Jeg gik i skole med en pige, der altid lugtede af tis. Og så var der en, der ikke måtte holde fødselsdag, fordi hun var Jehovas vidne. Og en, der nogle gange ikke kom i skole, fordi han boede på en gård alene med sin mor og sine søskende og skulle hjælpe til. Der var også en pige, hvis familie var sigøjnere, og de forsvandt fra tid til anden. Og så var der klassens dygtigste, som aldrig var med til noget, fordi hun læste, en anden, hvis mor indimellem fik nogle på lampen, og en dreng, hvis storebror vistnok havde ballade med politiet. Og så var der nogen, der var spejdere, og nogen, der gik til gymnastik. Så vidt jeg husker, havde vi ingen problemer med at definere os selv som a-sporet på vores årgang. Vi var, trods vore kolossale forskelligheder, en enhed. Vores egen 26 mand store udgave af en flok unge danskere. Jeg synes, det går stærkt for tiden i mit hoved. Det handler om mit forhold til mit fædreland. Jeg helliger mig min daglige avislæsning, radioavis-lytning og tv-avis-kiggen og pejler efter nye bøjer at klamre mig til her midt mellem Øresund og Nordsøen. Jeg tror, jeg sammen med mange andre danskere oplever den største nationale identitetskrise i årtier. Hvad er vi for nogle? Det føles, som om vi for et øjeblik siden havde nogenlunde fod på det. Noget med dansk design og H.C. Andersen og velfærdssystem og højskolesangbogen. Ja, det vil altså sige for nogle. For andre måske mere noget med damehåndbold og kolonihavehuse og Shu-bi-dua ... øh ... ja, og så for nogle noget med frisind og foreningsvirksomhed og landbrug og vikinger - men var sidstnævnte i virkeligheden ikke noget, der kom nordfra og blev en del af os? Jeg hører i november mig selv sige til mine børn, at det der med halloween, det kan de godt droppe! Jeg gider ikke stille op til 'trick or treat' og udklædning mere end en gang om året. Og i øvrigt er det slet ikke en dansk tradition - det er noget, BR-legetøj har importeret fra Amerika for at få nogle flere skejser i kassen, siger jeg. Og vi har jo fastelavn, fortsætter jeg og tænker på en bekendt, der bor i Frankrig og har bakset en tønde med kølle ind som håndbagage i et SAS-fly til nogles store forundring, hvortil han smilende forklarede, at hans børn jo ikke skulle gå glip af det, bare fordi de boede i Frankrig. Men hvorfor er det mere dansk, spørger min børn? Øh jo ... en gammel nordisk ting. Men hvad med påskekyllinger og påskeæg - hvad har det med Jesu død og korsfæstelse at gøre? Og var han overhovedet dansk - Jesus? Og hvad med juletræet? Blev helt glad og kunne uden tøven svare, at det kom fra Tyskland! Godt. Stadig frustreret over det der med halloween siger et af mine børn: »Hvor lang tid varer det så, før halloween bliver dansk?«. Tilbage i nutiden går jeg i forbindelse med noget arbejde på nettet og kigger på vores kanon. Har jo fulgt lidt med, men ikke set på den i nærbillede. Gennemgår musikken og bliver allerede efter kort tid småvranten. Hvorfor har de valgt 'Supertanker' af Kliché og ikke 'Okay Okay Boys', som efter min mening var bedre. Og hvor er Eik Skalø og 'Storkespringvandet' og Osvald Helmuth og 'Hinkeruder på motorvejen' af Søren Kragh-Jacobsen - 'Mona, Mona, Mona' mand! Og det der Sebastian-album genhørte jeg for nylig og konstaterede, at det for mig ikke var langtidsholdbart. Og undskyld mig, men hvorfor to dogmefilm, når man nu kun kunne vælge tolv film i alt? Og er 'Breaking the Waves' ikke et større Trier-værk? Det er min kultur, men det er ikke min kanon. Og ja, ja - jeg ved godt, at Brian M. har sagt, at det bare skal tjene som inspiration, og så var der lige den der fortalelse på et landsmøde, men man må da sandelig håbe, at det virkelig vedbliver at tjene til inspiration og ikke som - kanon. Slår det op. Kanon; en regel, en rettesnor, en forskrift. Den samling af skrifter i Bibelen, der anses for at være ægte. Ophøjet til helgen. Erklæret for mønstergyldig. Og så er der selvfølgelig den mulighed, at det er tænkt i musikalsk kontekst; at synge i kanon. Hvad er kultur? Det er en veninde, der spørger. Cultura, tænker jeg, altså yoghurten, øhm bøm noget med at dyrke. Er jo et billedmenneske og ser straks for mit indre blik ned gennem optikken på et mikroskop. En bakterie, den dyrkes og vokser og bliver til en bakteriekultur. Kultur er noget, der vokser ud af noget og bliver til flere og noget andet, end det det oprindeligt var. Aha. Kultur er altså ikke en statisk størrelse. Det er noget, der forandrer sig, formerer sig. Hvordan stopper det mon? Vel ved at man stopper processen. Fryser det ned. Fastholder formen. Og med hvilket formål gør man