Offentlig værdighed

Hvad sømmer sig for en præst, en dommer og en borgmester?

Kroniken
FOR ABONNENTER

Hvad sømmer sig for en præst, en dommer og en borgmester? Ikke for meget rødvin på det offentliges regning, er der noget, der tyder på. Men hvornår går en offentligt ansat for vidt, og hvornår er borgerne hysteriske? En jurist fra Forsvarsministeriet diskuterer ret og rimeligt.

Beskyldningerne mod Farums borgmester, Peter Brixtofte, om magtmisbrug og dyre restaurantbesøg på kommunens regning dominerer i disse dage medierne. Borgmesterposten er i fare, da lovgivningen stiller et særligt værdighedskrav til personer i offentlig tjeneste. Er det rimeligt? Ja, men kravets indhold skal til stadighed diskuteres. Næsten dagligt har aviserne historier om politikere eller offentligt ansatte, der har overtrådt juridiske eller moralske og etiske normer.

Det er godt stof. Ikke kun fordi det ofte er sensationelle og saftige historier, men også fordi de viser de pågældende fra en anden side end den, vi umiddelbart forventer. Frem for alt giver historierne stof til eftertanke, for hvilke krav kan vi med rette stille til personer i magtens centrum?

I den juridiske litteratur samles disse krav i et ord: decorum . Ordet er latinsk og betyder sømmelighed. Populært sagt betyder det, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er andre udtryk for det samme.

Kravet er ikke af nyere dato. De bevingede ord om, at der følger ansvar og forpligtelser med 'de gyldne kæder', tillægges søhelten Herluf Trolle i 1565. Et egentligt værdighedskrav for offentligt ansatte lovfæstedes først i Christian V's Danske Lov fra 1683, hvor flere bestemmelser krævede, at statens tjenere var »gode, uberygtede og oprigtige mænd«. Dette gjaldt især præster, lærere og dommere, det vil sige personer, for hvem deres beskæftigelse typisk også var et kald.

Dengang blev øvrighedspersoner opfattet som forbilleder for andre, og det var derfor vigtigt, at de værnede om deres gode navn og rygte. I dag fremgår decorumkravet af tjenestemandslovens paragraf 10: »Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver«. I praksis gælder bestemmelsen også for andre offentligt ansatte end tjenestemænd. Kravet til politikere er derimod lidt lempeligere, idet disse blot »ikke må være straffet for handlinger, der i almindeligt omdømme gør dem uværdige«. Det forudsættes således, at den demokratiske proces sikrer, at kun de politikere, som folk har tillid til, vælges.

Men hvad ligger der egentlig i disse værdighedskrav? Formuleringerne forekommer umiddelbart vage og uden gennemslagskraft. Det er dog ikke tilfældet. Tværtimod. Bestemmelserne er af stor praktisk betydning for alle i offentlig tjeneste og hverv. Juridisk set er der tale om en såkaldt retsstandard, som i hvert enkelt tilfælde skal fast- lægges og gives indhold. Lovgiver har fundet det umuligt i en enkelt paragraf mere præcist at udtrykke, hvordan en person i offentlig tjeneste skal opføre sig.

Alligevel står man ikke på bar bund, når man skal finde ud af, hvad decorumkravet dækker over. Retspraksis og den juridiske litteratur har opstillet en række kriterier for, hvad der særligt skal lægges vægt på. Af betydning er tidspunktet og stedet for den offentligt ansattes handling. Endvidere har det offentlige moralkodeks indflydelse, og endelig afhænger kravet af, hvilken stilling den pågældende bestrider. For at tage det sidste først; også i dag kræves der mere af nogle personalegrupper end af andre. Jo højere stilling, der er tale om, og jo større ansvar over for andre menneskers ve og vel, desto mere uangribelig skal den pågældendes vandel som hovedregel være.

