Omsider skete det: Familie- og arbejdslivskommissionen fik fremsat de forslag, man har arbejdet med i godt halvandet år.

Der er tale om ikke færre end 31 forslag, som af indlysende grunde er formuleret som ... netop forslag med formuleringen ’man bør’. Sådan må det være, for kommissionens opgave har, når alt kommer til alt, dybest set været umulig: Der stilles forslag, som er forbundet med store økonomiske udskrivninger for staten – udskrivninger, som staten næppe er indstillet på. Andre forslag kræver stor fleksibilitet, økonomi og imødekommenhed fra erhvervslivets side, hvilket man med den nuværende beskæftigelse kan have svært ved at tro på. Endelig forudsætter en række af forslagene, at forældrene træffer nogle skarpe valg mellem arbejdsliv og forældreskab, valg, som mange forældre har svært at ved træffe, fordi dilemmaet mellem arbejdsliv og forældreskab er så vanskeligt at opløse. Afsættet for kommissionens arbejde har netop været, at småbørnsfamiliens største problem er manglen på tid. At man har svært ved at få familien til at hænge sammen på grund af det tidspres, som især det omfattende udearbejde lægger på forældrene. Og det lyder da ofte, at ‘det er arbejdets skyld’, når der skal gives en forklaring på, at mange forældre har svært ved at finde tiden til samvær med børnene, uanset om forældrene har et arbejde, der er fysisk belastende og rutinepræget, eller om deres arbejde er mere lyst- og karrierebetonet. Der er ingen tvivl om, at danske forældre – ikke mindst småbørnsforældrene – arbejder meget, ja, vi er faktisk tæt på en verdensrekord i så henseende: 95 procent af småbørnsfædrene og 75 procent af småbørnsmødrene arbejder mere end 35 timer om ugen! Når man lægger transporttiden oveni, bliver den tid, forældrene tilbringer uden for eget hjem, ganske omfattende. Nogle konkrete forslag fra Familie- og arbejdslivskommissionen kan måske gøre dilemmaet mellem arbejdsliv og familieliv mindre? Det foreslås således, at hjemmeserviceordningen gøres mere tilgængelig for børnefamilierne. På denne måde skulle man da kunne betale sig fra at få udført alle de praktiske opgaver i hjemmet, lige fra rengøring til havearbejde. Man kan her ane en hidtil uset kommercialisering af familieopgaverne, der overfladisk set er en god ide, men kun også overfladisk. Problemet er nemlig, at hvis vi fjerner de praktiske gøremål, så tømmer vi familien for funktioner. I stedet kan vi bruge tiden til brætspil og hygge os. Men især de mindre børn betragter ikke rengøring og madlavning som hårdt slavearbejde. Tværtimod vil de gerne være med, og problemet er, hvordan vi inddrager børnene i et forpligtende samvær i familien, når alle forpligtelserne i det familiemæssige samvær er væk og erstattet af underholdning og hygge? Sammenhængskraften i familien kommer ikke gennem mere underholdning, men styrkes gennem et forpligtende fællesskab. Dilemmaet mellem arbejdsliv og forældreskab kan ifølge kommissionen også søges ophævet gennem mere fleksibilitet i arbejdet. Det kan f.eks. være ved, at en eller begge forældre arbejder fra hjemmet. Den mulighed benytter cirka 300.000 danskere sig af. Her får medarbejderne mulighed for at arbejde på de tidspunkter, der passer dem i forhold til deres familieliv, ligesom transporttiden reduceres eller helt forsvinder. Ideelt set giver det bedre tid til familie og fritidslivet. Virksomhederne er tilfredse med denne løsning, idet man kan spore en produktivitetsforøgelse, når folk arbejder hjemme, og man har nemmere ved at holde på medarbejderne, når de har mulighed for at arbejde hjemme. Men der er nogle ’bagsider af medaljen’. For det første forudsætter brugen af hjemmearbejdspladser, at medarbejderne kan arbejde meget struktureret og selvstændigt. Der er ingen, der fortæller dem, hvad de skal lave og hvornår, og der er ingen fast arbejdstid. Derfor er det også nødvendigt at vise en højere grad af selvstændigt