Der sidder en pige i en 2. g-klasse. Hun udstråler ungdom og liv, men hun er på lykkepiller og må midt i timen ned til studievejlederen og græde over en modbydelig ungdom, som burde være varm og lys og lykkelig. Og hun er ikke alene. Hver klasse har et par stykker. Ikke alle er i behandling, men nogle kæmper alene med deres monstre. Og når timen er slut, så mødes lærerne på lærerværelset og taler vemodigt om pigerne. Studievejlederen lægger gule lapper med besked om, at dén og dén nu må behandles med omsorg, og at dén og dén kæmper en brav kamp, men at hun ikke kan være så aktiv, som hun ønskede, og at man må acceptere manglende afleveringer og større fravær. Jeg er en af de lærere, som modtager beskederne. Jeg er også en af dem, som har tænkt, at det måske bare er ’børnene i dag’, men det er jeg for lang tid siden holdt op med. Det er sådan set fuldkommen ligegyldigt. Når man møder disse dejlige pigers sammenbrud, så kan man næsten lugte smerte. Det gør ondt i de stakler! Grunden til symptomerne må psykologerne lede efter. Det er ikke min opgave. Min opgave er at forsøge at skabe en skoledag, som også kan rumme deres smerte og få dem ind i et liv, hvor al den glæde, som ligger i en uddannelse, i sidste ende kan få det til at boble i dem. I mit arbejde sker det gennem en konstant dialog med studievejlederen, de andre lærere og den stakkels elev. Det er den måde, vi i gymnasiet har skruet vores praksis sammen på. Der bliver talt meget, og pigen bliver også pakket godt ind. I sidste ende får hun næsten altid sin hue – og vi smiler og siger rosende, at det var »på trods«. Der sidder en dreng i en 2. g. Han har sin kasket omvendt på. Hans bukser hænger ned om røven. Han snurrer rundt på sin stol og hvisker alt for højt med sin nye dybe stemme til sin bøvede kammerat. Han lever under en evig trussel om skideballer, udsmidning og elendige karakterer. Han kan ikke – selv med al den gode vilje han kan stable på benene – sidde stille på sin stol og læse sine lektier. Det hele flyder ud for ham. Han kan måske sidde fem minutter med sin tekst, så river rastløsheden ham i stumper og stykker, og han må op og bevæge sig. Han keder sig i timerne, selv om han gerne vil lære. Han kan bare ikke få det til at hænge sammen oppe i hovedet. Hans øjne flakker, når man råber hans navn. Han ved på rygraden, at han skal have ballade. »Hvor er din stil?«. »Nu skal du holde kæft!« osv. osv. Det er hans hverdag. Han kommer også til studievejlederen. Men det er sgu ikke frivilligt! Han må hele dagen gentage mantraet: »Jeg ved det godt. Jeg må tage mig sammen« til alle de skideballer og samtaler, som han må gå til hos vejledere og inspektøren og rektoren. Og lige meget nytter det. På lærerværelset brokker man sig over idioten. Man spørger, om han ikke burde smides ud, for han »spilder sin tid«. Ja, man er ligefrem enig om, at sådan et los i røven vil være til hans egen fordel. Der ligger aldrig nogen gule sedler med hans navn på i mit dueslag. Men hvorfor skulle den dreng ikke også have en svær ungdom, som bare gav sig udtryk i nogle andre symptomer end dem, pigerne har? I min gymnasieverden findes der i dag ingen praksis til at støtte denne knægt med. Der findes derimod en praksis, som passer til pigerne og deres måde at håndtere problemerne på. Hvis en pige får det skidt, så begynder hun ofte at græde midt i det hele, eller også siger hun det simpelthen højt. Og så er der altid en studievejleder eller en god lærer, som tager fat. Og så går vores system i gang. For os er psykiske problemer nemlig lig med gråd og behovet for samtale. Måske skyldes det, at vores undervisningsform netop lægger så meget vægt på samtalen. Og ikke bare dét, men også på en bestemt form for samtale. Det, vi praktiserer, er nemlig den kultiverede lærer-elev-samtale i klasserummet, hvor læreren er den