Hvert år i Danmark oplever omkring tusind forældrepar at miste et barn under graviditeten eller omkring fødslen. Mange vil derfor møde nogen, der har mistet et spædbarn. Jeg håber med denne beskrivelse af tabet af vores søn at give et indtryk af nogle af de ting, man går igennem, når man mister et lille barn. Vi ventede vores tredje barn med planlagt kejsersnit 24. februar 2003. Graviditeten havde været kompliceret af en større blødning omkring uge 12. Maven var blevet skannet talrige gange, hvor man kunne konstatere, at barnet havde det godt. Da barnet var i sædestilling, blev der til slut planlagt kejsersnit, knap en uge før terminsdatoen. Fire dage før det planlagte kejsersnit havde Annemette ikke rigtig mærket liv i løbet af dagen. Jeg lyttede efter hjertelyde, men kunne ikke høre nogen. Herefter blev vores to andre børn på otte og fire år hurtigt puttet (Simone og Jonathan). Jeg ringede til Skejby Sygehus med henblik på at komme ud og få konstateret, hvordan barnet havde det. På fødegangen undersøgte en jordemoder for hjertelyd med først en 'dopler' og dernæst en ultralydsskanner. Men heller ikke hun kunne finde hjerteaktion, og vi kunne jo samtidig se, at barnet lå helt stille, hvorfor vi var klar over, at noget var helt galt. Herefter blev den vagthavende læge tilkaldt, og det blev konstateret, at barnet var dødt. Det udløste en form for chokreaktion, hvor vi ikke rigtig kunne forstå, hvad der var sket, og hvor jeg mest af alt havde lyst til at lægge mig ned lige så stille på gulvet og krybe sammen. Vi fik at vide, at det bedste var, at vi tog hjem og så mødte dagen efter kl. 10 for at få sat fødslen i gang. Umiddelbart virkede det helt vildt, at vi skulle tage hjem og sove til næste dag, men vi havde jo også de to større børn derhjemme. Hjemme igen fik vi snakket og grædt lidt og forsøgte så med vekslende held at sove til næste morgen. Vi vækkede Simone og Jonathan og måtte fortælle dem den triste nyhed, at den lillesøster eller lillebror, de havde glædet sig til, desværre var død inde i mors mave, og at vi nu skulle ud og føde barnet. Køreturen ud til Skejby Sygehus var en voldsom oplevelse. Når benene bliver slået væk under en, sker det normalt pludseligt, men her vidste vi, at vi var på vej ud til noget, som bare ville blive værre og værre og værre, og det var en overvældende erkendelse og følelse. På gynækologisk afdeling blev vi mødt af søde, forstående og professionelle mennesker, både blandt læger og plejepersonale. Vi havde først en snak med sygeplejersken og overlægen. Her blev vi bl.a. spurgt, om vi havde lyst til at tale med en præst før fødslen, hvilket vi gerne ville. Vi fik endvidere udleveret nogle brochurer fra Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød. Det blev heri understreget, at der ikke findes nogen rigtig måde at gennemføre dette på, men at man kunne læse om, hvordan andre havde gjort og så måske tage nogle af tingene til sig. Her var blandt andet beskrevet muligheden for at begrave sit dødfødte barn. Der var også beskrevet, hvordan nogle tog deres dødfødte barn med hjem. Her tænkte jeg, at det var alligevel for voldsomt, og det virkede umiddelbart forkert, at man skulle tage et dødt barn med hjem. Det at læse brochurerne gjorde, at gråden for første gang kom væltende frem. Herefter blev der taget fostervandsprøver til eventuelle senere undersøgelser, og Annemette fik sat fødslen i gang. I løbet af eftermiddagen havde vi en god samtale med henholdsvis præsten og en jordemoder, der forsøgte at forberede os på den fødsel, der nu skulle til at gennemføres. Der var kraftige veer omkring 18-tiden, og vi blev flyttet over på fødegangen kl. cirka 20.30, hvorefter det gik meget hurtigt. Annemette havde stærke veer med mange smerter og nåede lige at få lagt epiduralblokade, før barnet blev født kl. 21.20. Det var en fin, velskabt, fuldbåren dreng, der var meget smuk og lignede vores to andre børn meget. Selv om det kan lyde underligt, var det på mange måder en god og også smuk fødsel, og det virkede fuldstændig naturligt at elske vores søn og sidde med ham bagefter. Vi fik ham målt og vejet, og der blev taget aftryk af en hånd og en fod, ligesom der blev klippet en hårtot af og sat på arket sammen med aftrykkene. Vores forældre kom og så ham, og der blev taget mange billeder. Godt midnat følte jeg mig fuldstændig udmattet, og vi bad om at komme tilbage på vores stue på gynækologisk afdeling. Her gav jeg ham det tøj på, vi