initiativ og stram strukturering af arbejdstiden. Selv om man ikke er fysisk til stede på en arbejdsplads, skal det være tydeligt, at man får noget fra hånden. Og hjemmearbejdspladserne betyder ofte en længere arbejdstid, for nu kan man stå til rådighed det meste af døgnet, og det kan skabe stress. Socialforskningsinstituttets undersøgelser viser blandt andet, at de, der har fleksible arbejdstider, som regel arbejder mere end dem, som ikke har, fordi de føler ansvar og arbejder, til opgaven er løst. Når vi ved, hvor stor betydning en arbejdsplads kan have for den enkeltes sociale liv og identitet, er det klart, at hjemmearbejde indebærer risiko for en følelse af social isolation. Endelig er det ikke sikkert, at de børn, der er hjemme, mens mor eller far arbejder, vil opleve forældrene som særligt nærværende. De vil måske opleve at blive skubbet til side, for: ’Mor skal være færdig!’ Et tredje forslag fra kommissionen er dels en ret til frihed på barnets første sygedag for alle lønmodtagere samt flere omsorgsdage. Et godt og positivt forslag, som bl.a. Børnerådet uden held stillede for år tilbage. Der er hver dag børn, som oplever, at forældrene har svært ved at passe dem, hvis de er syge. De oplever, at forældrene skændes om, ’hvis tur det er’. Og vi ved jo, at børn er loyale over for deres forældre og tilpasser sig de vilkår, de nu engang lever under. Man kunne derfor lidt polemisk stille spørgsmålet, hvorvidt det er rimeligt, at børn skal være solidariske med forældrene og arbejdsmarkedet og ikke omvendt? Om det rimelige i, at der er børn, som må opleve sig værende et pasningsproblem? Der er børn, som ligger syge med opfattelsen af, at det er vigtigere for forældrene at kunne møde på arbejde end at være sammen med barnet under sygdommen. Der er tilsyneladende noget, der er vigtigere end at få lov til at blive helt frisk, før man bliver sendt i skole eller børnehave. Samfundet, forvaltet ved arbejdsmarkedet og politikerne, har her et indlysende ansvar. Men også forældre skal kigge indad og vurdere, om det ikke skulle være muligt af og til at holde fri med børnene. Det er muligt, at flere omsorgsdage kan afhjælpe noget af dette dilemma, men langtfra sikkert, for hver gang man er væk fra arbejdet, mister man jo noget, der skal følges op på, når man vender tilbage. Det er naturligvis fint med flere omsorgsdage, og dybest set er to stadig for lidt, men måske fortsætter skænderierne, for nu er der flere dage at skændes om, fordi både mor og far gerne vil passe deres arbejde! Man kan altså konstatere, at ønskerne til forældreskab og arbejdsliv støder sammen. Og på trods af, at der allerede i dag findes familiepolitiske ordninger som f.eks. barselsorlov og omsorgsdage, er det langtfra alle, der bruger disse ordninger. Det kan der være mange forklaringer på, men i en del tilfælde optræder forklaringerne som en form for undskyldning for, at man som medarbejder og forælder ikke anvender de muligheder, man har. Man lader arbejdslivet få lov til at smitte meget af på familielivet, der så at sige må tilpasse sig forældrenes arbejdssituation, måske fordi en stor del af ens identitet ligger i arbejdet og på arbejdspladsen? Således anfører den australske professor Sharon Beder i sin bog fra 2004 ’Arbejdsmoral til salg’, at arbejdet er blevet kernen i definitionen af menneskets personlige identitet. Og spørger man en person, hvem han eller hun er, giver de sig da også ofte til kende ved deres arbejde: »Jeg er lærer« – »jeg er sekretær«. I landbrugssamfundet skilte arbejdet ikke det ene menneske ud fra det andet. I dag er det mere sandsynligt, at arbejde siger noget specielt om, hvem man er. Arbejde giver en følelse af at høre til og at have en plads i den store sammenhæng. Et lønarbejde er blevet et medlemsbevis til samfundet generelt og et næsten uundværligt symbol på selvværd. Det er gennem vores arbejde, vi skaffer os en niche i samfundet. Her