bedrevidende, og eleven fortæller om sig selv og sine tanker. Hvis man formår at kunne det som elev, så passer man ind i boksen, og så starter systemet sin ’forståelses- og beskyttelsesmaskine’. Elever, der kan tale om sig selv, er faktisk mønsterelever. Og det er da også meget typisk, at vi alle synes, at de ramte piger også er ’fagligt meget dygtige’, hvilket gør os endnu mere ivrige efter at få staklen igennem til den forløsende studenterhue. For hun kan nemlig den rette samtaleteknik. Men vi kan ikke se selvødelæggende adfærd, dårlig koncentration og destruktion som symptomer. Vi kan se det som dårlige vaner fra folkeskolen, og vi kan se det som umodenhed, men vi kan ikke se det som symptomer på noget, vi kan gøre noget ved. Hvordan skulle vi kunne det? Den forbandede knægt har jo alle de muligheder, en velfærdsskole kan skrue sammen til ham af samtalerum, hvor han kan få gjort systemet opmærksom på, at her kræves der en ekstra indsats. Vi ser ikke, at drengen skal kunne gå ned til et kontor og simpelthen formulere, at han har et problem, hvis han vil have hjælp! Det kræver sgu sin mand! Der er flere grunde til, at pigerne er bedre til disse samtaler end drengene. Mange piger har en stærk forankring i en klar og velformuleret kvindeidentitet, som er skabt gennem en lang kamp mod det mandsdominerede samfund. Det har drengene ikke! Drengene har ingen Hanne-Vibeke Holst til at brøle op om løsrivelsen og undertrykkelsen og alt det dér. Det har pigerne haft. Og de har haft mange. De er simpelthen skolet i at kunne tale om sig selv. Og det styrker de hele tiden hinanden i. Og det er jo supergodt. Men desværre har drengene ikke haft samme udvikling – så for mange af dem bliver gymnasiets samtalepædagogik noget, de ikke kan magte. Et samtalefag som f.eks. dansk er et rigtig godt fag for de piger, som har det psykisk svært. De drenge, som har det svært, fatter derimod ikke et klap! Kasketten kører rundt, og stolen knirker i en evig rastløshed. Men det er ikke kun dét. Pigernes identitet bygger også på en fortælling om dem som ofre! Og det er ikke kun dem, som har hørt, at kvinden er offer for alt fra massevoldtægter til rapmusik og pornofilm. Det har mændene også hørt. Vi har fået det ind med modermælken. Kvindekønnet er offer for det mandsdominerede samfund! Og det er jo heller ikke helt forkert, men det betyder for os, at vi automatisk tænker på pigen som et offer, når hun begynder at græde. Hun er ikke bare en hysterisk kælling som i gamle dage, men hun er offer for noget, der undertrykker hende. Det ved vi mænd godt. Så derfor begynder vi også med at spørge ind til, hvad det er, der undertrykker hende. Det er jo en del af hendes identitet som kvinde! Det absurde er, at vi mænd ved en masse om kvindernes identitet, men vi ved ikke et klap om vores egen. Jo, vi har selvfølgelig hørt, at vi er potentielle voldtægtsforbrydere, uintelligente og dovne idioter med hang til sexistisk rapmusik, og at vi er underlige umælende alfahanner fra planeten Mars, som bare går rundt og grynter. Vi har nok lidt svært ved at se det som vores sande identitet, men vi er i hvert fald overbeviste om, at vi aldrig må tillade os at se os selv som ofre! Det har vi simpelthen ingen historisk ret til! Det er jo os, der er undertrykkerne. Historiens ondskabsfulde bæster! Men derfor tolker vi også automatisk vores drenge anderledes end vores piger. Når ham med kasketten og hængerøven grynter i timerne, er han ikke et offer. Han er primitiv. Når han hører rap, har hængerøv og har svært ved at sige, hvorfor han ikke kan tage sig sammen, så er han ikke et offer! Han er en dum umælende abekat fra planeten Mars! Og det er endda kun i bedste fald. I værste fald er han en potentiel voldtægtsforbryder! Under alle omstændigheder er han aldrig et offer, men altid en potentiel undertrykker! Og