det? Jo, så kan man tage det frem og se, hvordan det var. Hvordan det var. For det er allerede blevet datid. Det har stået stille, mens alt andet har flyttet sig. Som verden gør, og uret gør og naturen gør. Man kan også tage det frem og tø det op og dyrke videre på det. En Hammershøi er en Hammershøi, men den ville ikke have nogen værdi for nutiden, hvis den stod i kælderen på Statens Museum for Kunst og ikke blev oplevet og fortolket og dyrket i den nutidige museumsgængers hoved. En Hammershøi er en bakterie. Et juletræ er en bakterie. Oldtidens billedsymbolik var en bakterie, der parrede sig med kristendommen på Jellingestenen. Halloween er i hvert fald en bakterie. Kultur er noget, der flytter sig. Hvis det ikke flytter sig, har det ingen værdi. I fredags stod jeg på en skole på Vesterbro, en af de skoler, hvor 90 procent af eleverne har anden etnisk oprindelse end dansk, og holdt et foredrag om min film '1:1'. Jeg fik en kommentar til en scene fra 16-årige Mohammed, der hævdede, at det er helt urealistisk, at Shadi (filmens hovedperson) ikke griber ind, når han ser sin tørklædeklædte søster sidde og pjatte med en dansk dreng. »Hvorfor?«, spurgte jeg. »Fordi det er vores kultur«, svarede han. Jeg kunne mærke, at noget inde i mit hoved rykkede, nogle klodser, der længe havde stået i spænd, forskubbede sig. »Nej!«, svarede jeg. »Det er din kultur. Alle mennesker er forskellige. Danskere er forskellige, kristne er forskellige, muslimer er forskellige, uanset hvilken kultur man tilhører, er man først og fremmest et menneske. Shadi er sin egen, forskellig fra sin bror og en dreng, der lige der tænker: »Jeg orker ikke at blande mig, selv om nogle vil forvente det af mig«, »og«, tilføjede jeg, »han er også begyndt at spørge sig selv, med hvilken ret han ville gøre det«. Mohammed tav for en stund, men det gjorde en af hans kvindelige klassekammerater ikke. Hun vendte sig rasende mod ham og hævdede, at han var en dårlig muslim, og at Koranen siger, at piger og drenge er lige. Det kom der en livlig debat ud af. Bakteriekoloni. Kultur. Jeg opfatter i mylderet en dreng, der lavmælt om Shadi siger, at han er »for integreret«. Han er for integreret! Der er noget med det der møde mellem ordene integration og kultur. Klodserne knager. Spiser frokost med en ven. Han siger noget klogt, som jeg slet ikke har reflekteret over. At danskerne og vores politikere i øjeblikket fokuserer helt forkert. At det er et sekundært problem, hvordan Danmark aktuelt opfattes i udlandet, og at der er alt for få, især politikere, der lige nu taler om det væsentligste, og det, vi kan gøre noget ved: integration. Har det skidt med det ord, det er på en måde blevet synonymt med i videst muligt omfang at lave nogen om. Og dødssygt nederlag. Men jeg ved jo godt, hvad han mener. Vi taler om, hvordan det kan være, at det er så almen en viden, at man kan emigrere til USA, med det samme føle sig som og kalde sig amerikaner og begynde at drømme om at blive præsident. Vi taler om, at det for os er uigennemskueligt, hvornår man som nytilflytter i Danmark kan gøre det samme. Han sender senere samme dag en mail, hvor han formulerer et forslag til nogle konkrete spørgsmål, som han gerne så besvaret af politikere og borgere i Danmark. Han opfordrer mig til at redigere i dem. De første lyder sådan her: »I) Hvad er målet for god integration inden for: 1. Beskæftigelse? 2. Uddannelse? 3. Danskkundskaber? 4. Fælles kulturel referenceramme? 5. Respekt for andres kulturelle egenart ?(går begge veje)« Hm. Jeg mærker, at jeg især har problemer med I4 og I5. Det der med kultur og integration igen. Forlader det et øjeblik, sætter mig ind og ser tv, min daglige dosis, deriblandt DR 2's '2. sektion', som har Kåre Bluitgen (ham med bogen, hvis tegner ikke ville krediteres) og Lars Olsen ('Det delte Danmark') i studiet. De bor begge på Nørrebro og præsenteres som 'nørrebrodrenge'. De er begge blevet. Kåre Bluitgen arbejder i skolebestyrelsen, hans børn har gået i folkeskole med overvægt af tosprogede børn, og jeg får respekt for manden, som siger, at han jo ikke kan sidde i en villa i Gentofte og tale om integrationsproblemer. Begge gæsters pointe er, at man i al post-Muhammed-politisk debat svigter substansen, det konkrete; integrationen. Retter mig op i sofaen og spidser ører. De taler om ghettoisering. Om at Danmark kan ende med at blive delt op i helt isolerede enklaver side om side. Jeg nikker og tænker på, at mine to mindste forlod deres frederiksbergske børnehave samtidig med fire andre fra stuen. De tre kom på privatskole med børn af familier, der ligner