Pointen er, at der i omgivelserne lægges mere mærke til, hvad eksempelvis en højesteretsdommer eller som nu en borgmester foretager sig, end hvad en kontorassistent gør. I takt med den større bevågenhed skærpes kravene altså til de pågældende. I dag bliver tendensen desuden forstærket af den intense mediedækning. Endelig følger det i sagens natur, at nogle personer, f.eks. en politibetjent, som repræsentant for lov og orden, alene i kraft af jobbet må være mere påpasselig end andre. Desuden har tidspunktet betydning for, hvordan værdighedskravet fortolkes. Generelt blev reglen tidligere fortolket strengere end i dag. I tiden omkring Anden Verdenskrig kunne skolelærere således blive afskediget, hvis de havde været deres ægtefæller utro. Men ikke nok med det. Skoleinspektør Inger Merete Nordentoft vakte på dette tidspunkt røre i politiske og kirkelige kredse, fordi hun fødte et barn uden for ægteskab. I dag hører sådanne historier fortiden til. Heldigvis.

Vurderingen af en offentligt ansats opførsel er endvidere afhængig af det sted, hvor sagen foregår. Der kan således være forskel på, hvilken rolle og hvilken grad af synlighed en offentligt ansat har, afhængig af om en storby eller et mindre samfund på landet er centrum for begivenhederne. I praksis indebærer det, at der i visse tilfælde kan stilles større krav til f.eks. en præst på landet end i storbyen.
Endelig har det offentlige moralkodeks en væsentlig betydning for, hvad en offentligt ansat kan tillade sig. Et godt eksempel er spirituskørsel, som de fleste i dag anser for uansvarligt og uacceptabelt. Men sådan har det ikke altid været. Man skal ikke mere end et par årtier tilbage, før samfundets holdning til denne lovovertrædelse var anderledes end i dag. I 1972 sagde ombudsmanden således god for, at spirituskørsel ikke skulle have ansættelsesmæssige konsekvenser for en præst. Sæder mildnes ikke altid.

Nogen entydig størrelse er decorumkravet altså ikke. Reglen er flydende og dynamisk, fordi den konkrete sags udfald afhænger af forskellige forhold i samfundet og i tidsånden. De ansættelsesmæssige reaktioner er dog anderledes håndfaste og entydige, hvis kravet ikke opfyldes: En advarsel, en bøde eller i sidste instans afskedigelse er blandt konsekvenserne. Jo alvorligere overtrædelse, desto mere indgribende bliver sanktionen.

Afgørende for, om værdighedskravet er tilsidesat, er, om den offentligt ansattes opførsel eller handlinger vurderes at have en relation til eller betydning for jobbet. Er dette ikke tilfældet, finder reglen ikke anvendelse. Offentligt ansatte skal ikke være dydsmønstre, og kravet er ikke udtryk for en løftet moralsk pegefinger. Trods 'political correctness' og en generelt øget interesse for moralske og etiske spørgsmål virker værdighedskravet formentlig gammeldags og forældet på de fleste. Er det rimeligt, at en offentligt ansat ikke må opføre sig efter sin lyst eller samvittighed? Er decorumkravet ikke snarere udtryk for en utidig snagen i andres ofte private gøremål? Det kan man mene, men baggrunden for reglen er hverken utidssvarende, urimelig eller irrelevant. I realiteten skyldes kravet, at en offentligt ansat skal være egnet og kvalificeret til at bestride sin stilling. Og det skal omverdenen også have tillid til, da den offentligt ansatte ellers ikke kan optræde med fornøden autoritet i jobbet.

Tanken er, at agtelse og tillid til den enkelte offentligt ansatte også er forudsætningen for, at den offentlige administration nyder en vis respekt i befolkningen. Det er nødvendigt, fordi den offentlige forvaltning hver dag træffer afgørelser, der har betydning for landets borgere.
I praksis får værdighedskravet betydning i mange forskellige situationer og således ikke blot i sager om druk og hor, selvom medierne på grund af den umiddelbare underholdningsværdi mest fokuserer herpå. Det er umuligt, at skrive en facitliste over, hvornår værdighedskravet ikke er opfyldt, men både opdigtede eksempler og sager fra det virkelige liv er illustrative og giver indtryk af retstilstanden.