det er sgu en elendig identitet at hænge sine problemer op på. »Jeg er forvirret og rodløs«, tænker drengen. Men hvad kan han gøre? Ja, han kan grynte, kan han ... Med frygt for at få hele det kønsfascistoide slæng fra Hanne-Vibeke Holst-kaffeklubberne i hovedet, så vil jeg vove den påstand, at den pædagogik, som praktiseres i gymnasiet i dag, er kønsdiskriminerende til pigernes fordel. I vores måde at gribe undervisningen an på, giver vi ikke plads til andre end dem, som allerede kan tale om sig selv og deres oplevelser på den måde, som netop pigeidentiteten er rundet af. Ja, selv vores fysiske rammer er bygget op omkring netop den form for samtale. Vi bygger samtaleøer i landskaber af borde og stole, hvor man kan sidde stille og tale fornuftigt. Vi åbner dørene til samtaler, og vi skaber it-muligheder for debatter og diskussioner. Men vi skaber ikke muligheder for, at den besværlige dreng kan formulere sig ud fra den identitet, han nu engang må bære på. Hvorfor er der ikke et stort aberum, hvor det er i orden at være en abekat? Et sted, hvor man ligefrem bliver rost for at være en dumrian. Et sted, hvor man, ud fra de forudsætninger knægten har, kan skabe noget nyt og unikt! Jeg tror, det er nødvendigt for gymnasieskolen at indse sin svaghed på det punkt. Hvis vi ikke skal tabe de drenge, som har det svært, så må vi skabe en undervisningsform, som også giver plads til deres måde at være til på. Vi må holde fast i vores dejlige undervisningsmål med, at skolen skal give alle muligheden for at kunne skabe og formulere deres egen identitet, så de selvfølgelig også kan formulere sig, når det går dårligt. Jeg tror også, at det kan lade sig gøre ved at sprænge de snævre pædagogiske metoder, som man holder sig til i gymnasiet. Vi fokuserer for meget på klasseundervisning med lærer-elev- og elev-elev-pingpong-snak på baggrund af den læste lektie og gruppearbejder i emne og projektformer, hvor gruppens diskussioner og samtaler på baggrund af den læste lektie skal bære processen frem mod et produkt. Måske skal vi starte med at droppe lektierne og alt det faglige og påtage os det arbejde, der ligger i at finde ind til det menneske, som er bag hatten og hængerøven. Hvis jeg bare vidste, hvordan man gjorde, så ville jeg gøre det. Men jeg ved det ikke. Jeg kan en masse for at hjælpe pigerne, og det kan man også se på landets universiteter, hvor der snart er en overvægt af piger på langt de fleste studier. Men jeg har meget få redskaber til at gøre noget ved de der ’utilpassede’ drenge. Jeg kan se deres hængerøve blive længere og længere, og jeg kan se dem synke mere og mere sammen i forståelig indadvendt vrede, men jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg kan høre dem sige ’undskyld’, når jeg beder om stilen, og jeg kan bede dem om at lade være med at undskylde. Når jeg gør det, lyser de lidt op, for det er ikke tit, de hører nogen opfordre til at droppe lektierne og koncentrere sig om den nye PlayStation. Men de ved, at de er galt på den. Jeg kan høre dem sukke og nikke bekræftende, når jeg siger, at gymnasiet i dag er lavet til pigerne, men ligesom jeg ved de heller ikke, hvad man skal gøre ved det. »Vi må vel bare tage os sammen«, siger de, og så går der 10 minutter, og de kører igen rundt på stolen. I 3. g er der som regel sket en masse. Mange fjollede og bøvede drenge bliver pludseligt og uforklarligt de skarpeste knive i skuffen, og ingen kan se, at de er 10 stile bagud. Pludselig har de bare fanget melodien. Næsten alle pigerne er der endnu, og de klarer sig støt bedre og bedre. Nogle af dem klare sig endda supergodt. De piger, der havde problemer gennem 2. g, er der ofte endnu. Den hjælp, de har fået sammen med den sociale klister, som er grundstenen i gymnasiet, har givet dem et lys i deres grimme mørke. Men de utilpassede drenge er væk!