folkestyret. For hvis tilliden til embedsmændene undergraves, ender vi i en bananstat, hvor den fornemme embedsmandstradition brydes. Så ender vi i et samfund, hvor enhver magthaver blot kan fyre embedsmændene og ansætte lige så mange politiske eftersnakkere, som hun har lyst til. Så er der ikke langt til, at også dommere bliver politisk udnævnt. Dermed ender vi i et juridisk galehus, hvor retten ophæves og vilkårligheden hærger, og hvem har egentlig glæde af det. I hvert fald ikke den til enhver tid siddende opposition i Folketinget, som med en sådan ordning vil få sværere ved at gøre et ministeransvar gældende. Dermed får vi et svækket Folketing og et svækket folkestyre. Hovedhjørnestenen i det danske folkestyre er jo netop, at ansvarsfordelingen mellem Folketing, ministerielle embedsmænd og minister er krystalklar. Det er den politiske leder, ministeren, der alene har ansvaret over for Folketinget. Det ansvar kan Folketinget gøre politisk gældende og/eller retligt gældende. Folketinget kan fyre en minister, og Folketinget kan rejse rigsretssag både mod siddende ministre og fyrede ministre. Ministeransvaret kan ingen minister under det bestående system smyge af sig med henvisning til, at en viceminister eller en embedsmand har ansvaret, Eller for at citere fra hovedværket om ministeransvar af nuværende højesteretsdommer Jens Peder Christensen: »Med magt må følge ansvar. Det ville være uacceptabelt, hvis landets øverste magthavere ikke kunne stilles til regnskab for deres handlinger«. Men det ansvar kan Folketinget jo kun gøre gældende, hvis det er helt utvivlsomt, at ordningen netop er således, at det er ministeren og ministeren alene, der har det fulde ansvar over for Folketinget. I mit lange liv har jeg kendt mange departementschefer og umådelig mange embedsmænd, og flere har jeg, selv embedsmand, naturligvis kendt rigtig godt. Mit første personlige møde med en departementschef var mødet med den navnkundige, nu afdøde Niels Madsen i Justitsministeriet. Jeg var ganske ung politifuldmægtig og medlem af politifuldmægtigforeningens bestyrelse. Vi bestyrelsesmedlemmer sad en sen nat efter en stor fest og talte med departementschefen. Vi spurgte meget frimodigt, og vi stillede mange politiske spørgsmål og spørgsmål om, hvad der i fremtiden ville komme af lovforslag på vort område. Det var under en socialdemokratisk ledet regering.
Jeg måtte allerede dengang beundre Niels Madsen for hans evne til ud på de små timer at svare venligt på vore spørgsmål, samtidig med at han i den grad forstod at bevæge sig uden om de politiske svar, uden at vi følte os snydt. Mødet gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg husker det nu snart 40 år efter. Der stod en respekt, og der var en aura om Niels Madsen, at jeg dengang syntes, at det at være departementschef måtte være noget af det største, en jurist kunne nå. Det synes jeg stadig. Senere iagttog jeg, hvordan f.eks. en ung embedsmand, der sad tæt på Hans Engell under udlændingeforhandlingerne i 1992, agerede. Man måtte da tro, at han var helt enig med Hans Engell. Men det var de juridiske svar, han afgav, når han blev spurgt. Fra det ene sekund til det andet sad jeg pludselig i opposition. Den unge embedsmand sad stadig tæt ved ministeren, der nu havde en anden udlændingepolitik end den forrige. Embedsmanden afgav stadig juridiske svar om, hvorvidt det ene og det andet var juridisk muligt. Han var lige så venlig som under den tidligere minister, men man var ikke et øjeblik i tvivl om, at det altså nu var en socialdemokratisk regering, som han bistod, og at jeg nu var oppositionspolitiker. Den unge mand er nu min departementschef, og jeg er vel vidende om, at han, selvom han lige nu er sat til at støtte min politik, dels bevarer tavshed om, hvordan det var at være departementschef under tidligere ministre, dels vil betjene kommende ministre lige så indsigtsfuldt og loyalt, som han lige nu betjener mig. Den ordning er juvelen i den danske embedsmandstradition. Indenrigsminister Thorkild Simonsen indså hurtigt, at skulle han have noget politisk igennem hos Venstres ordfører, så gjaldt det om at kunne forklare juraen. Thorkild Simonsen kunne finde på at ringe og sige: »Jeg kunne tænke mig, at vi gjorde sådan og sådan. Departementschefen ringer lige til dig og forklarer det juridiske«. Ministeren og jeg blev altid enige, og det skyldtes da også, at han var så klog, at han forstod, at jeg naturligvis ville kende de politiske konsekvenser, og at det var helt nødvendigt at have juraen på det rene for at kunne vurdere politikken. Departementschefen på sin side udlagde juridisk for mig den politiske dagsorden, som Thorkild Simonsen ønskede at følge. Som embedsmand har jeg selv fungeret i 37 år som politijurist under skiftende regeringer. I mange af årene var jeg samtidig medlem af Folketinget. Hos politiet administrerede jeg de love, jeg i Folketinget forsøgte at ændre. Og det har aldrig givet anledning til personlighedsspaltning. For danske embedsmænd er i den grad opdraget til at administrere efter loven og lovens hensigter og danske grundlæggende retsprincipper, uden skelen til hvilken regering der sidder ved roret. I Justitsministeriet har jeg som retsordfører i en menneskealder under skiftende regeringer kæmpet for at få Venstres politik igennem. Melodien i Justitsministeriet om respekten for grundloven og konventionerne har altid været den samme. Men at embedsmændene har forfulgt den til enhver tid siddende regerings mål, har naturligvis altid stået meget klart. Tænker man tilbage på Tvindloven, ser man et godt eksempel på, hvordan embedsmændene i det store notat til Folketinget på den ene side ærligt gjorde rede for de juridiske synspunkter om singulære love gennem tiderne og herunder loyalt refererede, at der indtil da ikke havde været højesteretsdomme, der havde underkendt Folketingets love som værende i strid med grundloven. På den anden side skrev Justitsministeriet i respekt for Retten med stort R – og helt usædvanligt med flammeskrift – at det måtte være forbundet med store retspolitiske betænkeligheder at gennemføre Tvindloven, der som bekendt i lovforslaget nævnte en række bestemte skoler, der blev unddraget den domstolsprøvelse, som er sikret i grundloven.