deres egne. Men så når nørrebrodrengene til konklusionen. Begge, især Bluitgen, argumenterer for, at man i alt for lang tid ikke har villet indregne den kulturelle faktor! Sidder og plirrer lidt med øjnene. Nu rykker et par klodser på plads. Klonk. Det passer ikke! Vi har i alt for lang tid tillagt den kulturelle faktor alt for stor betydning. Mohammed fra skolen på Vesterbro har fået sit argument om 'vores kultur' serveret på et sølvfad af pædagoger, socialarbejdere, lærere, politikere og medier hele vejen op gennem sin skoletid. Og hvad har han mon lært af kanon? Vel at der findes noget, der hedder kanon. Noget 'ægte', noget 'ufravigeligt', en 'rettesnor', og at det er kultur. Og da han, af naturlige årsager, vel ikke oplever at genkende sig selv i den officielle kanon, trods det at han er født her, insisterer han og hans venner på, at de har deres egen. Og nu synes to kloge mænd, at han skal have carte blanche til at fortsætte sin kanonisering. For integrationens skyld. For det går vel begge veje? Skelnen mellem forskellige befolkningsgrupper med henvisning til kultur er afdemokratiserende. Vi ved det godt. Vi har set striben af særlove, der de seneste år er blevet indført i forbindelse med regulering og kontrol af kulturel adfærd. Danske borgeres ægteskaber. Da var der nogen, der kom op af stolene, fordi en dansker, altså en, der har danske aner flere generationer tilbage, pludselig ikke uden videre kunne flytte tilbage til Danmark med en ægtefælle, vedkommende havde mødt under ophold i udlandet. Tragisk bliver denne leflen for kultur, når man undlader at tvangsfjerne børn fra familier med henvisning til den pågældende families særlige kulturelle baggrund. Racistisk bliver den, når medier igen og igen, som om det var en pointe, bruger betegnelser som 2.g'ere og nydanskere, vel vidende at de omtalte jo netop er født her og formodentlig er danske statsborgere. Latterlig bliver den, når nogle hævder, at vi lader os tyrannisere ved at indføre halalslagtet kød på menuen i skolekantinerne og ikke tvinger medisteren ned i halsen på børn med muslimsk baggrund. Så kan de lære det, ka' de, mens vi går på kurser i finere italiensk madlavning, spiser sushi i dyre domme og pizza om fredagen til Disney-sjov. Fuck kultur! Vi lever alle under den samme grundlov. Og der har til alle tider været grupper i samfundet, som har afsondret sig - Jehovas vidner, mormoner, fiskere i Hanstholm, christianitter, Tvind, rockere, fortsæt selv. Mine forældre blev skilt og så ikke hinanden i 16 år. Kom ikke og belær mig om at være splittet mellem to kulturer! Vi har alle sammen mærkelige historier. Og vi har alle nødvendige kampe. Og værdier, vi værner særligt om. Ved at tillægge den kulturelle faktor politisk betydning tillader vi os selv som borgere og samfund at ignorere det faktum, at den dårligst stillede gruppe til enhver tid har lidt af lavt selvværd, mangel på horisont, følelse af fastlåsthed, deraf psykiske spændinger og deraf høj voldelighed. Gider ikke snakke om kultur. I hvert fald ikke i en kontekst, hvor det skal tjene til at sætte skel. Hvis vi gør kultur til noget ophøjet og uantasteligt i en politisk sammenhæng, synger vi med i det kor, der gør det muligt for Dansk Folkeparti i tide og utide at definere, hvad der er dansk og - især - udansk. Jeg vil ikke være med til det. Jeg vil ikke være med til, at nogen, hverken Brian, Pia eller Muhammed, sætter sig på min kultur. Eller nogen andres. De stiller den ned i kælderen. De fryser den. De forhindrer den i at udvikle sig. De tømmer den for værdi. De forhindrer integration. Skal vi ikke beskæftige os med og respektere hinandens kultur så? Jo, da. Det gør nysgerrige mennesker. Mennesker, hvis egen kultur ikke er frosset. Mennesker, som har tillid til, at det at være nysgerrig og modtagelig ikke er det samme som at blive omvendt. Det bliver nødt til at hedde sig, at vores fælles referenceramme er demokrati, og at det, vi respekterer, er den danske grundlov. Nichts weiter, som min far ville have sagt. Fuck kultur, gentager jeg nærmest befriet og tænker igen på min klasse. Der var ingen nye danskere. Selv sigøjnerens familie havde været her i et par generationer. Men en ting er sikkert: Jeg priser mig lykkelig for, at vi aldrig blev sat i en situation, hvor vi sammen endegyldigt skulle definere, hvad dansk kultur er for en størrelse. Vi var aldrig blevet enige! Jeg vil fortsætte med at forbeholde mig retten til ikke at gide halloween. Og jeg tænker videre over spørgsmålene, som skal stilles. Hvad angår I4, ser det sådan her ud: 4. fælles kulturel referenceramme.