får vi en følelse af at høre til gennem fælles arbejdsoplevelser og fælles forståelse med andre, der laver noget tilsvarende. Arbejde udgør for mange hovedkilden til socialt samvær uden for familien. Man skaffer sig venner og fjender på arbejdspladsen og man føler sig mindre isoleret. Vi ved fra undersøgelser, at netop arbejdsløshed både isolerer den enkelte og skaber store problemer med identiteten. For flere og flere har arbejdsidentiteten overtrumfet den identitet, man kunne have i familien. Skønt deres opgaver måske er kedelige, roser folk sig af at gøre deres bedste, fordi arbejdspladsen ikke bare har været et sted, hvor man kunne være, men et fællesskab. For det moderne menneske rækker arbejdets værdi således langt ud over lønnen. Det er i høj grad blevet grundlaget for den enkeltes følelse af ståsted, identitet, selvrespekt og selvværd. Da Det Fælleskommunale Løndatakontor således i 2004 foretog en analyse af, hvordan lønmodtagerne anvendte de såkaldte fem feriedage, viste det sig, at i kommunerne konverterede medarbejderne godt hver fjerde feriefridag til penge. Og da Politiken i 2004 foretog en rundringning til en række private arbejdspladser, sås det, at op mod 50 procent valgte pengene frem for fridage. Den ekstra ferieuge havde blandt andet til hensigt, at arbejdsliv og familieliv skulle kunne hænge bedre sammen. Men det ser altså ikke ud til at virke efter hensigten. Og årsagen til, at så relativt mange vælger penge frem for frihed, kan godt være rent økonomisk. Men det kan også handle om, at man – med rette eller urette – ikke synes, man kan være væk fra arbejdspladsen. For de fleste mænd og for et stigende antal kvinder er der ikke noget alternativ til arbejde. Der er ingen anden aktivitet, som tilnærmelsesvis optager tid, bruger energi, tapper kreativitet, kræver opmærksomhed, men som også giver mulighed for socialinteraktion og en kilde til status, identitet, selvrespekt og økonomisk belønning. Heri ligger en væsentlig forklaring på, at arbejdslivet gang på gang kommer til at definere familie- og børneliv! Og måske handler det – når alt kommer til alt – om, at der også er forældre, der ikke har lyst til at arbejde i færre timer: Det er på arbejdspladsen, livet leves, dér man har sine sociale relationer, oplever selvværd og får udfordringer, mens familielivet indebærer stress, krav, faste rutiner og forpligtelser? Og måske netop derfor, at kommissionen har påtaget sig en næsten umulig opgave. Kommissionens forslag er dels oppe mod nogle myndigheder og et arbejdsmarked, der bekymret tænker på pengene og bekymrer sig, om der er råd. Dels mod nogle forældre, der hellere vil være på arbejdsmarkedet end derhjemme? Udfordringen for vort senmoderne samfund består blandt andet i at definere, hvad en familie er her i starten af det nye årtusinde. Hvad skal en familie kunne, hvilket ansvar kan man pålægge den vel vidende, at familien af i dag er anderledes end for blot én generation siden? Dette forudsætter en grundlæggende og bred folkelig debat, vel at mærke en debat, der også er værdibaseret: ’Hvad mener vi er et godt børneliv’? Hvad er et familieliv i det senmoderne samfund? Uanset hvilket svar man vil give på sådanne spørgsmål, må familielivet og børnelivet være andet og mere end liv, der blot skal underordne sig arbejdsmarkedets krav og voksnes ønsker om en stærk tilknytning til arbejdslivet. Det duer ikke blot at sætte sig med hænderne i skødet og sige, at ’det er sådan, den globale konkurrence har tvunget os til at leve’. Der skal en modbevægelse til fra de forældre, der føler sig klemt i dilemmaet mellem arbejdsliv og forældreskab. Problemerne kan dog ikke løses udelukkende af den enkelte, der er også brug for en samfundsmæssig indsats fra både fagbevægelse og politikere, der arbejder på at skabe familievenlige og fleksible arbejdspladser, hvor arbejdsliv og familieliv ses som hinandens forudsætninger.