havde medbragt. Det var en meget trist og voldsom oplevelse. Det at stå og pusle det barn, som man havde glædet sig så meget til, gjorde, at jeg brød sammen. Herefter blev han ført ud i køleskabet, og jeg faldt hurtigt i en dyb søvn, hvorimod Annemette havde noget mere vanskeligt ved at sove. Næste morgen var vi frygtelig kede af det, og jeg havde mest lyst til at blive liggende i sengen under dynen. Vi fik dog taget et bad og fik noget morgenmad, hvorefter vores dreng kom ind til os igen. Vores forældre kom med Simone og Jonathan, for at de skulle se deres lillebror, og der kom også et hold af vores gode venner, der så skulle passe Simone og Jonathan resten af dagen. Jonathan sagde meget hurtigt, efter at have set ham, at han skulle hedde Markus, så det blev hans navn. Selv om det hele var ufattelig trist, så kunne vi også mærke, at det var dejligt at vise ham frem, da vi jo også var meget stolte af ham. Jeg begyndte derfor at ringe til familie og venner, dels for at fortælle, hvad der var sket, men mest for at fortælle dem, at de skulle komme og se ham. g de skulle komme nu, fordi vi havde ikke meget tid, og vi vidste jo heller ikke, hvor lang tid han kunne holde sig fin og pæn. I løbet af dagen kom der rigtig mange besøg ude på sygehuset. Det var selvfølgelig hårdt, voldsomt og overvældende, men det føltes på den anden side også godt. Det føltes faktisk så naturligt, at vi besluttede os for at tage Markus med hjem allerede ved 18-tiden lørdag. Hjemme i lejligheden var der også mange gæster. Markus var mest inde på vores seng i soveværelset, og især derinde blev der grædt meget. Det var lidt for voldsomt for Simone, som på et tidspunkt sagde: »Hvordan skal jeg kunne trøste jer (mor og far), når han ligger lige her ved siden af?«. Vi havde ikke rigtig mod på at have ham derhjemme om natten, og samtidig var vi også meget opsat på, at han skulle være på køl så meget som muligt, for at han skulle holde sig så fin, som det lod sig gøre. Derfor kørte jeg, Jonathan og Annemettes mor ham tilbage til sygehuset hen ad aften, og vi andre sov så hjemme i lejligheden. Søndag formiddag fik vi travlt med alle de praktiske gøremål. Vi skulle have fat i en bedemand og finde et gravsted. Heldigvis havde den lokale præst sagt, at han ville komme og besøge os søndag ved 12-tiden. Det blev til en god snak, hvor vi fik lidt mere hold på det kaos, vi følte indeni, og vi fik planlagt begravelsen til om fredagen. Det var meget flot vejr med klar himmel og solskin alle de dage, hvor vi havde Markus hos os. Jeg havde de tidligere år løbet mange kilometer med Simone og senere med både Simone og Jonathan i en løbevogn, hvor begge børn kan være. Vi havde indkøbt et babysæde, der kunne monteres i løbevognen, således at den lille ny også kunne komme med ud at løbe. Jeg begyndte allerede søndag at gå og tænke over, at jeg godt kunne tænke mig at løbe en lille tur i det gode vejr med Markus i løbevognen. Da jeg fortalte det til Annemette, sagde hun, at det syntes hun, ville være dejligt, og hvis jeg havde lyst til det, måtte jeg endelig gøre det. Søndag eftermiddag var vi igen på sygehuset, og sygehuspræsten forestod her en lille ceremoni over Markus, hvor en del af vores venner og familie også var med. Før ceremonien havde vi en længere snak med præsten, som havde mange kloge og fornuftige ting, hun kunne bidrage med i vores situation. Blandt andet snakkede vi om, at vi gerne ville have Markus med hjem en gang mere, og om det, at jeg havde lyst til at løbe en tur med Markus i løbevognen. Vi snakkede om, at noget hører de levende børn til, og noget hører de døde børn til. Jeg følte helt klart, at jeg ikke havde lyst til at putte Markus i barnevognen, da det var forbeholdt de levende børn, men jeg havde fortsat stor lyst til en løbetur med ham. Vi sluttede søndagen på sygehuset med, at vores lille familie sang godnatsange for Markus, hvorefter han blev på sygehuset, og vi tog hjem. Mandag tog vi ud på kirkegården og fandt et sted, hvor vi gerne ville have et lille gravsted. Simone var ikke indstillet på, at han kunne ligge med bare en plade på en græsplæne, for så ville alle mulige jo gå og træde oven på ham. Vejret var stadigvæk fantastisk flot, og efter turen til kirkegården tog vi ud og hentede Markus med hjem. Hjemme kom en af Simones veninder og venindens mor på besøg. Simone, veninden og Jonathan sad på skift og holdt Markus inde i sofaen, og jeg gik rundt med ham og viste ham hele