Kan I huske dengang i 50’erne, da vi alle sammen gik i fitnesscentre en gang om dagen, løb rundt i villakvartererne og i alt fald løb to til tre maratonløb om året – og hvor kun få af os var overvægtige?
Eller husker jeg galt? Var der slet ikke fitnesscentre dengang, og var det at løbe ikke rigtigt kommet på mode endnu? Vi drak vist også sødmælk og spiste smør? Men hvis det nu ikke var fitnesscentrene og løbeturene, der forsvandt, samtidig med at fedmen tiltog, hvorfor er budskabet så, at vi skal i gang med alle disse fysiske udfoldelser som svar på udviklingen i overvægt og type 2-diabetes? Samtidig med at vi skal spise fedtfattige produkter? Har vi fat i den gale ende? Forebyggelsesdebatten bærer i disse år præg af motions- og kost-’mafiaer’, som hver især konkurrerer om at udstille overvægtige mennesker og piske dem gennem netop deres patentløsning på al dårligdom. Fri os dog for ’By på skrump’ og ’KRAM-busser’, og lad os i stedet komme det spadestik dybere, der kan hjælpe med til mere varige forbedringer af folkesundheden. Det drejer sig om at forstå, hvorfor folkesundheden er nået dertil, hvor den er, og så handle på denne viden. For det er vel ikke sådan, at det enkelte menneske har sagt til sig selv: Nu vil jeg leve rigtig usundt og blive tyk, få sukkersyge og hjertesygdom og dermed bidrage til den dårlige middellevetid i Danmark? Kunne det være helt andre mekanismer, som har ført os ud i den situation, vi ser i dag?