Typisk vedrører decorumkravet offentligt ansattes strafbare handlinger, der begås på arbejdet eller i fritiden. Værst er det, hvis ulovligheden sker på arbejdet, f.eks. hvis den ansatte stjæler af kassen, fordi det dermed er åbenbart, at den pågældende ikke er egnet til sit job. Men også en dom for berigelseskriminalitet, der er begået uden for tjenesten, er i praksis uforeneligt med ansættelse i job, hvor man er betroet andres ting, f.eks. som postbud. Arbejdsgiveren er derfor berettiget til at vurdere, om der er risiko for, at den ansatte vil misbruge sin stilling.

Overtrædelse af moralske normer var i gamle dage værdighedskravets kerneområde. I dag får moralske forhold kun betydning, hvis den offentligt ansatte udfører en særlig funktion, bestrider en høj stilling, eller hvis der i øvrigt er specielle forhold i sagen. Fra medierne kendes den meget omtalte historie om en kvindelig garder, som i sin fritid drev escortvirksomhed. Det ville også virke stødende, hvis en præst mødte spirituspåvirket op til en begravelse. Et tredje eksempel er en chefs sexchikane af sin sekretær. Det giver sig selv, at sådanne situationer kan få ansættelsesmæssige konsekvenser. Desuden kan en ansats etikette - eller mangel på samme - medføre sanktioner, f.eks. har ombudsmanden behandlet en sag, hvor en overlæge opførte sig nedladende over for sine kollegaer og patienter. En anden sag drejede sig om en organist, som under en gudstjeneste rakte tunge ad præsten.

Også andet end strafbare og moralsk problematiske forhold kan udelukke offentlig ansættelse, hvis der ved den pågældendes person er omstændigheder, der på en eller anden måde forringer omgivelsernes agtelse og tillid. Hertil hører bl.a. en ansats evt. bibeskæftigelse og situationer, der minder om bestikkelse mv. Man taler om, at offentligt ansatte skal have 'rene hænder', således at de træffer rigtige (det vil sige lovlige) og uvildige afgørelser. Derfor kan det være problematisk - også i forhold til reglerne om inhabilitet - hvis f.eks. en ansat i en skatteforvaltning i sin fritid driver revisionsvirksomhed. Den omstændighed, at en offentligt ansat har store økonomiske problemer i sit privatliv, kan også svække en persons agtelse og tillid, især hvis det drejer sig om et lille lokalsamfund, hvor den pågældende indtager en fremtrædende position.

I sjældne tilfælde kan en offentligt ansats opførsel være af en art, som diskvalificerer den pågældende i stillingen, fordi vedkommendes handlemåde i sagens natur ikke kan forenes med stillingen. Fra ombudsmandspraksis kan nævnes en præst, der i sin fritid var åndelig leder af en særlig kreds, hvor han opfordrede deltagerne til at bryde med deres familier. En lignende uhensigtsmæssig situation vil være, hvis en ansat i politiet har tætte kontakter til personer i et kriminelt miljø, især hvis den pågældende i den forbindelse også modtager gaver af en vis økonomisk værdi.

I de fleste tilfælde kommer decorumkravet på tale, når den offentligt ansatte selv har trådt ved siden af, men kravet gælder efter omstændighederne også for den nærmeste familie eller omgangskreds. For et par år siden skrev en avis eksempelvis om, at en præst var blevet suspenderet, fordi dennes registrerede partner havde forgrebet sig på en konfirmand i præstegården.

Et interessant spørgsmål er, om en offentligt ansat egentlig kan bebrejdes, at vedkommende ikke er værdig til sit job. Spørgsmålet er især relevant, fordi manglende decorum teoretisk set er en tjenesteforseelse, hvilket forudsætter, at den pågældende skal have villet den handling eller opførsel, der udelukker en tilfredsstillende varetagelse af stillingen. Med et juridisk udtryk skal der foreligge tilregnelse hos den ansatte. Men kan man som offentligt ansat altid gøre for, hvis man ikke nyder andres respekt og tillid? Manglende respekt kan jo opstå af forskellige årsager, og nogle kan være uforskyldte. Et diskutabelt eksempel er alkoholproblemer eller andre former for misbrug, der nedsætter en offentligt ansats værdighed, for kan det nødvendigvis tilregnes den pågældende? - Og man kunne forestille sig andre lignende situationer, hvor graden af den viljesbestemte adfærd er tvivlsom.