lejligheden. Herefter tog jeg lige så stille løbetøj på og tog Markus med ned i kælderen i snuggli-posen. Han var selvfølgelig alt for lille til at kunne sidde i det indkøbte babysæde og var selvsagt også alt for slap til at skulle sidde der under løbeturen, hvorfor hele snuggli-posen kom ind i løbevognen. Herefter løb jeg en tur ned til havet, fandt en bænk og tog Markus i snuggli-posen op på skødet. Der sad vi så lige så stille et stykke tid, og jeg fortalte ham om alle de ting, som vi skulle have lavet sammen, og alle de ting, jeg skulle have lært ham, og hvor forfærdelig ked af det jeg var over, at jeg ikke havde haft mulighed for at passe bedre på ham. Vi løb så hjem igen, og især en del ældre damer smilede sødt til mig og ned mod løbevognen, fordi der kom en far løbende med sit lille barn. Jeg var her glad for, at løbevognen havde tonede ruder, således at de ikke kunne se, at det jo rent faktisk var en død lille dreng, jeg havde med mig. Da jeg kom op i lejligheden stod Simone og kiggede på mig. Hun spurgte, om jeg havde været ude på sygehuset med Markus. Jeg fortalte hende, at jeg havde været ude at løbe en tur med Markus i løbevognen, hvorefter hun sagde: »Har du det?«, og smilede meget sødt og gav udtryk for, at hun var glad for, at Markus ligesom hende og Jonathan havde fået en tur i løbevognen. Sidst på eftermiddagen tog vi Markus ud på sygehuset, sang igen godnatsange for ham og tog så selv hjem igen. De næste dage var vi ude ved Markus hver dag, sad med ham og sang for ham. Onsdag blev han obduceret. For at han skulle forblive pæn, havde vi bedt om, at de ikke obducerede hjernen, da dødsårsagen var relativt oplagt (der var en tydelig knude på navlestrengen ved fødslen, og blodet var staset op hen til knuden). Simone og Jonathan havde faktisk lyst til, at Markus kom hjem flere gange. Men efter min løbetur med Markus kunne jeg føle, at jeg nu skulle i gang med processen at sige farvel - jeg følte en spirende trang til at have ham liggende i vores egen fryser og så tage ham op en gang om ugen og løbe en tur med ham. Vi valgte derfor ikke at tage ham hjem mere, men besøgte ham altså daglig ude på sygehuset. Torsdag tog vi ud og lagde ham i kisten. Vi havde bestilt en større kiste end vanligt til et lille spædbarn. Det var, fordi vi gerne ville have, at han skulle have en dyne med sig i kisten, og der skulle endvidere være plads til sutter og en hel masse legetøj. I kisten lagde vi også billeder af os alle og af Markus, et bryllupsbillede af Annemette og mig og en kopi af de breve til Markus, som Annemette og jeg senere læste op i kirken til begravelsen. Fredag holdt vi begravelsen med deltagelse af venner, familie, bekendte, arbejdskolleger og så videre Annemette og jeg havde hver især skrevet en tale til Markus, som vi holdt i kirken. Jeg havde lavet et ark med lsquo Jeg ved en lærkerede', som jeg altid har sunget daglig for Simone og Jonathan. Omkring sangen var der billeder af Markus, dels alene og dels sammen med os andre. På en måde føltes det, ligesom at det skulle gøres, nu vi ikke fik lov til at skrive konfirmationssang og andre ting for ham senere hen. Tiden efter begravelsen var svær og trist. Man falder ligesom helt sammen, når alt det praktiske er overstået, og det føltes voldsomt tomt, da Markus lige pludselig ikke var her mere, så vi kunne se og føle ham. Dog var vi meget glade for, at vi nåede at få så mange oplevelser sammen med vores døde barn. Oplevelser, som skal holde et helt liv, og som vi nu kan dele med vores levende børn, og de, der var med undervejs. Alt i alt føler vi dog her, godt et år senere, at vi er kommet et rigtig godt stykke videre, og vi har igen en glad og velfungerende lille familie. Vi sørger selvfølgelig stadig over Markus, savner ham meget, og som Annemette sagde allerede om aftenen, da hun havde født, så er han formentlig det sidste, hun vil tænke på, når hun engang selv skal dø. Vi følte med det samme, at vi selvfølgelig skulle have et barn mere (eller flere), og vi fik lykkeligvis en fin levende dreng 17. februar i år. Jeg og resten af familien er fortsat glade for, at Markus fik den tur i løbevognen. Men som det fint blev præciseret i papirerne fra Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød, er det naturligvis meget individuelt, hvilke ting man føler, er de rigtige i en situation som vores, hvilke ting der kan virke naturligt/unaturligt og også, hvad man har kræfter og muligheder for at gennemføre.