På den anden side er de fleste nok enige om, at det virker uheldigt, hvis f.eks. en dommer møder i retten medbringende poser med klirrende ølflasker. Derfor har ombudsmanden knæsat et princip: Hvis det er usikkert, om en ansats opførsel eller handling, der for så vidt udgør en tjenesteforseelse, kan bebrejdes den pågældende, kan vedkommende afskediges, hvis personen findes uegnet til stillingen. For politikere er spørgsmålet om tilregnelse i denne henseende ikke afgørende, da det springende punkt er, om vedkommende er straffet for den pågældende handling eller ej.

Udfaldet af sager, hvori spørgsmål om decorum indgår, er næsten aldrig givet på forhånd. Dels fordi værdighedsreglen er en retsstandard, dels fordi individuelle og personlige forhold skal tillægges vægt, når afgørelserne træffes. I hver sag skal der foretages en konkret vurdering, således at sagen hviler på et sagligt grundlag. Hvad der i den forbindelse må anses for sagligt, er dog ikke så ligetil. Kan man eksempelvis på objektivt grundlag argumentere for de undertiden moralsk begrundede vurderinger af, om decorumkravet er opfyldt eller ej? Og kan man altid med den fornødne sikkerhed bedømme, om en offentligt ansat nyder omgivelsernes agtelse og tillid? Det kan være vanskeligt.

Ofte vil der opstå krydsende hensyn, hvor forskellige kriterier skal afvejes over for hinanden. Med i billedet hører også, at den enkelte offentligt ansatte skal have mulighed for at føre et normalt liv ved siden af arbejdet.
Det er ikke kun i Danmark, at historier om koblingen mellem offentligt ansattes embedsførelse og deres nuværende eller tidligere privatliv giver anledning til overskrifter. Tænk blot på mediernes intense dækning af tidligere præsident Clintons affære med sin praktikant Monica Lewinsky. Mediernes interesse i disse personsager legitimeres ofte under henvisning til, at befolkningen har ret til at få kendskab til selv intime detaljer om de pågældendes privatliv. Desværre har især den udenlandske mediedækning til tider mere karakter af personforfølgelse, der kan opfattes som urimelig og uden relevans for vurderingen af, hvordan de pågældende forvalter deres embede.

Ofte kan man med god ret diskutere, hvor meget de bør finde sig i. Som bekendt er der i Danmark tradition for en gentleman-agreement , som indebærer, at private forhold, herunder skandalehistorierne, ikke formidles, hvis de ikke har nogen forbindelse til de pågældendes offentlige virke. I den forstand er det medierne, der her og nu bestemmer indholdet af decorum. Offentligheden bliver først senere bekendt med historierne ved udgivelsen af f.eks. politiske biografier, som fra tid til anden ikke kun afslører de 'offentlige' hemmeligheder.

Uanset hvad man måtte mene herom, har personer i offentlige stillinger fået magt og indflydelse i kraft af et folkeligt mandat. For de folkevalgte er det sket ved, at den enkelte vælger har sat sit kryds ud for en bestemt politiker eller parti, mens det for de offentligt ansatte - lidt mere indirekte - er sket via den enkelte skatteyders bidrag til de offentligt ansattes lønninger. Til gengæld for det tildelte hverv har mange en forventning om, at embedet forvaltes ordentligt og retfærdigt af mennesker, som de kan have respekt for og tillid til. Erfaringen viser, at en forudsætning herfor er, at offentligt ansatte i vid forstand opfører sig, som det sig hør og bør.

Det gælder i embeds medfør, men også i et vist omfang som privatpersoner. Der er gode grunde til, at dansk ret igennem mere end tre århundreder har stillet værdighedskrav til personer i offentlig tjeneste og hverv. Det hindrer dog ikke, at det nærmere indhold af kravet til stadighed kan - og skal - diskuteres. Medierne bidrager til debatten ved at formidle nogle ofte saftige historier om druk, hor og pengegriskhed.

Sagen om Farums borgmester Peter Brixtofte er således blot den seneste i rækken af skandalehistorier, som de færreste vel kan afvise at følge bare en smule med i. De fleste mennesker har nemlig en mening om decorum - og dermed om, hvad der er ret og rimeligt i et demokratisk retssamfund.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce